Livets egen strålende retfærdiggørelse af mørket i verden

I indledningen til symbolværket Det Evige Verdensbillede præsenterer Martinus formålet med sit værk på følgende måde:

1. Verdens største religiøse påbud

Hvorfor skal man studere verdensaltets kosmiske analyser, som det for nogle mennesker kan være vanskeligt at tilegne sig forståelsen af? – Menneskene har igennem deres religioner og verdensgenløsere fået anvist vejen til Gud! Er der virkelig nogen, der kan se en bedre og mere fuldkommen vej til Gud eller virkelig kulturskabelse end den, der allerede er givet fx i Jesu bjergprædiken og andre af Kristi hellige påbud? – Kan man få en bedre anvisning på vejen til lyset end denne: “Elsk din Gud over alle ting og din næste som dig selv”. – Svaret må her blive, at det vil være totalt umuligt at anvise nogen vej til Gud, lyset eller en absolut fuldkommen kulturskabelse, der ikke først og fremmest har det samme urokkelige, guddommelige påbud i sin vejledning som livets virkelige fundament. Og det er således absolut ikke for at føre mennesker bort fra Kristi hellige påbud eller bort fra andre af de store verdensreligioners mere eller mindre hellige påbud eller vejledninger i moral og væremåde, at de kosmiske analyser og symboler over livets struktur er manifesterede, tværtimod. Det er netop for at vise, at kernen i disse væseners åbenbarede største kosmiske facitter eller dogmer er absolut sandhed.

2. Verdenssituationen eller den bebudede "dommedag"

At denne påvisning er nødvendig, bliver til kendsgerning igennem selve verdenssituationen af i dag. Den er således, at man er nødsaget til at udtrykke den som den dommedags- eller ragnarokstilstand, der, ifølge Kristus, skulle komme til menneskene i de “sidste tider”. Hedder det ikke netop videre i den bibelske beretning om fremtiden, at “djævelen skal rase i al sin vælde”? Hvad er det, vi har set i form af de to verdenskrige, der har raset inden for den jordiske menneskehed i dette århundrede? Har vi ikke set forsøg på udslettelse af millionbyer med deres befolkninger og kulturværdier? Ja, har man ikke tillige gjort forsøg på at udslette en hel menneskerace? Har vi ikke set millioner af mennesker blive myrdet – ikke blot på selve krigsskuepladserne i forsvar for deres land eller i angreb på andre folks livsrum, men også i deres civile liv blive ført til gaskamre og her blive direkte myrdet uden noget som helst juridisk eller retmæssigt grundlag og naturligvis ganske uden noget som helst hensyn til de livsbetingende påbud: “Du skal ikke dræbe”, “Du skal tilgive din næste”, “Stik dit sværd i skeden, thi hver den, som ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd”. Er al lovens fylde ikke netop det store påbud: “Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv”? – Hvor er troen på en kærlig Gud og praktisk kristen kultur i denne dommedagstilværelse, hvor menneskemasser, børn såvel som voksne, gamle såvel som unge, har vansmægtet til døde i de rædselsfulde koncentrations- eller dødslejre, som kastede slagskygge af djævlebevidsthed over hele Jorden?

3. Menneskenes vækst bort fra de religiøse dogmer

Hvorfor har de religiøse idealer, som er forkyndt menneskene igennem årtusinder, ikke kunnet forhindre disse djævlemanifestationer og den heraf følgende dødsrallen, invaliditet, sygdom, nød og amoral? – Er det ikke netop her synligt, at de overleverede religiøse idealer eller dogmer, hvor guddommelige de så end har været, ikke har kunnet fri menneskeheden fra denne dommedagens rædselsepoke? Ja, ser vi ikke netop, at menneskene ligefrem vokser fra disse idealer, næsten som børn vokser fra klæder og sko? At man derfor mister evnen til at tro på dem er naturligt. Er ikke millioner af mennesker blevet materialister, blevet gudløse? – Er det ikke lige så urokkeligt en kendsgerning, at dette tal stadig vokser? – At der bliver flere og flere tomme stole i kirkerne eller i gudshusene under gudstjenesterne? Bliver det ikke herved en kendsgerning, at de allerhøjeste livsbetingende kosmiske sandheder, religiøse påbud eller dogmer er blevet mystik, er blevet noget, man ligefrem mener, intelligente mennesker ikke kan nedlade sig til at beskæftige sig med eller tro på? – Er det menneskene, der er noget i vejen med, eller er det de religiøse idealer, der er forkerte?

4. Mennesker, der ikke kræver logisk begrundelse for acceptationen af de overleverede religiøse idealer eller dogmer

I absolut forstand er det hverken menneskene eller de religiøse idealer, der er noget i vejen med. De religiøse idealer er genialt tilpassede til de udviklingstrins mennesker, til hvilke de blev givet. Og for disse mennesker er de et bærende livsfundament. Men en stor del af menneskeheden er vokset fra disse udviklingstrin. Disse mennesker er mere eller mindre vokset frem til højere udviklingstrin. De lever i en helt anden mental sfære end den, for hvem de overleverede religiøse facitter eller dogmer var tilpassede, og som de pågældende væsener indtil hundrede procent kunne hengive sig til i kraft

af deres endnu i nogen grad blomstrende instinkt. De var endnu ikke så intelligensmæssigt udviklede, at de fordrede intellektuel bekræftelse på eller begrundelse for nævnte religiøse idealer eller dogmer. For dem var det nok, at de blev givet af autoriteter.

5. De mennesker for hvem symbolerne og det hovedværk, de er et supplement til, er manifesteret

Men således er det ikke i dag. I dag har store menneskemasser mistet evnen til at tro, fordi deres instinkt er mere eller mindre degenereret grundet på deres intelligensudvikling. De har dermed fået evne til selv at kunne analysere, forske og iagttage. Alt eftersom denne udvikling tager til, bevirker den, at de kræver logisk begrundelse eller videnskabelig underbygning for enhver tankebygning eller forestilling, de skal acceptere som sandhed. Men det ville være aldeles urimeligt at bebrejde disse mennesker noget for denne deres tilstand. For dem er det umuligt at tro på de religiøse idealers dogmer, netop fordi disse kun er manifesterede som blotte facitter eller postulater uden den logiske eller videnskabelige opbygning, af hvilken de udgør facitter. Det er i henhold hertil, at nærværende Symbolbog og det hovedværk, den er et supplement til, er blevet skabt. Nævnte bog er således skabt til hjælp for de mennesker, der umuligt kan tro på blotte påstande eller postulater uden intellektuel eller logisk underbygning, men som ikke desto mindre med hjerte og forstand søger efter den retfærdiggørelse af dommedagstilstanden, de begynder at fornemme må eksistere hinsides det daglige livs primitivitet og uforstand. For disse menneskers kosmiske studium er der her banet vej frem imod livets egen altoverstrålende retfærdiggørelse af mørket i verden som et led i skabelsen af den evige opretholdelse af verdensaltets grundtone: Kærligheden.

CIteret fra indledningen af Martinus: Det Evige Verdensbillede I

© Martinus Institut.