Det levende væsen

af Jes Arbov

Det naturvidenskabelige gennembrud

Bevidsthedsudviklingen på det materielle område har inden for de seneste blot 500 år af homo sapiens 300.000 år lange udviklingshistorie været nærmest eksplosiv. Med opdagelsesrejserne i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet blev de geografisk adskilte verdensdele identificeret og kortlagt, og i de følgende århundreder blev de integreret via et netværk af handels- og kommunikationsruter. Med det naturvidenskabelige gennembrud fra midten af 1500-tallet og op gennem 1600-tallet blev fundamentet til den moderne videnskab lagt inden for discipliner som astronomi, fysik, biologi, anatomi og kemi, og med tænkere som Leibniz (1646-1716), Lamarck (1744-1829), Darwin (1809-1882) og Spencer (1820-1903) blev evolutionen en videnskabelig kendsgerning.

Gennem 1900-tallet og frem til i dag er der blevet bygget videre på de foregående århundreders videnskabelige opdagelser, og den menneskelige erkendelse har udviklet sig i alle retninger. Med teleskoper har man udforsket makrokosmos og med elektronmikroskoper mikrokosmos. I dag er vi på mange områder blevet ufatteligt meget klogere på hvordan universet, solsystemet og jordkloden med plante- og dyreliv samt vores egen organisme og mikrobiologi er indrettet og fungerer.

Udviklingen har dog ikke gjort jorden til et fredeligt sted at være. Eller løst vores sundhedsproblemer, eller skabt den velstand for klodens beboere som teknikken og jordens resurser muliggør. På mange måder er vi i dag et større mysterium for os selv end nogensinde tidligere. Den viden, der tidligere var nedlagt i traditionen og som blev overført via religionen fra generation til generation, er i dag erstattet af rent materielt begrundede forestillinger, der i foruroligende grad dyrker pengeøkonomien og den enkeltes behovstilfredsstillelse på bekostning af moralen – og dermed desværre også på bekostning af andre levende væseners ve og vel.

Der er i dag et nærmest pinligt misforhold mellem den formidable materielle viden, som vi har tilegnet os og bragt i anvendelse, og den grundlæggende uvidenhed vi ligger under for, når det gælder vor egen dybeste natur og identitet. Eksistentielt set ved vi hverken hvem vi er, eller hvor vi kommer fra og er på vej hen.

Det Tredie Testamente – videnskaben om det levende væsen

Martinus (1890-1981) har med Det Tredie Testamente radikalt ændret vilkårene for det enkelte menneskes mulighed for at lære sig selv at kende. Befriet for enhver form for overtro og dogmatik er det med dette værk muligt at studere “livet” – og sin egen identitet som et “levende væsen” – på en måde der lever op til videnskabens krav om logik og konsistens. Martinus karakteriserer selv sit arbejde som åndsvidenskab og markerer dermed, at den viden og de logiske ræsonnementer, som han lægger frem i Det Tredie Testamente i form af kosmiske analyser, kan studeres og kontrolleres af “åndsforskeren” på samme måde som den materielle videnskabs resultater kan studeres og kontrolleres af de forskere, der arbejder inden for rammerne af den materielle videnskabs paradigmer.

Tilegnelse af materiel viden på et videnskabeligt niveau forudsætter intelligens. Tilsvarende er der også bevidsthedsmæssige forudsætninger der skal være til stede for med udbytte at kunne studere og tilegne sig det åndsvidenskabelige verdensbillede. Her er intelligens også en forudsætning, men dertil kræves tillige human følelse. Mens en fremragende intelligens i samvirke med de fysiske sanser alene er tilstrækkelig for at udføre rent materielt orienteret, videnskabelig forskning, er det for det åndsvidenskabelige verdensbilledes vedkommende tillige nødvendigt at forskeren besidder human følelse. Uden bevidsthedsmæssig balance mellem intelligens og følelse er det nemlig ikke muligt at komme på bølgelængde med de åndelige love, der regulerer og styrer verdensaltet.

Hvorvidt man finder Martinus’ kosmiske analyser – herunder analyserne af det levende væsen – overbevisende, står og falder således med læserens egen bevidsthedsmæssige energikonstellation. 

Det levende væsen som et treenigt princip

Det levende væsen er den grundlæggende enhed i det kosmiske verdensbillede. Hvis man foretager en søgning i Det Tredie Testamente på udtrykket ”levende væsen” / ”levende væsener” får man mere end 4.600 hits, hvilket i sig selv siger noget om den fundamentale betydning Martinus tillægger begrebet.

I nogle skelsættende og detaljerede analyser definerer Martinus det levende væsen som en uadskillelig enhed bestående af tre samvirkende principper, og han karakteriserer i overensstemmelse hermed det levende væsen som et treenigt princip. Martinus benævner de tre principper X1, X2 og X3.

Tager vi principperne i omvendt rækkefølge repræsenterer X3 det skabte, hvilket vil sige det levende væsens organisme. Organismen, som vi kender den, består dels af et fysisk legeme, som vi umiddelbart kan iagttage i form af f.eks. plante-, dyre- og menneskeorganismer, og dels af et ikke-fysisk, stråleformigt legeme som rummer det levende væsens bevidsthed med bevidsthedskategorier som anelse, følelse, tanke og vilje mv. Den menneskelige bevidsthed med dens tanker og forestillinger er således en del af organismen, og skønt den ikke er en del af den fysiske krop, indgår den som en del af et ikke-fysisk, stråleformigt legeme.

Når vi refererer til levende organismer, går vi almindeligvis som en selvfølge ud fra, at de har en fysisk side, som vi er i stand til at sanse med vores fysiske sanser. Det forholder sig imidlertid ikke altid sådan. Der findes tilværelsesplaner, hvor organismerne er ikke-fysiske, fordi de udelukkende er opbygget af “åndelig” eller stråleformig materie. En organisme kan derfor, som for planter, dyr og menneskers vedkommende, være fysisk og stråleformig, eller den kan være rent stråleformig.

Det er således det første facit i analysen af det levende væsen, at det besidder en organisme.

Denne organisme er imidlertid ikke blevet til af sig selv. Den er et resultat af det levende væsens aktivitet, idet det er væsenets skabeevne der har frembragt organismen. Det er denne skabeevne, som Martinus har givet betegnelsen X2. Enhver manifestation er et resultat af levende væseners skabeevne. Det gælder hvad enten det er det lille barns første usikre skridt, eller fuglens flugt henover den dybt blå aftenhimmel, eller den klassiske komponists tonedigt der fylder koncertsalen med smukt organiserede lydvibrationer.

Det er dog ikke kun barnets skridt, fuglens flugt eller komponistens partitur, der er et resultat af skabeevnen. Oplevelsen af disse aktiviteter er tilsvarende et resultat af skabeevnen. Barnet oplever sin egen stavren ligesom forældrene, der iagttager barnet. Fuglen oplever sin flugt og andre levende væsener iagttager den. Og mens komponisten i sin skabelsesrus oplever musikken for sit indre øre, lytter publikum i koncertsalens mørke til musikkens strømmende klangbilleder. Martinus taler derfor også – for at tydeliggøre dette forhold – om skabe- og oplevelsesevnen.

I sig selv er skabeevnen imidlertid utilgængelig for såvel fysisk som åndelig sansning. Som levende væsener sanser vi resultatet af skabeevnen i form af en energimanifestation, men ikke skabeevnen i sig selv. Den befinder sig uden for tid og rum.

Skabeevnen – der er identisk med evnen til at afsende og modtage energi – er således det andet facit i analysen af det levende væsen.

Hvis det levende væsen blot var sammensat af de to nævnte principper, X2 og X3, ville der reelt set ikke være tale om et levende væsen, men om en robotlignende mekanisme. For hvad nytter det at have en organisme, der med sit sanseapparat er i stand til at modtage energier fra omverdenen, bearbejde disse energier og sende dem tilbage til omverdenen, hvis der ikke eksisterer en instans, som er i stand til at opleve denne modtagelse og afsendelse af energi. Et sanseindtryk af barnets stavren hen over gulvet, fuglens ekvilibristiske flugt eller musikkens strømmende toner ville ikke være meget bevendt, hvis der ikke fandtes et “noget” i det levende væsen, der kunne opleve det sansede. Det er denne oplevende instans, som Martinus betegner som skaberen eller X1.

X1 repræsenterer dermed det levende i det levende væsen og befinder sig – ligesom X2 – uden for tid og rum. Det er utilgængelig for direkte sansning og erkendes gennem sine virkninger. Mens X2 repræsenterer evnen til at modtage og afsende energi, repræsenterer X1 den instans, der skaber og oplever, og som i kraft af sin skabeevne (X2) er den dybeste årsag til alt hvad der er skabt, og dermed til alt hvad levende væsener er i stand til at sanse. I daglig tale indgår X1 som en fast bestanddel af vores ordforråd, idet det er X1 vi ubevidst henviser til, når vi benytter ordet jeg. I sproget er der nedlagt en viden om, at det er dette jeg, der er årsag til det skabte. Udtryk som, “jeg ser”, “jeg løber”, “jeg bygger et hus”, “jeg tager en uddannelse” osv. vidner om, at jeget er den inderste årsag til enhver skabt foreteelse.

Iagttager vi det lille barns usikre gang, fuglen i sin flugt eller komponisten, der med raske bevægelser skriver sit partitur ned, er det let at se at disse aktiviteter er et resultatet af nogle evner eller talenter (X2), der tilhører et levende væsen. Evner som vi igennem iagttagelse af deres synlige udtryk har mulighed for indirekte at analysere. Det sammen gælder barnets, fuglens og komponistens kropsbygning (X3). Også disse besidder en række egenskaber som vi kan analysere og beskrive i detaljer.

Helt anderledes forholder det sig med X1. For X1 er uforanderligt og er dermed evigt det samme. X1 er usanseligt til stede i alle levende væsener som skaberen bag det skabte, og som den instans der oplever resultatet af sin egen og andre levende væseners skabelse. Som et “noget”, der ikke kan beskrives nærmere fordi det ingen sanselige egenskaber besidder, oplever X1 dets egen og andre levende væseners skabeevne (X2) og organisme (X3), og er vidne til hvordan de begge gradvist forandrer sig over tid. Barnet udvikler sig til et ungt, voksent, midaldrende og gammelt menneske og under hele processen forbliver dets inderste identitet – dets jeg – uforandret det samme jeg.

Jeget eller X1, der er skaberen bag det skabte, er det tredje facit i analysen af det levende væsen.

 

Det levende væsen er udødeligt

Taken by the sea

Foto: Catherine McMahon, Unsplash

Når man læser Det Tredie Testamente er det vigtigt at gøre sig klart, at Martinus ikke skriver sine bøger som en del af en personlig erkendelsesproces. Med sin kosmiske bevidsthed oplevede Martinus umiddelbart og uden nogen form for begrænsning tilværelsens bærende principper, og han så intuitivt at alle levende væsener er udødelige. Det Tredie Testamente er derfor heller ikke skrevet for forfatteres egen skyld i et forsøg på selv at nå til højere erkendelse, men for vores skyld. Martinus’ opgave var gennem logiske analyser, der bygger på alment menneskelige livserfaringer, at formidle det kosmiske verdensbillede på en sådan måde, at det – der for ham var selvoplevet viden – for os andre kan blive teoretisk viden, som vi ud fra egne erfaringer kan analysere og efterkontrollere rent intellektuelt.

I analyserne af det levende væsen som et treenigt princip præsenterer Martinus læseren for et ræsonnement, der viser hvor ulogisk og fornuftsstridigt det er at opfatte det levende væsen som noget der har en begyndelse og en afslutning og derfor ikke er evigt. Dette ræsonnement vil her blive gengivet i koncentreret form.

Med udgangspunkt i de tre X-principper, der udgør det levende væsen, påviser Martinus (jf. f.eks. Livets Bog II, stk. 568), at de hver især nødvendigvis må være evigt tilstede i det levende væsen.

Skaberen (X1) må være evig, for hvis der på et tidspunkt ingen skaber havde været måtte denne være fremstået af “intet”, hvilket selvsagt er en fornuftsstridig antagelse.

Tilsvarende gælder det for skabeevnen (X2), at hvis den på et tidspunkt ikke havde eksisteret, ville skabelse ikke have været mulig, og dens tilblivelse ville da evigt have været udelukket. Men nu hvor dens eksistens er en kendsgerning, må vi nødvendigvis erkende den som en evig realitet.

At organismen, der er opbygget af “stof” eller “materie” (X3), også er en evig realitet, kan vi slutte deraf at intet levende væsen kan eksistere uden at opleve livet, og at livsoplevelse uden en organisme som sanseredskab er en umulighed.

På den måde viser Martinus, at vi alle hver især befinder os midt i evigheden og dermed udødeligheden, for som han skriver i Livets Bog:

Evigheden” er saaledes ikke udgørende noget som helst i Retning af en skabt Foreteelse, men er udelukkende kun det levende Væsens ”Jeg”. ”Evigheden” er ikke noget, der er ”udenfor” det levende Væsen, men er det levende Væsens egen dybeste Bestanddel, er den Akse, er del Fundament, omkring hvilken ”Tiden” eller ”Livet” bevæger sig. Tilsammen udgør ”Tiden” og ”Evigheden” en uadskillelig Enhed. Denne Enhed er heller ikke noget, der eksisterer ”udenfor” det levende Væsen, men er det levende Væsen selv. Og noget som helst andet eksisterer ikke. Uden ”Tid” og ”Evighed” intet ”levende Væsen”, og uden det ”levende Væsen” ingen som helst Eksistens af ”Tid” og ”Evighed”. Og hermed er Det evige Liv det levende Væsens Identitet og Udødelighedsanalyse urokkeligt funderet i selve den uforgængelige Virkelighed.” Livets Bog IV, stk. 1070, s. 1338-1339.

Blot dette at se ud ad vinduet en hvilken som helst dag er et udødelighedsbevis i sig selv. For hvad vi modtager af indtryk gennem sanserne (X3) og oplever åndeligt (X1) via skabeevnen (X2) forstår vi kun, fordi vi allerede har oplevet tidligere og derfor via hukommelsen har erindringer at sammenligne med og relatere oplevelsen til. En “første oplevelse“ i absolut forstand er ikke mulig, netop fordi enhver oplevelse bliver til i sammenligning med andre, lignende oplevelser. Derfor er enhver oplevelse – når vi først forstår dette til bunds – et uigenkaldeligt bevis på vor evige eksistens.

Med X-analyserne leverer Martinus en højintellektuel og definitiv analyse af det levende væsen. Nogle vil måske her spørge, hvorfor Martinus har valgt at karakterisere de tre principper som X1, X2 og X3. Svaret er enkelt. Da X1 befinder sig hinsides enhver form for sansning, besidder det ingen sanselige kvaliteter, og af den grund er ”et noget som er” eller “X” den mest præcise betegnelse. Det levende væsens skabeevne (X2) forandrer sig konstant. Man kan derfor ikke sige om et levende væsen at det er dilettant eller virtuos, eller at det er lavt eller højt udviklet. Dets skabeevne er under vedvarende forandring og vil i overensstemmelse med evige principper veksle mellem forskellige egenskaber på dets evige rejse gennem evigheden og uendeligheden. Derfor er ”et noget som er”, eller “X” også for skabeevnens vedkommende en dækkende betegnelse. Og det samme gælder for organismen (X3). Også den er under stadig forandring og enhver sanselig egenskab er derfor midlertidig og kan af den grund ikke være et dækkende udtryk for dets organisme, som derfor ligeledes må betegnes som “X”.

Det levende væsen kan således ses som en syntese af “tid” og “evighed”, hvor “tiden” er det levende væsens organisme (X3) og evigheden dets jeg (X1), mens dets oplevelses- og skabeevne (X2) udgør forbindelsesleddet mellem “tiden” og “evigheden”. Disse tre X’er – der kun kan adskilles analytisk – optræder som en ubrydelig og integreret enhed. Da de er uadskillelige, kan der i verdensaltet ikke eksistere noget som helst der ikke udtrykker et levende væsen. Alt er levende, alt er liv. Uden de levende væsener ville verdensaltet være et intet og der ville være tomhed overalt, hvor det nu sprudler af liv. (Jf. Livets Bog IV, stk., 1075, side 1345-47).

Den uendelige sum af samtlige levende væsener er ifølge åndsvidenskaben identisk med Gud, og Pauli formulering “i ham lever vi, ånder vi og er vi” (ApG 17,28) er derfor en urokkelig åndsvidenskabelig sandhed. Guddommen er altomfattende og intet levende væsen befinder sig uden for Gud.

Det levende væsens evige bevidsthedsfornyelse

Symbol nr. 6

Symbol nr. 6. Det levende væsen – I. © Martinus Institut

Trekantens tre felter symboliserer: Jeget, X1 (øverste felt), overbevidstheden med jegets skabe- og oplevelsesevne, X2 (midten) og den hermed skabte krop; redskabet for jegets skabelse og oplevelse X3 (nederst). Alle væsener har rod i den evige del, vi er alle udødelige. Den violette farve symboliserer moderenergien hvor alle livets hovedfunktioner er rodfæstet. I overbevidstheden gemmer vi de talenter, vi træner og opbygger fra liv til liv. De runde farvede felter symboliserer jegets grundtalentkerner eller “spiralcentre”. De farvede trekanter herudfra viser nedtransformationen af moderenergien til de forskellige grundenergier, der muliggør skabelse i den rum- og tidsdimensionelle verden (nederste felt). De seks lodrette farvede felter symboliserer grundenergierne og de af disse skabte legemer: Rød for “instinktlegemet”. Orange for “tyngdelegemet”. Gul for “følelseslegemet”. Grøn for “intelligenslegemet”. Blå for “intuitionslegemet” og Indigo for “hukommelseslegemet”. Korset symboliserer væsenets fuldkomne, evige kosmiske struktur, uanset hvilket udviklingstrin det befinder sig på.

Efter således at have defineret det levende væsen som et evigt væsen, rejser spørgsmålet sig, hvordan det levende væsen bærer sig ad med evigt at opleve livet. Det er jo ikke tilstrækkeligt at væsenet oplever livet her og nu. Verdensbilledet må sikre, at det levende væsen er i stand til at forny sin livsoplevelse – ikke blot nu eller i morgen eller om 20 år, men i al evighed.

I forklaringen på hvordan dette lader sig gøre spiller sult og mættelse, og lys og mørke en central rolle. Det levende væsen er nemlig igennem det, Martinus kalder urbegæret, grundlæggende drevet af sit begær efter vedvarende at forny livsoplevelsen. Og når væsenet er mæt af én slags oplevelse, søger det mod kontrasten for derved at skabe fornyelse. Det gælder for de mindste daglige foreteelser, men også i det meget langstrakte, kosmiske perspektiv veksler væsenets livsoplevelse mellem de to hovedkontraster, som er lys og mørke. Når det er mættet af lyset, retter dets begær sig mod oplevelse af mørket og mættet heraf søger det tilbage mod lyset.

Det levende væsen opbygger sin bevidsthed og sin organisme (X3) af seks grundenergier: instinktenergi, tyngdeenergi, følelsesenergi, intelligensenergi, intuitionsenergi og hukommelsesenergi. Gennem væsenets overbevidsthed (X2) med dens talentkerner og skæbneelement, der er bygget op af en syvende grundenergi moderenergien, reguleres det indbyrdes forhold mellem disse energier med udgangspunkt i det levende væsens begær efter kontrastoplevelse. Denne regulering foregår i overensstemmelse med evige principper, således at væsenet bevæger sig gennem seks på hinanden følgende “naturriger” eller tilværelsesplaner: Det tilværelsesplan, der primært er baseret på instinktenergi, er planteriget. Tilværelsesplanet domineret af tyngdeenergi – der er en udadgående og eksplosiv energiform – er dyreriget, og det følgende tilværelsesplan, der har følelsen som dominerende energi, er menneskeriget.

Menneskeheden her på jorden befinder sig i den sidste del af dyreriget på vej mod menneskeriget og vil, mættet af mørket, i løbet af de næste 3.000 år udvikle en helt igennem fredelig og socialt retfærdig, global civilisation.

De næste riger, visdomsriget og den guddommelige verden, er ikke fysiske, men åndelige eller stråleformige tilværelsesplaner med henholdsvis intelligensenergi og intuitionsenergi som den dominerende grundenergi. Det sidste og sjette rige er salighedsriget med hukommelse som bærende energi. Salighedsriget udgør overgangen fra den åndelige til den fysiske verden og kommer til syne på det fysiske plan som mineralriget.

For hvert kosmisk kredsløb er der en mørkekulmination og en lyskulmination. Mørket kulminerer i den sidste del dyreriget – som er det sted i kredsløbet hvor jordmenneskeheden i øjeblikket befinder sig – og lyset kulminerer i den guddommelige verden. På den måde har det kosmiske kredsløb sine “årstider” svarende til vinter, forår, sommer og efterår. Jordens befolkning er i øjeblikket på vej ud af vinterzonens kulmination med had, forfølgelse, krig og social uretfærdighed, og vi ser som en følge heraf at flere og flere rent bevidsthedsmæssigt begynder at få føling med forårets mildere vinde, som er identisk med næstekærlighedens væremåde.

Symbol nr. 12

Symbol nr. 12. Grundenergiernes kombinationer. © Martinus Institut

Hver vandret bjælke på symbolet repræsenterer et tilværelsesplan: Instinktenergi (rød), tyngdeenergi (orange), følelsesenergi (gul), intelligensenergi (grøn), intuitionsenergi (blå), hukommelsesenergi (indigo). Udviklingen sker med retning nedefra og op, og for hvert nyt tilværelsesplan forandrer grundenergiernes kombination sig lovmæssigt. Energierne er faseforskudt, så hvert tilværelsesplan har én energi i maksimumudfoldelse, svarende til den energi hvorfra tilværelsesplanet har sit navn. Fire energier er i første og anden fase for henholdsvis tiltagende og aftagende, mens en enkelt grundenergi befinder sig i sin latente fase.

For hver mørke- og lyskulmination i det kosmiske kredsløb går det levende væsen ind i et nyt kredsløb med de samme grundenergimæssige kombinationer, men nu på et højereliggende niveau, således at oplevelserne i det nye kredsløb bliver forskellige fra oplevelserne i det forrige. Der er derfor ikke tale om “lukkede kredsløb”, men om spiralkredsløb der strækker sig uendeligt nedad i mikrokosmos og tilsvarende uendeligt opad i makrokosmos. Umiddelbart under os ligger spiraler for organer, celler og atomer og over os spiraler for kloder, solsystemer og galakser. Vi er således kommet ind i vores egen organismespiral fra den underliggende organspiral og vil om millioner af år i en fjern fremtid indgå i klodespiralen.

Det er det levende væsens position i kredsløbet og den dertil hørende grundenergikonstellation, der er bestemmende for væsenets bevidsthed, og som dermed afgør om der f.eks. er tale om en plante-, dyre- eller menneskebevidsthed. Vi ser heraf, at så snart vi på et givet tidspunkt bestemmer det levende væsens position i spiralkredsløbet, kan vi karakterisere dets skabeevne (X2) og dets organisme (X3), men også at denne karakteristik er en foreløbig bestemmelse, der på ingen måde er et retmæssigt udtryk for det levende væsens skabeevne eller organisme, idet væsenet tidligere i samme spiralkredsløb og i et uendeligt antal underliggende spiralkredsløb har haft helt andre organismeformer og tilsvarende vil få det i fremtiden i det nuværende og overliggende spiralkredsløb.

På den måde bevæger det levende væsen sig – drevet af sit eget begær efter at opleve livet og i overensstemmelse med evige principper – gennem verdensaltets uendelighed. Vi ser således, at det levende væsen først bliver intellektuelt begribeligt når det anskues som et kosmisk væsen, der har en evig fortid og en evig fremtid, og at det inden for den tids- og rumdimensionelle og dermed sanselige verden på ethvert givet tidspunkt altid fremtræder i en “midlertidig forklædning”.

Det er denne midlertidige forklædning i form af X3 som den materielle videnskab har specialiseret sig i at kortlægge og beskrive inden for den første del af spiralkredsløbet (mineral-, plante- og dyreriget), mens væsenets højeste identitet, der er rodfæstet i dets jeg (X1) og skabeevne (X2) og som utilgængelig for direkte sansning befinder sig uden for tid og rum, endnu unddrager sig naturvidenskabelig erkendelse. Der betyder at videnskabens opfattelse af det levende væsen som forgængeligt hviler på en illusion. For det er ikke blot det levende væsens organisme der opfattes som en skabt foreteelse (X3), men det levende væsen selv, og det bliver derfor af den materielle videnskab skildret som et “døgnfluevæsen” med en livslængde svarende til en bagatel af et enkelt jordeliv. Derved kommer naturvidenskaben til at dyrke det midlertidige og forgængelige på bekostning af det uforgængelige og evigt eksisterende. Den kommer til at dyrke “døden” på bekostning af livet.

Det Tredie Testamente – en profeti der er gået i opfyldelse

For to tusinde år siden udtalte Jesus disse profetiske ord til sine disciple:

“Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.” (Joh 16,12-15)

I tiden, der er gået siden denne profeti blev udtalt, er jordens kontinenter blevet samlet i et fælles netværk af transport og kommunikation, og naturvidenskabens landvindinger er blevet spredt ud over hele kloden. Den deraf følgende intelligensudvikling har gennemgribende forandret menneskehedens bevidsthed og fatteevne. Hele denne udvikling har været forudsætningen for at Jesu forudsigelse kunne gå i opfyldelse, hvilket nu er sket med fremkomsten af Det Tredie Testamente. Med denne intellektualiserede udgave af kristendommen har menneskeheden fået overbragt selvoplevet førstehåndsviden fra et kosmisk bevidst væsen. Formålet med denne viden er at forklare det, som menneskene for to tusinde år siden endnu var for uudviklede til at forstå, og netop fordi denne opdateret version af kristendommen er intellektualiseret, kan den eftertænkes og kontrolleres rent intellektuelt.

Med udgangspunkt i den teoretiske viden, som Det Tredie Testamente giver, er det vores opgave at træne os op til at efterleve den næstekærlighed, som er betingelsen for at vi kan fuldføre overgangen fra det kosmiske kredsløbs mørkezone til dets lyszone ved at udvikle os ind i det rigtige menneskerige.

Når stadig flere mennesker i dag på den ene eller anden måde – også uden at kende Det Tredie Testamente – engagerer sig i denne træning, skyldes det at al energi går i kredsløb, og at den energi, som det levende væsen udsender, vender tilbage til sit ophav. Det gælder også enhver form for “selvisk” eller “dræbende” energi. På et tidspunkt vender den destruktive energi tilbage til den der har udsendt energien. Det kan ske i den nuværende inkarnation, men da disse skæbnebølger i mange tilfælde først når tilbage til deres ophav efter én eller flere inkarnationer kan det også ske i en kommende inkarnation. Den destruktive energi vil blive ved med at vende tilbage indtil den pågældende ændrer adfærd, hvorved virkningerne af den ukærlige handlemåde vil blive neutraliseret, fordi de da ikke længere tjener et pædagogisk formål.

Dette er dybest set grunden til, at krigen “dræber sig selv”. Denne viden er imidlertid ikke ny, men gammel viden, og den er bl.a. kendt fra Paulus hvor han skriver: “Hvad et Menneske sår, det skal det også høste” (Gal. 6.7). Dette svarer til hvad også Jesus udtrykte: “Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd” (Matt. 26,52, N.T. 1948). Det Tredie Testamente formidler den sammen viden i intellektualiseret form og påviser, at den lidelse, som de tilbagevendende “drabsenergier” i den ene eller anden form påfører sit ophav, udvikler dets følelser i human retning og dermed mere end noget andet er den motiverende faktor bag det enkelte menneskes ønske om at handle i overensstemmelse med den næstekærlighed, som Det Tredie Testamente inspirerer til.

Kredsløbsprincippet sikrer på denne måde at intelligensen ved indgangen til det rigtige menneskerige bliver harmoniseret med den humane følelse. Dermed er betingelserne til stede for intuitionens indtrængen i dagsbevidstheden, og derved ændrer erkendelsen af det kosmiske verdensbillede sig fra at være overvejende teoretisk viden til at blive selvoplevet viden, sådan som Martinus forklarer det i hovedværket Livets Bog:

“Det fundamentale og endelige Resultat af den ny Verdensimpuls vil altsaa blive dette, at Menneskehedens nuværende latente aandelige Evner vil blive bragt frem til fuld brugbar Tilstand, saaledes at Individerne efterhaanden vil komme til ligesaa let at sanse aandeligt, som de nu sanser fysisk. De vil komme til at opleve ’Den store Fødsel’, der er Indgangen eller Porten til den virkelige Oplevelse af Livet, til Oplevelse af Udødelighed, til Oplevelse af at føle sig ét med alle levende Væsener. ’Den fortabte Søn’ i form af Menneskeheden vil indenfor den ny Verdensimpuls blive modtaget af Faderen. Og Mørkets Skygger i Form af Sorg, Sygdom og Lemlæstelse skal ikke være mere, men Kærlighedens altoverstraalende Sejr vil blive en Kendsgerning og med den en varig Fred paa Jorden.” (Livets Bog I, stk. 65, side 63)

Som man forstår, befinder vi os i dag ved tærsklen til et nyt tilværelsesplan. Med det færdigt udviklede rigtige menneskerige – der er identisk med det af Jesus bebudede “himmeriges rige” – er jordmennesket omsider omskabt til at være et menneske i “Guds billede” (1 Mos. 1,26), hvilket indebærer at man er bevidst i sin egen højeste identitet, og at man lever og ånder for at være til glæde og velsignelse for andre levende væsener. Den udvikling vil ifølge åndsvidenskaben være endegyldigt fuldbragt om 3.000 år, og de mennesker, der til den tid lever på jorden, vil da have fuldført overgangen fra spiralkredsløbets mørke- til dets lyszone.

Symbol nr. 13

Symbol nr. 14. Det kosmiske spiralkredsløb I. © Martinus Institut

De levende væseners kosmiske vandring er en oplevelse af højere og højere spiralkredsløb uden ophør. Vi ser på symbolet syv af disse ”spiralkredsløb” markeret med bogstaver: A – spiralen for atomer/stof, B – spiralen for cellevæsener, C – spiralen for organvæsener, D – vores egen organismespiral, E – planet eller klodespiralen, F – solsystemspiralen og G – galaksespiralen. Her symboliseres at de seks riger eller bevidsthedszoner (beskrevet under symbol 12) gentager sig evigt igennem forskellige organismeprincipper. Det hvide felt markerer den del af det uendelige verdensalt, som den etablerede videnskab opfatter som levende.