Boganmeldelse: Strukturen, att praktisera Tredie Testamente

af Jes Arbov

Strukturen, att praktisera Tredie Testamente
Af Christer Malmström. Med forord af Rolf Elving.
Ebog, 2019.

 

 

Christer Malmström indleder bogen med en definition af, hvad struktur betyder:

”STRUKTUR: sammenhæng mellem enkeltdele i en helhed, deres orden og forhold til hinanden, system. Modsætningen til struktur er KAOS.”

Det Tredie Testamente giver den teoretiske redegørelse for verdensaltets principielle opbygning og funktionsmåde og påviser, at verdensaltet er et velordnet eller struktureret verdensalt, hvor kærlighed er det gennemgående, organiserede princip.

Martinus ønskede, at studiet af Det Tredie Testamente skulle være helt frit, og fra forfatterens side stilles der ingen krav til, hvordan læseren modtager eller forholder sig til værket. ”Tag hvad du kan bruge og lad resten ligge”, var forfatterens holdning.

Mange har imidlertid erfaret, at et dybtgående studium af Det Tredie Testamente uvilkårligt fremkalder et stærkt ønske om til at omsætte analyserne i praksis. Dertil kommer, at man ét eneste sted på Jorden af Martinus er forpligtet til at arbejde i overensstemmelse med de kosmiske analyser, og det er på Martinus Institut i København.

I den sammenhæng er Christer Malmströms bog et værdifuldt pionerarbejde, fordi den praksisnært tager udgangspunkt i de udfordringer og vanskeligheder, der møder os i det øjeblik, vi forsøger at handle i overensstemmelse med de intellektuelle analyser i Det Tredie Testamente. Man kan opfatte Strukturen, att praktisera Tredie Testamente som en manual eller en ”grønspættebog”, der er god at have ved hånden og lade sig inspire af, fordi den viser, hvordan vi i konkrete situationer kan identificere og vælge den handlemåde, som er i bedst overensstemmelse med alt det nye, Martinus bragte, og som dermed også er den mest kærlige handlemåde.

Bogen er inddelt i tre hovedafsnit. I det første afsnit lægges fundamentet. Her beskrives principperne og metoderne, der nødvendigvis må følges for at et samarbejde mellem mennesker kan være til gavn og glæde for alle involverede. Derefter beskrives i de følgende afsnit eksempler på, hvordan to meget forskellige aktiviteter er blevet tilrettelagt og udført med udgangspunkt i analyserne. Det første eksempel er Rolf Elvings organisering af undervisningen i Martinus åndsvidenskab i Klint, og det andet eksempel er Christer Malmströms egen skelsættende forskning, der påviste amalgams skadelige virkninger som materiale for tandfyldninger.

Strukturen, att praktisera Tredie Testamente er umådeligt inspirerende og umiddelbart anvendelig, og den vil uden tvivl medvirke til, at der i fremtiden inden for Martinus Sag i langt højere grad end tidligere vil blive sat fokus på ikke kun at formidle, men også at praktisere de kosmiske analyser.

Bogen kan downloades som ebog fra livetsskole.info, og den vil senere blive oversat til dansk.

 

 

Strukturen, att praktisera Tredie Testamente - Christer Malmström

Strukturen, att praktisera Tredie Testamente af Christer Malmström