Opfyldelse af Kristi profetier

Martinus præsenterer formålet med sit værk gennem disse udvalgte citater:

“Verdensgenløsningens udfoldelse i vor tid er at give menneskene viden og ikke tro. Men at give menneskene viden er jo at give dem ånd. Og hvis denne viden udgør selve livsmysteriets løsning, er en fuldkommen helhedsanalyse af selve verdensaltet, Guddommen og det levende væsen, kan den ikke undgå at udgøre eller være hundrede procents identisk med ’den hellige ånd’. Og kun dette kan være opfyldelsen af, hvad Bibelen i kraft af Kristus har forjættet menneskene.

Mit arbejde er ikke en ny dogmatisme eller et nyt trosobjekt, men er udelukkende videnskab. Det har ganske vist ikke sine professorer eller doktorer, men det forandrer ikke den kendsgerning, at det aldrig nogen sinde kan omstødes, idet det indeholder enhver tings absolutte begrundelse for dets identitet med det store facit, ’alt er såre godt’, det mørke såvel som det lyse, det onde såvel som det gode.

En bedre analyse og dermed et bedre livsfundament kan ikke skabes eller kan ikke eksistere. En større begrundelse for næstekærligheden kan således ikke gives, og et større grundlag for skabelsen af væsenets egen frigørelse vil der således heller aldrig nogen sinde kunne åbenbares, idet en sådan ville være totalt umulig.

Men da mit arbejde er en analyse af sandheden, er en videnskabelig udredning af, hvorledes det går til, at alt er såre godt, at det altså er selve livets analyse, er den ikke noget, jeg kan være ophav til. Den har ikke noget ophav, den er selve livets analyse, er fra evighed til evighed.

Det er ikke en analyse af Guddommens væsen, der blot passer for en enkelt lille lokalitet i universet eller for en enkelt lille tidsperiode. Men en analyse, der aldrig nogen sinde kan blive forældet og udviser, at alt er såre godt, kan kun være den allerstørste sandhed. Og som sådan kan den kun være “åndsvidenskab” eller udgøre den hellige ånd. Den hellige ånd, som altså udgør den allerhøjeste videnskab, kan umuligt være national, den kan umuligt være dansk eller tysk, den kan ikke være amerikansk eller engelsk, ligeså lidt som den kan være teosofisk, antroposofisk, spiritistisk eller martinistisk. Den er i allerhøjeste grad international, ja, er interplanetarisk eller på enhver tænkelig måde uindividuel. Den er det liv, i hvilket vi alle leve, røres og ere. Den er den allestedsnærværende “Guds ånd, der svæver over vandene”.”

Citeret fra Martinus: ’Åndsvidenskab’ – Kosmos nr. 11, 1999.

Martinus kosmiske oplevelsesevne

”Som før berettet begyndte min åndelige mission med nogle psykiske oplevelser og disse oplevelsers særlige struktur var noget ganske privat for mig selv alene. Det, der kom til at betyde noget for andre mennesker, var den omstændighed, at de efterlod mig i en tilstand, der satte mig i stand til at modtage en udstrakt viden om hele universet, ja, selve den Guddommelige verdensplan blev fuldstændig underlagt min sanseevne, blev til vågen dagsbevidsthed.

Jeg fik evne til at sanse ting, der umuligt kunne opleves igennem blot og bar fysisk sansning. Jeg så, hvorledes enhver begrænset ting, ligegyldigt hvilken størrelse den så end måtte indtage, var en åbenbaring af uendeligheden og dermed af evigheden. Evigheden blev således synlig som det faste punkt, medens tiden og dermed rummet var det bevægelige. Idet jeg således var bevidst i evigheden, var jeg blevet identisk med ”det absolutte”, ”det uforgængelige”, og så alle ting ud fra ”dette absolutte”, ”dette uforgængelige”. Idet jeg var blevet bevidst i evigheden, var identisk med udødeligheden, overlevede jeg ethvert tidsbegreb. Jeg eksisterede både før og efter en hvilken som helst ting og kunne således se både dens alfa og omega, dens begyndelse og afslutning eller hele dens livsbane.

Og det er denne oplevelsesevne, jeg i mit hovedværk Livets Bog udtrykker som ”kosmisk bevidsthed”, ligesom jeg har udtrykt beskrivelsen af livets detaljer, set ud fra denne iagttagelsesevne, som ”kosmiske analyser”. Disse mine ”kosmiske analyser” er altså det samme som iagttagelser, der er blevet mulige grundet på min frigørelse fra tiden og rummet. Mine psykiske oplevelser var altså en proces, der så at sige pludselig i min bevidsthed affødte denne frigørelse. Jeg havde oplevet en ”indvielse”. Der var igennem nævnte proces sket en forvandling med min bevidsthed. Medens jeg før kun var bevidst i en bestemt tid og et bestemt rum, var jeg på en vis måde nu blevet bevidst i alle tider og alle rum. Medens min bevidsthed for denne min oplevelse kun var at udtrykke som ”lokalbevidsthed”, var den nu blevet at udtrykke som ”universalbevidsthed”.

Og efter denne forandring af bevidsthed blev det en let sag for mig at orientere mig med hensyn til det levende væsens og dermed jordmenneskehedens skæbne. Det blev en let sag for mig at se, at hele det ocean af lidelser, jordmenneskene befinder sig i, udelukkende skyldes den omstændighed, at de endnu ikke er mentalt frigjorte. De er endnu bundet af tiden, af rummet eller af materien. Deres livs- og verdensopfattelse har derfor intet med selve det evige liv eller den virkelige verdensplan at gøre.

De udgør allerhøjest kun opfattelsen af en lokalitet af selve verdensaltet. Men kun at kende eller sanse en lokalitet og tro, at denne er helheden, er jo det samme som at leve på en illusion. Men at leve på illusioner er igen det samme som at leve på fejltagelser. Og da et liv baseret på fejltagelser kun kan afføde skuffelser, har vi her årsagen til, at jordmenneskehedens daglige tilværelse er et liv i skuffelser, sorger og lidelser.”

Citeret fra Martinus: ”Mental suverænitet”, kapitel 1.

Ingen forening, sekt eller trossamfund

“Når mit arbejde, hvilket vil sige det første bind af ‘Livets Bog’, mine foredrag og de herpå baserede studiekredse landet over, har begyndt at vække interesse, har begyndt at skabe bevægelse, er det i henhold til det før beskrevne absolut nødvendigt, at denne bevægelse ikke bliver vildledt til at begrænse, indkapsle eller krystallisere sig i en forening, sekt eller trossamfund og derved blive et ensidigt monopoliserende ‘eneste saliggørende’.“

Martinus i ’Kosmos’, 1933, nr. 1.

Om evnen til at tale direkte med Gud

”Det er nemlig mit arbejdes mission at vise menneskene hen til Guds egen i form af de daglige erfaringer og oplevelser manifesterede ”tale” og derigennem gøre dem til frie åndsforskere og ikke til en kunstig åndelig sammenslutnings ”embedsmænd” og ”undersåtter”.

Den jordiske menneskehed er nu nået frem til et stadium i sin udvikling, hvor den må lære at forstå, at den Guddommelige visdom vælder frem alle vegne. Gud taler til menneskene gennem alle ting, behagelige og ubehagelige, gennem kriser, fattigdom og arbejdsløshed, gennem krig, revolution og lidelse såvel som gennem sundhed, styrke og velvære, gennem kærlighed, tolerance og visdom. Alt er udstråling af det samme væsen. Alt er en ud over verden, gennem hele universet, gennem mikrokosmos og makrokosmos rungende røst eller tale. Den vibrerer gennem stjernernes skin. Den lyser i klodernes gang. Den hviskes gennem den sagte brise og mumles i skovens dyb. Den fløjtes gennem fabrikkernes sirener og mærkes i maskinernes larm. Den synges over vuggen og tales ved graven. Den er anelse, vished og tro. Den er viden, erkendelse og håb. Den er død, opstandelse og liv. Den er farve, vibration og lys. Den er alt, hvad der overhovedet kan sanses, tænkes og opleves. Og da denne tale, jo mere den forstås af individet, viser sig som en bekræftelse på, at ”alt er såre godt”, vil den altså være identisk med den allerhøjeste kærlighedsmanifestation og visdomsforkyndelse.”

Martinus i ’Kosmos’, 1933, nr. 1.

Hvad er den ”hellige ånd”?

”Hvad er det da, at menneskeheden nu fordrer eller trænger til? Er det en ny profet, en ny messias, en ny verdensgenløser? Nej, ikke i dette ords tidligere betydning.

Enhver, der i dag kommer og siger, at han er en ny Kristus eller en ny Messias, hører uden undtagelse til den kategori, som Jesus betegnede som de falske profeter, der skulle komme.

Det, en ny verden trænger til, er ikke flere religiøse dogmer. De største sandheder i form af dogmer har jo netop været forkyndt igennem årtusinder, så enhver, der kommer og kun er i stand til at give menneskene de samme dogmer, kan kun være en plagiator af den virkelige Messias eller Kristus. Og hvis han så yderligere kræver, at man blindt skal tro ham og følge ham, er hans identitet som falsk Kristus en åbenlys kendsgerning for den, der virkelig har højintellektuel indsigt i livets højeste foreteelser. Så er han ikke opfyldelsen af den forjættelse, Kristus har bebudet skulle komme. Thi Kristus har ikke bebudet en ny fører eller åndelig diktator, men en højintellektuel analyse af livets største problemer eller selve livsmysteriets løsning på en sådan måde, at ethvert menneske bliver sin egen Kristus. En sådan analyse er nemlig udelukkende den “hellige ånd”.”

Martinus: ”Åndsvidenskab”, Kosmos nr. 11, 1999.

© Martinus Institut.