Døden – en fødsel

Hvad er døden?

Døden er et vidunderligt eventyr. Sådan beskriver Det Tredie Testamente den begivenhed jordmenneskene frygter mest af alt. Døden er i virkeligheden en lys fødsel til den åndelige verden, hvor vores nære og kære strømmer os i møde.

Hvorfor frygter vi døden?

Det gør vi, fordi vi ikke kender livet. Kroppen i sig selv har aldrig været levende. Det der giver kroppen liv, er usynligt. Det er noget, der ikke er skabt. Noget, der er bag både bevidstheden og organismen og som oplever tankerne såvel som kroppen. Vi har endda givet dette usynlige noget et navn: ”jeg”.

Evigheden

Dette ”jeg” i os, der eksisterer, men aldrig er blevet skabt, er hævet over den sanselige verden; tid og rum. Det er evigt og uendeligt, og således lever vi evigt, mens utallige redskaber, organismer og tanker, fødes og dør.

Reinkarnationen

Hvert enkelt jordeliv er del i et større kredsløb, der omfatter utallige organismers fødsel og død. Formålet med livet i den fysiske verden er at fuldkommengøre bevidstheden. I den fysiske verden kulminerer overtrædelsen af kærlighedsloven. I de åndelige verdener kulminerer overholdelsen af den. Det evige liv danner et kredsløb, der evigt gentager sin passage mellem lys og mørke.

Kærlighed bag enhver oplevelse

Selv lidelsen i verden har et kærligt formål på sigt. Kosmisk set er lidelsen til for at føre os frem til en fornyet sund og lykkelig tilværelse i kommende zoner af lys og kærlighed. Smerten er livets beskyttende gelænder.

En skole i livskunst

Den fysiske verden er vores skole og forsøgslaboratorium. Kun her gør det ondt at tage fejl. Smerten forhindrer os i at komme længere ud i fejltagelserne. Vi kan ikke dø, og tager således lidelseserfaringerne med os fra liv til liv – de skaber vores indføling og tænkeevne. På denne måde fører Gud os frem til viden om livets love. Uvidenhed skaber lidelse, kærlighedspraksis skaber livsglæde. Vi kommer alle gennem vores mørke og bliver genier i livskunst, ligesom vores vise vejledere i sin tid blev det.

Bøn

Omkring os har vi fysiske og åndelige hjælpere, og med bønnen en åben kanal ind til selve Guds bevidsthed. Vi kan med denne kraft overvinde al angst og modgang, og øse af en uudtømmelig kilde til inspiration og forståelse. Hvad enten man tror på Gud eller ej gør ingen forskel. Gud er alkærlig, har ingen favoritter, og er altid parat til at hjælpe os alle, når vi er i sjælenød.

Døden er en fødsel

Den normale død er en ren paradisoplevelse – vi kommer hjem. Her oplever vi igen en periode af kærlighed og oplades med livslyst til den kommende inkarnation.

Mørke tanker efter døden

I visse tilfælde dør voksne mennesker med mørke og materialistiske tanker, hvilket besværliggør overgangen til det åndelige paradis. Men temmelig hurtigt vil de alle bede om hjælp, og straks hjælpes frem til fødslen ind i en lys åndelig verden.

Den åndelige verden

Den åndelige materie lystrer tanken. Derfor kan vi ikke lære os at tænke her. Her kan vi skabe alt det vi er nået frem til at kunne tænke os til. Fra den åndelige verden kan vi også mødes og tale med vores nære på det fysiske plan såvel når de sover, som når de er vågne. Hvis de sørger, kan vi trøste dem, og i visse tilfælde endda virke som deres skytsengle.

Søvnen er dødens lillebror

At kunne falde fredeligt i søvn er en daglig øvelse i overgangen til den åndelige verden. Med en lille bøn inden vi lægger os til at sove, går vi lettere ind i søvnens åndelige tilstand uden uro og mørke tanker.

Introduktion til symbol nr. 5

Spørgsmålstegnene illustrerer kosmisk uvidenhed om vores sande natur, herkomst, situation og fremtid. Farverne symboliserer de samme faktorer, der er beskrevet til symbol nr. 6. De er blandet ind i hinanden for at symbolisere, hvorledes det kosmisk bevidstløse menneske ikke forstår de virkelige lovmæssige årsager og virkninger bag livet og skæbnen. Den orange cirkel viser det midlertidige fysiske legeme og korset vor højeste identitet, kosmiske struktur, funktioner og evige liv.

Introduktion til symbol nr. 6

Her symboliseres vores evige kosmiske struktur: Et evigt jeg (øverst), en evig evne til skabelse og oplevelse (midten), og det skabte legeme (nederst). Det ufærdige menneske kan kun se sit skabte fysiske legeme (orange cirkel) og følge dets opbygning og nedbrydning; fødsel og død. Det kan ikke dagsbevidst opleve sin identitet som et evigt jeg, med evig adgang til at skabe og opleve igennem den skabte verden. Vi kan ikke se, at vi efter enhver ”dødsproces” skaber nye legemer via vores evige forbindelse med forskellige grundenergier: tyngde/orange, følelse/gul, intelligens/grøn, intuition/blå, hukommelse /lys indigo og instinkt/ rød. Vi kan ikke se, hvordan vores tanker og handlinger skaber talenter, der følger os fra liv til liv i forhold til, hvad vi dyrker og praktiserer. Korset symboliserer det evige liv og alkærligheden. I dette kosmiske perspektiv skaber vi selv (via en evig skæbnelov: man høster som man sår) vores lykke eller ulykke, sundhed eller sygdom og dermed de erfaringer, der lærer os at handle logisk dvs. alkærligt.

Martinus forklaring til symbol nr. 5 og 6 findes i symbolbogen Det evige verdensbillede I. Læs eventuelt også småbog nr. 25 Vejen til paradis eller småbog nr. 22 Livets vej.