Fortale til Livets Bog

af Martinus

1. Livets Oplevelse. — 2. Væsenerne og Skæbnen. — 3. Behag og Ubehag. — 4. Vor egen Viden og Skæbnen. — 5. Kampen for Tilværelsen. Udvikling. — 6. Det eneste Fornødne. — 7. Livets Bog et Resultat af Pligtfølelse. — 8. Hensigten med Illustrationerne. — 9. Symbolerne. — 10. Livets Bog er ikke ”Eneste Saliggørende”. Uvidenhedens Symptomer. Hellige Bøger og Væsener og Livets Billedgalleri. — 11. Erkendelsen af Livets Bogs sande Natur. — 12. En partisk Kærlighedsevne. — 13. Kun delvis at være i Kontakt med Sandheden. — 14. Livets Bog og dens Modstandere. — 15. Livets Bogs Mission. Livets direkte Tale. Livets Religion. — 16. Sandhedssøgeren og den rette Kilde. ”Falske Profeter”. — 17. Den rette Kildes særlige Kendetegn. Evnen til at opleve Livet som Guddommens Korrespondance. — 18. Livets Bog og Læseren. — 19. Mit Forhold til Livets Bog og Kærnen i samme Bog. Livets Bog som et Defensorat for alle Væsener. Den evige Sandhed, i en ny Inkarnation. — 20. Oplysninger om mig selv. ]eg gennemgaar en aandelig Proces, faar ”kosmisk Bevidsthed”. — 21. Min kosmiske Sansehorisont. — 22. Min Ubelæsthed, primitive Skoleundervisning og Uberørthed af aandelige Sekter og Trosretninger og Værdien heraf. Det udløsende Moment for min Mission og Fremtræden. En Sammenligning mellem andre Væsener og mig selv.

1. Ethvert levende Væsen, der kommer til Verden, ligegyldigt hvad enten det hører ind under det Væsenssamfund, vi kalder ”Den jordiske Menneskehed”, eller det hører ind under de Former for Liv, der ytrer sig gennem det, vi er vant til at opfatte som ”Dyr”, ”Planter” og ”Mineralier”, er alle uden Undtagelse Genstand for Livets Oplevelse.

2. Da Livets Oplevelse kun kan eksistere i Form af en Vekselvirkning mellem to Former for Energi, nemlig den fra Universet i Form af vore Omgivelser, og den fra vort eget Indre i Form af vor Manifestation udstraalende Energi, og denne Vekselvirkning i Form af Livets Oplevelse netop er identisk med Skabelsen af vor Tilværelse, vil det være klart indlysende, at vi hver især udgør en ikke ringe Faktor i denne Skabelsen af vor Skæbne, i Særdeleshed fordi vi indenfor et vist Omraade netop er i Besiddelse af en saakaldt ”Fri Villie”.

3. Dette vil igen sige det samme som, at ethvert Væsen er stillet overfor et Ocean af Kræfter, hvis samlede Manifestation under Begrebet ”Naturen”, i Form af Elementerne, i Form af Stof eller Materie, i Form af Tankeklimaer, og i Særdeleshed i Form af Medvæsener, er i Stand til at paavirke det under en Skala af højst forskellige Former for Manifestation, der strækker sig fra de mest frygtelige Former for Ubehag til de mest vidunderlige og straalende Former for Behag. Denne gigantiske Kraftorganisation kan altsaa ligesaa let paavirke Individet rædselsfuldt og frygteligt, som den kan paavirke det behageligt eller lykkeligt, og er saaledes en i lige Grad medvirkende Faktor i saavel Skabelsen af en lykkelig som ulykkelig Skæbne for Individet.

4. Som jeg nævnte før, er vi ikke helt prisgivet disse mægtige Kræfter, men udgør i Virkeligheden indenfor det Omraade, der beherskes af vor fri Villie, den dominerende Faktor i Reguleringen af disse mægtige Kræfters Indflydelse paa vor egen Tilværelse. Men da den største Faktor bag vor fri Villie igen normalt er vor egen Viden, vil det være afhængigt af denne Videns Rækkevidde, om vi vil faa en lykkelig eller ulykkelig Skæbne. Thi hvis denne Viden ikke strækker sig til Kendskabet til de Realiteter, der er identiske med den uundgaaelige, nødvendige Basis for en fuldt ud harmonisk og lykkebringende Harmoni mellem vore Manifestationer og Verdensenergierne, vil vi i tilsvarende Grad, som vort Kendskab afviger herfra, faa en mindre fuldkommen Skæbne eller Oplevelse af Livet. Vor Viden vil altsaa i Virkeligheden være den dominerende Faktor i Reguleringen af vor Vekselvirkning med den af Naturen mod os rettede Paavirkning. Alt eftersom vi forstaar at undgaa de Energiformer, der er ubehagelige og uskønne, kommer vi netop mere og mere ind under de Energiformer, der er skønne og behagelige.

5. Et Blik ud over Verden vil vise os, at de levende Væseners Manifestation eller den saakaldte ”Kampen for Tilværelsen” netop er identisk med intet mere eller mindre end en Stræben efter at overvinde alt, hvad der er af ubehagelig Natur. Naar vi bygger Huse, naar vi gaar iført Klæder, saa er det jo kun for dermed at overvinde de af Verdensenergierne, der i Form af et uheldigt Klima ellers vilde underminere vor Oplevelse af Livet. Det samme gør sig gældende, naar vi i de civiliserede Samfund finder Skoler, Hospitaler, filantropiske Virksomheder, Politi og Brandvæsen, Regerings- og Administrationsforanstaltninger, Kirker, Sekter eller religiøse Samfund o. s. v, idet alle disse Realiteter hver især uden Undtagelse er identiske med synlige Udslag af denne Væsenernes Kamp mod Realiteter i Verdensenergierne, der er af uheldig Natur for Opbyggelsen af en lykkelig Skæbne for Individet. Denne ”Kampen for Tilværelsen” eller denne Individets stadig tiltagende Anstrængelse for at overvinde og hinde de ubehagelige Energiformer i Naturen kendes i den daglige Tilværelse under Begrebet ”Udvikling”.

6. Da alle Væsener jo ikke er i Besiddelse af den samme Viden, kommer de derved til at afvige fra hverandre i deres Vekselvirkning med Naturen og faar saaledes en højst forskelligartet Skæbne eller Tilværelse. Og det er netop gennem denne deraf opstaaede Kæde af forskelligartede Skæbner eller Tilværelsesformer, at vi kan konstatere Væsenernes Stigen fra Mørket til Lyset, ligesom det jo ogsaa er det fuldkomne Kendskab til samme Kæde, der afslører for os, hvorfra vi kommer, – hvorhen vi gaar, – hvem vi er, og hvordan vi skal leve for at bringe vor egen Energiudfoldelse i Kontakt med den af Naturen mod os rettede Manifestation og derved gøre os selv til Genstand for den absolute Lykke. Da denne Lykke eller fuldkomne Skæbne for Individet saaledes betinges af et absolut sandt Kendskab til Tilværelsens dybeste Love og evige Grundprincipper og dermed Kendskabet til selve Livets Mening, vil Tilegnelsen af et saadant Kendskab for det, kosmisk set, endnu ubevidste Jordmenneske være identisk med ”Det absolut eneste Fornødne”.

7. Da mit eget Liv er af en saadan Natur, at jeg ved Selvsyn har været i Stand til at opleve ovennævnte Kendskab i en saadan Renkultur, at det paa alle Maader retfærdiggør det guddommelige Ord: ”Se alt er saare godt”, og derfor kun kan eksistere som identisk med det absolut direkte Svar paa det for Verden stadig aktuelle Spørgsmaal ”Hvad er Sandhed”, har jeg følt det som min Pligt at gøre denne min Oplevelse eller Viden tilgængelig for Almenheden; og det er netop dette mit Førstehaandskendskab til de kosmiske Realiteter, der, i Form af et overjordisk Forsyn eller guddommeligt Væsen, behersker Altet, jeg under Ud trykket ”Livets Bog” eller ”Den evige Visdom” bestræber mig for at demonstrere.

8. Da en saadan Demonstration nødvendigvis maa indeholde Emner eller Tankeformationer, som det almene jordiske Menneske endnu aldrig eller kun lejlighedsvis har beskæftiget sig med og derfor ikke kan have nogen som helst mental Træning i at fastholde og udnytte i sin Bevidsthed, har jeg ment det gavnligt, at give disse Tankerealiteter materielle synlige Udtryk, saaledes at disse i Stedet for kun at udgøre mentale Manifestationer, som kun den trænede Tænker eller Okkultist vilde have Gavn af, nu kommer til at fremtræde i haandgribelige materielle Billedformationer, der, tilgængelige for det fysiske Syn, vil kunne udforskes paa samme lette og ligefremme Maade, som et fjerntliggende Landomraade med dets Floder, Bjerge og Byer kan studeres paa et over samme Landomraade nøjagtigt udført Landkort. Hensigten med mine Illustrationer er saaledes at gøre Adgangen til Studiet af det kosmiske eller aandelige Verdensalt ligesaa let tilgængeligt for Almenheden, som Studiet af de fysiske materielle Landomraader, gennem Geografien, nu er tilgængeligt for et Barn paa Skolebænken. Thi det er nemlig ikke Livets Mening, eller Planen i den guddommelige Verdensordning, at Studiet af disse højeste Realiteter skal blive ved med kun at gælde for enkelte særlige Væsener, i Særdeleshed fordi der ikke findes noget større udløsende Moment eller Grundlag for Skabelsen af den over hele Verden saa længselsfuldt ventede ”Varige Fred” end netop Resultatet af ovennævnte Studium eller Kendskabet til det kosmiske Verdensalts Analyse udbredt for Masserne.

9. For at forstaa min Illustrationsmaade rigtigt maa man erindre, at de mentale eller kosmiske Realiteter, som mine Billeder er Udtryk for, ikke har materiel eller fysisk Form, men er identiske med kosmiske Verdenslove, Grundprincipper, Ideer, Aarsager og Sansemetoder. Men Realiteter, der ikke har materiel billedlig Form, kan jo hverken kunstnerisk gengives, kopieres eller fotograferes. Som Følge heraf er mine Illustrationer ikke identiske med Fotografier eller kunstneriske Gengivelser af det, de repræsenterer, saaledes som Tilfældet udmærket godt kan være med et Landkort. Mine Billeder bliver derimod til paa den Maade, at naar jeg ønsker at illustrere en eller anden af de førnævnte formløse Realiteter, giver jeg hver af de i samme Realitet forekommende vigtigste lokale Detailler et særlig udført Kendemærke eller Tegn, det være sig Farve, Streg eller Figur; dernæst stiller jeg disse forskellige Tegn sammen i en Orden eller Rækkefølge, der svarer til den for de fysiske Sanser usynlige Kombination, i hvilken de fremtræder i Virkeligheden. Derved kommer der et materielt Billede til Syne, som altsaa i sin Natur ikke er en Kopi af, — men et synligt Kendemærke eller Holdepunkt for en indenfor det materielle Omraade usynlig Realitet. Det praktiske Resultat heraf vil saa igen være dette, at de kosmiske Realiteter derved faar en Slags Tilgængelighed indenfor det materielle Syn, saaledes at nogle af de Væsener, der endnu ikke har nogen udover nævnte Syn højere udviklet Sansehegavelse, derved paa et tidligere Tidspunkt end det ellers vilde være Tilfældet ogsaa kan begynde at arbejde med, og derved faa Kendskab til disse for dem ellers skjulte Sider af Livets Oplevelse. Mine Illustrationer gengiver saaledes ikke billedligt det, de er Udtryk for, men symboliserer derimod samme og vil derfor retmæssigt kun være at udtrykke som Symboler.

10. I Tilknytning til de foran givne Oplysninger har jeg yderligere følt det gavnligt paa Forhaand at give et Overblik over, under hvilke tolerante og ubundne Former Livets Bog holder sin Entre i Jordklodens Tankesfære, i Haab om derved at begunstige den Studerendes egen Udløsning af den for ham selv heldigste eller nyttigste Holdning til nævnte Bog. Det er saaledes min Hensigt at gøre Læseren forstaaeligt, at det universelle Verdensbillede eller den evige Visdom, som gennem en guddommelig faderlig Korrespondance i Form af Livets direkte Tale er blevet tilført min Bevidsthed, og hvis videre Transformation i Form af Livets Bog det er blevet mit Privilegium at manifestere for Verden i Kraft af den Viden, med hvilken nævnte Manifestation er identisk, ikke paa nogen som helst Maade gør Krav eller Fordring paa at udgøre et saakaldt ”Eneste Saliggørende”, eftersom slige Krav eller Fordringer netop aldrig kan fremkomme eller eksistere uden at høre ind under Uvidenhedens Symptomer eller Kendemærker. Faderen, Forsynet eller Almagten lader nemlig aldrig en enkelt Manifestation, ligegyldig hvad eller hvem denne Manifestation saa end maatte høre ind under, være mægtig nok til at overflødiggøre alle andre Former for Manifestationer, men benytter sig derimod i lige Grad af alle eksisterende Manifestationer tilsammen for at iscenesætte den for hvert enkelt Væsens Haab og Længsler tilpassede Salighed og lader derved ethvert levende Væsen fremtræde som en absolut uundværlig Rollehavende i det gigantiske Eventyr, der hedder Tilværelsen. Et enkelt Væsens Manifestationer, de være sig nok saa straalende og fuldkomne, vil saaledes i sig selv aldrig være mægtige nok til at overflødiggøre alle de øvrige Former for Forsynets eller Almagtens Paavirkninger af Væsenerne. Vi har derfor aldrig set og vil aldrig nogen Sinde faa at se, at et saakaldt ”Helligt Væsen” eller en saakaldt ”Hellig Bog” vil være i Stand til at udgøre mere end en enkelt Nuance eller Brøkdel i det mægtige Sammenspil af Kræfter, der hver Dag viser sig for os som et levende illustreret Billedgalleri, hvor Universer, Sole, Planeter og Væsener med sine hver især tilhørende Skønhedsformer og Inspirationsværdier svæver forbi vore, i Henhold til vort Udviklingstrin og Sansebegavelse mere eller mindre undrende øjne.

11. Da Livets Bog er identisk med et Resultat, der er frembragt af Altets overfysiske Tilstands materielle Virkninger fra saa stort et Omraade eller af en saa omfattende Natur, at et i Renkultur selvoplevet upartisk Overblik over samme absolut kun kan tilegnes gennem et Sansesæt, der observerer fra et Udviklingstrin eller et Udsigtspunkt, hvis Bestigning kun er mulig ved Hjælp af en fuldt udviklet Kærlighedsevne, vil den absolute Forstaaelse og Erkendelse af Bogens sande Natur blive mere og mere partisk farvet eller formet af den Studerendes eget Sansesæt i samme Grad, som denne maatte tilhøre et Udviklings trin, hvor man endnu kun er i Besiddelse af en mindre udviklet eller partisk Kærlighedsevne.

12. Ved et Væsen med en partisk Kærlighedsevne vil her være at forstaa et saadant Væsen, hvis selvoplevede Erfaringsmateriale endnu ikke er af en saadan Karakter, at det som et naturligt Anlæg sætter nævnte Væsen i Stand til at se eller sanse, at en hvilken som helst Manifestation ikke kan eksistere uden paa en Gang at udgøre et Resultat af en lavere og et Fundament for en højere Manifestationstilstand, og derved i sig selv heller ikke kan eksistere uden paa en Gang at være identisk med et uundværligt Moment i den Proces, der hedder ”Udvikling”, og en Bekræftelse paa, at alt er saare godt. Da et Individs Erfaringsmateriale, saalænge det endnu ikke indeholder de Oplevelser, der for det paagældende Væsen beviser, at alt er saare godt, fremtræder som Regulator af samme Individs Kærlighedsevne, vil denne netop kun komme til henholdsvis at blomstre og spire i de samme Felter, i hvilke dets Erfaringsmateriale er blomstrende og spirende. Men dette vil jo igen sige det samme som, at Individet i et saadant Tilfælde har en større Kærlighed og dermed en større Evne til at føle Tolerance i de Felter, hvor dets Erfaringsmateriale er blomstrende end i de Felter, hvor det kun er spirende, og det bliver i Henhold hertil kun i Stand til at manifestere sig i Tilværelsen som partisk eller som mere sympatisk stemt overfor enkelte Erfaringsfelter end overfor andre.

13. Da hele Tilværelsen i sig selv, i alle dens Detailler eller Manifestationer, er identisk med den eneste eksisterende endelige og absolute Sandhed, idet alle de i Tilværelsen forekommende Ting eller Manifestationer netop i absolut lige Grad er nyttige og derfor i tilsvarende Grad uundværlige for den bestaaende Udviklingsbasis eller Individordning, vil dette, at være mere sympatisk eller mere anerkendende stemt for det ene end for det andet, jo være det samme som kun delvis at være i Kontakt med den virkelige Sandheds Helhedsmanifestation. Men denne Individets uligevægtige Holdning til den virkelige Sandhed er jo en meget naturlig Sag, eftersom den kun kan manifesteres af et Individ, der, som før nævnt, paa Basis af et mangelfuldt Erfaringsmateriale, ikke kan se, at alt er saare godt, og derfor er nødsaget til mere eller mindre at føle Antipati mod det i Tilværelsen, som henholdsvis mere eller mindre er i Disharmoni med det, det selv mener er rigtigt, og saaledes endnu ikke er i Besiddelse af det Erfaringsmateriale, der danner Grundlaget for Individets Omdannelse til et Redskab for Udløsning af en mod alle Væsener rettet kulminerende Sympati eller Kærlighed, der er ganske upartisk, uafhængig eller uberørt af samtlige Væseners Manifestationer eller Udviklingstilstand.

14. Da Livets Bog er givet til en Verden, der i særlig Grad er reserveret Væsener med partiske Sympati- eller Kærlighedsmanifestationer, vil jeg naturligvis ikke være i Stand til helt at kunne forhindre, at der eventuelt vil være mange af selv de ypperste af samtlige Væsener, som ikke straks vil kunne forstaa Livets Bog, idet denne netop er identisk med en af en kulminerende Kærlighedsevne reguleret Gengivelse af det eksisterende virkelige majestætiske Verdensbillede i al dets balancerende, universelle Enhedsmanifestation. Skønt Bogen er manifesteret i en for nævnte Væsener tilpasset elementær Form, vil dette dog sikkert ikke være i Stand til at forhindre, at de paagældende Væsener, paa Basis af deres medfødte naturlige Anlæg, i større eller mindre Grad er nødsaget til i deres Studium af nævnte Bogs Indhold at over- og undervurdere de indhyrdes Detailler i samme, alt eftersom de i deres Bevidsthed endnu frem· træder partisk. De vil derved kun være i Stand til at bibringe sig selv en Forstaaelse eller et mentalt Billede af nævnte Detailler, der vil være mere eller mindre partisk formet til Fordel for de Felter, i hvilke de samme Væseners Kærlighedsevne er mest udviklet, og mere eller mindre ufordelagtigt formet for de Felter, i hvilke den samme Evne er mindst udviklet. Samtlige Væsener vil derved paa Basis heraf som et naturligt Anlæg i sidstnævnte Felter være nødsaget til at føle en Form for Intolerance, der vil være desto større, jo mindre nævnte Væseners Kærlighedsevne er udviklet i de samme Felter, idet nævnte Intolerance altid fremtræder for de samme Væsener under Forklædningen ”Retfærdighed”, alt eftersom disse i større eller mindre Grad, i nævnte Felter, mangler Evnen til at se, at alt er saare godt. Da denne som Retfærdighed maskerede Intolerance saaledes eksisterer som et naturligt Anlæg i ovennævnte Væsener, vil disse ikke være i Besiddelse af noget som helst andet Middel til at overvinde denne end en eventuel udvortes eller teoretisk Basis. De vil derfor i deres Opfattelse af den absolute Sandhed eller eksisterende Virkelighed med dens Love, Principper og Ideer komme til at afvige fra det Billede, som den i Form af Livets Bog er manifesteret i, i samme Grad som deres Opfattelse afviger fra at være upartisk eller ligevægtig. Men da nævnte Opfattelse jo ikke skabes af deres Villie, men af deres til Dato selvoplevede Erfaringsmateriale, og dette, som allerede nævnt, er af en saadan Karakter, at det endnu ikke har kunnet skabe Basis for en kulminerende Kærlighedsevne, og derfor heller ikke kan være i Besiddelse af en mod alle Felter rettet Tolerance, saa bliver de sammeVæsener nødsaget til eventuelt paa flere Felter endog at være mine Modstandere, ganske uanfægtet af hvormeget de saa end maatte ønske at være det modsatte. Men da Resultatet af en saadan afvigende Opfattelse altid sluttelig vil føre til en Bekræftelse af Virkeligheden, vil alle de, som paa Basis af deres naturlige Anlæg er nødsaget til at være mine Modstandere, i Virkeligheden være mine Medarbejdere, og der vil i dette Tilfælde, ligesom i alle andre af Livets Tilskikkelser, ikke være noget som helst Grundlag for at gengælde eller svare paa nævnte Væseners Intolerance med et af Intolerance fremkaldt Gensvar, men derimod absolut ene og alene kun være et fuldt og fast Grundlag for et af Kærlighed frembragt Gensvar i Form af en vejledende og hjælpende Haand. Og Virkelighedens eller Sandhedens Blottelse, i Form af Livets Bog, vil da heller ikke i noget Tilfælde udgøre et mindre Forsvar eller Defensorat for disse dens Modstandere end det, den udgør for alle andre eksisterende Væsener eller Individer.

15. Naar jeg her i Fortalen har herørt Problemer, som ellers finder sin Specialhelysning senere i Bogen, saa er det, som jeg allerede før har nævnt, udelukkende for at gøre den Studerende bekendt med, hvor uendelig stor en Forstaaelse, Tolerance og Frihed hans Opfattelse af og dermed hans Holdning til Livets Bog vil blive til Del her fra den Kilde, fra hvilken nævnte Bog er udgaaet, ganske uafhængig af, hvordan denne Holdning saa end maatte blive, saaledes at hans egne Tanker, Meninger og Synspunkter ikke paa nogen Maade, hverken nu eller i Fremtiden, af samme Bog skal blive dogmatisk bundne, men at han derimod af denne vil blive ydet al mulig Inspiration til i fuld Frihed at tænke selv, at arbejde selv og yderligere til af egen fri Villie selv at udsøge sine Oplysninger i en hvilken som helst Bog eller paa et hvilket som helst Sted, disse for ham særligt passende og derved inspirerende Realiteter maatte være at finde. Man er nemlig fra Kilden til Livets Bog forlængst indforstaaet med, at det absolut ikke kan nytte noget, at et Væsen søger sine Oplysninger i nævnte Bog, hvis disse Oplysninger i den for lnspirering af samme Individ særligt tilpassede Form kun findes i Islam, Buddhismen, Kristendommen e. l. med de ind under hver især henhørende Sekter og Lærebøger, ligesom det i samme Grad absolut heller ikke kan nytte noget for et Væsen at søge de nævnte Steder, hvis de Oplysninger, som er af særligt tilpasset Inspirationsværdi for nævnte Væsen, kun findes i Livets Bog. Livets Bog har derfor ikke til Opgave at lede Læseren bort fra den Religion, Sekt, Trosbekendelse eller Opfattelse af Livet, i hvilken han eventuelt maatte befinde sig, og som maatte være af en for ham særlig livgivende Værdi eller guddommelig Inspiration, men vil derimod paa Basis af sin universelle Upartiskhed i fuldeste Maal kun have til Opgave at lede Sandhedssøgeren til Forstaaelsen af den daglige Oplevelse af Livet med dets Tildragelser, dets behagelige og ubehagelige Erfaringer, dets lyse og mørke Scenerier som identisk med en, for ham selv særligt tilpasset, og af Forsynet udløst direkte Korrespondance, en Korrespondance, som det paagældende Individ, efterhaanden som det bliver bevidst i sin evige Tilværelse, vil blive i Stand til at reflektere paa ligesaa let, som det nu er i Stand til at reflektere paa et med sig jævnhyrdigt Medvæsens Korrespondance. Livets Bog skal saaledes give den Studerende et Indblik i, hvorledes denne førstnævnte Korrespondance eller denne Livets direkte Tale eksisterer som udgørende Tilværelsens absolut eneste fundamentale Religion, idet den nemlig kun kan eksistere med absolut alle som Lærere, med alle som Elever og med alt som Læresætninger. Da alle levende Væsener derved eksisterer som fødte Medlemmer af denne Religion, har den ingen forudgaaende lndmeldelses- eller Optagelsesceremonier. Og da dens Omraade fra Evighed til Evighed omspænder intet mindre end selve Altet, har vi her den eneste eksisterende Religion, i hvilken der, i bogstavelig Forstand, kun findes een Hjord og een Hyrde.

Da Livets Bog udgør en Genfortælling af Oplevelsen af denne altomspændende ”Livets Religion” og er blevet manifesteret med det Formaal at stimulere Udviklingen af Individets Evne til selv at forstaa nævnte Religion, saaledes at det bliver i Stand til, — ikke ud fra Livets Bog, — men ud fra Livets egen direkte Tale, selv at skue, hvad det maa og ikke maa, hvad der er virkeligt og uvirkeligt, vil man kunne forstaa, at Livets Bog ikke i noget som helst Tilfælde skal virke som stimulerende Kraft for Dannelse af Sekt, Religion eller Trosbekendelse, i Særdeleshed fordi Livets Religion, som før nævnt, netop anerkender alle levende Væsener, baade dem, der har Trosbekendelse, og dem der ikke har nogen, baade de saakaldte ”Hellige” og de saakaldte ”Ugudelige”, baade Dyr og Mennesker som sine fødte Medlemmer, Udøvere og Dyrkere. Og af samme Aarsag vil Livets Bog heller ikke komme til at manifestere sig som en Kombination af opsatte Forhud, religiøse Lovparagraffer og Straffebestemmelser, men fremtræder derimod som en af Kærlighed udløst absolut frivillig Vejledning for den sandhedssøgende Studerende i Livets Skole til at finde Vej til den eller det i hans daglige Omgivelser og Oplevelser, der maatte være af en for ham særligt tilpasset livgivende Inspiration eller oplysende Betydning ved Dannelsen af en for ham selv fremtidig lykkelig Skæbne, absolut uden Hensyn til, hvilken Zone, Tilstand eller Livsopfattelse nævnte den eller det saa end maatte repræsentere. Livets Bog vil saaledes ikke kunne indkapsles i eller monopoliseres af nogen som helst Form for Sekt- eller Samfundsdannelse, idet den netop ved sin universelle, upartiske Kærligheds- og Visdomsmanifestation aldrig kan komme til at eksistere uden ligesaa godt at være en Lærebog for dem, der ikke er Medlem af nogen Sekt, som for dem, der befinder sig i en saadan, netop i Kraft af dens Identitet som Universaludtryk for Livets egen levende Religion, i hvilken alle som før nævnt er Medlemmer, og alt er Læresætninger.

16. For enhver Sandhedssøger eller Studerende af Livets højeste Problemer vil det være af overordentlig Betydning at blive ledet til den rette oplysende Kilde. Da den guddommelige Visdom udstraaler gennem mange vidt forskellige Former for Væsener, Videnskaber, Religioner og Kunstarter, kan det have sine Vanskeligheder for den Sandhedssøgende at finde ud af hvilken af disse nævnte Realiteter og hvilken Form i samme Realitet, der netop vil udgøre den for ham særligt tilpassede rette vejledende Kilde. Det kan derfor her være gavnligt at oplyse, at en Realitet eller Manifestation for at være identisk med den rette Kilde for et Individ maa være af en saadan Natur, at den netop er i Samklang med det Bevidsthedsniveau eller den Erfaringszone, som det paagældende Individ tilhører, og derfor overfor samme Individ kun kan virke som en livgivende Inspiration. Hvis nævnte Realitet ligger altfor meget forud for det paagældende Individs Erfaringsfelt eller Bevidsthedsniveau, vil den for samme Individ være fantastisk, paa samme Maade som den vil være naiv, hvis den er omtalte Væsens Udviklingstilstand altfor underlegen, og kan i begge Tilfælde saaledes ikke anslaa de Strenge i Individets Bevidsthed, der lader det opleve nævnte Realitet som Sandhed. Men naar en Ting ikke kan opleves som Sandhed, vil samme Ting netop derved faa Skæret af Usandhed over sig. Og vi staar her overfor Grundprincippet i de Problemer, der i den daglige Tilværelse er kendt under Begrebet ”Falske Profeter”, ”Falske Mesiasser”, ”Falske Verdenslærere” o. s. v. Som vi her ser, behøver disse Realiteter saaledes ikke at være absolut falske, men bliver kun falske overfor et saadant Væsen, overfor hvis Karaktertrin eller Udviklingstilstand deres livgivende eller oplysende Værdi ligger saa meget forud eller bagefter, at ingen kontakt- eller fornuftsmæssig Forbindelse mellem samme kan komme til Udløsning.

For ethvert Individ eller for enhver Sandhedssøger gælder det altsaa om, i hans daglige Færden og Oplevelse af Livet, at finde de Væsener, de Manifestationsformer, den Lekture, den Beskæftigelse eller det Lidet eller Meget, der for ham maa være identisk med en absolut livgivende eller stimulerende Basis for hans Udvikling fra Uvidenhed til Viden, fra Mørke til Lys, fra Sorgens og Skyggernes mørke Riger til Kærlighedens lysende Zoner foran den evige Guddom.

17. For at hjælpe Sandhedssøgeren til at erkende, om han befinder sig ved den for ham særligt gældende rette Kilde, vil det her være nyttigt at oplyse, at saadanne Væsener, Ting eller Manifestationer, som er af særlig Inspirationsværdi for et Væsen, eller saadanne Realiteter, der kan virke som identiske med ovennævnte stimulerende Basis, kendes meget let derpaa, at de ved Oplevelsen eller Sansningen sender en Strøm af Varmebølger, en Strøm af Livskraft eller Energi, en Strøm af Ideer, en Strøm af Længsel efter at repræsentere en større Fuldkommenhed, en Strøm af Haab og Tro paa Forsynet eller Faderen, en Strøm af guddommelig Tilfredshed, Harmoni og Lykke, en uimodstaaelig Kærlighedstrang eller forøget Evne til at elske Alt og Alle gennem det paagældende Væsen. Der hvor det er i Forbindelse med een eller flere af disse Strømme, der er dets rette Plads i Tilværelsen. Og absolut kun der alene kan der være Haab om, at Individet kan tilegne sig de første svage Tendenser af Evnen til bevidst at opleve dets egen daglige Tilværelse som en, for det selv af Forsynet reserveret og tilpasset guddommelig, faderlig Korrespondance eller Tale, netop den eneste eksisterende Form for Indstilling af Bevidsthed eller Holdning overfor Livets Oplevelse, hvorigennem det er muligt for Individet at blive eet med Vejen, Sandheden og Livet og dermed eet med Faderen eller bevidst i Guddommen. Om Individet har sin Forbindelse med disse føromtalte Strømme gennem denne eller hin Religion, gennem Livets Bog eller en anden Bog, gennem dette eller hint af alle øvrige i Tilværelsen forekommende Realiteter, er saaledes ganske underordnet. Hovedsagen er derimod, at Individet netop er der, hvor det enten har eller kan faa Forbindelse med den eller det, gennem hvilket dets egen Inspiration kan udløses.

18. Efter disse Oplysninger haaber jeg, at man vil være i Stand til at erkende, at man fra Livets Bog ikke under nogen som helst Form vil møde Intolerance, men derimod af samme Bog blive imødekommet med den allerstørste Forstaaelse og Sympati ganske uanfægtet af, hvilket Bevidsthedsniveau eller hvilken Karaktertilstand man saa end maatte tilhøre, og som Følge heraf ogsaa ganske uanfægtet af, hvilken Holdning til Livets Bog man saa end maatte indtage.

I Forbindelse og Kontakt hermed mener jeg at have ført Livets Bog uden om alle de Realiteter, der ellers ved fejlagtig Erkendelse af Bogens sande Natur vilde have gjort den til et for Nutidens og Fremtidens selvstændige Tanker og Manifestationer dogmatisk bindende eller frihedsberøvende Monopol.

19. Efter nu at have gjort Rede for den Tolerance og Sympati, som vil blive enhver Læsers eller Studerendes Holdning til Livets Bog til Del her fra den Kilde, hvorfra nævnte Bog er udgaaet, vil der kun være tilbage at give et lille Overblik over mit eget Forhold til omtalte Bog og over Kærnen i samme Bogs Indhold, hvilket derfor er givet Udtryk i de efterfølgende Linier.

Livets Bog udgør et for det jordiske Menneskes nu gryende kosmiske Bevidsthedsniveau tilpasset samlet Udtryk for Verdensaltet, Livet eller Tilværelsen, transformeret ned fra den Zone i Udviklingen, hvor alle overfysiske eller aandelige Realiteter ikke eksisterer som Mystik eller Utopier, men derimod i fuldeste Maal fremtræder som udgørende det daglige Livs fundamentale, bevidste Oplevelser og Detailler, saaledes som jeg gennem mit eget af en udviklet Kærlighed, Intelligens og Intuition opbygget og reguleret kosmiske Sansesæt har været i Stand til at opleve det.

Da Livet paa ovennævnte Maade har vist sig for mig som straalende Lys og Fuldkommenhed, samt afsløret Væsenernes Identitet som ”Sønner af Guden” og endvidere vist mig, at Kærlighed er den største Magtfaktor i al Manifestation, idet dette, ”at være til Glæde og Velsignelse for alt, hvad man kommer i Berøring med”, er det eneste, der er i Stand til at bringe Individet til Klarhed over sig selv, sin guddommelige Fader og den bestaaende Verdensordning, og samtidig er det eneste, som er i Stand til at fritage eller føre det ud af alt det, der hører ind under Begrebet ”Smerte”, og endelig, at ethvert Væsens Skæbne bygges op af de Virkninger, til hvilke det selv er Aarsag, har jeg følt, at jeg ved i Form af Billeder, Tekst, Tale og Væsen at afsløre min Bevidsthedstilstand, kan være til Nytte, som en hjælpende Haand, for alle dem, der søger efter Sandheden, Faderen eller Guddommen, og for alt det, Faderen har givet mig i Form af Omgivelser. Det fundamentalt nyttige heri kan blandt andet understreges dermed, at Livets Bog grundet paa det universelle Udsyn, den repræsenterer, ikke kan eksistere uden at udgøre et eneste stort Forsvar for Læseren overfor alle dem, der maatte komme til at fremtræde som hans Anklagere. Dens Hovedopgave er saaledes at inspirere dem til at lære at elske ham saaledes, at de maa være gode og kærlige imod ham, og samtidig vise dem, at hver Gang de tilgiver ham, hvad større eller mindre Forulempelse han saa end maatte have forvoldet dem, befrier de sig fra en af de Sandsække, hvis Tyngde i Form af ”Ikketilgivelse” holder dem bundne til de lavere og mindre udviklede Former for Tilværelsesplaner, og hvorfra de, i samme Grad som nævnte Sandsække slippes, mere og mere frit og uhindret kan hæve sig op til lysere og lykkeligere Regioner af Tilværelsesplaner foran den Eviges Trone. Den vil vise dem, at dette ikke blot er en smuk Drøm, men en virkelig Realitet, der daglig foregaar i deres Omgivelser, den vil lære dem at forstaa, at han, ligesom de og alle andre eksisterende Væsener, arbejder i den samme Have, og at der, som jeg allerede tidligere har bemærket, kun findes een Gud og een eneste Religion, hvis levende illustrerede Læresætninger hvert eneste øjeblik demonstreres for hver enkelt Gudesøn paa en for dennes midlertidige Udviklingstrin tilpasset og pr. Omgivelserne, faderlig Korrespondance. Den vil endvidere klargøre, at denne ene Gud og denne ene Religion indbefatter og udgør alt, hvad der eksisterer, og at alt, hvad der ellers forefindes i Tilværelsen under Begrebet ”Religioner”, kun er Genklange eller Straalebundter fra denne ene ahornspændende levende Religions umaadelige Lyshav.

Idet Faderen saaledes har ladet min Selvoplevelse, Erfaringsdannelse eller Bevidsthedstilstand være af en saadan Natur, at dens Genfortælling i Form af Livets Bog er blevet identisk med en Afsløring af Væsernes Identitet som ”Sønner af Guden” samtidig med, at den blotter Religionernes nære indhyrdes Forhold til hverandre som Straalehundter fra et og samme Lyshav og derved yderligere udgør et Defensorat for alle eksisterende Væsener, har han derved paa en vidunderlig Maade gjort Livets Bog til et Redskab for Pauvisningen og Bortfjernelsen af den sidste Rest af den Form for Uvidenhed, der skaber Intolerance, og dens Følgesvende ”Lidelserne”. Thi Uvidenhed er nemlig den virkelige Aarsag til alt, hvad der hører ind under det, Verden kalder ”Det Onde”. Der hvor Uvidenhed fjernes, ophører det saakaldte ”Onde” med at eksistere.

Da alt, hvad der hører ind under Begrebet ”Det Onde”, saaledes er identisk med Virkninger af Uvidenhed, og disse Virkninger som Følge heraf igen ikke kan eksistere uden samtidig at repræsentere de udløsende Momenter for alle Former for et ”Hvorfor”, eller Raabet ”Mere Viden”, som af Væsenernes tusindfoldige Hærskarer er rettet mod det evige Lys, har Faderen netop ved at gøre Livets Bog identisk med ovennævnte Redskab gjort denne til en mod nævnte Raab tilhagekastet Reflektion fra sit eget uudtømmelige Visdomsprincip og derved ladet ”Den evige Sandhed” fremtræde i en ny Inkarnation, saaledes at den kan blive ved med at lyse og varme ud over Verden i evig ungdommelig Skønhed, Kraft og Straaleglans.

20. Til Oplysning om mig selv har jeg kun dette at fremføre, at naar jeg er blevet i Stand til at opleve Livet paa den her i Fortalen omtalte Maade, skyldes det udelukkende Realiteter, hvis detaillerede Belysning senere i Livets Bog bliver manifesteret under Titlen ”Den store Fødsel”. Der vil derfor her i Fortalen kun være dette at fremføre, at nævnte Fødsel er identisk med Udløsningen af en overfysisk eller aandelig Proces, som indtræder i ethvert Individs Bevidsthedskultur, naar denne er bragt frem til Manifestation af et for Kærlighed, Intelligens og lntuitet særligt tilpasset Udviklingsstadium, hvorigennem den netop har til Følge, at de i det paagældende Væsen boende latente overfysiske eller aandelige Evner kommer til Udløsning, og derved hibringer Individet en tilsvarende aandelig eller kosmisk Sansehorisont, i hvilken det fundamentalt oplever sin egen Udødelighed, Livets Mening og den evige Guddom. For denne Inkarnations Vedkommende oplevede jeg denne aandelige Proces i sin fundamentale Udstrækning, da jeg var tredive Aar. Efter gentagne Gange at have passeret dens stærke hvide og gyldne llddaab opdagede jeg, at jeg havde faaet helt nye Evner. Jeg begyndte ligesom at kunne skue ind i selve Evigheden.

21. Jeg saa, at jeg var et udødeligt Væsen, og at alle andre Væsener i Tilværelsen var evige Realiteter, der ligesom jeg selv havde en uendelig Kæde af tidligere oplevede Liv bag sig, at vi alle var udviklede fra lave primitive Former for Tilværelse til vort nuværende Stadium, og at dette kun var et midlertidigt Led i denne Udviklingsskala, og at vi saaledes var paa Vej fremad mod gigantisk høje Former for Tilværelsesplaner i det Fjerne. Jeg saa, at Verdensaltet var udgørende eet eneste stort levende Væsen, i hvilket alle andre Væsener hver især var Organer, og at vi alle Mennesker, Dyr, Planter og Mineralier udgjorde een Familie, var af det samme Kød og Blod, billedligt set. Jeg saa lysende og funklende Verdener med uanede Menneskeheder, med Menneskeheder med en Moral og Idealisme, der i guddommelig Udfoldelse og Harmoni med Loven for Tilværelse og i Forhold til den almengældende jordiske Moral var at ligne ved Oasen i Forhold til ørkenen. Men jeg saa ogsaa Verdener, der var af langt lavere Natur, Verdener i hvilke Barbarismen udgjorde en saa betingende Magt, at de levende Væsener der maatte dræbe for at leve, altsaa Verdener hvor den højeste bærende Livsbetingelse er identisk med den højeste fremtrædende F orm for Overtrædelse af Loven for Tilværelse, og derved gør samtlige Verdener til de mest fremragende Skuepladser for Udfoldelse af Sygdom og Nød, Elendighed, Sorg og Lidelse, hvilket igen vil sige en Kategori for Kloder, som Jordkloden ikke helt kan frikendes fra at tilhøre. Endvidere saa jeg, at Mørket eller det saakaldte ”Onde” i Virkeligheden var identisk med Individernes Udvikling af de Kvalifikationer, der er absolut nødvendige for at Livet paa de højere Verdener senere af de samme Væsener kan opleves som Lykke eller Salighed, og blev derved indforstaaet med, at ”Mørket” i kosmisk Forstand er ligesaa stor en Velsignelse som Lyset, og at alt fra det guddommelige Syn er saare godt. Men jeg følte ogsaa, at denne Viden aldrig nogen Sinde kunde blive oplevet eller fremtræde som sand Virkelighed for noget Væsen, før dets Kærlighedsevne er saa langt fremskreden i sin Udvikling, at det kun kan være god eller kærlig mod alle levende Væsener, og saaledes ikke kan misbruge den nævnte Viden ved ud fra denne at danne sig Forsvar for egoistiske eller ukærlige Handlinger. Jeg følte saaledes hele Verdensaltet gennemstrømmet af en uendelig Kærlighed og Visdom. Alle Vegne, hvor jeg rettede mit Blik i ”Mørket”, blev der lyst. — Jeg var blevet min egen Lyskilde. Den kosmiske Ilddaab, som jeg havde gennemgaaet, og hvis nærmere Analyse jeg ikke kan komme ind paa her, havde altsaa efterladt sig den Kendsgerning, at der i mig var blevet udløst helt nye Sanseevner, Evner der satte mig i Stand til – ikke glimtvis, – men derimod i en permanent vaagen Dagsbevidsthedstilstand at skue alle de bag den fysiske Verden bærende aandelige Kræfter, usynlige Aarsager, evige Verdenslove, Grundenergier og Grundprincipper. Tilværelsesmysteriet var saaledes ikke noget Mysterium for mig. Jeg var blevet bevidst i Verdensaltets Liv og indviet i ”Det guddommelige Skabe princip”.

22. En Omstændighed, der ogsaa er værd at lægge Mærke til, er denne, at jeg efter ovennævnte Oplevelse var ganske forhindret i at læse. Den blotte Tanke om at læse i en Bog var nok til at frembringe en Fornemmelse i min Hjerne, som om den skulde sprænges. Og i det Tidsrum, fra jeg gennemgik den omtalte aandelige Proces, og til jeg fundamentalt havde gennemskuet hele Verdenshilledet og manifesteret det i Billedform, var jeg saaledes ikke i Berøring med nogen som helst Bog eller nogen som helst anden Form for teoretisk Vejledning, ligesom jeg forud for mine kosmiske Evners Opvaagen ogsaa maa siges at have været en ganske ubelæst Mand, idet jeg aldrig har studeret, men kun faaet den almindelige Almueskoleundervisning, som for mit Vedkommende, idet jeg er født paa Landet, kun udgjorde to Gange tre Timer om Ugen om Sommeren og noget mere om Vinteren. l denne Skole blev jeg oplært i den kristne Lære eller det, som jeg i min egen Forkyndelse kalder ”Den gamle aandelige Verdensimpuls”. Jeg har saaledes, med Undtagelse af min Børnelærdom, ikke været i Berøring med hverken Teosofi, Antroposofi, Spiritisme eller nogen som helst anden for Tiden fremtrædende Aandsretning før efter, at jeg selv havde oplevet hele Verdensbilledet og igen manifesteret det i Form af mine Symboler og Tegninger. Takket være denne lykkelige Omstændighed vil hele min kosmiske Manifestation nu komme til at foreligge for Verden i sin fuldstændig originale Renkultur og derved betinge, at jeg kun kan eksistere som udgørende et levende Bevis for, at der virkelig findes et Stadium i den evige Udvikling, hvor man ganske uafhængig af Bøger eller af en af andre Væsener tillært teoretisk Viden — ved eget absolute Selvsyn — kan komme til den højeste Visdom og Kundskab, kan opnaa midt i en timelig fysisk Tilstand at være ophøjet i en evig forklaret Tilværelse.

Denne min kosmiske Oplevelse og Tilstand blev det udløsende Moment for min paafølgende Fremtræden i Verden og for Skabelsen af ”Livets Bog”. Men da denne aandelige Proces, som før nævnt, bliver oplevet af ethvert Individ, naar det i sin evige Tilværelse passerer den for nævnte Oplevelse nødvendige Udviklingstilstand, vil det her være synligt, at jeg med Hensyn til Sansebegavelse ikke repræsenterer noget særligt Privilegium eller udgør nogen som helst Undtagelse fra Reglen, at jeg saaledes i den evige Udvikling umuligt vil kunne udgøre en eneste Tøddel mere, end hvad alle andre Væsener før mig har været, og hvad alle andre Væsener efter mig vil blive.

 

© Martinus Institut