Kristendommens genkomst

af Jes Arbov

Mange i dag tror, at kristendommen har udspillet sin rolle som kulturbærende åndsretning, her venter der os imidlertid en stor overraskelse. For kristendommen er endnu knap begyndt, og det er først nu og i de kommende århundreder, at kristendommen i en ny og intellektualiseret form vil udfolde sit egentlige potentiale.

Vi lever i dag i hvad man kunne kalde paradoksernes tidsalder. På den ene side fremkommer der nærmest dagligt de mest forbløffende resultater inden for videnskab, teknologi og økonomi, og på den anden side er det en kendsgerning, at anvendelsen af den formidable viden og knowhow ikke kun har en lys, men også en mørk side. Mens vareproduktionen er lagt an på at tilfredsstille menneskelige behov, sætter den samtidig naturen og miljøet under et foruroligende, ikke tidligere set pres. Økonomien skaber ikke kun velstand for stadig flere. Den skaber samtidig fattigdom og kunstige skel mellem mennesker, og den udvikler sig overalt på kloden til en magtfaktor hinsides demokratisk kontrol. Ideelt set skulle våbenindustrien levere forudsætningerne for at gøre verden til et sikkert sted, men den destabiliserer samtidig verden, idet den leverer avancerede våbensystemer til kyniske magthavere.

Ønsker man at forstå, hvorfor den mørke side af den videnskabelige, teknologiske og økonomiske udvikling har fået så stor magt, kan man gå til de højere, humane religioner som buddhisme, hinduisme, islam og kristendom. De giver i koncentreret form hver især svaret på, hvorfor vi ikke kollektivt allerede har realiseret den afklarede og harmoniske tilværelse, som alle mennesker dybest set stræber efter. I århundreder, og i alle afkroge af kloden, har de forkyndt, at medmenneskelighed og næstekærlighed er det uomgængelige grundlag for en lys og lykkelig tilværelse. Enhver kan for sit eget vedkommende gå tingene efter i sømmene, og det viser sig da, at alt hvad vi i dag oplever af ubehag og lidelse er et resultat af manglende omsorg og omtanke for næsten, hvad enten denne næste er vore omgivelser i form af landskaber, planter, dyr og andre mennesker, eller det drejer sig om organerne i vor egen organisme. Man kan derfor med god grund spørge, hvorfor menneskeheden ikke i højere grad har taget religionernes etiske fordringer til sig og omsat dem til praktisk væremåde.

Ifølge Martinus er der to årsager til dette. Den primære er, at religionernes vejledninger ikke er tilstrækkelige. Religionernes forkyndelse kan bringe os et stykke ad vejen. Men når alt kommer til alt, er forudsætningen for at vi er i stand til at efterleve de højere religioners moralske anvisninger, at det enkelte menneske ved selvoplevelse erfarer, at det er sandt, hvad religionerne fortæller om næstekærlighedens nødvendighed. Og det kan kun ske ved, at det enkelte menneske på egen krop erfarer de uundgåelige, ubehagelige virkninger af at leve i disharmoni med religionernes etik. Dette er et eksistentielt grundvilkår, som Martinus et sted formulerer på denne måde: “Idet den humane Evne saaledes ikke kan udvikles ved Undervisning, men kun igennem selvoplevede Lidelseserfaringer, kan kun Livet selv udvikle denne Evne hos Væsenerne.”1

Den sekundære årsag er, at de højere religioner, der blev formuleret for omkring to tusinde år siden, er henvendt til mennesker, der befinder sig på et andet mentalt udviklingstrin end det, mennesker i dag almindeligvis befinder sig på. Den tillid til religiøse autoriteter, der tidligere var alment gældende, er nu afløst af en mere skeptisk indstilling. De højere religioner rummer ganske vist i deres kernesætninger evige sandheder, men de hviler i deres fremstillingsform ikke på et fundament, der begrunder disse sandheder intellektuelt. De humane religioner appellerer derfor heller ikke i nogen særlig grad til nutidens videnskabeligt indstillede mennesker, der efterstræber den samme klarhed på det åndelige område, som de gennem den materielle videnskab har opnået på det materielle område.

Den bevidsthedsmæssige udvikling fra instinktbåret viden baseret på ydre autoriteter til en langt mere selvstændig og intelligensbetonet videnstilegnelse er betinget af evige kosmiske love, der bevirker, at instinktenergien er aftagende og intelligensenergien tiltagende.2 Ifølge Martinus har det derfor heller aldrig fra forsynets side været planen, at de højere religioner, som vi kender dem, skulle levere den endelige og definitive forklaring på verdensaltets struktur og menneskets placering inden for rammerne af denne struktur.

Kristendommen indtager en særlig stilling i den sammenhæng. For selv om det har været alle de højere religioners opgave at formidle evige, guddommelige sandheder til vejledning og støtte for menneskene i deres udvikling, har det været kristendommens mission – klarest og mest definitivt – at åbenbare næstekærlighedens væremåde i praksis. Det skete, da Kristus ved sin død på korset demonstrerede, hvordan det fuldkomne menneske tager sin skæbne:

’Den fysiske side ved kristusmissionen udførte Kristus med sin fysiske væremåde som model for den væremåde, menneskene efterhånden vil blive udviklet i for at blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Han udførte den i en så høj grad, at han på Golgatas kors under kulminationen af livets største smerte kunne tilgive sine bødler og bede: "Fader! forlad dem! thi de vide ikke, hvad de gøre" (Luk. 23,34). Menneskene ved ikke, at med disse ord lagdes grunden til en hel ny verdenskultur, en verdenskultur i alkærlighed.’3

På den måde fremstår Kristus som modellen for det færdigudviklede menneske, som er målet for menneskehedens udvikling de næste 3.000 år. Det er først og fremmest denne demonstration af betingelsesløs kærlighed, der er årsagen til, at det er blevet kristendommens opgave, at føre menneskeheden frem til dens færdigskabte tilstand, som er at fremstå som gennemført næstekærlige væsener, eller “menneskeheden i Guds billede efter hans lignelse”4

Kristendommens første epoke

Forvandlingen af menneskehedens bevidsthed fra en dyrisk ”enhver er sig selv nærmest” mentalitet til en fuldt udviklet menneskelig mentalitet, hvor ”enhver er sin næste nærmest”, er således en omfattende proces, der strækker sig over flere tusinde år. Det Gamle Testamente fremstår som repræsentant for den første epoke i denne udviklingsproces. Det er i denne periode stadig gengældelses- og hævnmoralen med ”øje og øje og tand for tand”, der er det dominerende princip, men dette princip står ikke længere uimodsagt. For der er samtidig noget nyt, der begynder at gøre sig gældende i denne epoke, hvor bl.a. profeterne appellerede til barmhjertighed og tilgivelse, og hvor monoteismen – dvs. troen på én, sand Gud – bliver etableret. Der bliver endvidere i denne epoke profeteret om to kommende verdensepoker. Det sker i form af profetier om Jesu fysiske inkarnation, der markerer begyndelsen på kristendommens anden epoke, og som profetiske glimt af Kristi andet komme og fremkomsten af et fredsrige på jorden, der er identisk med realiseringen af kristendommens tredje epoke.5

Kristendommens anden epoke

Med sin forkyndelse satte Jesus helt nye standarder for, hvordan det enkelte menneske ideelt set bør forholde sig til næsten, og han indvarslede dermed kristendommens anden epoke. Fortidens selviske univers med hævn og straf erstattes her af en radikalt ny moral, hvor tilgivelse og medfølelse er det primære, og hvor det er selve formålet med tilværelsen at være god imod andre.

Bevidsthedsmæssigt befandt Kristus sig på et meget højt plan. Gennem sin kosmiske indvielse på Forklarelsens Bjerg var han bevidst om universets bærende love og principper og oplevede dagsbevidst sin enhed med Guddommen.6 Afstanden imellem Kristusbevidstheden og det markant lavere bevidsthedsniveau hos datidens tilhørere betød imidlertid, at Jesus i nogen grad måtte neddæmpe og tilpasse sin forkyndelse til det, mennesker dengang kunne forstå. Han var derfor afskåret fra at give den fulde forklaring på tilhørernes situation og skæbne, og deres kosmiske placering i verdensaltet. Hvad han vel at mærke også tydeligt forklarede, idet han udtalte: “Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden”. (Joh. 16,12-13). Jesus lagde således ikke skjul på, at hans forkyndelse kun var en begyndelse, og at menneskene, når de nåede længere frem i udvikling og kunne bære det intellektuelt, ville blive vejledt til “hele sandheden”.

Samtidens begrænsede evne til at forstå den virkelighed, som Kristus med sin kosmiske bevidsthed talte ud fra, har betydet, at eftertiden, der rent bevidsthedsmæssigt ikke havde væsentligt bedre forudsætninger for at forstå Kristus end samtiden, på en række punkter misforstod og dermed forvanskede hans lære.

En af de mere graverende misforståelser er blevet udmøntet i dogmet om syndernes forladelse ved Guds nåde og Jesu død på korset som et offer, der i overensstemmelse med gammeltestamentlig tænkning skulle forsone og pacificere en vred guddom.7 Dette dogme har nemlig haft som konsekvens, at kristendommen på dette meget centrale punkt er blevet ulogisk. For man må uvilkårligt spørge sig selv, hvordan noget menneske kan tage et andet menneskes skyld på sig? Det er ikke muligt, og hvis vi antog, at det virkelig var muligt at fritage et menneske for konsekvenserne af dets handlinger, ville det dybest set ikke være kærlighed, men kulminerende ukærlighed. Martinus forklarer det på denne måde, hvorfor intet væsen kan fritages for virkningerne af sine handlinger:

’thi disse Virkninger er selve Livets evige Fundament, ja, er selve Udløsningen af kulminerende Kærlighed. Uden disse Virkninger ingen Visdom, ingen Erfaring og dermed ingen Villie, intet Liv. At give ”Syndernes Forladelse” i Form af en Fritagelse fra disse Virkninger vilde altsaa være det samme som at fratage Væsenerne et tilsvarende Kvantum Kærlighedsoplevelse, det vilde være at støde Væsenerne ud i en absolut Forbandelse, ud i et absolut Mørke, ja, en virkelig ”evig Fortabelse” vilde blive det uundgaaelige Resultat heraf. Og en saadan Manifestation kan hverken Verdensgenløseren eller langt mindre Guddommen manifestere. Og ethvert Begær, der derfor udløser sig i en Bøn om ”Syndernes Forladelse", kan intet i Verden, i absolut Forstand, opfylde, ikke engang den evige Guddom, uden at han dermed maatte være et ukærligt Væsen.’8

Man kan hertil spørge, om Martinus ikke derved modsiger Jesus, der jo netop i sin forkyndelse brugte vendingen “dine synder er dig forladt”. Er der i virkeligheden her tale om, at Martinus mener, at Jesus tog fejl på det punkt? At dette ikke er tilfældet, forklarer Martinus sådan:

Nu vil Læserne muligvis indvende, at den Metode, Verdensgenløsningen her anvender, er et Falskneri. Naar Jesus siger til et Menneske: ”Dine Synder er dig forladt”, saa er det i Virkeligheden en Usandhedhed. Men er det nu det? — Hvad var det for en Situation Jesus befandt sig i, naar han stod overfor Væsener, han gav ”Syndernes Forladelse”? — Stod han ikke her overfor Væsener, der var besjælede af den Illusion, at de var ”Syndere”? — Troede disse Væsener ikke, at de kunde have handlet anderledes, have været bedre Mennesker, hvis de havde villet det? — Troede disse Mennesker ikke ligesaa sikkert, at de nu stod overfor en ”vred” Gud, der maatte ”straffe” dem med Lidelser og ”evig Fortabelse”? — Og vidste Verdensgenløseren ikke ligesaa sikkert, at intet Væsen kan være anderledes, end det netop er? — Ethvert Væsen er jo til enhver Tid paa Toppen af sin Udvikling og kan naturligvis ikke repræsentere andet eller højere Udviklingstrin end det, hvortil det er naaet. At Forsynet umuligt kunde forlange noget andet af noget Individ var jo forlængst blevet en levende Kendsgerning for Verdensgenløseren. Men dermed var det jo en ligesaa realistisk Kendsgerning for ham, at det paagældende Væsen ikke var nogen ”Synder". Men naar det ikke var nogen ”Synder”, var det jo i samme Tilstand, som om dets ”Synder var forladt”. Verdensgenløseren kunde da med hundrede Procents Kraft frimodigt sige til et saadant Væsen: ”Dine Synder er dig forladt”. Ja, vilde det ikke ligefrem have været ukærligt, hvis han med den Viden, han sad inde med, ikke havde sagt dette og i Særdeleshed, da han dermed kunde udfri Væsenet fra dets midlertidige indbildte og tyngende ”Syndskompleks”?9

Som Martinus beskriver det her, ligger der dybe, kosmiske sandheder nedgemt i kristendommen. Helt elementære sandheder om eksistensen og den daglige tilværelse, som endnu ikke er fuldt forstået. Jesus var jo netop sat i en situation, hvor han i forhold til sin samtid var afskåret fra at kunne give den endelige forklaring. Forankrede som datidens mennesker var i troen på, at deres lidelser var en vred guds straf for synder, de havde begået, havde de ingen forudsætninger for at forstå det kosmiske verdensbillede. Og i den situation var det klart, at

den eneste positive mentale Hjælp, der overhovedet kunde gives et saadant ulykkeligt syndsbetynget Væsen som det førnævnte, kun kunde være dette, at give det den fulde Tillid til eller Tro paa, at dets ”Synder var forladt”, og at det derigennem atter var i et forsonet Forhold til selve Guden. Men da man ikke kunde fortælle det, at der slet ikke eksisterede nogen ”Synd” eller ”Syndere”, kunde Hjælpen kun overbringes Individet i den Formel: ”Dine Synder er dig forladt”. Denne Formel var altsaa det eneste, Vedkommendes Bevidsthed kunde komme i Kontakt med, var den eneste Nøgle, var det eneste Pasord ind til dets lidende Mentalitet. Og da denne Formel saa tilmed i absolut Forstand var hundrede Procents Sandhed, eftersom Væsenet aldrig havde begaaet nogen ”Synd”, og der aldrig havde eksisteret en ”vred” Gud, og Væsenet derfor, kosmisk set, befandt sig i en Tilstand, hvor hele dets mentale Lidelseskompleks beroede paa Frygten for noget, som slet ikke eksisterede, nemlig ”Straffen for Synderne” bliver det her en Kendsgerning, at Verdensgenløserens Optræden i nærværende Situation var hundrede Procents korrekt og dermed i Kontakt med den fuldkomne Kærlighed. Med Formlen: ”Dine Synder er dig forladt” eller ”tilgivet” sagde Verdensgenløseren i Virkeligheden til den ulykkelige: ”Det, du frygter, eksisterer ikke. Gud er ikke vred, men elsker dig”. Og den ulykkelige blev, for saavidt han nærede fuld Tillid til Jesus, befriet af sit mentale Mørkekompleks, blev igen fri og glad, ja stundom saa glad, at Glæden helt gennemsyrede hans fysiske Legeme, saa han ogsaa her i mange Tilfælde kom af med eventuelle Lidelseskomplekser’.10

Inden for den institutionaliserede kristendom er Jesu logiske og kærlige forkyndelse i kontakt med sandheden, imidlertid i vid udstrækning blevet forvandlet til et passiverende dogme, idet der har indsneget sig den fejlagtige opfattelse, at Guds nåde og syndsforladelse kan fritage det enkelte menneske for konsekvenserne af dets ukærlig handlemåde. Trods Jesu udtrykkelige udtalelser som,

”Hvad I ville, at Menneskene skulle gøre mod eder, det skulle ogsaa I gøre mod dem”, – ”Stik dit Sværd i Skeden, thi hver den, som ombringer ved Sværd, skal selv ombringes ved Sværd”, – ”Salige er de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud”, – ”Han skal betale hver efter sine Gerninger” – osv.11

blev den moralske vejledning i disse ord gennem tiden svækket og undertiden helt fortrængt af troen på ”nåde" og "syndsforladelse”:

’Denne Tro kunde altsaa kun blive af underminerende eller svækkende Natur, blive en Sovepude for Individets Interesse for at stræbe efter at fuldkommengøre sin Handlemaade. Paa denne ”Sovepude” slumrede Individets Interesse for den virkelige verdensfrelsende Væremaade da ogsaa ind og sov gennem Aarhundreder, og er den Dag i Dag i stor Udstrækning endnu sovende. Og det er givet, at en Verdenskultur opbygget paa en saadan Forvanskning eller fejlagtig Opfattelse af de verdensfrelsende Straaler fra Golgatha aldrig har kunnet og aldrig vil komme til at bestaa eller blive fuldkommen. Krige paa Krige, Revolutioner paa Revolutioner, Ulykker paa Ulykker, Lockouter, Strejker, Subsistensløshed, Fattigdom, ”Forbrydelser”, Sorg og Sygdom er da ogsaa de uundgaaelige Realiteter, som den førnævnte "Søvn" har ført i sit Kølvand’.12

Kristendommen har dog – trods denne svækkelse af kristendommen i sine rene form – haft en mærkbar, positiv indflydelse på samfundsudviklingen. Hvor det i den rendyrkede hedenske kultur – som vi har kendskab til fra bl.a. den nordiske mytologi – var det højeste ideal at kæmpe til døden og falde i kamp, er der i den efterfølgende kulturepoke med inspiration fra kristendommen taget en lang række initiativer, der har medvirket til at humanisere samfundet. Som et af de første tiltag kan nævens etablering af et egentligt retsvæsen, der gjorde op med selvtægtskulturen, og i nyere tid kan der peges på demokratiseringen af de politiske institutioner, gratis skoler, hospitaler og lægehjælp, sociallovgivning med støtteordninger til uarbejdsdygtige og økonomisk ubemidlede samt godgørende organisationer osv.

Dette rokker dog ikke ved, at kristendommen i sin oprindelige udgave endnu ikke er blevet det normdannende fundament for noget samfund på Jorden. Heller ikke i de samfund, der kalder sig kristne. Som en konsekvens af den endnu meget uudviklede evne til at efterleve de kristne grundsætninger, der i overensstemmelse med komiske love er forudsætningen for en lys og lykkelig skæbne, er der i løbet af det 20. århundrede kommet en række koncentrerede bølger af mørk skæbne til udløsning. Noget tilsvarende, omend i mindre målestok, er allerede sket rundt om på kloden i det 21. århundrede, og Martinus forudser, at dette vil forsætte i de kommende år indtil de lidelseserfaringer, der i overensstemmelse med loven for årsag og virkning er ukærlighedens uundgåelige konsekvens, vil lægge grunden til et fundamentalt bevidsthedsmæssigt kursskifte.

Kristendommens tredje epoke

Det Tredie Testamente, der er identisk med kristendommen i sin intellektualiserede form, har som opgave at levere det teoretiske fundament for kristendommens tredje epoke. Mens kristendommens anden epoke leverede den højeste viden om menneskets forhold til Gud og næsten i en neddæmpet trosform, der blev formidlet gennem billedlige omskrivninger eller “lignelser” tilpasset datidens fatteevne, bliver denne viden i kristendommens tredje epoke leveret i åndsvidenskabelig form, hvilket vil sige i en detaljeret og intellektuelt gennemarbejdet form, der har nutidens og fremtidens videnskabeligt indstillede mennesker som målgruppe.

For mange mennesker vil det komme som en stor overraskelse, at Guddommen – med et kosmisk indviet væsen som sit redskab – på denne direkte og meget udførlige måde endnu en gang henvender sig til Jordens menneskehed. Vi er i dag så indlevede i materialistisk prægede tankegange, at vi almindeligvis helt har mistet fornemmelsen for den overordnede mening og plan med tilværelsen og er uvidende om, at evolutionen på jordkloden ned til mindste detalje overvåges og ledes af højt udviklede væsener på det åndelige plan.

Jesus var klar over, at hans budskab om næstekærlighed kun i begrænset omfang ville blive forstået, og at menneskeheden af den grund ville berede umådelige lidelser for sig selv med trængsler, “der ikke har været magen til fra verdens begyndelse” (Matt. 24,21). Mange mennesker har allerede i det 20. århundrede haft oplevelser af den type, og endnu flere vil opleve dem i fremtiden.

Disse koncentrerede udløsninger af lidelsesbefordrende tilstande affødt af ukærlig handlemåde er ikke – sådan som nogen har opfattet det – et udtryk for, at verdensaltet er tilfældigt eller gudløst, men de er tværtimod netop en konsekvens af, at verdensaltet manifesterer den allerhøjeste logik, som igen er det samme som den fuldkomne kærlighed. De lidelser, som menneskeheden oplever, er netop et resultat af fortidens ukærlige handlemåde og de har, som Martinus forklarede under optakten til Anden Verdenskrig, som mission at fremkalde det “Ocean af Hjærteblod og Taarer”, som det vil

’koste Menneskeheden at komme i Kontakt med Livets Love. Kun igennem Sorgen over Synden imod sin Næste fører Vejen ind i den ”ny Jord og Himmel”. ”Dommedagen”s Mission er at minde Menneskene om den glemte Kærlighed til Næsten. At denne Mindelse maa være af en saa drastisk Natur, bliver mere og mere forstaaeligt, naar man gør sig klart, at den teoretiske Paamindelse om det samme Emne har gentaget sig hver Uge i Aarhundreder fra Tusinder af Prædikestole Verden over, samtidig med, at ærlige Reformatorer, Profeter, Evangelister, Sektdannere og andre Moralister i stort Tal har søgt og stadigt søger at dreje Verdensmentaliteten imod Næstekærligheden, uden i mindste Maade at have faaet nogen som helst hæmmende Indflydelse paa den krigeriske Mordergalskab, som nu forberedes. Intet i Verden befinder sig i en saa kolossal Opblomstring som den moderne Krigsteknik. Hovedproduktionen af al jordmenneskelig Skaberkraft og tekniske Kunnen maa ofres til Fordel for Folkenes Dygtiggørelse i at slaa hverandre ihjel. Og herfra lader Menneskeheden sig ikke ved nogen som helst Form for materiel eller religiøs, teoretisk Paavirkning rokke. Her maa der realistiske og stærke Erfaringer til. Gud maa tale direkte med hvert enkelt Menneske, der endnu sværger til Sværdets Magt. Denne Tale er ”Dommedag”’.13

Det er gennem disse lidelsestilstande, at det langsomt begynder at “dæmre” for menneskeheden, “at vi i virkeligheden alle er borgere i en uhyre rig verden, og at årsagen til vor nuværende elendighed alene er at finde i vort eget sind”.14

Når nøden er størst, er hjælpen nær, og som Jesus forudså, ville det netop være på dette tidspunkt, hvor “alle jordens stammer” skulle “jamre”, at vi skulle se “menneskesønnen komme på himmelens skyer med kraft og megen herlighed”. Hans genkomst skal være ligesom “lynet”, der “udgår fra østen og lyser indtil vesten” (Matt. 24. kap. 25-27 og 30). Martinus udlægger Jesu udtalelser på denne måde:

’Hvad er det da, der vil åbenbare hans genkomst? – Ja, hvad siger han selv? – Siger han ikke netop, at denne skal være ligesom lynet, der udgår fra østen og lyser indtil vesten? – Hvad er det ved hans genkomst, der kan have en sådan kapacitet? – Dette er udelukkende ene og alene hans verdensfrelsende guddommelige budskab til menneskeheden over hele Jorden, og dermed fra østen til vesten. Og her siger han yderligere: "Og da skal menneskesønnens tegn vise sig på himmelen, og alle Jordens stammer jamre, og de skulle se menneskesønnen komme på himmelens skyer med kraft og megen herlighed". Hvad er det for et menneskesønnens tegn, der skal vise sig på himmelen? – Himmelen betyder her livets allerhøjeste bevidstheds- eller tankesfære, altså̊ alkærlighedens domæne. Alkærligheden er altså̊ menneskesønnens tegn. Når dette tegn viser sig, skulle Jordens stammer jamre. Er det ikke netop det, vi ser? – Er verden ikke i en permanent jammer? – Har vi ikke netop i dette århundrede oplevet to store verdenskrige? – Og er der ikke netop stadig krige og kolde krige, mord og drab over hele verden, koncentrationslejre og torturkamre, hvor mennesker pines til døde under de skrækkeligste pinsler? – Kan der være større årsager til jammerudfoldelse? – I denne jammer skal menneskesønnen komme til syne på himmelens skyer med kraft og megen herlighed. Menneskesønnen betyder hans guddommelige budskab, det vil altså̊ komme til syne på alkærlighedens guddommelige bevidsthedssfære med kraft og megen herlighed’. […]
’Kristusmissionen skal således denne gang ikke være baseret på en fysisk Kristuspersonlighed med autoritet og mirakler. Personen er denne gang anonym. Kun Kristusbevidstheden i form af kosmisk videnskab bliver det primære i Kristusmissionens fornyelse og fuldkommengørelse, der er bebudet eller opfattet som Kristi genkomst. Det er denne hellige sandhedens ånd eller alkærlighedens videnskab, der som livets tredie testamente vil blive den nu begyndende ny verdensepokes livsfundament’.15

I overensstemmelse med evige kosmiske love er det næste trin i evolutionen ifølge Martinus, at jordklodens menneskehed i de kommende 3.000 år vikler sig helt ud af dyrerigets traditioner og automatreaktioner i selvopholdelsesdriftens tjeneste, og på næstens bekostning. Undervejs i processen vil der opstå en ny frigjort bevidsthed, og der vil vokse en global civilisation frem, hvor næstekærligheden bliver retningsgivende for økonomi, politik, videnskab, kunst og samarbejde.

Det er som støtte og guide i den proces, at Det Tredie Testamente er blevet til. Her bliver kærligheden afdækket som videnskab og Jesu udtalelser afsløret som kosmiske sandheder, der i enhver henseende bekræfter hans udtalelse om, at “Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.” (Luk. 21,33)

I forhold til den tros- eller kirkekristendom, som vi kender, og hvis dogmer stadig driver rundt som uintellektuelle brokker i kulturen er åndsvidenskaben eller den intellektualiserede kristendom en logisk korrektion og gigantisk udvidelse, idet de kosmiske analyser i Det Tredie Testamente kortlægger verdensaltets struktur og funktionsmåde. I en artikel fra slutningen af forfatterskabet opsummerer Martinus verdensbilledets hovedelementer på denne måde, idet han skriver:

’Hvad er det for en herlighed Kristi budskab, der er en intellektualiseret fornyelse af hans uintellektualiserede budskab for omtrent to tusinde år siden, der skal åbenbares? – Denne herlighed er kosmisk videnskab, der afslører som kendsgerning: Guds eksistens, de levende væseners udødelighed, væsenernes reinkarnation eller genfødelse, mørkets eksistens som en livsbetingelse for væsenernes oplevelse af lyset og deres kommende fremtræden som mennesket i Guds billede efter hans lignelse, Guds primære bevidsthed og Guds sekundære bevidsthed, livets kosmiske spiraler, mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos som levende væsener, alkærligheden som verdensaltets grundtone, væsenernes identitet med Guddommen, tiden, rummet og evigheden, ingen kan gøre uret, og ingen kan lide uret – alt er såre godt. Dette er hovedoplysningerne i Kristi "genkomst”, der altså er det samme som kristendommens fortsættelse, fornyelse og fuldkommengørelse. Kan menneskeheden tilegnes en større herlighed end denne Guds ånd i bevidsthedsform, i tanker og viden og væremåde?’16

Det er en af Det Tredie Testamentes helt store bedrifter, at Martinus bygger sine analyser og ræsonnementer op på grundlag et alment menneskeligt erfaringsmateriale, og at enhver med human følelse og en udviklet intelligens derfor er i stand til at sætte sig ind i og eftertænke analyserne på grundlag af sine egne erfaringer. I disse analyser indtager reinkarnation en central rolle, for reinkarnationen gør op med enhver forestilling om tilfældighed. Kosmisk set høster man kun, hvad man selv har sået. Der findes igen uretfærdighed, for enhver er ret beset selv den dybeste årsag til sin skæbne. Ingen kan udsættes for noget, de ikke tidligere selv har udsat andre for, og vejen ud af lidelser og besværligheder er ene og alene at gøre godt mod andre, hvor man tidligere forvoldte ondt.

Med fremkomsten af Det Tredie Testamente står vi i dag erkendelsesmæssigt i en radikalt ny situation, hvor tidligere tiders begreber om Guddommens almagt, alvidenhed og alkærlighed reetableres på et åndsvidenskabeligt grundlag. Det vil naturligvis få vidtrækkende samfundsmæssige konsekvenser. Al forandring begynder imidlertid med det enkelte menneske, og “ved at gøre åndsvidenskaben til en del af sit liv, udvikler man lidt efter lidt centrer i sin bevidsthed, hvorigennem den individuelle skabeevne vil få en langt større udfoldelse til gavn for helheden, man bliver et Guddommeligt redskab i skabelsen af fred på Jorden“.17 Ved at stadig flere således omdanner sig selv til fordel for fredelig sameksistens og samarbejde, skabes grundlaget for en ny kultur.

Kristus statue

Scott Rodgerson, Unsplash

Noter

  1. Martinus: Livets Bog VII, stk. 2409, s. 2665.
  2. Se eventuelt artiklen ”Det levende væsen” i Den ny Verdensimpuls 003, s. 29.
  3. Martinus: Den intellektualiserede kristendom, stk. 14, s. 39.
  4. Martinus: ”De kosmiske kræfter bag verdensgenløsningen”. Kosmos 1966, s. 11.
  5. Jf. f.eks. Martinus ”Kristendommens verdensepoke”. Kosmos nr. 11 1991.
  6. Jf. artiklen ”Den hellige Aand”, hvor Martinus nævner, at Jesu forklarelse på bjerget var ”identisk med den fundamentale Oplevelse af ’Den hellige Aand’ eller ’Den store Fødsel’”. Kosmos nr. 3 1933, s. 4.
  7. For et nutidigt forsvar for denne tankegang, se sognepræst og formand for Menighedsfakultetet Jørgen Jørgensens debatindlæg, ”Hold fast i Jesu sonoffer. Kirken bygger på Bibelens ord”. Kristelig Dagblad den 7. maj 2015. https://bit.ly/2CKZKQF. Og for en længere, detaljeret redegøre, se Johannes Aakjær Steenbuchs artikel, ”Korsets gåde. ’Et sonoffer for vores synd’. Hvad er løsningen – og hvad var problemet? ”, Scriptorium theologiae, 29. august 2018. https://bit.ly/2JnWa04
  8. Martinus: Livets Bog III, stk. 861, s. 1071.
  9. Ibid, stk. 862, s. 1072.
  10. Ibid, stk. 862, s. 1074.
  11. Martinus: Påske, kap. 15, s. 68.
  12. Ibid, kap. 15, s. 68-69.
  13. Martinus: ”Dommedag”. Kosmos, nr. 12 1938, s. 136-37.
  14. Martinus: ”Den menneskelige arbejdsevne, Kosmos, nr. 22 1971, s. 267.
  15. Martinus: ”Falske profeter og falske Kristus”, Kosmos, nr. 8 1971, s. 100.
  16. Se note 12 herover.
  17. Martinus ”Frigørelse af flokbevidstheden”. Kosmos, nr. 13 1973, s. 166-67.