Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse – Symbol 23.

Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse – Symbol 23. © Martinus Institut

Næstekærlighed og tolerance

Kærlighedsbudet

I årtusinder har det lydt fra templer og kirker verden over: ”Du skal elske din næste som dig selv”, men det har ikke forhindret krig, nød og intolerance. Skyldes det nu en fejl ved kærlighedsbudet eller ved menneskene? Det Tredie Testamente giver et overraskende svar.

Forskelligheden

Nogle mennesker er humane, mens andre ikke viger tilbage for at skabe krige og konflikter. Set fra et kosmisk perspektiv bliver disse forskelle logiske. De vidner om forskellige trin i en udviklingsproces.

Vi er i denne proces på vej fra det rene dyrerige til at blive mennesker i renkultur. Dyrets livsbetingelse er at dræbe eller blive dræbt – menneskets livsbetingelse er den uselviske kærlighed.

En trinvis udvikling fra liv til liv

Vi befinder os alle på denne udviklingsvej, blot på forskellige udviklingsstadier. Det giver os hver vores ”udsigt” og dermed opfattelse af livet. Vi bliver let intolerante mod andres opfattelser; mod vores yngre (eller ældre) brødre og søstre i udviklingen. Vi tror deres holdning er et spørgsmål om vilje på samme måde, som man med viljen bestemmer sig for at stå op eller sidde ned. Men kun det daglige livs erfaringer magter at føre os, trin for trin, fra liv til liv, til alkærligheden. Reinkarnationen gør denne udvikling mulig.

Kristendom uden reinkarnation

I kristendommens historie har man hidtil kun regnet med ét jordeliv. Derfor anså man Kristus rene uselviskhed som uopnåelig for det almindelige menneske og alle, foruden Kristus, som fødte syndere.

Kærlighed er en organisk evne

Men det er ingen synd at være ufuldkommen. Den alkærlige væremåde opstår ikke på én gang, men udvikles hos alle via erfaringer af lidelse, sorg og sygdom – fra liv til liv. En evig skæbnelov bevirker, at vores ukærlige handlinger kommer tilbage som et spejl. Lidelsen modner os til medfølelse og interesse for det humane. Først derefter giver det mening med studier af kærlighed. Først da kan vi med denne visdom skabe os en fuldkommen skæbne.

Det Tredie Testamente

De kosmiske analyser af det levende bag enhver organisme fører til opdagelse af vores kosmiske slægtskab med næsten. Et evigt ”jeg”, der ikke er skabt, er vores fælles højeste identitet. Vi er alle ”sønner og døtre af Guden” og kosmisk set ét med vor næste. Hvilken viden kan være mere befordrende for næstekærligheden end, at Gud og næsten er ét og samme væsen? Åndsvidenskaben forklarer kærlighedsbudets fulde betydning: at gælde vores forhold til samtlige levende væsener, uanset deres størrelse og ydre. Mange lidelsesfulde tilstande skyldes således vores mangelfulde forhold til dyrene og de levende væsener i kroppens mikrokosmos.

Målet er alkærligheden

Allerede for tusinder af år siden blev målet for menneskets udvikling formuleret: ”Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse” (1. Mosebog kap 1:26). Tusinder af år efter fik vi eksemplet på et sådan færdigt udviklet Gudemenneske. Han demonstrerede kærlighedsbudet i praksis og sagde: ”Jeg var hungrig og I gave mig at spise – Jeg var tørstig, og I gave mig at drikke – Jeg var hjemløs, og I tage mig til eder – Jeg var nøgen, og I gave mig klæder – Jeg var syg, og I besøgte mig – Jeg sad i fængsel, og I kom til mig” (Matt. Kap. 25 v.35-37).

Forskellige kulturer har hver deres religiøse eller politiske opfattelse af vejen til lyset. Når uenigheden leder til intolerance udelukker den os fra Guds alkærlige bevidsthed og vi befinder os i mørket.

Kosmisk set er vi alle beslægtede via et evigt udeleligt ”jeg”. Vi er således omgivet af yngre og ældre søskende i den kosmiske ind- og udviklingsproces. Alle trin er lige nødvendige. Uden dette perspektiv opstår let intolerance, særligt mod de yngre eller de ældre og mere vise sjæle i denne udvikling. Det Tredie Testamente udgør et forsvar for samtlige levende væsener, uanset deres sympatier, karaktertrin eller holdninger til åndsvidenskab.

Introduktion til symbol nr. 23

Symbolet hedder ”Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse”. Et sådan menneske kan kun udstråle fred og tilgivelse. Det møder al fjendskab (symboliseret ved den orange skæbnebue) med venskab (de forbundne hænder). Kristus, kunne bede for sine forfølgere midt i korsfæstelsen: ”Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre” (Luk.23:34). Denne kærlige væremåde udsletter mørket (skyerne) og skaber også en lys fremtid for væsenet selv (den gule bue). Denne ”verdensgenløsning” (den strålende stjerne) er Guds undervisning og førelse af de levende væsener fra liv til liv (de firkantede gul/orange felter), afbrudt af ophold i den åndelige verden (de lysegule felter) frem til alkærligheden (gule felter). Vi har alle et evigt jeg (den lille trekant), der oplever igennem skiftende fysiske organismer (hjertet). Dette jeg og Guds jeg er kosmisk set ét og samme.

Symbol nr. 23 forklares af Martinus i symbolbogen Det evige verdensbillede II. Se også Livets Bog I, kap. 1 og 2.