Sandheden er svært tilgængelig

af Martinus

Martinus påviser, at sandhed er en mangelvare i det moderne samfund.

Her er tre tekster af Martinus, der hver på deres måde viser, at de mennesker, der i dag har mod og evne til at søge sandheden, er den ny verdenskulturs pionere. 

Et Standpunkt, man ikke har undersøgt, en Erklæring, man ikke har begrundet i Viden, er det samme som en Beretning “grebet lige ud af Luften”. Og det er jo ikke lige akkurat den Slags Beretninger, der er flatterende for “intellektuelle” Mennesker at leve paa.

Men hvor mange Mennesker handler ikke netop i Dag saaledes paa Beretninger “grebne lige ud af Luften”? – Hvor mange Mennesker er der ikke netop i Dag, som lader Snobberi, Forfængelighed, Stolthed, Ærgærrighed, Misundelse, Jalousi, Had, Begærlighed, Intolerance o.s.v. diktere deres Handlinger uden Hensyn til Logikken eller Fornuften? 

Er ikke Pressen, den offentlige Mening, Skik og Brug, Moden, den særlige Opfattelse af, “hvad man kan være bekendt”, Diktatoren over Individets Handlinger mere end dets logiske Sans? – Er ikke Rædslen for at komme i den offentlige Menings Gabestok, Rædslen for at miste Ære, Position og Stilling saa stor hos de fleste, at de gerne ofrer Hensynet til eller Troskaben imod Logikken, imod Sandheden, hvis det blev nødvendigt, for atZ redde sig fra de nævnte Realiteter? – Jo! Almenheden gaar i Flok. Flokkens Mening er Lov. Den er den “autoriserede” Moral og Retfærdighed, ganske uafhængig af, hvilket Udviklingstrin den saa end maatte udtrykke, ganske uafhængigt af, hvor ulogisk den saa end maatte være. At gaa imod denne Mening kræver stort Mod, Klogskab og Aandsnærværelse.

Vejen til den virkelige Sandhed, Retfærdighed og Viden gaar saaledes gennem den offentlige Menings Skærsild, dens Korsfæstelse, dens laden haant om alt, hvad der ikke er sagt af den eller den for Tiden offentligt anerkendte Autoritet, dens Ringeagt eller Forhaandsafvisning af alt, hvad der ikke har et akademisk stemplet Ophav. Dens Ironi, Mistænksomhed, Bagtalelse og Latterliggørelse er de Realiteter, enhver Sandhedssøger, enhver Virkelighedsforsker maa overvinde, maa gøre sig immun overfor, før han kan begynde at erkende den virkelige Logik, begynde at opleve det virkelige Liv. 

Vejen til den virkelige Sandhed, Vejen til Forstaaelse af Livets virkelige Mening er saaledes paa Forhaand af Samfundet selv gjort umaadelig svær. Store Hindringer taarner sig op for den søgende. Illusionens Taage hviler over alt og alle paa de primitive Tilværelsesplaner. 

Den jordiske Menneskehed befinder sig altsaa paa et Stadium, hvor det er meget vanskeligt for dens enkelte Individer at komme til Livets virkelige Mening, komme til det virkelige Svar paa det store Spørgsmaal: „Hvad er Sandhed?" Ja, denne Vanskelighed har endog affødt den Opfattelse, at Livet ingen Mening har, at der ikke findes noget som helst Svar paa nævnte Spørgsmaal. Alt er Tilfældigheder. 

Martinus, Logik kap. 5-6.

 

Ethvert levende væsens mentalitet eller tankesfære kan kun bestå af to ting: “sandhed” og “usandhed”, der igen er det samme som ærlighed og uærlighed. Medens den førstnævnte foreteelse er det samme som de “rigtige” forestillinger om det levende væsen selv og de væsener og ting, der omgiver det, udgør sidstnævnte de “forkerte” forestillinger om de samme omgivelser, væsener og ting. Da de “forkerte” forestillinger udgør fundamentet for en hvilken som helst skabelse af disharmoni, ja, det er ganske umuligt for nogen som helst smerte og lidelse at blive til eller opretholdes uden på grund af “usandhed” (forkerte forestillinger), bliver “usandhed” således det levende væsens første og dybeste sygdoms- eller lidelsesårsag.

Da de absolut rigtige forestillinger som modsætning hertil udgør fundamentet for skabelsen af enhver form for harmoni, sundhed og normal livsglæde, og disse foreteelser således er ganske umulige at tilegne sig uden nævnte fundament, bliver “sandheden” således det levende væsens absolut første og dybeste “helbredelsesmiddel

Da disse to foreteelser er så dybe og alvorlige skæbnebestemmende kræfter, ligger det nær at antage, at ethvert af jordens mennesker udelukkende ville indvi sit liv til at tilegne sig “sandheden” og derved gøre sig immun over for alle for livsoplevelsen generende skavanker, ligesom man i samme grad må antage, at man i allerhøjeste grad kun turde omgås “usandheden” med en kolossal forsigtighed. Men således former jordmenneskets daglige liv sig slet ikke. Sagen er, at “sandheden”, dette vidunderlige helbredelsesmiddel, denne guddommelige aladdinslampe og den heraf følgende mirakelkur, ikke er noget, der kan købes i større eller mindre kvanta på et apotek, men snarere er noget, der kun findes oppe på de allerhøjeste og mest stejle og utilgængeligste mentale klippeskrænter, pegende ud over dybe afgrunde, medens “usandheden” er så let tilgængelig, at den flyder så at sige fra tusinder af kilder, bække og floder her i dyreriget, hvor jordmenneskezonen endnu har hjemme.

Usandheden koster absolut intet. Den er et ocean, et element, fra hvilket nogle af de levende væsener lige så vanskeligt kan frigøre sig, som “fisken” kan frigøre sig fra det vand, den lever og ånder i. Hvad er tigerens klør og skarpe tænder andet end medfødte redskaber til at befordre en realistisk bloddryppende modsætning til den livets virkelige sandhed eller harmoni, vi kalder “kærligheden”? – Og er det ikke denne harmoni eller kærlighed, der har bygget det liv op, har skabt den muskulatur, de årer, de nerver, det smukke og spændstige legeme, der på lette fødder ung og lystig sprang igennem skoven, men som nu af usandhedens magtbrynde, inkarneret i rovdyret, bliver flået og flænset. Var dette ulykkelige dyrs angstskrig ikke det første råb efter beskyttelse, der igen kun kan være ulykkens eller disharmoniens modsætning: harmonien, der igen kun kan være sandheden. Er tigerens striber, leopardens pletter og kamæleonens farver ikke direkte, realistiske løgnens organer? – Skal de ikke foregøgle omgivelserne en falsk virkelighed? – Skal de ikke bilde omgivelserne ind, at de ser træer, buske, grene, skygger eller andre foreteelser i stedet for det, de i de pågældende situationer virkelig ser, nemlig disse dyrs legemer? – Og er disse løgnens evner ikke blevet lige så livsbetingende eller nødvendige i disse dyrs eksistens i usandhedens element, som fiskenes finner og gæller er nødvendige for disse væseners liv i vandets element? –

Og hvorledes er det med jordmenneskene? – Har de ikke i en endnu stærkere grad dokumenteret deres eksistens som hjemmehørende i dette usandhedens blodige element? – Har de ikke for længst passeret dyrenes almindelige bevægelsesfrihed i nævnte element? – Hvem kan lyve på flere måder og mere genialt end det jordiske menneske? – Er de ikke det samme elements farligste væsener? – Hvad er dyrenes indbyggede usandhedsorganer, striber, pletter og farver ved siden af de usandhedens mangfoldiggørelsesorganer, jordmenneskene har vokset sig frem til eller er i besiddelse af? – Ja, er det ikke endog således, at medens dyrene som regel kun udfolder usandhed i nøds- eller livsbetingende situationer, så udfolder jordmenneskene løgnens atmosfære i et vældigt område af situationer, hvor det slet ikke i mindste grad er påkrævet for deres eksistens eller velfærd. Man lyver for at hævne sig, for at forfølge og skade dem, man ikke kan lide, og man lyver for at tækkes dem, man elsker, og hvis gunst man meget gerne vil besidde. Man lyver af forfængelighed, og man lyver for at skabe succes. Man lyver for at vise verden, hvilken helt man er, ligesom man lyver for at vise, hvilken martyr man er. Man lyver for at fremkalde tårer, sorg og græmmelse hos nogle væsener og lyver for at afværge det samme hos andre. Man lyver for at albue sig frem og erobre næstens position, brød og indtægter, og man lyver for at dække over sine løgne.

Og hele denne usandhedens atmosfære overføres ved hjælp af tusinder af tons papir og tryksværte, farver og billeder som en ustandselig, suggererende strøm af bøger, blade og tidsskrifter og gjalder igennem radio ud over kontinenter og oceaner og flimrer gennem film for biografernes millioner af tilskuere verden over. Jo, usandheden er endnu et overvældende ocean, i hvilket det jordiske menneske ler, græder og genialt tumler sig. Og dette usandhedens ocean har sine storme, sine brændinger og sine stille og skønne havblik ligesom andre oceaner. Disse havblik på usandhedsoceanets overflade kender vi i form af de store byers pragtfulde neonreklamer. I strålende, pragtfulde og uhyre kostbare millionanlægs skiftende variationer af figurer, farver, streger og linjer, lysende og funklende højt på forretningspaladsernes og finanstemplernes facader, gavle, tårne og kupler, fortæller man, hvor umådeligt man har ofret sig eller ladet sig korsfæste for næsten at kunne forære sine kunder varerne til langt, langt under deres virkelige værdi. Og gentager ikke det samme spil sig i firmaernes kostbart anlagte reklamefilm, som påtvinges enhver biograf- eller teatergænger? – Skal man ikke før hver forestilling have en lille dosis af beretningen om det eller det firmas kolossale ædelmodighed over for kunderne. Ja, er det ikke således, at hvis vi kun kendte verden igennem disse produkternes reklameforetagender, ville vi tro, at vi allerede befandt os i det fuldkomne menneskerige, hvor næstekærligheden var den altbeherskende faktor. Ville man ikke i sit stille sind fryde sig over en verden med sådanne uselviske millionfirmaer, der kun havde til opgave at forsyne sine kunder omtrent helt eller i alt fald delvis gratis med de eller de varer eller forbrugsgenstande, som de måtte have brug for? – Hvem skulle tro, at denne smilende, kostbare, farvestrålende, kunstneriske overflade er tigerens striber, leopardens pletter og kamæleonens farver, der nu i en højere og mere genial form er kommet til udfoldelse i usandhedens tjeneste. Hvem skulle tro, at der under denne lysende og funklende overflade undertiden kan dække sig andres ruin, misbrug af tusinder af andre væseners arbejdskraft og åndsevner, nedværdigelse, fattigdom, sved, snavs og undergang? –

Men usandhedens ocean har også sin stormfulde overflade og dybder. Hvad mener man om krigens rædsler og gru, dens bombninger, dens drønende kanoner, byers ødelæggelse, rigers undergang, menneskers og dyrs lemlæstelse, kilometerlange soldatergrave og liv i ruinhobe og granathuller, og de heraf følgende sygdomme, epidemier, lovløshed, umoralitet, røveri, plyndring osv.? – Tror man ikke, det er en modsætning til den strålende harmoni, der har opbygget de mange, men nu lemlæstede legemer, som er beregnede til at kunne praktisere et fuldkomment liv på en klode, som den samme magt ligeledes for længst har udrustet med glimrende levemuligheder for mindst dobbelt så mange mennesker, som der nu forefindes på den? –

Martinus, Sandheden eller ærlighed. Artiklen er en gengivelse af et uafsluttet manuskript, som Martinus skrev som forberedelse til et foredrag på Martinus Institut, søndag den 27. februar 1944. Renskrift Ole Therkelsen.

 

Med Hensyn til den jordiske Menneskehed lever den allerstørste Part af dens Individer endnu paa Postulater, altsaa Formodninger, der er udraabt som Virkelighed uden at være baseret paa nogen som helst matematisk Stabilitet eller intelligensmæssig Analyse. Da den menneskelige Intelligensudvikling først i de seneste Aartier har taget Fart, har man altsaa været nødsaget til at leve paa saadanne Postulater og vil fremdeles være nødsaget til dette i alle Felter i den daglige Tilværelse, hvor Intelligensevnen endnu er for svag til at naa ind til det matematiske Ligevægtspunkt i Verdensplanen, der skal afsløre Postulatet som Virkelighed eller Uvirkelighed.

Men da et Postulat som før nævnt jo er en Formodning, der bliver opfattet som Virkelighed trods manglende matematisk Stabilitet eller intelligensmæssig Analyse, bliver en saadan Opfattelse jo det samme som ”Tro”. Men at ”tro” paa noget, man intelligensmæssigt ikke forstaar, er det samme som “Suggestion”. Da dette at være suggereret til en vis Grad er det samme som at være hypnotiseret, og dette atter igen udgør en vis Form for Søvngængertilstand, vil intet Individ se fuldstændigt vaagent og klart i nogen som helst andre Felter end de, hvis Tilknytning til det matematiske Ligevægtspunkt i den guddommelige Verdensplan, de har oplevet som Kendsgerning. I alle andre Felter er det endnu et suggereret eller forholdsvis sovende Væsen. Det formoder og paastaar ofte i disse sidstnævnte Felter at ”vide”, men har i Virkeligheden kun ”Tro”.

“Troen” er saaledes det første højeste Resultat af et Sanseindtryks Indvirkning paa et Individ, hvis Intelligenslegeme og dermed logiske Sans er uudviklet og derfor utilstrækkelig i Indflydelsen paa det paagældende Sanseindtryks Skabelse. Nævnte Skabelse foregaar derfor i saadanne Tilfælde næsten udelukkende gennem Instinkt- og Følelseslegemet. Sanseindtrykket bliver en Følelsesoplevelse uden intelligensmæssig Definition. Individet maa da erstatte denne manglende Definition ved Hjælp af ”Formodninger”.

Men Formodninger er ikke det samme som Kendsgerninger. Og da Kendsgerningerne i det givne Tilfælde paa Grund af den utilstrækkelige logiske Sans ikke kan blive til Realitet, bliver Formodningerne aktuelle, faar Tilhængere hos de ligestillede Medvæsener, bliver til Tradition. Og naar en Opfattelse akcepteres af mange Væsener, bliver den en Kraft, ganske uafhængig af, om den er logisk eller ulogisk, om den er virkelig eller uvirkelig, om den er Sandhed eller Usandhed. Den har saaledes sine Forkæmpere, overfor hvilke et Mindretal af modsat Opfattelse faar Vanskeligheder ved at hævde sig. Dette kan naturligvis kun siges at være udmærket, for saa vidt Flertallet repræsenterer Kendsgerningen, og Mindretallet kun repræsenterer Formodningen. Men naar Tilfældet er omvendt, er Vejen til Sandheden noget af en Bjærgbestigning. Menneskene er endnu saa rodfæstet i Dyrerigets Traditioner, at de ynder at gaa i Flok. De gaar hellere i Følge med Flokken paa en forkert Vej, end de gaar alene paa den rigtige Vej. Men derved kommer de naturligvis ogsaa til at dele Flokkens Skæbne.

I Dyreriget, hvor Livet er en Kamp for Tilværelsen, har dette Floksystem naturligvis ikke alene sin Berettigelse, men er ogsaa en stor Naturnødvendighed for Arternes Bestaaen. Overfor fælles fysiske Vanskeligheder, fælles fysisk Modstand, fælles fysiske “Fjender” staar Flokken jo bedre end Eneren. Floksystemet er da ogsaa blevet en Tradition og Basis, der følger Dyret gennem Udviklingen helt op i dets Fremtræden som ”jordisk Menneske”, Hvad er Nationerne, Religionerne, Sekterne, Foreningerne andet end hver for sig “Flokke” om en fælles Basis, om et fælles Maal? – Og hvorledes skulde disse Realiteter være blevet til, have faaet Indpas i Jordzonen og fremdeles have hævdet sig uden de enkelte Eneres “Flokketendens” eller instinktive Lyst til at gaa i Følge? –

Denne Floktendens er en Naturlov i Udviklingsspiralens første Tilværelsesplaner, hvor Individet endnu er i “Fostertilstand”, hvilket vil sige, endnu ikke har oplevet ”Den store Fødsel”. (Se “Livets Bog” Stk. 20. Men den kan endogsaa spores helt ned i selve den fysiske Materie og fremtræder da som en Lov, der bevirker, at det Større altid tiltrækker det Mindre. Og det er jo i Kraft af samme Princip, at vi netop holdes bundne til Jorden, at vore fysiske Legemer ikke svæver ud i Verdensrummet, ligesom det bestemmer vor Gang og hele vor øvrige Bevægelses Natur. Hele den fysiske Tilværelse er jo en Jongleren med dette Princip. Og i Form af Floktendensen spiller det samme Princip jo ogsaa en udstrakt Rolle ved den guddommelige Suggestion.

Men efterhaanden som Udviklingen skrider frem, vokser Individerne ud af nævnte Suggestion, faar sin logiske Sans eller Tænkeevne mere og mere frigjort af Flokkens eller Flertallets Mening, begynder at klamre sig mere til Virkeligheden end til Flokken. Dette bevirker naturligvis ofte, at saadanne afvigende Individer bliver “uglesete” og forfulgt af Flokken. Og denne Gene faar naturligvis mange til at tøve med officielt at vedkende sig deres faktiske mentale Indstilling.

Men derimod er der heldigvis andre Væsener, der er længere fremskredne, og som derfor ikke er bange for Flokkens Skærsild. For dem er Sandhedens Afsløring og Praktisering det absolut eneste mentalt bestemmende i deres Fremtræden, ganske uafhængigt af hvilken Lidelse, Haan, Spot og Bagtalelse fra den uvidende Hob, de saa end maatte være Genstand for.

Og denne Standhaftighed gør dem ganske vist til Enere i en ny Flok, men i denne Flok er det ikke Flertallet eller Mængden, der er bestemmende, men derimod udelukkende enhver Eners ny Erobring af den absolute Sandhed, der er den eneste herskende Manifestationskraft.

Og i dette Kendsgerningernes solklare Dagslys bliver Eneren eller Mindretallet til den “lille Tue, der vælter det store Læs”, til det lille Moment, der befordrer Verdensgenløsningen for det store Flertal, udfrier Hoben fra Uvidenhedens og Suggestionens Favntag og er saaledes det lille retmæssige “Sennepskorn”, af hvilket “Himmeriges Rige” vokser frem paa Jorden. 

Martinus, Bisættelse, Kosmos 1935, nr. 4, s. 52-53.