Gavekultur

af Jes Arbov

Vi lever i en overgangstid mellem to væsensforskellige samfundstyper. Den ene har selvopholdelsesdriften som bærende logik og er rodfæstet i menneskets arv fra dyreriget. Det er den samfundstype, der hidtil har været den dominerende, og det er den, der i dag skaber konflikter og økonomiske kriser overalt på kloden. Den anden er rodfæstet i en spirende human følelse og tænkemåde, og den har næstekærligheden som bærende logik. Den sætter fællesinteressen over egeninteressen, og gennem offentlige og private initiativer forsøger den at mildne konsekvenserne af den rå kamp for overlevelse, som er et resultat af selvopholdelsesdriften.

Vi står endnu ved begyndelsen af den udviklingsproces, der skal omdanne det nuværende samfund til et gennemført humant samfund. Den dybeste årsag til de forandringer, vi står overfor, er en gradvis forvandling af det enkelte menneskes mentalitet. Der er derfor tale om en proces, som intet jordisk menneske kan være upåvirket af, og som berører det inderste og mest intime i dets tilværelse og dets opfattelse af sig selv og andre.

Martinus’ samlede værk, Det Tredie Testamente, er i den sammenhæng dét åndsvidenskabelige værk, der uden sammenligning leverer det mest velfunderede teoretiske grundlag for at forstå de forandringsprocesser, som de forskellige samfund gennemgår og i de kommende århundreder forsat vil gennemgå overalt på kloden. Om radikaliteten af forandringerne skriver Martinus i begyndelsen af sit forfatterskab:

“Hen over Evighedens umaadelige Hav gaar et lille Fartøj. Det er paa Rejse i Verdensrummet. Det svæver mellem Stjernerne. Det bevæger sig i ‘Himlen’. Dette lille Fartøj hedder ‘Jorden’. Dets fornemste Passagerer er Mennesker. Men det har ogsaa andre Passagerer, nemlig, alle de øvrige levende Væsener, der hører ind under jordiske Former for Liv. (…) Dens Kurs i Evigheden er (…) rettet mod den evige Fader, Verdens Centrum, alle Tings ‘faste Punkt’. Den har Harmoni og Kærlighed til Maal. (…) Jorden skal slynges ind i en ny kosmisk Bane, hvor alt som ikke er af ‘Renhed’ af Kærlighed maa forblive udenfor. De stærke Vibrationer fra Faderens Zone opløser alle Detailler, som ikke er isoleret i Kærlighed.” (Martinus: “Ved Aarsskiftet”, Kosmos 1934, nr. 1, s. 1)

At studere åndsvidenskab er at undersøge betingelserne for den ny kulturs skabelse, og det indgår derfor som en vigtig del af dette studium at komme til klarhed over hvilke karakteristiske træk og adfærdsmønstre, der tilhører den døende kultur, og hvilke, der tilhører den nye kærlighedsbårne kultur, som skal vokse frem og erstatte den nuværende. At være fødselshjælper for den ny kultur er i bund og grund et spørgsmål om at sætte sig ind i betingelserne for den ny kulturs skabelse og i takt med denne forståelse gradvist at ændre sin egen handlemåde i overensstemmelse med de nye betingelser.

Martinus udgav i 1938 en artikel med titlen ”Gavekultur” i tidsskiftet Kosmos. Artiklen blev bragt over tre numre. Den er siden udgivet som en del af småbogen Vejen til indvielse (1953). Hovedsigtet med artiklen er at identificere de egenskaber i menneskehedens mentalitet, der er i vækst, og som vil danne basis for den ny kultur, og tilsvarende de egenskaber, der hører den gamle kultur til, og som derfor er under afvikling. I den forbindelse skelner Martinus mellem giveevnen og tageevnen og viser, hvorledes giveevnen er selve rygraden i den ny kultur. For Martinus er dette at give identisk med at frigive energi på måder og i former, der er til gavn og glæde for levende væsener, og det fordrer – for at der kan være tale om en ubetinget gave – at det, der gives, bliver overgivet til modtageren uden nogen form for forventning om en modydelse. Martinus forudser, at en sund og naturlig udvikling af giveevnen af stadig flere mennesker vil blive erkendt som en betingelse for mental sundhed og for oplevelsen af at leve et fyldestgørende liv. I begyndelsen af artiklen formulerer Martinus det på denne måde:

“Giveevnen er den Hovedhjørnesten, hvorpaa al absolut Lykke beror. Ja, den er endog saa altbetydende, at Vejen til at eje sit Liv udelukkende kun gaar igennem dette at give det, ofre det for andre, hvilket vil sige, leve det i uegennyttig Tjeneste for andre”. (Kosmos 1938, nr. 1, s. 1)

Kampen for overlevelse

Martinus betoner i artiklen, at den kapitalistisk dominerede kultur, som i dag er fremherskende overalt på kloden, i bund og grund modarbejder fremvæksten af giveevnen og den ny gavekultur. Som økonomisk system stimulerer kapitalismen i sin nuværende form nemlig det til genialitet udviklede tageprincip, der præger samfundene på næsten alle niveauer, og hvorved den enkelte tvinges ind i en dybest set uhensigtsmæssig og opslidende kamp om adgang til livets materielle fornødenheder i form af varer og tjenesteydelser. Mens de moderne samfund gennem videnskab og forskning har udviklet enestående teknikker til at forarbejde naturens resurser og lade dem indgå i produktionen af en nærmest uendelig variation af materielle produkter, forholder det sig helt anderledes med de mentale naturkræfter i menneskets indre. De er i høj grad stadig utæmmede og er ikke i tilsvarende grad bragt under intelligensens kontrol:

“De eksisterende Myndigheder med deres Lov- og Retsvæsen er endnu ikke naaet frem til en saadan Position overfor den herskende egoistiske eller dyriske Graadighed i Individernes Kamp om Værdierne og de med disse forbundne materielle Goder, at de har kunnet skabe Tid, Ro og Tryghed for de enkelte Individer til at udvikle sig i Uselviskhed. Selvopholdelsesdriften i Dag udløser i de enkelte Individer en stadig altdominerende Frygt for Fattigdom, og den hermed forbundne Underkuelse og Trældom, fordi Samfundsordningen endnu ikke er naaet frem til en saadan Kulturstandard, at den har kunnet ophæve Slaveriet, men gør det til Kendsgerning, at de, der ikke har Værdier, de, der ikke ejer noget, maa være Trælle for dem, der besidder disse, bliver købt og betalt af dem, der har noget at købe for. Værdierne i Verden er saaledes for Tiden i Virkeligheden kun en Ting, ved hvis Hjælp man kan købe sine Medvæsener, tvinge dem til at være Medarbejdere til at skaffe en endnu flere Værdier og paa denne Maade tilegne sig en Slags Uafhængighed eller Frihed, en Slags Gardering imod den bag alle Ting lurende Trældom.“ (Kosmos 1938, nr. 1, s. 2)

Med sin analyse af selviskhed og grådighed som endnu dominerende træk i individernes psyke og af staternes helt utilstrækkelige regulering af disse træk påviser Martinus, at jordklodens mennesker endnu ikke lever i egentligt civiliserede samfund, men under forhold, der nøgternt betragtet kun kan betegnes som en slags natur- og krigstilstand. De mennesker, der ikke selv har formue, må sælge deres arbejdskraft til dem, der ejer værdierne, og som betaling for deres arbejdsindsats modtage et vederlag, der er mindre end den værdi, de med deres arbejdsevne skaber. Det er på den måde, at de besiddende oparbejder formuer i form af arbejdsfri gevinster som et værn mod selv at blive presset ud i fattigdom. Denne kamp om værdierne, der er sanktioneret af lovgivningen, bevirker at jordens mennesker lever i en “mental jungle”, hvor deres handlinger i overvejende grad er styret af selvopholdelsesdriften og frygten for økonomisk ruin.

Martinus bruger stærke ord i sin beskrivelse af den kamp for overlevelse, som vi alle uden undtagelse er henvist til at tage del i. De besiddelsesløse må leve en tilværelse i “slaveri” og “trældom”, mens de formuende på deres side heller ikke kan føle sig sikre, men – bevidst eller ubevidst – ligger under for frygten for at miste, hvad de har:

“Den daglige Tilværelse er en permanent Krig mellem Repræsentanterne for disse to nævnte Sider ved Livet. Alle kæmper imod alle. De ubemidlede kæmper for at komme ud af Fattigdommen og Trældommen. De Rige kæmper for at beholde deres Rigdomme og dermed være garderet mod at komme ud i Armoden og Trældommen.” (Kosmos 1938, nr. 2, s. 13)

Som Martinus analyserer situationen med sin kosmiske bevidsthed er det tydeligt, at den ubønhørlige kamp om de materielle værdier uundgåeligt skaber vanskelige vilkår for fremvæksten af den uselviske væremåde, som vi er på vej imod. Resultatet af de hårde betingelser har været en kultur, hvor det i langt højere grad end næstekærlig væremåde er materiel sikkerhed og velstand, som er idealet. Angsten for fattigdom stimulerer selvopholdelsesdriften, og Martinus viser, hvordan en konsekvens af denne “alles kamp mod alle” er, at “rigdom” ligefrem bliver dyrket og tilbedt på bekostning af kilden til denne rigdom:

“Med Jernhaand tvinger Samfundet sine Individer til at se ‘den rige Mand’ som et af Livets største eftertragtelsesværdige Idealer. Og derfor bliver alle, der lever i Glansen af Rigdom tilbedt eller dyrket.

Er det ikke netop saaledes, at en Forretnings Personale anderledes staar paa Pinde for den rige Kunde, Arvingen til Millioner, der maaske ikke engang er vænnet til at udføre det nyttige Arbejde at betjene sig selv, klæde sig selv af og paa, end for den gamle af Arbejdets Slid og Slæb krumbøjede og knoklede fattige Mand? – Hvad eller hvem er det, man her dyrker? – Var det Arbejdet, da maatte man jo bære den udslidte og knoklede fattige gamle Mand i Guldstol. Men gør man det? – Er han ikke nærmest en lille Smule foragtet ved Siden af Millionarvingen?–

Men er det da selve Mennesket bag Millionerne, man nærer saa overordentlig stor Sympati for? – Nej, absolut ikke. Hvorledes tror man, det vilde gaa, hvis det samme Menneske pludselig mistede sin Formue og fattig og lurvet kom ind i den samme Forretning for at købe et eller andet paa Kredit? – Tror man saa Personalet eller Forretningens Indehavere vilde snuble over hverandre i overdreven Hastværk for at kunne imødekomme nævnte Persons mindste Ønsker?–“ (Kosmos 1938, nr. 1, s. 2-3)

Det fremgår af tekstens ord og billedvalg, at den er skrevet på baggrund 1930’ernes økonomiske krise og den deraf følgende arbejdsløshed. På det begrebslige og principielle niveau er den mentalitet, som Martinus forholdt sig til og analyserede, dog endnu den absolut dominerede i verden. Det er den samme uhæmmede, og af lovgivningen på mange måder uregulerede, egoisme og hensynsløse kamp om værdierne, der præger samfundene i dag. Det er den samme svimlende ulige fordeling af værdierne, vi er vidne til, og regeringernes afmagt og de velhavendes indflydelse på lovgivning, retsvæsen og nyhedsmedier er ikke aftaget.

Som en konsekvens af den uhæmmede dyrkelse af rigdom fremelskes en illusorisk virkelighedsopfattelse, hvor pengene og de materielle produkter dyrkes på bekostning af den omkringliggende natur og det enkelte menneskes arbejdsevne, som er de egentlige kilder til værdierne. Samtidig forbliver det i den almene bevidsthed stort set uerkendt, at de store kapitalkoncentrationer er erhvervet, gennem hvad der i kosmisk forstand er identisk med sofistikerede former for røveri.

Den økonomiske uligevægt og ustabilitet, som kendetegner den globale økonomi, beror dybest set på, at økonomien ikke er moralsk funderet. Så længe der ikke er etableret et økonomisk system, der sikrer, at de økonomiske transaktioner hviler på udveksling af lige værdier, således at den samme værdi altid ombyttes til den samme værdi, vil der være tale om, at der i disse transaktioner indgår en grad af “røveri”. Kosmisk set findes der nemlig kun to kilder til rigdom. Der er jordens resurser, som alle ved deres fødsel på denne klode har den samme ret til, og der er den menneskelige skabe- og arbejdsevne, der tilgængeliggør og bearbejder jordens resurser med henblik på opfyldelse af menneskelige behov.

Berigelse på næstens bekostning har gennem historien antaget mange former, og i artiklen beskriver Martinus, hvordan de groveste former for uretmæssig tilegnelse af værdierne i form af simpelt røveri, tyveri og bedrageri i dag er gjort ulovlige og strafbare, hvorimod forretningsprincippet, der hviler på et ulige bytteforhold, hvor den besiddende modtager en større værdi end den, der udleveres, er legalt. Dette ulige bytteforhold søges kamufleret på forskellige måder, og det bliver derfor i mange sammenhænge slet ikke opfattet som det bedrag, det i virkeligheden er.

Reklame som kamufleret røveri

Det er ikke kun i produktionen – hvor arbejderen underbetales med en værdi, der er mindre end den værdi, arbejderen med sin arbejdskraft tilfører produktet – at der finder et maskeret røveri sted. Det sker også i detailleddet, hvor de producerede varer videredistribueres til forbrugerne til en overpris i forhold til de omkostninger, der er forbundet med at fremskaffe og sælge varerne. Martinus har i den forbindelse en analyse af fænomenet “reklame”. Her påviser han, hvordan reklamen fungerer som propaganda, der er med til at kamuflere det skjulte røveri, der finder sted, idet reklamen foregiver, at forretningsprincippet er sat ud af kraft og erstattet med gaveprincippet. Det er en af reklamens virkemidler, at den opretholder en illusion om, at varerne sælges til priser, der ligger under deres værdi:

“Reklamemillionerne opretholder saaledes en Propaganda eller Underretning til Kunderne om, at man faar saa eller saa meget "foræret" ved at handle med de paagældende Firmaer.” (Kosmos 1938, nr. 1, s. 5)

Firmaernes overskud og aktionærernes udbytte viser imidlertid, at der i realiteten er tale om en overpris, og at kunden dermed reelt bliver frarøvet en værdi. Ikke desto mindre har reklamen gennem sin suggererende virkning “magt over sindene” og hensætter kunden i den indbildte tro, at han

“har gjort et godt Køb, har faaet sin Vare ‘billigt’, har faaet noget ‘foræret’. Og med denne Tro er han glad og bliver inspireret til en ny Handel med de ‘fordelagtige’ Firmaer. Og man forstaar saaledes bedre, hvorfor Firmaerne har deres ‘Forretningshemmeligheder’.“ (Kosmos 1938, nr. 1, s. 4)

Reklamen viser, hvor let vi lader os bedrage, og at vi langt hen ad vejen lever i en illusion om at indgå i ligeværdige eller endog “fordelagtige” økonomiske transaktioner til trods for, at det modsatte normalt er tilfældet.

Verdens frelse

Den manglende regulering og kultivering af menneskenes iboende grådighed og den deraf følgende uretfærdige fordeling af jordklodens værdier er ifølge Martinus den inderste årsag til langt den overvejende del af, hvad vi opfatter som “ondt”:

“At Forholdene er saaledes, [at alle kæmper mod alle for at kunne opretholde den fysiske eksistens], er Kilden til det meste af al jordmenneskelig Lidelse. Det er Kilden til Krig. Det er Kilden til Forbrydelser. Det er Kilden til Undertrykkelse og Nedværdigelse. Det er Kilden til den Elendighed, ‘Graad og Tænders Gnidsel’, der faar Menneskene til at raabe til Himlen om ‘Frelse’ og dermed gør en Verdensgenløsning aktuel.” (Kosmos 1938, nr. 2, s. 13, min tilføjelse)

Løsningen på alle disse problemer viser sig så snart, vi begynder at forstå, at på samme måde, som solen skinner på enhver – “onde” som “gode”, rige såvel som fattige, syge som raske, gamle som unge – er også jordens resurser en guddommelig gave, som ethvert menneske skal have uhindret og lige adgang til. Det kosmiske verdensbillede er derfor helt på det rene med, at det grundlæggende drejer sig om:

“At forandre Verdens Livsværdier fra at være en ‘Handelsvare’ til at være en ‘Gave for alle Mennesker’ (…). At forandre Menneskenes Begær efter at gøre alt til ‘Privatejendom’ om til at udgøre Begæret efter at gøre alt til ‘Fællesejendom’, det er at føre Menneskeheden ud af de dyriske Traditioner, det er at frigøre den fra det sande Hedenskab og dermed indlemme den i det Rige, som oprindelig ‘ikke er af denne Verden’. Det er at fjerne Hovedaarsagen til alt det saakaldte ‘Onde’. Og med denne Fjernelse vil enhver Basis for Misundelse, Røveri, Tyveri, Bedrageri, Fattigdom, Trældom og Nedværdigelse altsaa være fjernet.” (Kosmos 1938, nr. 2, s. 13)

Det ligger som en indbygget forudsætning og et gennemgående argument i Martinus’ verdensbillede, at verden som vi ser og oplever den, er et resultat af udviklingen, og at ethvert stadium derfor er et logisk led i den proces, der forvandler det primitive menneske til at blive humant og næstekærligt. Derfor lader det sig heller ikke gøre at etablere en ny økonomisk verdensorden gennem fysisk magtovertagelse eller voldelig omfordeling af resurserne. Forandring gennem revolution er ikke en løsning, da dette ikke fjerner de barrierer i det menneskelig sind, der som den virkelige årsag blokerer for en kosmisk set retfærdig fordeling af klodens værdier:

“Men saaledes at forandre Verden lader sig ikke gøre ved et Magtbud. En Abe bliver ikke til Menneske ved en Diktators Kommando. Og den jordiske Menneskehed kan ikke springe Aarhundreders Udvikling over ved Diktatur. Udvikling kan udelukkende kun befordres ved Oplysning. Men Oplysning eksisterer kun paa Basis af Selvoplevelse.” (Kosmos 1938, nr. 2, s. 13-14)

Her er det udelukkende udviklingen af den menneskelige mentalitet, der tæller, og denne udvikling sker uvilkårligt gennem de lidelser, som den nuværende samfundstilstand påfører mennesker overalt på kloden. Det er den erfaringsberigelse, der langsomt og uundgåeligt fremelsker ønsket om et mere humant og retfærdigt samfund i det enkelte jordiske menneskes sind.

Det er åndsvidenskabens opgave at påvise de betingelser, der må opfyldes for at skabe en ny kultur baseret på næstekærlighed, men den kan imidlertid først træde til og løse denne opgave at takt med, at jordklodens mennesker gennem selvoplevelse bliver modne til at modtage denne instruktion:

“Det er rigtigt, at der er noget der hedder ‘Undervisning’, men denne er, ligegyldigt under hvilken Form, den saa end maatte forekomme, kun en Kultivering af eller Dygtiggørelse i at selvopleve. Alt, hvad der ikke er selvoplevet, er kun Formodninger. Kun den virkelige Selverfaring kan gøre en ‘Formodning’ til ‘Kendsgerning’.” (Kosmos 1938, nr. 2, s. 14)

På mange måder står åndsvidenskaben derfor i dag i en slags venteposition. På den ene side rummer det kosmiske verdensbillede i teoretisk form nøglen til “verdens frelse”, mens det på den anden side er tydeligt, at det kun er en lille brøkdel af jordklodens befolkning, der er parate til at tage åndsvidenskaben til sig som sit livsfundament. De fleste har endnu ikke helt de erfaringer, der gør det indlysende, at kærlighed er verdensaltets grundtone, og at fremtidens kultur må bygges op og indrettes i overensstemmelse med denne bølgelængde.

Demokratiets mission

Det er demokratiets mission at udvide sit område til ud over det politiske også at omfatte det økonomisk liv. Man kan ligefrem sige, at det politiske demokrati først bliver et sandt og færdigudviklet demokrati, når det også omfatter det økonomiske niveau. Det, der skal udvikles i fremtiden, er et helt nyt økonomisk produktions- og fordelingssystem, der sikrer, at økonomien fungerer som et kredsløb, der omfatter alle, og i hvilket alle indgår på lige vilkår.

“At faa denne Tilbagegivning eller dette Kresløb til at blive fuldkomment, saa alle Zoner faar den nødvendige økonomiske Væde, Sommerregn og Morgendug, og hvorved den finansielle Ørkentilstand: Armoden kan blive et Fortidsproblem, er Demokratiets Mission. Og denne Mission er saaledes Aabningen af den Frihedens Port, der udelukkende er det eneste, gennem hvilken en rationel og praktisk Verdensgenløsning kan komme til Kulmination paa de jordiske Kontinenter.” (Kosmos 1938, nr. 2, s. 22)

Forudsætningen for denne kulturændring er den organiske udvikling af giveevnen og dermed næstekærligheden i det enkelte menneske. Det er ved at udvikle denne evne, at det jordiske menneske forvandler sig fra et være et dyremenneske til at blive et rigtigt menneske: “Dyrets natur er princippet ‘at tage’, – det virkelige menneskes natur er princippet ‘at give’”:

“‘At give’ er saaledes det modsatte af ‘at tvinge’. Menneskeheden kan kun frelses ved ‘at give’. Selve Verdensgenløsningens Princip vil derfor udelukkende bestaa i at udvikle "Giveevnen" i Jordmennesket. Og i samme Grad som dette Væsens Talent herfor vokser, i samme Grad kommer det paa Bølgelængde med selve Livets eget Princip, der jo i sig selv er en eneste stor Gaveydelse. Det koster ikke noget, kosmisk set, at blive født til Verden, det koster ikke noget at dø, det koster ikke noget at vokse, ligesaalidt som Synet, Lugten, Smagen, Hørelsen og Følelsen er ‘købte’ eller ‘betalte’ Realiteter. Menneskene vader i kosmiske Rigdomme. Verden er fuld af alle de Livsværdier, hvilket vil sige alle de Varme-, Ernærings- og Underholdningsværdier, som Jordmenneskenes Udvikling og Livsglæde gennem umaadelige Sekler af Tid kræver.“ (Kosmos 1938, nr. 2, s. 15)

Vi ser allerede i dag, hvordan spirer til den ny kultur vokser frem. Gennem offentlige initiativer som lægehjælp, hospitaler, gratis adgang til undervisning og sociale foranstaltninger i forbindelse med arbejdsløshed og sygdom har staterne rundt om på kloden allerede taget de første skridt i retning af mere humane samfund. Dertil kommer, at mange mennesker engagerer sig som frivillige i almennyttigt arbejde endnu mens de stadig er erhvervsaktive på arbejdsmarkedet, og senere, når de forlader arbejdsmarkedet, engagerer de sig i stigende grad i forskellige former for humanitært arbejde. Her får de undertiden en ny “karriere”, der ikke sjældent opleves som værende mere givende og tilfredsstillende end det arbejdsliv, der langt hen ad vejen var motiveret af rent materielle behov, og hvor produktionen foregik på det kapitalistiske konkurrencesamfunds præmisser. Vi ser således, at der allerede nu hos mange mennesker er et stærkt ønske om at hjælpe.

At give ubetinget med det formål at hjælpe andre er kærlighedens væsen, og i samme grad, som den enkelte er besjælet af denne indstilling, kan vedkommende kun være til glæde og velsignelse for sine omgivelser:

”Den virkelige absolute "Gave" er hellig og kan aldrig nogen Sinde afføde andet end Glæde for sin Giver, idet den, kosmisk set, kun kan være en Udløsning af kulminerende Kærlighed, hvilket vil sige, en Hundrede Procents Følelse af Lykke udelukkende ved at give. Kærligheden har ingen som helst Tilknytning til at fordre, ‘den søger ikke sit eget’. Derfor vil den fuldkomne Gavegiver aldrig nogen Sinde komme til at vise Bitterhed, Uvillie eller Fjendskab imod dem, han (hun) har støttet eller givet Gaver, idet han jo aldrig har ventet sig saa meget som den mindste Skygge af personlig Fordel eller Favorisering deraf.” (Kosmos 1938, nr. 3, s. 25)

Målestokken for et menneskes anseelse vil ændre sig fuldstændigt fra at være relateret til økonomisk succes, og den deraf betingede anseelse, til at være et spørgsmål om evnen til at give ubetingede gaver til glæde for næsten:

“Den Maade, et Menneske giver sin Gave paa, bliver altsaa udgørende Maalestokken eller Kendetegnet for, hvor langt det staar fremme i virkelig Kultur eller Aand. Hvis et Væsen er i Stand til at give en Gave uden paa Basis af den allermindste Fordring om Gengældelse, men derimod yder den med Hundrede Procents Frigivelse af Modtageren, hvilket vil sige, giver den med en hemmelig, hellig Forpligtelse af sig selv til aldrig nogen Sinde, paa Grund af Gaveydelsen, at føle det mindste Gran af Bitterhed eller Indignation imod Gavemodtageren, ganske ligegyldigt, hvorledes han saa end maatte handle imod en i Fremtiden, ligegyldigt om han paa alle Maader tilsidesætter en til Fordel for Favorisering af andre Personer, han maatte finde Behag i at omgaas eller føle Lyst til at yde sin Sympati eller Velvillie, da er ens Ydelse en virkelig Gave, ligegyldigt hvad Gaveobjektet saa end maatte have været, ligegyldigt om det har været Ydelsen af rent legemlig eller mental Arbejdskraft, eller det har været materielle Genstande, Gods eller Guld. Thi da er man virkelig naaet til et Trin, hvor Kærligheden og ikke Selviskheden har været det højeste dikterende Moment i ens Bevidsthed. Da har Gaveydelsen allerede betalt sig selv i Form af den guddommelige Fornemmelse af Kontaktskabet med Livet og dermed Følelsen af at være ‘et med Faderen’.” (Kosmos 1938, nr. 3, s. 26)

Det er således udviklingen af giveevnen i det enkelte menneske frem til det fuldkomne stadium, der i åndsvidenskabelig forstand er identisk med den fuldbyrdede eller realiserede kristendom. I takt med at denne giveevne vinder indpas og bliver den dominerende evne i det enkelte menneske, vil vi være vidne til fremkomsten af den “ny himmel og ny jord”, som er profeteret i Det Nye Testamente, og som fuldt realiseret vil have skabt en helt ny type samfund, der vil omslutte hele jordkloden.