Social arv – et overgangsbegreb

af Preben Bagger

Det er en udbredt opfattelse – også inden for videnskaben – at børn og unges ulige vilkår og muligheder skyldes social arv.

Men det passer ikke. Det er kun tilsyneladende, at det forholder sig sådan.

Begrebet social arv er et barn af den meget udbredte og nærmest urokkelige tro på, at vi kun har ét liv her på Jorden. Men idéen om kun ét liv er rent spekulativ – den er uden nogen som helst form for forskningsmæssig baggrund.

Videnskaben åbner da også døren på klem til et opgør med étlivstroen. Og det vil på sigt gøre det af med forestillingen om social arv.

Kursen er sat. Vi styrer direkte og uafvendeligt i retning af dén forklaring på de ulige vilkår og muligheder, der fremgår af Martinus’ åndsvidenskabelige værk Det Tredie Testamente.

Et første skridt i den retning er nybruddet i synet på bevidsthed. Yngre bevidsthedsforskere tror ikke længere på, at videnskaben kan forklare bevidsthed ud fra hjerneaktivitet. Man bør i stedet definere bevidsthed i dens egen ret. Altså acceptere at bevidsthed ikke kan reduceres til noget fysisk. På det grundlag kan man så undersøge, hvor forbindelsen er til det fysiske.

I samme spor siger specialist i sundhedspsykologi Peter la Cour:

Synet på hvorvidt bevidstheden kan være adskilt fra vores krop, er ved at rykke sig … vores bevidsthed er mere end et produkt af hjernen. Den skal forstås på et andet niveau, og det åbner for, at et liv efter døden bestemt kan være virkelighed. (Kristeligt Dagblad, 15. apr. 2017)

Dertil kommer et gryende opgør med dén støttepille for idéen om social arv, der hedder: Vi er alle født lige. Den irske neurogenetiker Kevin Mitchell mener nemlig, at børns forskelligheder i høj grad er medfødte. I en anmeldelse af hans seneste bog1 hedder det:

Forestillingen om, at vi alle fødes som mere eller mindre ens blanke tavler, der udfyldes af miljø og kultur, er ikke længere holdbar, og måske kan større dele af tavlen være udfyldt på forhånd … på vejen fra befrugtet æg til nyfødt barn. (Weekendavisen, 5. okt. 2018)

Ifølge Mitchell er personlighedstræk og intelligens altså i høj grad medfødte. Netop medfødte, ikke arvelige. Han anser nemlig forskelle i disse egenskaber for et resultat af små biologiske tilfældigheder under hjernens opbygning.

Opklarende spørgsmål

Enkelte videnskabsfolk siger altså, at bevidstheden ikke er et produkt af kroppen, og at personlighed og intelligens er medfødte. Det nærmest råber på en nærmere forklaring. Spørgsmålene hober sig op:

  • Hvis bevidstheden ikke er et produkt af kroppen, hvor kommer bevidstheden fra?
  • Kommer den overhovedet noget sted fra? Eller er den der bare altid? Er bevidstheden med andre ord evigt eksisterende?
  • Er vi ’ved bevidsthed’ ikke alene efter døden, men også før fødslen? – Ja, før undfangelsen?
  • Kan ’efter døden’ være lig med ’før en ny undfangelse’? Har vi altså mere end ét liv her på Jorden?
  • Hvis evner og egenskaber er medfødte – som Mitchell siger – går det hårdt ud over social arv som forklaring. Men kan man på den anden side acceptere hans tanker om, at små biologiske tilfældigheder er forklaringen på vores personlighed og intelligensniveau?
  • Hvorfor stiller den materielle videnskab ikke sig selv disse – forekommer det – nærliggende spørgsmål?

 

Erfaring + intelligens = viden

Det Tredie Testamente giver os svar på spørgsmålene allerede inden den materielle videnskab stiller dem. Videnskaben råder nemlig endnu ikke over de erfaringer, der skal til, for at den som noget ganske naturligt vil stille spørgsmål af åndelig karakter. Martinus skriver:

Da menneskene her på jorden i størst udstrækning er genstand for materielle eller fysiske oplevelser, er det disse, der foreløbig udgør det dominerende objekt for intelligensens søgelys. Og den første absolutte viden, menneskeheden derved kom i besiddelse af, måtte derfor i tilsvarende grad nødvendigvis blive af materialistisk eller fysisk natur. Når den moderne videnskab udtrykkes som ”fysisk” eller ”materiel”, så er det kun udtryk for, at dens dyrkere eller ophav endnu ikke har ret mange åndelige erfaringer eller oplevelser, på hvilke de kan rette deres intelligens. De er derfor i tilsvarende grad afskåret fra at tilegne sig åndelig viden, ligegyldigt hvor stor deres intelligens så end måtte være. Ligesom der kræves fysiske erfaringer for at give fysisk viden, således kræves der også åndelige erfaringer for at give åndelig viden. Den moderne videnskab er derfor endnu ikke nogen autoritet på åndelige eller okkulte områder. Men det, den således ikke er i dag, vil den i fremtiden blive.2 (Min fremhævning)

Den amerikanske neurokirurg Eben Alexander er en levende illustration af betydningen og nødvendigheden af det rette erfaringsgrundlag. Inden han selv kom ud for at ligge i koma i længere tid, var nærdødsoplevelser efter hans mening smukke oplevelser – men ren fantasi! Han var stensikker på, at nærdødsoplevelser har deres rod i hjernen:

Hvis hjernen ikke fungerer, kan man ikke være bevidst. Det er, hvad jeg ville have fortalt dig, før min egen hjerne gik fuldstændig ned.

Efter komatilstanden – hvor hans hjerne slet ikke fungerede – skrev han bogen Til himlen og tilbage.3 Han, der efter eget udsagn er fortrolig med den mest avancerede hjerne- og bevidsthedsvidenskab, er nu – efter en grundig lægelig analyse af komatilstanden og de dermed forbundne oplevelser – urokkeligt overbevist om, at vi er ved bevidsthed og er i stand til at opleve, også efter at hjernen er død. Bevidstheden og personligheden lever videre.

Eben Alexander understreger, at den videnskab, som han har viet så stor en del af sit liv, ikke modsiger det, han har lært deroppe. De, der mener, at videnskab og et åndeligt livssyn ikke kan forenes, tager fejl, siger han. Og det er jo som talt ud af Det Tredie Testamente!

Ubegrænset adgang til viden

Under sit ophold i den åndelige verden lagde Eben Alexander mærke til, at hvis der i hans sind dannede sig et spørgsmål, så viste der sig øjeblikkeligt et svar ved siden af spørgsmålet. Han fik nærmest indtryk af, at spørgsmål slet ikke kunne forekomme, uden at de var ledsaget af svar.

Ud fra Det Tredie Testamente kan vi så notere følgende: Eben Alexander har i den åndelige verden haft kontakt med en åndelig funktion, som Martinus her i den fysiske verden var i bevidst og viljestyret kontakt med. En funktion der satte Martinus i stand til at erfare svarene på livets store spørgsmål, således at han kunne skrive Det Tredie Testamente. Martinus skriver:

[Jeg udgør] et levende Bevis for, at der virkelig findes et Stadium i den evige Udvikling, hvor man ganske uafhængig af Bøger eller af en af andre Væsener tillært teoretisk Viden – ved eget absolute Selvsyn – kan komme til den højeste Visdom og Kundskab.4

Om et af de helt store spørgsmål – om vi har mere end ét liv her på Jorden – viste der sig følgende svar for Martinus:

Jeg saa, at jeg var et udødeligt Væsen, og at alle andre Væsener i Tilværelsen var evige Realiteter, der ligesom jeg selv havde en uendelig Kæde af tidligere oplevede Liv bag sig, at vi alle var udviklede fra lave primitive Former for Tilværelse til vort nuværende Stadium, og at dette kun var et midlertidigt Led i denne Udviklingsskala.5

Social arv – et begreb der slog an

Begrebet social arv blev lanceret i 1967 af den svenske psykiater Gustav Jonsson. Det skulle forklare, hvorfor børn af f.eks. kriminelle, alkoholikere eller højtuddannede har en større risiko/mulighed end andre børn for selv at blive kriminelle, alkoholikere eller højtuddannede. Idéen er, at børnene under opvæksten overtager personlighedstræk, holdninger og tilbøjeligheder fra forældrene – altså at de får en social arv.

Idéen om social arv har to underforståede forudsætninger. 1) Vi har kun ét liv her på Jorden, og 2) Vi er alle født lige. Da de begge to er bredt accepterede i Danmark, kan det ikke undre, at man vidt og bredt taler om social arv, som om den var en kendsgerning. Nogle konkrete eksempler: (min kursivering)

  • Teater: En hverdagskomedie om hvordan drømme kolliderer med social arv.
  • Videnskab: Den sociale arv har man forklaret med socio-økonomiske faktorer, men det lader sig ikke gøre, for den sociale arv er delvis biologisk betinget.
  • Politik: Vrede over at man bruger det stærke udtryk ’negativ social arv’ om alle, der er vokset op i jævne lag. Det lugter langt væk af kulturel selvglæde hos dem, der udstikker kursen.
  • Skole: Vi har en idé om, at skolen skal bryde den sociale arv, men det er en håbløs idé. Skolen bryder ikke den sociale arv Man skal starte meget tidligere.
  • Litteratur: Per Pettersson – modtager af Nordisk Råds Litteraturpris – undersøger i ”Jeg nægter”, hvad social arv betyder for et menneskes mulighed for at klare sig i livet.

Vi er alle født forskellige

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Og det gør idéen om social arv heller ikke. Med den udviklingsskala, som Martinus beskriver ovenfor, skrider grundlaget under social arv som forklaringsmodel.

For det første fordi dens hovedforudsætning – étlivstroen – lige så stille synker ned og lægger sig til rette blandt de mange nu forældede holdninger, der – ligesom étlivstroen – alene har haft det tilsyneladende som grundlag. Det er f.eks. synspunkter som ’Jorden er flad’ eller ’Det er Solen, der drejer rundt om Jorden’. Opfattelser, der var ganske naturlige, indtil man kom i kontakt med viden om det modsatte.

Martinus fortæller f.eks., at han en dag – det har været sidst i 1890’erne – kom hjem fra landsbyskolen og fortalte sin plejemor, at Jorden var rund. ”Sikke noget vrøvl”, sagde hun, ”du kan da selv se, at den er flad!”

For det andet fordi Martinus’ udviklingsskala også er hård ved den anden støttepille for social arv, nemlig forestillingen om, at vi alle fødes lige. Dén idé må bukke under sammen med étlivstroen. Vi fødes på lige præcis det trin i udviklingsskalaen, som vi hver især var nået frem til ved afslutningen af vores foregående liv på Jorden. Og da der ikke findes to mennesker, som igennem deres mange jordeliv har skabt sig nøjagtig de samme erfaringer, de samme evner og den samme skæbne, så gælder det tværtimod:

Vi er alle født forskellige

Og da forskellene er udviklingsmæssigt bestemt, kan man ikke sådan lige rette dem op. Ingen kan på noget som helst område springe ét eller flere udviklingstrin over.

Medfødte? Ja! Tilfældige? Nej!

Den ovenfor omtalte irske neurogenetiker Kevin Mitchell er altså på rette vej, når han taler for, at børns forskelligheder er medfødte. Faktisk tager han med det synspunkt luften ud af social arv.

Men når han mener, at forskellighederne skyldes små biologiske tilfældigheder under hjernens opbygning, altså under graviditeten, må vi med udgangspunkt i Det Tredie Testamente sige fra. Mitchell følger her en almindelig tendens inden for den materielle videnskab. En tendens til at bruge tilfældighed som ’forklaring’, når man ikke kan finde årsagen til ét eller andet.

Som Martinus forklarer ovenfor, skyldes denne tendens til at bruge tilfældighed som ’forklaring’, at den materielle videnskab endnu ikke råder over tilstrækkeligt med åndelige erfaringer til overhovedet at overveje årsager, der også omfatter åndelige elementer.

Det betyder, at den materielle videnskab er ude af stand til at se, at vores egenskaber og karaktertræk ikke er  udslag af tilfældigheder, men at vi arver dem – ikke fra vores forældre – men fra os selv!6

Hvorfor ligner vi så vores forældre?

Troen på, at vi bliver udsat for tilfældigheder, er så dominerende, at udtalelser som de følgende stadig bliver fremført som den naturligste ting af verden og uden skygge af forbehold.

Først filosoffen:

Vi vælger ikke at blive født. Ej heller vælger vi vores gener, vores epigenetik (påvirkninger under fostertilstanden), vores forældre, vores opvækstforhold eller de samfundsforhold, vi vokser op under. (Weekendavisen 21. okt. 2011)

Og så lægen:

Har du bestemt, hvor du blev født, valgt dine forældre, valgt dine evner, dit helbred eller den kærlighed, du er blevet mødt med? I forhold til de vigtigste forhold i livet bestemmer vi ikke en snus. (Kristeligt Dagblad 2. jun. 2018)

I den verden, der tegner sig i disse udtalelser, passer social arv som fod i hose. Men så er det også en verden, der i alle henseender godt og grundigt er vendt på hovedet i forhold til den verden, der skildres i Det Tredie Testamente. Martinus siger:

Men vi må her forstå, at når børn har samme egenskaber eller talenter som forældrene, så er disse egenskaber eller talenter ikke arvet fra forældrene, men er foreteelser, der mere eller mindre allerede var udviklede hos de pågældende væsener i deres tidligere jordliv. Det er således deres absolutte egen arv og ikke noget, de gratis får fra forældrene. Og det er netop denne afkommets egen arv fra en tidligere tilværelse, der bevirker, at de mere eller mindre bliver knyttet til forældre med samme mere eller mindre beslægtede egenskaber og talenter og derved kommer til at ligne forældrene.7 (Min fremhævning)

Tiden mellem to jordliv tilbringer vi som en ferie i den åndelige verden. I løbet af ferien opstår der et stærkt ønske om et nyt liv på Jorden. Vi oplever nemlig, hvor uudviklede vores evner og moral er, og bliver derfor opsat på at videreudvikle dem. Så jo, vi ’vælger’ at blive født! Og loven om tiltrækning og frastødning bevirker, at ønsket om et nyt liv på Jorden opfyldes på den for os bedst tænkelige måde.

Loven sørger nemlig for, at vi undfanges hos netop de forældre, der kan levere gener, der passer netop til os. Det vil sige gener, der harmonerer med den skæbne, som vi gennem vores handlinger selv har skabt i løbet af vores tidligere liv. Så jo, vi ’vælger’ vores forældre og vores gener!

Leverandørerne af de ’rette’ gener vil normalt være mennesker, der ligner den inkarnerende person i både begavelse, karakter og væremåde. Når børn derfor normalt ligner deres forældre, har det altså ikke noget med social arv at gøre. Det ser bare sådan ud!

De gode viljers overgreb

Troen på social arv må nødvendigvis føre til fejlgreb. Tag f.eks. evnen og lysten til at følge med i skolen. Som alle andre evner er den ikke lige udviklet hos alle. Nogle mennesker er fra tidligere liv betydeligt mere skole- og uddannelsesvante end andre.

Hvis man derfor i skolen – uden hensyn til dette – bare maser på i den tro, at man skal ’bryde den sociale arv’, så alle kan nå det samme – ja, så forsøger man i virkeligheden at indrette børnene efter skolen i stedet for at indrette skolen efter børnene.

En umulig opgave!

Og selv om de stadige forsøg på alligevel at løse opgaven gøres i den bedste mening, så befinder sådanne bestræbelser sig på kanten af overgreb.

Det betyder ikke, at man ikke skal gøre noget for de elever, der har en svag uddannelsesmæssig baggrund. Det skal man naturligvis. Men indsatsen bør hvile på forståelse af svaghedens udviklingsmæssige natur og ikke tage udgangspunkt i myten om den sociale arv.

Medfødte IQ-forskelle

Intelligensforskningen er en videnskab, der rummer en særlig fortælling. Denne forskning har nemlig meget længe peget på, at forskelle i intelligens er medfødte. Det gælder både forskelle mellem enkelte individer og forskelle mellem etniske grupper. Og så peger intelligensforskningen også på, at disse IQ-forskelle (forskelle i intelligenskvotient) ikke kan fjernes ved hjælp af sociale programmer og undervisningstiltag. Altså netop de tiltag man bruger i forsøgene på at ’bryde den sociale arv’.

Men medfødte IQ-forskelle – især da mellem etniske grupper – er et kæmpe tabu i lighedssamfundet. Så intelligensforskningens resultater er blevet mødt med en massiv mur af ’politisk korrekthed’.

IQ-forsker, uddannelsespsykolog og professor ved Delaware Universitetet i Newark i USA, Linda Gottfredson, har selv mærket denne mur. Allerede i 2011 gav hun udtryk for frustration over, at man trods årtiers forskning stadig nøler med at drage konsekvensen af vores viden om intelligens. Hun er endda blevet udråbt til racist på grund af sin forskning. Debatklimaet beskrev hun på følgende måde:

Emnet er forgiftet. Det er bestemt ikke karrierefremmende for forskere at udtale sig om det, og de, der har bevillinger at beskytte, gør det ikke. (Weekendavisen 22. jul. 2011 under den sigende overskrift: Det usigelige.)

I en tid hvor videnskab og forskning generelt er i høj kurs, kunne man godt fristes til at undre sig over, at ’politisk korrekthed’ i længere tid kan overtrumfe forskningsresultater. Men Martinus skriver:

Men en opfattelse, der repræsenteres af et flertal, er en overordentlig suggererende magt, ligegyldigt om den er abnorm eller normal. Det er på denne suggererende magt, at alt, hvad der hedder ”mode”, ”skik og brug”, ja endog både religion og politik samt ”den offentlige mening” er baseret. Denne flokkens mening eller massesuggestion kan endog være så stærk, at den totalt lammer fornuften, så væsenerne umuligt kan opfatte deres egen abnormitet der, hvor en sådan forekommer. Det er ikke nogen ukendt foreteelse, at det normale væsen midt i en gruppe abnorme væsener af denne flok bliver betragtet som et abnormt væsen, som en ”særling”.8

Hvad er der i vente?

Ifølge Martinus’ udviklingsskala ligger årsagerne til forskellene i vilkår og muligheder tilbage i tidligere liv, altså hinsides den materielle videnskabs nuværende horisont. Det er derfor naturligt, at den materielle videnskab har skabt overgangsbegrebet social arv.

Men som antydet ovenfor befinder den materielle videnskab sig i en gryende horisontudvidelse. Når dén engang i fremtiden slår igennem, vil samfundet give langt større opmærksomhed til dét, som enhver nytilkommen samfundsborger kan og har talent for, i stedet for at snakke om dét, som vedkommende ikke kan og ikke har særligt talent for – altså alt det, der nu går under betegnelsen negativ social arv. Man vil opgive alle vor tids forsøg på at indrette børnene efter skolen og i stedet indrette skolen efter børnene.

Reel ligestilling handler ikke om, at alle skal være ens, men om at give plads til individernes forskelligheder.

Martinus skriver:

[Sandt demokrati] er et system, hvis fornemste opgave er at finde ud af, hvilke talenter der skjuler sig i enhver borger, der kommer til verden, for derigennem at kunne garantere samme borger den højeste udvikling eller uddannelse af de samme talenter, vidende at kun på denne måde bliver individet til den højeste gavn og glæde for sig selv og staten. Det er således et system, der er baseret på menneskelige evner og talenter i stedet for på penge og guld.9

Noter

  1. Innate: How the Wiring of Our Brains Shapes Who We Are. Af biolog og neurogenetiker Kevin Mitchell. Princeton University Press 2018.
  2. Martinus: Menneskehedens skæbne, 3, s. 15.
  3. Eben Alexander: Til himlen og tilbage. Forlaget Det Blå Hus, Gyldendal A/S, 2013.
  4. Livets Bog I, 22, s. 24.
  5. Livets Bog I, 21, s. 21-22.
  6. Se eventuelt artiklen ”Opgør med tilfældighed” i Den ny Verdensimpuls 003, s. 13.
  7. Det Evige Verdensbillede IV, 34.16.
  8. Martinus: Hinsides dødsfrygten, 12, s. 52-53.
  9. Martinus: Åndsvidenskabens nødvendighed, 10, s. 52-53.