Det onde og det gode

Bevidsthedens skabelse fra liv til liv

Menneskehedens historie er en beretning om udvikling af bevidsthed. Det moderne menneske er nået frem til at blive herre over materien, men ikke over livet, lykken eller den varige fred.

Trods store naturvidenskabelige landvindinger sidder menneskeheden stadig fast i hungersnød og krige. Drab på dyr og mennesker, politiske, økonomiske og religiøse kampe, bagtalelse, narkotikanydelse, sygdomme, naturkatastrofer – ja selv forsøg på at udrydde hele folkeslag – viser hvorledes Bibelens ord om ”Helvede” eller ”Ragnarok” i dag er blevet en realistisk tilstand her på jorden.

Flammehavet på symbol nr. 19 skal symbolisere dette mørke under ét. Menneskene er blevet helt opslugt af materie og mørke. Den åndelige dimension er gået tabt. Dette symboliseres ved dødningehovedet. De kender ikke til deres evige ”jeg” bag den fysiske organisme, symboliseret ved den lille trekant over hjertet, der symboliserer den fysiske krop. De kender ikke til, at denne organisme blot er en ud af en uendelig kæde af organismer. Rækken af orange felter forneden symboliserer fysiske jordeliv og de gule hvilepauser i den åndelige verden.

Reinkarnation i Bibelen

Uden kendskab til reinkarnationen, med kun ét liv som målestok, må livet og lidelsen forblive et mysterium. Vi er således blevet undervist i livets højeste facitter: “Du skal elske din næste” og “Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre” uden en forklaring. Reinkarnationen, er dog nævnt flere steder. Jesus sagde fx om Johannes Døberen: “Og dersom I vil tage imod det: han er Elias, som skulle komme” (Matt 11.14). Han fortæller også om genfødslen til Nikodemus (Joh. 3.3).

Den dræbende væremåde

På symbol nr. 19 symboliseres en dræbende handling, som vi har sået i tidligere liv og nu høster som skæbne via næsten (sværdet der kommer ned fra den orange bue). Vi ser ikke, at vi selv tidligere har skabt dette mørke (den orange karmabue), og bekæmper derfor den ydre ”fjende” med al kraft. I værste fald dræber vi fjenden (det opadvendte sværd) og skaber mere lidelse (mørk karmabue), der vender tilbage til os selv i dette eller kommende jordeliv. Men vi vil igen komme til at stå overfor den fjende, vi troede vi kunne dræbe. På denne måde underviser Gud den, der sværger til sværdet i stedet for at overvinde det onde i sig selv. 

Den tilgivende væremåde

Jesus sagde: ”Stik dit sværd i skeden, thi den der ombringer ved sværd skal selv dø for sværdet” (Matt 26.52). På symbol nr. 23 er Jesu væremåde symboliseret. Han kendte til skæbneloven:man høster som man sår (buerne), genfødslen (rækken af firkanter) og den logiske konsekvens: at vende sin humane bevidsthed mod det såkaldte onde: ”Elske eders fjender og velsigne dem, som forbander eder, gøre dem godt som hade eder, og bede for dem som krænke og forfølge eder”. 

I sin korsfæstelse demonstrerede han denne alkærlighed og tilgav sine bødler. Således betrædes vejen til oplevelse af evigheden og Guddommen: firkantfelterne på højre symbol overgår i gul farve; vi bliver mere kærlige og skæbnen derfor lysere fra liv til liv. Det er lidelseserfaringerne, der det ene liv efter det andet gør os mere medfølende – mørket er en indvielse.

Ét med materien

Fra vores tidligere ophold i de åndelige verdener har vi viklet os ind i materien som mineral, plante, dyr og jordisk menneske. Vi blev genier i den fysiske verdens dræbende livsbetingelse, samtidig med at den åndelige horisont forsvandt ud af vores bevidsthed. Den geniale viden om materien har ikke formået at skabe den varige fred, tværtimod har den ført kulminationen af lidelse og åndeligt mørke med sig. Det er denne proces, der i Bibelen omtales som at ”spise af kundskabens træ”, hvilket skulle føre til at ”dø døden”. Ikke en virkelig død, men en åndelig død. Som slangen siger til Eva: ”I skulle ikke dø døden, men Gud ved, at den dag I æder deraf, da skulle eders øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende forskel på godt og ondt” (1. Mosebog kap. 3). Det daglige livs erfaringer på godt og ondt, er altså en indvielse, der fører til en højere bevidsthed og endemålet: ”mennesket i Guds billede efter vor lignelse” (1. Mosebog kap. 1.26).

Ét med Gud

Et færdigt ”menneske i Guds billede” har altså, ligesom Kristus, evnen til at forstå livet på samme måde som Gud. For et sådan væsen er Guds veje og livet en åben bog. Det har selv gennemgået den ”kosmiske fødsel”, symboliseret ved Kristusvæsenet på himlen. De to forbundne hænder symboliserer, hvorledes et sådan kærligt væsen overvinder mørke og ”fjendskab” med venskab og forståelse. Evnen til at praktisere denne humane væremåde er i Bibelen beskrevet som nydelsen af frugterne på livets træ.

En indre afklaring

Trekanten med strålevældet symboliserer Guddommen, der via verdensgenløsningen vejleder menneskene frem til næstekærligheden og opløser de mørke mentale skyer på Jorden. ”Dommedagen”, den endelige konfrontation med vores ufærdige sider, udmunder i ”visdommen”. Formålet med de lidelsesfulde tilstande ”ragnarok” og ”helvede” er at skabe den organiske næstekærlige indfølingsevne.

Vejen til alkærligheden

I dette indre lys kan vi opdage de sidste ufærdige dyriske sider af vores bevidsthed, og vi vil finde det ondes virkelige årsag i vores eget indre. Da er samvittigheden vågnet og viser vejen. Således vokser det kommende kærlighedsrige fra menneskes bryst ud i verden. Kosmisk set fødes i disse tider et internationalt verdensrige, af Kristus kaldet Gudsriget, på ruinerne af krigenes og hævnkulturens sidste dødskramper. Menneskene er på vej til igen at smelte sammen i kærlighed med næsten og den evige Fader. 

Martinus’ forklaringer til symbol 19 og 23 findes i symbolbogen Det evige verdensbillede II.