Vejen til den sande lykke

Tryghedens ophør

Mon der findes mange mennesker, for hvem den daglige tilværelse er noget absolut stabilt, noget absolut lykkeligt? Hvis et menneske skulle svare fuldstændig ærligt og oprigtigt på dette spørgsmål ud fra erfaringer, det har gjort med sig selv og andre, måtte svaret blive benægtende. Menneskene er ikke lykkelige. De er somme tider lykkeligere end til andre tider, men det er ikke nogen stabil tryghed og lykketilstand.

Denne ustabilitet giver sig udtryk på lige så mange måder, som der er mennesker, og den kan begynde allerede i barndommen. Et lille barn bliver måske født hos gode og kærlige forældre, bliver passet og plejet og opdraget under de mest glimrende forhold og har således tilsyneladende de allerbedste betingelser for at komme til at opleve en lykkelig barndom og start i livet. Men pludselig dør moderen, og en tid efter gifter faderen sig igen, og med stedmoderen forandres forholdene i hjemmet. For barnet står tiden før moderens død som en tabt lykke; det kan ikke komme på en god og fortrolig fod med sin nye moder, og det føler, at trygheden i livet er borte. Noget er blevet forgiftet i hjemmets atmosfære, og det kan der være så mange årsager til, det behøver ikke specielt at være stedmoderens skyld. For barnet kan det komme til at betyde en skævhed i dets livsindstilling, en negativitet, som følger det resten af livet, hvis ikke det lykkes at overvinde den. Der er mange andre måder, hvorpå mennesker kan have mistet trygheden og lykkefølelsen allerede i barndommen, og er der mennesker, som ser deres barndom som en særlig tryg og lykkelig periode i deres tilværelse, er det ofte, fordi den står som en lysende kontrast til senere livsperioders oplevelser, hvor utryghed, smerte og skuffelser har gjort deres indtog.

Intet jordmenneske er immunt over for ulykken

Mange mennesker føler tryghed og lykke en stund i forelskelse, forlovelse og et ægteskabs hvedebrødsdage. Det kan være af kortere eller længere varighed, men så kommer der måske et sammenbrud. Det kan være dødsfald, sygdom, ulykkestilfælde eller den ene parts forelskelse i en anden, der er årsagen, eller der kan være helt andre årsager. Men trygheden og lykken er i alle tilfælde borte, og katastrofen, sorgen og smerten er [slut på side 229] kommet i stedet. Og med disse faktorer følger ofte en angst og mistillid til alt og alle, en skuffelse over, at lykken ikke kunne vare ved. Også ældre mennesker, der har en relativ lykkelig tilværelse bag sig, kan rammes af sorgerne og ulykkerne i alderdommen, og da virker disse så meget desto mere, hvis mennesket tidligere har været forvænt.

Hvem kan være sikker på at være helt usårlig, helt fri eller immun over for ulykken? Ingen kan sige sig fri. Nogle har den opfattelse, at rigdom og magt gør dem frie, og de kæmper for at opnå disse goder, men før eller senere må de komme til erkendelse af, at lykken ikke kan købes, og at den, der tilsyneladende er mægtig, overlegen og stor, er akkurat lige så afmægtig som alle andre i livets skæbneforhold. Også milliardærer og millionærer og hvem, der på anden måde officielt er denne verdens "store", må opleve utrygheden, bl. a. angsten for pludselig ikke at skulle være "stor" længere, at miste sin magt og position. Sådanne menneskers levevis medfører netop ofte, at de meget lettere end mennesker, der ikke har råd til at spise og drikke så meget, udsætter sig for sygdomme, der kan være dødbringende. Deres lediggang, eller tværtimod deres overanstrengelse for at holde sig på "toppen", giver dårlige nerver, der også medfører sygdom. Endelig kan rigdom og magt heller ikke fritage nogen fra sorger, som opleves i forhold til slægtninge og venner, der pludselig dør, ulykkelig kærlighed, skuffelse over børnene og meget andet. Den rige har sine sorger og bekymringer, og den mindre besiddende såvel som den fattige har sine. Nogle får ulykken som et pludseligt sammenbrud, andre glider lidt efter lidt ind i den, men ingen undgår at opleve den på en eller anden måde.

Livets tilsyneladende uretfærdighed

Men hvad så med de mennesker, der kalder sig frelste eller hellige? De må vel være en undtagelse? Undtagelsen består i alt fald ikke i, at disse mennesker undgår ulykker, sorger og lidelser. Selv om de går i kirke hver søndag, går regelmæssigt til alters og på andre måder følger en kirkes, en sekts eller en religions dogmer og forskrifter, finder man lige så meget dem blandt sygehuses og hospitalers patienter som deres "ikke-frelste" eller "syndige" medborgere. Og hænder det ikke, at et troende menneske i nødens stund siger: "Hvorfor skulle dette dog netop ramme mig"? Han troede, at han kunne være tryg på grund af sin "hellighed", men kom til at opleve noget ganske andet. Og så er det jo et spørgsmål, om han kan lade være med at blive bitter.

Hvis dette at tilhøre en bestemt race, en tro, en samfundsgruppe, et bestemt alderstrin eller et køn skulle prædestinere nogle mennesker til at være lykkeligere end andre, ville livet være højst uretfærdigt, hvad også mange mennesker synes, det er. Men det er fordi, de ser og bedømmer forholdene ud fra en øjeblikkelig situation, hvis årsager og virkninger de ikke kender. Verden er ikke uretfærdig, og intet menneske oplever mere lidelse, smerte og sorg end noget andet, selv om det tilsyneladende kan se sådan ud. At blive klar over dette er en del af vejen til en varig lykke. Men der kræves mere end det. Er det da virkelig muligt for menneskene at nå frem til en tilværelse uden sorger og lidelser, uden skuffelse og bitterhed, uden sygdom, savn eller smerte? Det er muligt, og det er også muligt for det enkelte menneske allerede nu at begynde at skabe den tilstand, dvs. at skabe de årsager, der engang i fremtiden vil få en sådan tilstand som virkning.

En spirende viden om årsag og virkning

Det jordiske menneske i almindelighed og forskerne i særdeleshed ved en del om forhold [slut på side 230] mellem årsag og virkning. Det er netop en sådan viden, der er med til at adskille den jordiske menneskehed fra dyrene. Men jordmenneskenes viden om årsags- og virkningsforhold - også når det drejer sig om videnskabelig viden - er endnu meget ringe. Den er koncentreret om små lokale felter og om forholdet til den fysiske materie. Det er dog altid en begyndelse, og den vil med tiden, når menneskene har gjort de nødvendige erfaringer, føre dem vidt, ja, den vil faktisk føre dem frem til oplevelsen af den sande lykke.

Det lyder måske mærkeligt, når man tænker på samme menneskeheds situation i øjeblikket, hvor krige, oprør, magtmisbrug, mord, forbrydelser og alle mulige psykiske afsporinger florerer mere end nogen sinde tidligere i menneskehedens historie. Men hvem har skabt årsagen til disse tilstande? Det har de jordiske mennesker selv. Og hvem vil være i stand til at skabe de årsager, der kan medføre helt andre og nye tilstande? Også de jordiske mennesker selv. Men det kan man jo ikke forvente, at de vil! Man kan ikke forvente, at russerne, amerikanerne, kineserne eller noget andet folk pludselig kun er indstillet på at skabe fred. Nej, det kan man ikke, selv om statsmænd og politikere siger, at det er det, de vil. Men så er situationen vel håbløs? Nej, der er ikke alene håb, der er sikkerhed for, at menneskeheden kommer ud af al sin ulykke og smerte og lidelse. Menneskene i almindelighed er blot ikke i stand til at se det og vide, hvad de skal gøre, de er endnu uden kendskab til livslovene og dermed også til de årsager, der vil bringe freden og lykken som virkninger. Ganske vist er der blevet talt til dem om det, ikke mindst har Kristus gjort det, og med sit liv og sin død - med sit eksempel - vist dem, hvad der er vejen, sandheden og livet. Men de forstod ham ikke, de byggede en dogme- og ceremonireligion op med forsoningslære, frelse og lykke efter døden for de troende, og evig fortabelse og helvedes pine for de vantro. Det kan man naturligvis ikke bebrejde nogen. Thi menneskene må handle ud fra deres forudsætninger, viden og indsigt. De må handle ud fra det udviklingstrin, hvorpå de står, og de kan ikke tænke og handle anderledes. Men det betyder ikke, at kristendommen ikke har haft sin overordentlig store betydning for menneskehedens udvikling, især her i vesterlandet.

Kristendommen og vor tids mennesker

Når man ser, at de såkaldt kristne nationer har været de mest geniale krigsfolk i verden, er der ikke noget at sige til, at en og anden, der er begyndt at tænke over tingene og forholdene i livet, kan have den opfattelse, at kristendommen har været forgæves. Det er ikke just tryghed og lykke, de kristne folkeslag har skabt for andre. Derfor har de heller ikke skabt årsager, der kan bringe lykke og tryghed som virkning. Men side om side med udviklingen af det vesterlandske krigsmaskineri og voldsherredømme, hvorved de andre verdensdeles folkeslag nærmest blev gjort til slaver eller delvis udryddet, har der i vesterlandet også udviklet sig noget, der er kristendommens hidtil største resultat, selv om det ikke er umiddelbart indlysende. Det er udviklingen af humane følelser i enkelte mennesker og skabelsen af humanistiske foretagender i de enkelte stater og nationer. Ganske vist er hverken de enkelte humant og kærligt indstillede mennesker eller de humane institutioner endnu talrige nok eller stærke nok til at få afgørende indflydelse på verdenssituationen. Men de er på vej til at få det. Og kristendommen har absolut ikke udspillet sin rolle, tværtimod, nu skal den først rigtigt til at virke, fordi flere mennesker er blevet modne til at fatte dens betydning og at forene den med deres egen livsførelse.

Men er kristendommen formuleret sådan, at nutidens og fremtidens humant tænkende mennesker kan inspireres af dens åndelige indhold og idéverden? Nej, kristendommens virkelige indhold er for nutidens mennesker nærmest camoufleret eller skjult bag en ydre form, som er skabt af oldtidens og middelalderens kirkefædre og teologer. Denne form passer absolut ikke for nutidens mennesker, der er påvirket af den videnskabelige og tekniske udvikling samtidig med, at de på alle områder er blevet så materialistisk indstillede, at de har svært ved at forestille sig, hvad ånd egentlig er. Men denne mangel og hindring for kristendommens videre udvikling er ved at blive fjernet, idet en videnskab om ånd, en åndsvidenskab er ved at blive skabt, hvorigennem de jordiske mennesker vil kunne få et langt større overblik over forholdet mellem årsag og virkning. Samtidig med, at de gennem åndsvidenskaben får indblik i årsagerne til menneskehedens nuværende situation, kan de også få kundskab om, hvorledes den på længere sigt kan ændres. Og hvad der er meget væsentligt: de kan lære at forstå, at det enkelte humant indstillede menneske virkelig kan gøre noget for at ændre verdenssituationen, og at det absolut ikke behøver at vente på, at alle de andre skal gøre det.

Forretningsprincippet set i to perspektiver

Et af de bærende principper i vor tids livsudfoldelse er forretningsprincippet. Dette princip har haft kolossal betydning for udviklingen af hele den vestlige civilisation og kultur. Forretningsprincippet er også udtryk for en form for forståelse af forhold mellem årsager og virkninger. Forretningsmanden lærer, om visse årsager vil give sådanne virkninger, at hans forretning har kunnet betale sig. Da samme forretningsmand imidlertid som oftest er meget materialistisk indstillet og samtidig så egoistisk, at han kun tænker på, om denne forretning lige i øjeblikket kan betale sig for ham, og måske kun lidt eller slet ikke skænker det en tanke, at den muligvis vil være til skade, ja, måske betyde et uopretteligt tab for en anden part, er denne såkaldte forretningsmand, hvis vi skal se ham i et større perspektiv, et kosmisk perspektiv, absolut ikke forretningsmand. Hvorfor ikke? Fordi han er medvirkende til at skabe en årsag, der engang i fremtiden for ham vil give virkningen: uopretteligt tab, fallit, konkurs eller anden form for krak eller sammenbrud. Det der set i et lille lokalt perspektiv "kan betale sig", kan altså i virkeligheden og på længere sigt absolut ikke betale sig. Derfor er hele forretningsverdenen, sådan som den udfolder sig i dag, også ved at forberede sin egen undergang. Men de jordiske mennesker kender ikke sammenhængen mellem årsag og virkning på langt sigt. Og hvordan skal de komme til at erhverve en sådan viden, selv om der bliver skabt en åndsvidenskab, der kan forklare det, når de fleste mennesker ikke kender - og måske endda ikke ønsker at kende - samme videnskab?

Selv om endnu kun få mennesker interesserer sig for åndelig viden og kendskab til livslovene, vil det ikke vedblive at være sådan i fremtiden. Og hvad vil i denne forbindelse være den drivende faktor? Det vil ulykkerne, utrygheden, lidelserne, smerterne og alle de tilsyneladende uoverstigelige vanskeligheder, menneskene kommer ud for.

Forretningsprincippets kosmiske struktur består i at give lige værdier for lige værdier, en udveksling til gavn for begge parter. Og selv om det er tåbeligt set med en moderne forretningsmands øjne, at det også, når det gælder forretning, er bedre at give end at tage, som Kristus sagde, så må det understreges, at før end man inden for forretningsverdenen får den indstilling såvel som overalt i livet, før vil man ikke kunne opleve den sande lykke. [slut på side 232]

I vor tid hylder man hovedsagelig princippet: det er bedre at tage end at give, det kaldes også profit, og selv om der eksisterer meget godt og hæderligt forretningsliv, går tendensen mere og mere i retning af, at nogle få - det være sig mennesker eller stater - vil besidde midlerne og magten og udnytte de mange, der er mere eller mindre besiddelsesløse. Det er ikke en kritik af forretningsfolk, men en karakteristik og analyse af verdenssituationen. Thi staterne er jo også forretninger, der skal drives med profit, og krigene er et af de midler, der bruges, når værdierne står på spil.

Ulykken og smerten er en golgataproces

Hvad er det, menneskene har sået gennem en egoistisk kortsynet udnyttelse af forretningsprincippet? De har sået noget, der absolut ikke kan betale sig. Og det skal de lære. Denne lærdom kan de kun tilegne sig ved at opleve virkningerne af deres egne handlinger, og dem får de nu. Menneskene må lære, hvad der betaler sig for menneskeheden og ikke kun i øjeblikket, men på længere sigt. Adskillige mennesker er begyndt at tilegne sig en sådan lærdom. Det er blandt andet dem, som kunne tage imod de humane religioners etiske og kærlighedsbetonede indhold uden at bryde sig synderligt om den ydre forms begrænsning. Men hvorfor var nogle mennesker mere modtagelige end andre? Ja, hvorfor var den ene røver på Golgata åben og positiv over for Kristus og den anden ikke? Fordi den første havde lært af livet og lidelserne og ulykken, der havde udviklet medfølelse og kærlighed i hans sind, medens den anden endnu var hård og forhærdet. Hele menneskeheden er faktisk som de to røvere på hver side af Kristus. Nogle mere som den ene, andre mere som den anden. Og hele menneskeheden er også korsfæstet. Det er en golgataproces, vi overværer, hver gang vi ser en mørk skæbne. Menneskets fysiske organisme er det "kors", hvorpå en eller anden mørk bevidsthedsart bliver tilintetgjort. Det er bevidsthedstendenser, der ved sin fastnagling til et kors må gå under. At "korset" er af kød og blod, af animalsk natur, forandrer ikke princippet. Al ulykke, lidelse, smerte, sorg, og skuffelse, et menneske kommer ud for i denne fysiske verden, er dette menneskes "korsfæstelse". Det er ikke en straf fra en vred gud, og det er heller ikke et resultat af tilfældigheder. Det er alt det fra samme menneskes fortid, som han eller hun dengang troede "kunne betale sig", der nu viser sig ikke at kunne det. Men derigennem vil samme væsen efterhånden lære, hvad der menneskeligt set kan betale sig, og efterhånden gøre det. Det er en undervisning i at blive menneske. Gennem Kristus og de to røvere har menneskeheden fået tre eksempler på, hvordan en korsfæstelse kan bæres af mennesker på tre forskellige stadier af livets vej. Først den "onde" røver. Han møder en virkning af sine gerninger, men han er stadig forhærdet og fuld af hån og spot mod Kristus. Men han er ikke ond, han er uvidende og primitiv. Han er begyndt at komme ind under den undervisning, hvor han skal lære, hvad der menneskeligt set kan betale sig. Den "gode" røver er god, fordi han allerede har lært en del. Ja, så meget, at han kan sige til den anden: "Vi får igen, hvad vore gerninger har forskyldt, men denne (Kristus) har ikke gjort noget galt". Denne røver er et væsen, der er godt på vej mod den sande lykke, selv om han langt fra har nået den endnu. Det har derimod væsenet på det midterste kors. Og det er rigtigt, som røveren sagde om ham: "Denne har ikke gjort noget galt". For Kristus var korsfæstelsen ikke undervisning i, hvad der kosmisk og menneskeligt set kan betale sig. Det vidste han.

Lykken og verdensgenløsningen

Hans rige var ikke af denne verden, hvor der er sorg, lidelse, skuffelser, sygdom, nød og al slags elendighed. Alt det havde han for længst lagt bag sig. Nu var det hans opgave at vise de jordiske mennesker, at lykken, som de længes så meget efter, kun opnås gennem en særlig form for væremåde, nemlig den væremåde, der skaber sådanne årsager og virkninger, som er til glæde, gavn og velsignelse for omgivelserne. Det var ikke hans mission at formilde en vred gud og afsone menneskehedens "synder". Al såkaldt synd er mangel på viden om årsag og virkning og andre kosmiske love, og det er vel ikke syndigt at være uvidende. Derfor kunne Kristus også sige om sine forfølgere og bødler: "Fader forlad dem, de ved ikke, hvad de gør". Verdens "frelse" består ikke i at udfri mennesker fra virkningerne af deres fejlagtige handlemåde igennem en guddommelig "nåde". Så ville de jo aldrig blive bedre og klogere, det ville betyde en standsning i udviklingen, det ville i allerhøjeste grad være ukærligt. Og efter som Guddommen er kulminationen af kærlighed, lader han ikke nogle væsener blive "frelst" ved sin "nåde" og andre "fortabes" ved sin "vrede".

Al viden og erkendelse er eftervirkning af handlinger, og alle virkeligt vise og hellige mænd og kvinder, der har levet på denne jord, er nået frem til deres indsigt og kærlighedsevne gennem mange fysiske livs lidelseserfaringer. De har lært, hvad der menneskeligt set kan betale sig. Men når alle levende væsener gennem deres erfaringer om årsag og virkning vil nå frem til den størst mulige bevidsthedsudfoldelse, den størst mulige viden og den mest ophøjede kunstneriske begavelse, hvad skal de så med en Kristus? Hvorfor skulle han lide døden på korset for menneskenes skyld? Fordi den jordiske menneskehed måtte have et eksempel for øje, et menneske, der med sit eget liv viste, hvorledes afståelsen fra de realiteter eller årsager, af hvilke mørket er virkninger, er mulig. Hvorledes han, selv om han møder mørket, ikke svarer igen med mørke, men tværtimod med sin praktiske væremåde udtrykker en sådan kærlighed til alt og alle, at Guds nærhed føles ikke alene i lyset, men også i mørket. "I skal elske dem, der hader og forfølger jer", sagde Kristus, og han viste, at det er muligt. At menneskehedens tilegnelse af denne verdensgenløserens væremåde er dens "frelse" og absolut kun den alene, udtrykte han tydeligt med ordene: "Og den som ikke bærer sit kors og følger efter mig, han kan ikke være min discipel".

Kristendommens fortsættelse

Hvert eneste menneske oplever, som før nævnt, en korsfæstelse, når han eller hun kommer ud for ulykker, modgang, smerte, skuffelse, sygdom og nederlag i en eller anden form. Og så er spørgsmålet: hvordan reagerer man på det, der sker? I de allerfleste tilfælde er reaktionen: bitterhed, depression eller vrede. Men det var ikke den måde, Kristus reagerede på. Ganske vist udråbte han: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Det var jo netop udtryk for en sindstilstand, han i næste øjeblik overvandt. Han døde uden noget som helst negativt i sin bevidsthed. Men det er jo umuligt, vil man sige. Det kunne han gøre, men det kan andre ikke. Derfor har man også lavet dogmer om, at han tog menneskenes "synder" på sig, så behøvede man blot at tro, at omvende sig, at bekende sine synder osv. Man gjorde altså Kristus til syndebuk i stedet for til model for menneskelig væremåde, fordi man syntes modellen var alt for fjernt fra det alment menneskelige. Men for det første må en model jo være perfekt, og for det andet er adskillige mennesker [slut på side 234] ikke mere så langt fra modellen nu, som mennesker var på Kristi tid. For det tredje: kristendommen som verdensimpuls er ikke afsluttet med Kristi liv og død på denne klode. Han viste væremåden og gav med sine udtalelser, sine lignelser og bjergprædiken udtryk for de store facitter i livet. Og nu hvor den jordiske menneskehed så småt begynder at være moden til det, fortsætter impulsen på en sådan måde, at en åndelig videnskab giver udregningerne til de store facitter, Kristus kom med.

Det er blevet min opgave at give menneskeheden en række kosmiske analyser, som tilsammen danner et verdensbillede, en afsløring af livslovene og den guddommelige verdensplan. Og denne kosmologi er samtidig en fortsættelse af den fysiske videnskab og dens begrænsede overblik over årsags- og virkningsforhold. Og den er en undervisning i, hvad der menneskeligt set kan betale sig og et dementi af forretningsprincippet, som det udfolder sig i vor tid. Kosmologien skal ikke blive en modebevægelse, som utroligt hurtigt breder sig over jorden. Den vil brede sig støt og roligt fra menneske til menneske i de kommende tider. Til de mennesker, der har brug for den.

En ny livsindstilling

Og hvem er det, der har brug for åndsvidenskaben? Det er de mennesker, i hvis bevidsthed sorger, lidelser og skuffelser har vakt medfølelsesevnen med andre, der har det svært. Altså mennesker, hvis følelsesliv har udviklet sig til en kærlighedsevne ikke blot rettet mod ét væsen af modsat køn, men mod omgivelserne i det hele taget. Dette menneskelige følelsesliv gør dem ikke sentimentale, thi samtidig er deres logiske sans, deres evne til at tænke og få overblik over årsager og virkninger også udviklet. Disse mennesker er modne til at lære at tænke logisk ikke blot på fysiske, men også på åndelige områder. Og sådanne mennesker vil der blive flere og flere af i fremtiden. Det vil medføre en kursændring i videnskabelig retning inden for mentale og åndelige områder. Ikke i den betydning, at det er en videnskab, som er forbeholdt mennesker med en bestemt uddannelse. Man kan snarere sige, at de mennesker, der vil være modtagelige for den kosmiske logik, er de mennesker, livet selv har uddannet. Det er dem, der har været igennem store vanskeligheder og er begyndt at føle, hvad der absolut ikke kan betale sig.

En ny form for tryghedsfølelse vil vokse frem i disse menneskers sind. De vil ikke være bange for døden, thi de vil lære at forstå, at der ingen død findes, men blot forvandling fra én tilstand til en anden, en forvandling gennem reinkarnation eller genfødelse, der i sig selv er en udvikling. Og denne udvikling vil med tiden føre mennesket frem til en tilstand, der er den sande lykke, idet den vil være blottet for utryghed, for sygdom og skuffelse og for alle de former for ulykker, der plager vor tids menneskehed. Denne kommende tilstand vil ikke opnås gennem mirakler, og heller ikke gennem en "forsoning" med en vred gud. Guddommen er den første til at vide, at intet væsen i øjeblikket kan være anderledes, end det er. Denne viden vil menneskene også tilegne sig. Og det vil hjælpe dem til at tilgive deres næste og ikke forlange, at han skal tænke eller handle ud fra erfaringer, han endnu ikke har gjort. Men når det nu er mod en selv, der bliver handlet "uretfærdigt"? Da betyder det noget at have lært at forstå loven om årsag og virkning i skæbnedannelsens og reinkarnationens perspektiv. Når man ved, at der ikke kan hænde en noget som helst andet end det, man selv er den inderste årsag til, og at man selv i dette eller tidligere liv har sået den skæbne, man nu må høste, så er der ingen at blive vred på. De andre, som man før kritiserede, og som man hadede, afskyede eller foragtede, ses som redskaber, der af [slut på side 235] Forsynet bruges til, at man gennem dem høster, som man har sået. Ikke som straf, men som belæring og undervisning i, hvad der kan betale sig, og hvad der ikke kan betale sig, hvis man vil være menneske. Lykken opnås lidt efter lidt gennem den forandring, der sker med menneskets sind. Thi den virkelige lykke er en bevidsthedstilstand uafhængig af de ydre forhold.

Fra "korsfæstelse" til "opstandelse"

De jordiske menneskers historie er egentlig en korsfæstelsens historie, thi hver gang et jordisk menneske på ny inkarnerer i fysisk materie eller får et nyt fysisk legeme, er dets bevidsthed "fastnaglet" til det "kors", som nævnte legeme udgør. Men kunne mennesket da ikke udvikles blot ved at leve i åndelige verdener uden fysisk inkarnation? Nej, indtil mennesket virkelig har lært at tænke i overensstemmelse med livets love, må det inkarnere i fysisk materie, for det er det eneste kosmiske område, hvor det gør ondt at tænke forkert. Og det er denne lærdom, denne undervisning, der efterhånden lærer det at tænke rigtigt. Intet som helst af den modgang og de besværligheder, De eventuelt møder, er forårsaget af andre end Dem selv. Det gælder sorger og skuffelser, og det gælder sygdomme. Men hvis De prøver at bære Deres skæbne med tålmodighed, der hvor den ikke i øjeblikket kan ændres, og hvis De samtidig prøver på at arbejde med Dem selv, at ændre Deres vaner lidt efter lidt i en mere menneskelig retning, så vil De mærke, hvorledes trygheden og lykken kommer indefra i Dem selv. Deres lykke skal ikke være afhængig af et andet menneskes indstilling overfor Dem, men af Deres egen indstilling overfor vedkommende og overfor omgivelserne i det hele taget. Hvis De efterhånden kan ændre Deres indstilling fra uvilje, misundelse, skinsyge, irritation, vrede, bitterhed og surhed til velvilje og venlighed og forståelse af, at ingen kan være anderledes, end de er i øjeblikket, og at det ikke er Deres opgave at lave dem om. Det skal livet nok sørge for. Det der er Deres opgave, er at være med til at lave Dem selv om, og selv om det er svært, har modellen for "det rigtige menneske" eller "mennesket i Guds billede", Kristus, også her lært Dem en metode, der kan være til stor gavn, og det er bønnen. Igennem Deres forhold til den evige Guddom vil De efterhånden kunne opnå en indre tryghed, der vil hjælpe Dem i en hvilken som helst situation. Da er Deres "korsfæstelse" ved at blive "opstandelse", da bliver Deres korsformede organisme et kærlighedens lyscenter, og lykken bliver noget, der skabes ved Deres tanker og handlinger og tilstedeværelse. Og den bliver noget, De sår; og som et menneske sår, skal det høste.

Fra et foredrag holdt af Martinus i Feriebyens foredragssal søndag den 6. juli 1947.
Bearbejdet til Kosmos af Mogens Møller.
© Martinus Institut