Martinus' indvielse

Da Martinus (1880-1981) var tredive år gammel blev han indviet til sin mission, og i bogen Omkring Min Missions Fødsel skriver han om de skelsættende begivenheder i marts 1921.

Martinus beskriver sin indvielse og begivenhederne, der ledte frem til den gyldne ilddåb i 1921. Af en ven havde han få dage tidligere lånt en bog om meditation:

"Jeg fik ikke læst den medbragte Bog til Ende. Det eneste, jeg husker af det lidet, jeg fik læst, er kun dette, at det foranledigede mig til at meditere paa Gud. Og da jeg en Aften netop prøvede paa dette, skete efterfølgende Oplevelse, hvorefter det af rent psykiske Aarsager blev mig ganske umuligt at fortsætte Læsningen af den omtalte Bog, ligesom min Bevidsthed fra nævnte Tidspunkt i sig selv var blevet en uudtømmelig aandelig Kilde, der absolut overflødiggjorde ethvert Studium af al Litteratur. [...]

Efter Anvisningen i den laante Bog forsøgte jeg en Aftenstund at meditere over Begrebet 'Gud'. Og pludselig, uden ret at ane hvorledes, befandt jeg mig i en Tilstand, hvor det forekom mig, at jeg var stedet for noget umaadeligt ophøjet. Et ganske lille lysende Punkt kom til Syne i det Fjerne. Et Øjeblik var det forsvundet. Men i næste Sekund var det atter synligt, men var da kommet meget nærmere. Jeg kunde nu se, at Lyset hidrørte fra et kristuslignende Væsen, hvis Detailler fremtraadte i blændende hvidt Lys med blaa Detailler. Lyset var saa intenst og levende, at det mindede mig om de Stjernekastere, man anvender ved Juletræerne. Kun var Aabenbaringens Stjerner meget, meget mindre, men til Gengæld umaadeligt meget talngere.

Der indtraadte atter en Pavse, hvor jeg ligesom befandt mig i Mørke. Men saa oplyste Skikkelsen atter Plateauet. Jeg saa lige ind i en Skikkelse af Ild. Et Kristusvæsen af blændende Solskin bevægede sig nu med Armene løftet som til Omfavnelse lige hen imod mig. Jeg var fuldstændig lammet. Uden at kunne afstedkomme selv den mindste lille Bevægelse stirrede jeg lige ind i det straalende Væsens Bælteregion, der nu var lige ud for og paa Højde med mine øjne. Men Skikkelsen fortsatte sin Bevægelse fremad; og i næste Øjeblik gik den lige ind i mit eget Kød og Blod. En vidunderlig ophøjet Følelse betog mig. Lammelsen var forbi. Det guddommelige Lys, der saaledes havde taget Bolig i mig gav mig Evne til at se ud over Verden.

Og se! Kontinenter og Have, Byer og Lande, Bjærge og Dale laa badet i Lyset fra mit eget Indre. I det hvide Lys blev Jorden forvandlet til 'Guds Rige'.

Den guddommelige Oplevelse var forbi. Jeg havde atter for mig den fysiske Virkelighed, mit Værelses Detailler, min Positions Ringhed. Men 'Guds Rige' lyste og funklede stadigt i min Hjerne og I mine Nerver."

Den gyldne ilddåb

"Da jeg den næste Dag om Formiddagen atter satte mig til Rette i min Meditationsstol og næppe var færdig hermed, ombølgedes jeg atter af det guddommelige Lys. Jeg saa ind i en blaa lysende Himmel, der ligesom blev trukket til Side, hvorved en ny og endnu mere lysende Himmel kom til Syne. Og saaledes blev det ved med at fortsætte, indtil en Himmel kom til Syne, der var af et saa overdaadigt blændende gyldent Lys og af en saa hastig vibrerende Materie, at jeg følte, at her var jeg paa Højden eller Toppunktet af, hvad min Organisme og Bevidsthed kunde taale. Et eneste Skridt, en eneste Brøkdel af et Sekund videre, og den overjordiske Bølgelængde vilde med Lynets umaadelige Kraft øjeblikkelig have ført mig ud af al fysisk Tilværelse. Men i de Brøkdele af et Sekund, Aabenbaringen varede, oplevede jeg en Verden af Hellighed, Renhed, Harmoni og Fuldkommenhed. Jeg befandt mig i et Hav af Lys. Dette var ikke, som i min første Aabenbaring, hvidt som Sne, men havde derimod Guldets Farve. Alle Detailler var Ild, der var forgyldt. Gennem det hele vibrerede smaa gyldne Traade, der funklede og glitrede hel?' og der, i og over alt. Jeg følte, at dette var Guds Bevidsthed, hans egen Tankesfære. Det var den Materie, den Almagt, den højeste levende Kraft i gennem hvilken det guddommelige Jeg styrede og ledede Oceaner af Verdener, Mælkeveje og Stjernebyer, saavel i Mikrokosmos som i Makrokosmos. Jeg var ganske bjærgtaget. Den guddommelige Ild vibrerede i og udenfor, over og under mig. Den 'Guds Aand', der i Følge Biblen 'svævede over Vandene', den 'Ild', der 'brændte i Tornebusken' for Moses, den 'Ild', der førte Elias til Himmels, den 'Ild', i hvilken Jesus blev 'for klaret' paa Bjærget, den 'Ild', der viste sig over Apostlenes Hoveder. og senere skabte Saulus om til Paulus paa Vejen til Damaskus, den 'Ild', der gennem alle Tider har været 'Alfa' og 'Omega' i enhver Form for højeste Skabelse, Manifestation eller Aabenbaring, flammede her foran mine egne øjne, vibrerede i mit eget Bryst, i mit eget Hjærte, indhyllede mit hele Væsen. Jeg følte det, som om jeg badede i et Element af Kærlighed. Jeg var ved Ophavet, var ved selve Kilden til alt, hvad der findes af Varme i en Faders og Moders Sympati for Afkommet, af gensidig Hengivenhed i et ungt Pars Elskovsleg. Jeg saa den Kraft, der faar en Haand til at underskrive Benaadning, ophæve Slaveri, beskytte de smaa i Tilværelsen, det lille Dyr saavel som det affældige Menneske. Jeg saa det Solskin, der kan smelte Isen og fjerne Kulden i ethvert Sind, omdanne Haabløshedens og Pessimismens golde Ørkener til frugtbare, solrige Egne i Bevidstheden, varme Hjærtet, inspirere Forstanden, og derved faa Individet til at tilgive Uretten, elske Fjenden og forstaa Forbryderen. Jeg ligesom hvilede ved den almægtige Guddoms Bryst. Jeg dvælede i Alkærlighedens Udspring, saa den guddommelige Fuldkommenhed, saa jeg var Eet med Vejen, Sandheden og Livet, var Eet med den store Fader."

Martinus: Omkring Min Missions Fødsel. København 1942, kap. 16-17.
© Martinus Institut

Martinus 30 år gammel

Martinus 30 år gammel (1921) – 4 måneder efter hans kosmiske indvielse.