Kristus forudsagde Det Tredie Testamente

af Ingemar Fridell

Martinus åndsvidenskab gør krav på at være en altomfattende forklaring på livets mysterium, og åndsvidenskaben står således helt og holdent på egne ben. Alt er baseret på Martinus’ selvoplevede erfaringer. Men hvorfor i alverden henviser han så så ofte til Bibelen og til 2000 år gamle udtalelser af Jesus fra Nazaret? Hvorfor kalder han sit værk for Det Tredie Testamente?

Man behøver ikke at være religiøst troende i konventionel forstand for at fascineres af Jesus. Der findes næppe nogen anden person i menneskehedens historie, der har vakt større interesse og forundring. Der er gennem tiderne skabt mængder af litteratur og film af mere eller mindre spekulativ karakter i forsøget på at kaste nyt lys over gåden omkring hans person og livsgerning. De "gammeldags” troende har på sin side taget en noget mærkelig forklaring til sig. Den indebærer, at Jesus på én gang var både Guds enbårne søn og Guddommen selv i egen høje person. Men hvem var Jesus egentlig? Og hvilken forbindelse er der mellem ham og Martinus’ livsværk med benævnelsen Det Tredie Testamente? For at forstå dette er Martinus’ beskrivelse af begrebet verdensgenløsning af central betydning.

Verdensgenløsningsprincippet

Ordet genløsning har sin oprindelse i den jødiskkristne forestilling om, at nydelsen af den forbudne frugt førte til, at Adam og Eva blev fordrevet fra Paradisets Have. Denne oprindelige synd gik derefter - påstod man - i arv til alle kommende generationer, der blev født i menneskeslægten. Men man antog, at Jesus i sin rolle som frelser, genløser eller forløser (fødselshjælper) gennem sit blodoffer på korset kunne give menneskene en mulighed for frelse under forudsætning af, at de troede blindt på ham.

Martinus forklarer begrebet genløsning på en helt anderledes måde. Det er i kraft af verdensgenløsningsprincippet, at Guddommen gang på gang lader nye og mere inspirerende tankesæt inkarnere i den jordiske sfære for at lede menneskeheden videre i dens udvikling hen imod alkærlighed og kosmisk bevidsthed. Det vil nu blive nødvendigt for det moderne menneske at få kendskab til det kosmiske verdensbillede og at skaffe sig information om livsmysteriets løsning. Uden kosmiske analyser kan ingen nå hele vejen frem til permanent kosmisk bevidsthed, hævder han. (Jf. Livets Bog I: 248, Livets Bog V: 1896- 7 samt Det Evige Verdensbillede II: 21.18).

Jesu profetier

Jesus ses af Martinus som den største af alle de verdensgenløsere, der har levet her på Jorden. Kernen i hans forenklede, men storslåede, budskab er vigtigheden af at kunne tilgive sin næste, at udvikle medmenneskelig kærlighed og omsorg for sin næste, samt betydningen af at oprette et personligt gudsforhold ved hjælp af bønnen. Dette gik langt ud over, hvad den tids mennesker kunne fatte. Men i den såkaldte afskedstale bebuder Jesus urolige tiders komme som fødselsveer forud for en ny tid, samt at der vil ske en videreførelse af alt, hvad han har sagt og gjort, i form af Helligåndens komme. Følgende citater fra Johannesevangeliet er efter min mening af stor interesse for en dybere forståelse af forbindelsen mellem Jesus og Det Tredie Testamente.

"Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.” (Joh. 16.12-15). [...] "Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen.” (Joh. 16.25-27). ”... og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt.” (Joh. 16.8-10). ”Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig.” (Joh. 15.26). ”... han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.” (Joh. 14.26).

Hvad betyder Helligånden, som Jesus taler om i sin afskedstale? - Ifølge Martinus betyder Helligånden hellige tanker og hellig viden, det vil sige kosmiske analyser. Med andre ord: Martinus så sit livsværk som dén fortsættelse af Jesu budskab, som Jesus selv har bebudet, og som er en forudsætning for, at mennesket kan komme videre i sin udvikling.

Guds plan i tre gigantiske trin

På Jesu tid fandtes alene den jødiske Bibel. Der var ingen andre nedskrevne "testamenter”. De skrifter, der kom til at indgå i det såkaldte Nye Testamente, blev skrevet flere årtier efter hans død. Men når vi i vores tid kigger i bakspejlet, kan vi konstatere, at der nu findes hele tre testamenter: Det Gamle, Det Nye og Martinus’ Det Tredie Testamente. Det moderne menneske har således fået det privilegium at kunne overskue Guds overordnede plan, udløst i tre gigantiske trin med det formål at føre menneskeheden videre gennem årtusinderne.

I Det Gamle Testamente står der, at alle slægter skal velsignes i Abrahams ”sæd”. Abraham var et for sin tid usædvanlig humant udviklet menneske, der ville adlyde Gud, men som ikke kunne få sig selv til at ofre sin søn på alteret. Hans humanisme såede et frø, der senere fandt udtryk i Moseloven som et første primitivt rets- og statsdannelsessystem. Takket være Det Gamle Testamente og dets kulturelle og religiøse indvirkning i form af monoteismen, kunne Jesus fødes i Palæstina og gøre indtryk på en lille gruppe tilhængere. Og det i en sådan grad, at hans budskab i form af den såkaldte kristne lære og Det Nye Testamente lidt efter lidt blev spredt i hele det romerske rige, der med et vist forbehold kan beskrives som den tids modstykke til EU.

Martinus beretter, at der var noget helt specielt ved Jesu budskab og livsgeming. Indholdet i hans forkyndelse lå på så højt et plan, at det måtte deles i to afsnit. Gennem den i vores øjne ulogiske kirkelige teologi blev der lidt efter lidt banet vej for videnskabens og teknologiens trinvise fremmarch. Ligeledes blev der banet vej for tvivl, reformationer, splittelser og sekter, hvad der til sidst mundede ud i vantro og materialisme. De videnskabelige fremskridt, kombineret med bare en lille smule begyndende humanisme, kom til at præge de vestlige samfund. En begrænset del af Jesu kærlighedsbudskab sivede ind i søndagsprædikener, i skoleundervisning, i sygepleje og omsorg baseret på kristne idealer. Menneskerettigheder, demokrati (om end ufuldkomment) og et mere eller mindre udviklet socialt sikkerhedsnet kom til at kendetegne den vestlige verdens kultur på en helt anden måde end i andre dele af verden.

Men Vestens mennesker var også i front, når det gjaldt krig og våben, og de viste her for alle andre et dårligt eksempel til blodig efterfølgelse. Men selv dette var en nødvendig mellemstation i udviklingen fra barbari hen imod den moderne civilisation, der til sidst vil blive forvandlet til en fredelig kultur. Det er dette, der menes med, at alle slægter skulle velsignes i Abrahams sæd.

Der skjuler sig således en kontinuitet og en logisk udviklingsplan bag ved hele menneskehedens historie. Al human politik beskrives af Martinus som omformet religiøsitet. Den politiske proces og det moderne samfund indebærer en gradvis transformation af menneskeheden og dens samfundssystemer. Andre religioner har ganske givet også betydet kolossalt meget, ingen tvivl om det, men den moderne nogenlunde civiliserede verden er først og fremmest præget af tanker med udspring i den kristne kultur og i Jesu storslåede kærlighedsbudskab.

Uden Jesus ingen Martinus

Martinus behøver som sagt ikke Bibelen som støtte for sine ræsonnementer. Hans verdensbillede tåler logisk granskning uden indblanding af andre teorier. Det lever op til alle krav i så henseende, om ikke på detailniveau, så i hvert fald når det gælder de grundlæggende evige principper. Det er altså ikke for Martinus egen skyld at han refererer til Bibelen og Jesus. Det er ikke foranlediget af nogen museal kulturhistorisk interesse, og det er ikke for at være venlig over for sin "kollega” og "samarbejdspartner” Jesus, eller for at retfærdiggøre ham ved at stille ham i et bedre lys. - Nej, alt er skrevet for vores skyld!

I århundredernes løb er vi gang på gang blevet mindet om Jesu kærlighedsbudskab (dog med begrænset succes, naturligvis). Uden denne påvirkning havde Martinus ikke kunnet fødes og fremlægge sit

verdensbillede, for der havde ganske enkelt ikke været nogen modtagelighed. Den nævnte humanistiske skoling og væksten i egen kærlighedsevne, stimuleret af lidelseserfaringer, er en forudsætning for at blive modtagelig for kosmiske analyser!

Kærlighedsevnen er i åndelig forstand en synsevne, altså en evne til at begribe noget, idet den gryende intuitive evne står i direkte forhold til den grad af kærlighedsevne, som man har formået at tilkæmpe sig. Alle verdensimpulser, såvel de gamle som den nye - der startede for omkring 150 år siden, og som ifølge Martinus påvirker os med en stadigt voksende styrke - er absolut nødvendige og forudsætter hinanden. Ifølge Guds og Forsynets egen plan og arbejdsmetode fremmer de vores åndelige udvikling trin for trin på en logisk og pædagogisk måde. Uden Abraham og Moses ingen Jesus, og uden Jesus ingen Martinus!

Da Martinus var barn og endnu ikke havde generhvervet sin tidligere kosmiske bevidsthed her på det fysiske plan, bad han altid, i alt hvad han foretog sig, til Jesus for at få moralsk vejledning. Da han i trediveårsalderen oplevede den store fødsel, så han i et syn, hvordan en kristusskikkelse gik ind i ham, og hvordan hele jordkloden drejede sig rundt med alle kontinenter, fartøjer osv. Senere forstod han, at dette betød, at det var hans livsopgave at føre Kristusmissionen videre!

Alt bliver åbenbaret

Martinus’ livsværk er opfyldelsen af Jesu profeti om Helligåndens komme, der vil lægge grunden til en helt ny verdensmoral, hvilket er, hvad der mangler i dag på grund af den stadig mere udbredte materialisme. Symbolet Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse (symbol 23) illustrerer Jesu bebudede genkomst i skyerne og fuldbyrdelsen af den mission, der påbegyndtes for to tusind år siden. Denne mission er ikke bare en historisk lokalitet, som kan glemmes, uden at nogen har forstået dens virkelige rækkevidde. Guddommen springer aldrig over et eneste trin i udviklingen og sløser ikke med noget som helst i verdensgenløsningsprocessen. Jesus har selv udtalt, at tider skal komme og gå, men hans ord skal evigt bestå! Det er i vores tid, at Jesu betydning for alvor skal genoprettes, idet hele hans livsgerning er blevet totalt misforstået. Folk spekulerer over, om Jesus blev forelsket eller fik vredesudbrud og drev kræmmerne ud af templet med en pisk. Skulle Guddommen virkelig lade sig nøje med, at Jesu gerning i al fremtid forbliver misforstået uden nogensinde at komme ud i sandhedens klare lys? - Nej, alt bliver åbenbaret, og hver eneste vigtige begivenhed i verdensgenløsningen har sin bestemte plads og giver os et fantastisk overblik over, og en fantastisk forståelse af, hvordan Guddommen og Forsynet arbejder.

Et vendepunkt i menneskehedens historie

Heraf fremgår, at Jesus står lige så meget i centrum i Det Tredie Testamente. Forskellen er, at Jesus ikke længere skal tilbedes, men ses som den fuldkomne model for vores fremtidige udvikling. Kirken og den konventionelle kristendom har ingenlunde monopol på Jesus Kristus! Da Jesus blev korsfæstet, betød det, ifølge Martinus’ egne ord (som jeg faktisk havde den fordel at høre med egne ører), et vendepunkt i hele menneskehedens historie og udviklingsforløb: Det var fra da af, set ud fra jordklodens perspektiv, definitivt slut med at forsvare sig med vold! Det betød en så stor sejr for Jesus og hans jordiske mission, at det blev fejret med en stor fest på det åndelige plan. Men på den tid fandtes der mennesker, der var synske og troede, at de døde kom frem fra gravene!

Hvis man ikke forstår Jesu livsgerning, vil det være svært at forstå Det Tredie Testamentes storslåede betydning. Man kan ikke repræsentere en højere moral eller måde at opføre sig på end den, som Jesus selv manifesterede på det fysiske plan. Når Martinus verdensbillede traditionelt omtales som kosmologi i stedet for Det Tredie Testamente - hvor sidstnævnte betegnelse er i overensstemmelse med hans udtrykkelige ønske - fremgår det overhovedet ikke på samme måde, at det drejer sig om hellige tekster og hellige bøger! Martinus’ unikke og storslåede livsværks kosmiske storhed formindskes efter min mening til en materiel lokalitet uden kulturhistorisk og åndelig forankring! Guds store plan og arbejdsmetode, hvor alt hænger sammen som led i en ubrudt kæde, fremgår ikke i sin helhed. Det er først nu i vores tid, at kristendommens epoke for alvor tager sin begyndelse!

Et vendepunkt i Sagens historie?

Hvordan kan det så være, at mange af de mennesker, der arbejder for Martinus’ sag, føler ubehag ved at kalde hans værk Det Tredie Testamente? - Måske på grund af en slags religiøs allergi eller aversion mod alt religiøst på grund af ubehagelige oplevelser i dette eller tidligere liv. Det kan også bero på en materialistisk opdragelse, en akademisk uddannelse eller en personlighed, der mere er præget af intelligensenergien end af følelsesenergien i balance. Mange frygter også, at navnet Det Tredie Testamente kan afskrække nogen fra at blive interesseret. Men det er jo i så fald” tærskelens vogter”. Ifølge Lukas-evangeliet (12.8-9) skulle Jesus have sagt følgende: ”Jeg siger jer: Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil Menneskesønnen også kendes ved over for Guds engle. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil også blive fornægtet over for Guds engle.”

Hvad vinder vi i det lange løb ved at skjule sandheden om Martinus’ enestående guddommelige rolle og hans forbindelse med Jesus? Min egen erfaring Det er lige modsat: Navnet Det Tredie Testamente vækker større nysgerrighed end ordet kosmologi!

Det Tredie Testamente i historisk forankring

Uden den vesterlandske kultur i Abrahams kølvand, uden Jesus, uden videnskaben, uden materialismen og skolegangen, uden det moderne samfund, og uden dets begyndende humane indslag og politiske kamp for et mere retfærdigt samfund – uden hele denne forberedende skoling havde Martinus verdensbillede ikke kunnet modtages af dem, der nu er interesserede. Uden Guds plan, sådan som den føres ud i livet gennem verdensgenløsningsprincippets forskellige trin, ville der ikke være nogen kosmisk bevidsthed i sigte for den jordiske menneskehed!