Abort ... et overgangsfænomen

af Preben Bagger

Ved hjælp af moderne fosterdiagnostik og abort er det muligt at nedbringe antallet af handikappede. Det er en udbredt opfattelse - også inden for videnskaben. Men det passer ikke. Det er kun tilsyneladende, at det forholder sig sådan. Mangelfuld forståelse af hvad et foster er, har ført til, at vi for tiden har en apartheidlignende abortpraksis. Der spreder sig inden for videnskaben en erkendelse af, at vores bevidsthed er andet og mere end et produkt af hjernen. Denne indsigt vil efterhånden bane vej for en realistisk opfattelse af fosterets natur og føre til en radikal ændring af synet på abort. Den materielle videnskab nærmer sig åndsvidenskaben, sådan som det er bebudet i Det Tredie Testamente.

Forskerne tror ikke længere på, at videnskaben kan forklare bevidsthed ud fra hjerneaktivitet. Det er simpelthen ikke muligt at forstå, hvorfor der findes bevidsthed alene ud fra undersøgelser af hjernen. Bevidsthedsforskeren Morten Overgaard siger:

Jeg mener, at man bør definere bevidsthed i sin egen ret … Hvis man accepterer, at bevidsthed findes uden at skulle reducere det til noget fysisk, kan man på det grundlag begynde at undersøge, hvor forbindelsen er til det fysiske. (Weekendavisen, 5. sep. 2014)

På linje hermed udtaler specialist i sundhedspsykologi og leder af Videnscenter for funktionelle lidelser Peter la Cour:

Synet på hvorvidt bevidstheden kan være adskilt fra vores krop, er ved at rykke sig … Jeg oplever, at der spreder sig en erkendelse – især inden for hjerneforskningen og psykologien – af, at vores bevidsthed er mere end et produkt af hjernen. Den skal forstås på et andet niveau, og det åbner for, at et liv efter døden bestemt kan være virkelighed. (Kristeligt Dagblad, 15. apr. 2017)

Opklarende spørgsmål 

 

Suhyeon-Choi, Unsplash

Suhyeon-Choi, Unsplash

Ovenstående udtalelser lader forstå, at bevidstheden i sin essens eksisterer i sin egen ret. Vores bevidsthed er altså ikke et produkt af vores krop (hjerne). Men bevidstheden og kroppen er dog i tæt forbindelse med hinanden, idet oplevelser og erfaringer i hverdagen er i stand til at ændre bevidstheden. Denne opfattelse af bevidstheden giver anledning til en række spørgsmål, der har betydning for synet på abort.

  • Når bevidstheden ikke er et produkt af hjernen (kroppen) – men kun kan
    ændres af denne – hvor kommer bevidstheden fra?
  • Kommer den overhovedet noget sted fra? Eller er den der bare altid? Er
    bevidstheden med andre ord en evig realitet?
  • Hvis bevidstheden var der før fosteret blev dannet, hvornår opstår så den ovennævnte tætte forbindelse mellem bevidsthed og foster (krop)?
  • Der er videnskabsfolk, der mener, at vi bare er vores hjerne. Et eksempel
    er titlen på en bog fra 2017 af neuroforskeren David Eagelman: Hjernen. En historie om dig. Men i lyset af videnskabens nye opfattelse af bevidstheden, ville det så ikke være mere træffende at sige: Vi er vores bevidsthed?
  • Er vores fysiske krop – altså også hjernen – med andre ord ’bare’ et
    redskab for bevidstheden? Og fosteret derfor dette redskab under
    opbygning?

Døden – en illusion

Svarene på disse spørgsmål findes i Martinus’ værk Det Tredie Testamente,
der ifølge forfatteren er intet mindre end Bibelens fortsættelse og fuldendelse.Og ja, det er ifølge Det Tredie Testamente mere træffende at sige: Vi er vores bevidsthed! Vores bevidsthed er i selve sin eksistens uafhængig af vores krop. Den var der før kroppen blev dannet, og den er der også efter kroppens død. Så Det Tredie Testamente giver os det glade budskab, at døden er en illusion, en tænkt modsætning til livet. ’Døden’ er blot en overgang til en åndelig tilværelse – en ferie – inden vi igen vender tilbage til Jorden med en ny krop, der sætter os i stand til atter at opleve livet i den fysiske verden. Vi er altså primært åndelige væsener. Åndelige væsener der i perioder har en fysisk krop.

Når vi efter den nævnte ferie

[med] de skønneste oplevelser, bl.a. i vekselvirkning med ’gamle venner’ og med væsener, der nu er hjemmehørende i de åndelige verdener2

overhovedet ønsker at vende tilbage til Jorden, skyldes det blandt andet, at  oplevelsesmulighederne i den åndelige verden afhænger af – og begrænses af – vores moralske og intellektuelle niveau. Når vi i løbet af ferien erfarer, at vores moralske og intellektuelle formåen i høj grad har plads til forbedringer, opstår der derfor et stærkt ønske om at videreudvikle denne formåen. Og dét i en næstekærlig retning, idet vi oplever, at næstekærlighed er den målestok, der anvendes i den åndelige verden. Videreudviklingen af vores evner og moral kan imidlertid kun ske i den fysiske verden, hvor det gør ondt at tænke og handle forkert. Den fysiske verden er én stor skole, hvor vi – ved at opleve konsekvenserne af det vi gør – gradvist udvikler vores evne til at tænke og handle i overensstemmelse med livets love. 

Hvordan får vi en ny krop?

Vi har altså jævnligt – efter ferie i den åndelige verden – behov for at få skabt en ny fysisk organisme til erstatning for den, som vi tidligere forlod – enten fordi den var slidt op, eller fordi den var blevet ødelagt af sygdom, krig eller ulykke. Men hvordan får vi overhovedet fodfæste igen i den fysiske verden? Det får vi hjælp til! 

Nemlig af dem der senere bliver vores forældre eller ’fysiske skytsengle’. De skaber det minimum af fysisk begyndermateriale, som vi har brug for. Det består af æg- og sædceller og til sidst et befrugtet æg. Om det videre forløb og styringen af fosterets udvikling skriver Martinus:

Når en … sædcelle og ægcelle går i forbindelse med hinanden, knyttes det diskarnerede åndelige væsen til denne forbindelse i moderlivet. Og her overskygges sædcellens og ægcellens aura eller udstråling af det diskarnerede væsens aura eller udstråling. Skabelsen af en ny fysisk organisme tager sin begyndelse. Og de mikrotalentkerner [evner] for skabelse af en ny fysisk organisme, som er nedlagt i sædcellen og ægcellen  fra parringsvæsenerne, bliver nu efterhånden mere og mere beherskede af det diskarnerede væsens åndelige kraft.3

Martinus fastslår altså, at de evner for organismeskabelse, der er nedlagt i sædcellen og ægcellen, ikke er beregnet til at skulle fuldføre skabelsen af den ny fysiske organisme. De er kun igangsættere. Det er den inkarnerende person, der overtager styringen af fosterets udvikling. Den færdige organisme er således et udtryk for den inkarnerende persons evner for organismedannelse.

Fosteret – væv eller menneske?

Hverken nybruddet i videnskabens opfattelse af bevidsthed eller analyserne i Det Tredie Testamente har endnu sat sig afgørende spor i samfundets generelle syn på abort og på, hvad et foster er. Det  fremherskende eller ’politisk korrekte’ syn på abort er stadig baseret på den antagelse, at det tidlige foster blot er noget væv, der uden de store konsekvenser kan fjernes fra livmoderen og bortskaffes på linje med andet biologisk materiale. Denne opfattelse af fosteret udgør grundlaget for nogle af de ofte fremførte argumenter for retten til fri abort:

Min livmoder – mit valg! Kvinden har ret til at bestemme over sin egen krop!

Med baggrund i et kristent livssyn mener et mindretal dog, at allerede det tidlige foster er et selvstændigt væsen eller et lille menneske. Abort bør derfor kun være tilladt, hvis moderens liv ellers er i fare. Denne holdning til abort stemmer overens med Det Tredie Testamente. Martinus skriver:

At benytte ”Svangerskabsafbrydelse” kan saaledes absolut kun retfærdiggøres i Tilfælde, hvor det udelukkende er for at redde Moderens Liv, fordi hun af organiske eller kropslige Grunde ikke kan føde under normale Omstændigheder.4

Tilsyneladende er der i dramaet om abort, i hvert fald til langt hen i graviditeten, kun én hovedperson – den
gravide.

Det tilsyneladende er imidlertid ikke nogen pålidelig rettesnor!5 I virkeligheden er der – som forklaret ovenfor – helt fra begyndelsen to hovedpersoner – den gravide (herefter Q) og den inkarnerende person (herefter P). Så hvem er det egentlig, der ejer fosteret og har ret til at bestemme over dets liv eller død?

Skytsengelfunktionen

For at kunne danne sig en velbegrundet mening om abort er det vigtigt at forstå begge de to hovedpersoners roller. P er – som forberedelse til et ønsket nyt liv på Jorden – i færd med at skabe den organisme, der er det nødvendige redskab til dette formål. Q har – sammen med den vordende far – rollen som ’skytsengel’ for et medmenneske (her P) på vej fra den åndelige verden til den fysiske – en  skytsengelfunktion som begge de kommende forældre jo selv har nydt godt af i forbindelse med deres egen fostertilværelse, fødsel og opvækst.6

Hvis Q beslutter sig for abort, får det ubehagelige konsekvenser for både P og Q. Skånselsløst saboterer man P’s igangværende, aldeles nødvendige og meget komplicerede opbygning af et nyt fysisk legeme. På kort sigt må P derfor vinke farvel til sit ønske om et nyt liv i den fysiske verden. På længere sigt må P indlede et partnerskab med en anden skytsengel, et andet forældrepar, der forhåbentlig bedre ser sig i stand til at leve op til dén beskyttende, hjælpende og omsorgsfulde rolle, som man umiddelbart forventer af skytsengle.

Hvis Q vælger abort, hører hun sandsynligvis til det flertal, der anser denne handling for stort set problemfri. Hun aner derfor intet om sit partnerskab med P. Men uvidenhed sætter ikke grundlæggende lovmæssigheder ud af kraft. Heller ikke skæbneloven: Som du sår, skal du høste. Det får derfor ubehagelige skæbnemæssige konsekvenser for Q, når hun – i stedet for at yde beskyttelse, hjælp og omsorg – afbryder sit partnerskab med P. Et partnerskab som Q – uden at vide noget om det - via sine egne handlinger selv har været med til at etablere - med mindre hun har været udsat forvoldtægt.7

Når fosteret har et handikap

Et stigende antal aborter foretages fordi fosteret har et handikap. Når et foster har et handikap, skyldes det, at P ved misbrug og udskejelser i tidligere liv på Jorden har beskadiget sin evne til organismeopbygning så alvorligt, at han/hun nu ikke formår at skabe et 'fejlfrit’ foster. Resultatet er, at P får et liv som handikappet. I det omtang dette liv leves uden udskejelser og misbrug, vil der ske en hel eller delvis reparation afP’s evne til organismeopbygning.

Abort vil i en sådan situation være ekstra grum. Abort vil ikke alene destruere P’s allerede langt fremskredne forberedelser til et nyt liv på Jorden, men dermed også fratage P muligheden for reparation af sin evne til organismeopbygning. P må nu - for anden gang inden for kort tid - gå i gang med at opbygge et foster helt fia grunden. En sådan 'anden omgang’, kort tid efter at det første forsøg blev afbrudt af aborten, er både belastende og ubehagelig. Martinus skriver i forbindelse med et barns død:

Det ubehagelige ligger i, at dette væsen, som nylig havde skabt sig en fysisk organisme, hvorigennem det skulle opleve ... pludselig får afbrudt disse muligheder og efter et forholdsvis kort ophold i de åndelige verdener atter må belaste sine talentkor ner [organer for organismeopbygning] med at skabe sig en ny fysisk organisme.8

Dertil kommer, at opbygningen af fosteret i dette andet forsøg må foregå ved hjælp af den samme mangelfulde evne som i første forsøg, hvilket igen vil føre til et foster med handikap. P kan så håbe på, at fosteret denne gang befinder sig hos forældre, der ser sig i stand til at påtage sig skytsengel funktionen.

Apartheidlignende abortpraksis

Eksemplet viser, at antallet af handikappede ikke kan nedbringes ved hjælp af fosterdiagnostik og abort. Et liv som handikappet er et helt uomgængeligt led i P’s personlige udvikling. Den beskadigede evne til organismedannelse må nødvendigvis repareres, og da dét - som beskrevet ovenfor - kun kan ske her i den fysiske verden, skal de handikappede j o være ét eller andet sted. Med sin målrettede abortpraksis udsender

Danmark derfor - uden at gøre sig det klart - følgende ikke alt for kønne signal:

De skal i hvert fald ikke være hér!

Og dét ligner jo en form for apartheid.

Abort - et overgangsfænomen

Vi ser, at det ovenfor nævnte mindretal - vejledt af Bibelen - har en holdning til abort, der er langt mere virkelighedsnær, human og skæbnemæssigt gunstig end den holdning, som flertallet har.

Hvordan går det til, at Bibelen - i modsætning til den moderne materielle videnskab - formår at vejlede til et syn på abort, der er humant, virkelighedsnært og i harmoni med Det Tredie Testamente?

For det første: Bibelen og Det Tredie Testamente indeholder de samme store, evige sandheder Blot i former der er tilpasset hver sin tidsepoke. Bibelen henvender sig til mennesker, der ejer evnen til at tro. Bibelen meddeler sig i form af lignelser, og den forklarer sig ikke intellektuelt. Det Tredie Testamente henvender sig til mennesker, der har mistet evnen til at tro, men hvor både intelligens og human evne er veludviklede. Om Bibelen og de evige sandheder forklarer Martinus:

Naar Paaskeevangeliet ligesaavel som andre Beretninger fra ” Bibelen ” har kunnet bevirke, at denne Bog er blevet en tusindaarig Realitet, der med en altbeherskende Kraft den Dag i Dag endnu kan henrive Millioner af Mennesker i aandelig Betagethed og Inspirationsfylde, saa skyldes det udelukkende den Omstændighed, at de nævnte Beretninger udtrykker evige absolutte ” Sandheder”. ... En absolut ”Sandhed” udtrykker nemlig en evig Lov, hvilket igen vil sige: et af de evige Principper, hvorpaa Verdensaltets evige Eksistens er funder et.9

For det andet: Intelligensevnen og den humane evne udvikler sig med meget forskellige hastigheder. Martinus skriver:

Da den humane Evne kræver et meget, meget længere Tidsrum for at kunne udvikles end Intelligensen, kunde den umuligt staa Maal med Intelligensens Udvikling. Derfor blev Væsenet et mere eller mindre dyrisk eller inhumant Væsen samtidigt med, at det fik den meget overlegne Intelligens.10

Den hurtigt voksende intelligens er kommet mere og mere i disharmoni med den religiøse terminologi, og det bevirker, at Bibelens epoke er ved at ebbe ud. På den anden side formår den langsomt voksende humane evne ikke at lade Det Tredie Testamentes epoke tage over i samme takt, som Bibelens epoke daler. Vi befinder os derfor i en slags interregnum - en overgangstid uden åndelig forankring - hvor materialisme og abort har (næsten) frit spil.

F.eks. ser videnskabsjournalisten og neurobiologen Lone Frank ikke noget problem i - inden for de 12 første uger - at abortere fostre alene på grund af deres køn. Hun siger:

Jeg mener, det er hysterisk, at en blastocyst på 50-100 celler er et lille barn. Det er 50-100 celler, der ikke er blevet til noget endnu. ... Vi har jo for længst lukket op for fri abort. Og man behøver ingen begrundelse for, hvorfor man udrydder et foster i dagens Danmark. (Kristeligt Dagblad, 14. maj 2010)

Intelligens er moralsk set en neutral evne. Når den ikke styres af en tilstrækkeligt udviklet human evne, går den lige så gerne i ’det ondes’ tjeneste som i ’det godes’. Vi ser da også, at intelligensen på den ene side skaber atombomber og effektivt fosterdræbende midler, og på den anden side skaber arbejdsbesparen- de maskiner og livgivende medicin.

En tabersag

Der hersker hos mange en umiddelbar fornemmelse af, at der er ét eller andet forkert eller ildevarslende ved abort. Men i de mest abortvenlige kredse ser man gerne, at der skabes et klima, hvor abort ikke på nogen som helst måde er forbundet med skyldfølelse og dårlig samvittighed. F.eks. udtrykker folkesundhedsforskeren, psykiater Birgit Peters sin undren over, at der endnu er lang vej til en sådan tilstand:

Det her er et område, hvor skam og skyldfølelse stadig florerer i en grad, som gør, at man ind imellem må tage sig til hovedet. (Information, 31. mar. 2011)

På langt sigt er forsøget på helt at fjerne ’skam og skyldfølelse’ dog en rigtig tabersag. Nok vokser den humane evne langsomt i forhold til intelligensevnen. Men den vokser! Den vil derfor trænge sig mere og mere på hos flere og flere mennesker. Allerede inden Det Tredie Testamentes epoke for alvor sætter ind, vil den forstærke fornemmelsen af, at der - som nævnt ovenfor - er ét eller andet forkert eller ildevarslende ved abort.

Den humane evne blander sig

I den løbende debat ser man tydelige tegn på, at den voksende humane evne langsomt fører til et ændret syn på fosteret og gør det mere og mere vanskeligt at være impliceret i en abort:

I 2011 blev svenskernes liberale syn på abort - med en grænse ved 18. uge - udfordret af beretninger om levende aborterede fostre. Her en sygeplejerske fra et af de store sygehuse:

Det er forfærdeligt at lade levende fostre ligge at dø, men vi kan ikke redde dem. Eller rettere sagt, vi må ikke gøre noget, for det er imod loven. Bare i år har vi haft to tilfælde, hvor fostrene levede i op til en time efter aborten. Flere gange har hun [sygeplejersken] måttet gå uden for stuen på grund af ubehag, fordi nyligt aborterede fostre stadigt levede. ... Sygeplejersken uddyber, at hun ikke er imod abortlovgivningen, men det strider imod hendes etik at lade noget levende dø på denne måde. (Kristeligt Dagblad, 8. juli 2011)

I dette tilfælde fik den humane evnes højlydte kritik, myndighederne til at undersøge, om man kunne finde midler, der effektivt og uden fare for kvinden kunne slå fosteret ihjel, inden det kommer ud, så man på den måde kunne skåne personalet for at se levende aborter. Det vides dog ikke om sygeplejerskens humane evne var tilfreds med en sådan ’løsning’ på problemet.

Et andet eksempel handler om den medicinske abort, som kvinden i vid udstrækning selv står for. Her er personalet langt mindre involveret og behøver næppe at blive skånet. Men dét bringer ikke altid kvindens egen humane evne til tavshed:

Det var en sygeplejerske, der gav mig den første pille, der slår fosteret ihjel. Jeg begyndte at tudbrøle og gentog, at jeg ikke vidste om jeg ville. Men hun sagde bare: ’Vi er her jo for at hjælpe, så tag nu den pille ’. ... Jeg havde mest lyst til at brække det hele op igen. Men lægen havde sagt, at når pillen var spist, var der ingen vej tilbage. Jeg tænkte også stadig, at det nok var bedst for alle parter. Undtagen måske barnet og mig. ... [Efter flere år med nogenlunde ro i sindet] kom der nogle meget onde og grimme tanker. Der var hele tiden én, der talte til mig: Du er en morder ’ ... f.eks. hvis nogen gik forbi på gaden med en barnevogn. ... For to år siden tænkte jeg, at nu var det nok. Jeg lavede en begravelse ... tændte et lys for hvert år og lagde blomster ... jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville få en abort igen. Det er bare ikke det værd. Den ydmygende oplevelse kunne jeg have været foruden, hvis man havde taget sig tid til én som mig. Til at tale det igennem. (Kristeligt Dagblad, 6. apr. 2018)

Et tredje eksempel er journalisten, forfatteren og samfundsdebattøren Pia Fris Laneths udtalelse om, at hun i dag ikke længere tror på retorikken fra 1970’eme, hvor fostre blev opfattet som ’en samling celler’:

Det gjorde stort indtryk på mig at se [antiabortkampagnens] små smadrede aborter. Først der gik det op for mig, at de var liv - og i dag synes jeg, at ordet fosterdrab er meget præcist. (Kristeligt Dagblad, 12. apr. 2018)

Hvor står vi i dag?

Antallet af aborter ligger i Danmark på omkring 15.000 om året. Heraf er et stigende antal - for tiden mellem 500 og 600 - sene aborter, der er bevilget på grund af, at fosteret efter al sandsynlighed har et handikap. Umiddelbart kunne man fristes til at mene, at det er skrækkeligt og negativt, at vi har aborter i så massivt et omfang - eller fosterdrab, som Pia Fris Faneth nu synes er den præcise betegnelse. Men negativt er det ikke. Martinus forklarer generelt:

Nu skal folk jo prøve at skeje ud alt det, de kan, fordi dér, hvor de ikke får skejet ud, kender de jo ikke forskel på godt og ondt. De skal lære at se forskellen. Det hjælper ikke, at man siger, at det og det må I ikke! Menneskene skal opleve det som kendsgerning.11

Denne udtalelse af Martinus - at en løftet pegefinger ikke hjælper - stemmer overens med følgende iagttagelse:

En undersøgelse i det britiske lægetidsskrift The Lancet konkluderede i 2016, at det ikke får antallet af aborter til at falde at forbyde dem. I lande, hvor abort er lovlig, får 24 kvinder ud af 1000 en abort. I lande, hvor abort er ulovlig, får 27 kvinder ud af1000 en abort. (Kristeligt Dagblad, 12. apr. 2018)

Hvad så med fri abort?

Det er altså ikke løftede pegefingre, men alene livets egen direkte tale der for alvor bringer udviklingen fremad. I livets skole må vi opleve konsekvenserne af det vi gør. Hvis vores handlinger ikke er i hak med livets love, bliver konsekvenserne ubehagelige. Og ubehagelige konsekvenser får den humane evne til at vokse. Også selv om vi ikke lige kan se sammenhængen mellem handling og konsekvens.

Og netop i forbindelse med abort kan det være vanskeligt at få øje på denne sammenhæng. Det er derfor forståeligt, at man i et materialistisk miljø ser på både fri abort og sen abort som mulige -ja ligefrem tillokkende - svar på de vanskeligheder, der er forbundet med uønsket graviditet eller udsigten til at få et handikappet barn. Hvordan skulle det kunne være anderledes, når man intet aner om partnerskabet mellem P og Q? Ja, oven i købet tror, at P slet ikke eksisterer.

Omvendt er det også forståeligt, at når man får kendskab til dette partnerskab og føler, at sådan må det være, så må fri abort høre ind under de udskejelser, der er nævnt i ovenstående udtalelse af Martinus. Svaret på selv store problemer bør - i alle implicerede parters interesse - ikke være abort. Martinus skriver:

At man har anbefalet eller endog ligefrem kæmper for at faa Fosterdrab eller Svangerskabsafbrydelse legaliseret, er en himmelraabende Forførelse til Overtrædelse af det femte Bud, ”Du skal ikke dræbe”, og kan umuligt udgøre den Politik, der skal frelse Samfundet. ... Det er ikke ved at dræbe og udrydde Mennesker, men ved at administrere og fordele Jordens Goder og Rigdomme retfærdigt, at virkelig sand Humanitet og Kultur skabes.12
”Kultur” er et forhastet Udtryk, saalænge Staten, Samfundet og de enkelte Individer ignorerer, forsømmer eller ligefrem livsfarligt forfølger deres eget Afkom og dermed saboterer Reinkarnationen og deres eget evige Liv.13

Et interregnum går på hæld

Som beskrevet ovenfor er den humane evne mærkbart begyndt at blande sig. I takt med at den nærmer sig ligevægt med intelligensen og altså får mere og mere styr på, hvad intelligensen bruges til, vil det i stigende grad blive naturligt at stræbe efter kun at bruge sin intelligens i ’det godes’ tjeneste. I samme takt vil også modtageligheden for forklaringerne i Det Tredie Testamente vokse - herunder redegørelsen for fosterets situation i forhold til P og Q. Når accept af denne redegørelse engang bliver mulig, altså når det tidligere omtalte interregnum lakker mod enden, vil det radikalt ændre synet på abort - helt i overensstemmelse med Martinus’ udsagn:

Der hvor Uvidenhed fjernes, ophører det saakaldte ”Onde” med at eksistere.14
Filip-Mroz, Unsplash

Filip-Mroz, Unsplash

Noter

  1. Se eventuelt artiklen ”Baggrunden for Det Tredie Testamente” i Den ny Verdensimpuls nr. 001, s. 37.
  2. Martinus: ”Tiden, et åndeligt rum”. Kosmos nr. 4, 2008 s. 109.
  3. Det Evige Verdensbillede IV, s. 21-22. Borgen, 1998.
  4. Livets Bog IV, stk. 1482, s. 1743.
  5. Uddybende bemærkninger om det tilsyneladende kan ses sidst i artiklen ”Opgør med tilfældighed” i Den ny Verdensimpuls nr. 003, s. 13.
  6. Af overskuelighedsgrunde kommenteres den mandlige parts rolle og ansvar i dramaet om abort ikke yderligere i resten af denne artikel.
  7. En nærmere redegørelse for, hvordan partnerskabet mellem P og Q i sin tid blev etableret, falder uden for rammerne for denne artikel.
  8. Martinus: ”Gennem dødens port – søvnen og døden”. Kosmos nr. 8, 2012 s. 233.
  9. Fra BIBELEN I BIBELEN. Et foredrag af Martinus, 26. marts 1944.
  10. Livets Bog VII, stk. 2566, s. 2783.
  11. Martinus, spørgetime 1973. Kosmos nr. 8, 2009 s. 229.
  12. Livets Bog IV, stk. 1471, s. 1732.
  13. Livets Bog IV, stk. 1468, s. 1730.
  14. Livets Bog I, stk. 19, s. 20.