Reinkarnationsprincippet

Reinkarnationsprincippet

Martinus forfatterskab Det Tredie Testamente er omfattende. Ved siden af hovedværket Livets Bog I-VII samt symbolværket Det Evige Verdensbillede, og de større bøger Logik og Bisættelse har han udgivet 28 småbøger med specialanalyser, der sætter fokus på forskellige aspekter af verdensbilledet og dermed uddyber og supplerer analyserne i hovedværket. Nogle af småbøgerne skrev Martinus som selvstændige bøger, andre er blevet til på basis af artikler eller artikelserier udgivet i tidsskriftet Kosmos, og en del er fremkommet på grundlag af bearbejdede foredrag, som Martinus holdt. I en række tilfælde er et udvalg af disse artikler og foredrag samlet og udgivet i et enkelt bind, og de 28 bøger indeholder derfor ikke blot 28, men i alt 61 titler.

Om småbøgerne kan man sige, at der er tale om små perler, og betegnelsen “småbog” kan derfor forekomme misvisende. Bøgerne er ganske vist små i omfang, men ikke i indhold. Inden for en overskuelig ramme afdækker de væsentlige aspekter af det kosmiske verdensbilledes bærende principper og funktionsmåde, og de viser, hvordan Martinus med omtanke, logisk stringens og pædagogisk tæft på få sider formår at løfte sløret for centrale områder af tilværelsen, hvor menneskeheden generelt i dag lever i uvidenhed.

Den artikel, vi skal se nærmere på her, hedder Reinkarnationsprincippet. Den er baseret på et foredrag, som Martinus holdt på Martinus Institut den 12. december 1943. Foredraget er bearbejdet af Martinus’ nære medarbejder Mogens Møller, og det blev publiceret første gang med titlen Reinkarnationsprincippet eller Udskiftning af organismer i de såkaldte Kontaktbreve (nr. 6, 1958). Efterfølgende udkom artiklen i 1969 (og senere udgaver) som småbog nr. 16 sammen med tre andre artikler under fællestitlen Reinkarnationsprincippet.

Det er en af Martinus’ helt store fortjenester, at han formår at præsentere det evige verdensbillede gennem logiske analyser, der hviler på iagttagelser, som er tilgængelige for enhver, der er i stand til at betragte tilværelsen og naturen fordomsfrit. Er man i besiddelse af et humant sindelag kombineret med logisk sans, kan man med udgangspunkt i almindelige hverdagserfaringer følge og eftertænke Martinus’ åndsvidenskab i alle de bærende principper. Det gælder også artiklen Reinkarnationsprincippet, hvor Martinus netop med henvisning til elementære, dagligdags iagttagelser påviser, at reinkarnation er et alment gældende princip.

Reinkarnation er et organismeudskiftningsprincip

I artiklen præsenteres læseren for en fuldkommen afdramatisering af døden, og Martinus viser, hvordan det mysterium og den frygt, som mange mennesker forbinder med døden, er grundløse og ude af kontakt med, hvad døden i virkeligheden er. I bund og grund er døden identisk med en organismeudskiftningsproces, og den har intet at gøre med det uigenkaldelige ophør af individets tilværelse og eksistens, som det materialistisk indstillede menneske antager.

Martinus lægger ud med som det første at konstatere, at vi allerede fra fødslen er underkastet denne, universelt gældende, organismeudskiftningsproces:

“En organisme er en ‘levende ting’, den er en organisation af levende mikroindivider, som vi kalder organer, celler, molekyler og atomer. Med undtagelse af organerne er disse mikroindividers kredsløb af så hurtigt et tempo, at deres fysiske tilværelse bliver af langt kortere varighed end makrovæsenets. Derfor udskiftes disse væsener stadigt i makrovæsenets organisme. Hvert minut er der celler og atomer, der fødes og dør i vor organisme, så den faktisk er underkastet en stadig forvandlingsproces og i løbet af blot nogle få måneder næsten er helt fornyet.” (Reinkarnationsprincippet, s. 8)

Den vedvarende fornyelse betyder, at det gamle menneske allerede har oplevet døden og reinkarnationen eller genfødslen utallige gange. Disse reinkarnationer eller genfødsler mærker det imidlertid ikke meget til, da de foregår på celle-, molekyle- og atomniveau, og oplevelsen af livet af den grund fortsætter uafbrudt bag denne forvandling, hvor organismen gradvist fornyes. På den måde ændres vores krop nærmest umærkeligt fra barn til ung, til voksen og videre til gammelt menneske.

For at anskueliggøre, hvor radikal en forandring der i virkeligheden er tale om, beder Martinus læseren forestille sig, at de forskellige aldre var inddelt i klart adskilte organismer, og at forvandlingen mellem disse organismer mere radikalt skete ved, at samtlige mikrovæsener blev udskiftet på en gang. Hvis vi nemlig forestiller os, at det var tilfældet, ville der være tale om en serie af egentlige dødsprocesser, hvor organismen successivt gik under og blev erstattet af en helt ny og anderledes organisme. Selvom forestillingen kan virke søgt eller ligefrem abnorm, er det rent faktisk efter dette princip, at sommerfugle, der gennemløber et larve-, puppe- og sommerfuglestadium, oplever deres livsfornyelse. Mellem de skarpt adskilte stadier eller livsafsnit oplever disse insekter en slags dødsproces inden for det enkelte lokale jordliv.

Sammenlignet med sommerfuglenes stadier er menneskets kontinuerlige måde at forny sin organisme på en overlegen fornyelsesform:

“At kunne skifte organisme ganske umærkeligt, som jordmennesket gør det i en fysisk inkarnation gennem stadierne barndom, ungdom, manddom og alderdom uden at skulle afbryde dagsbevidsthedsfunktionen, og at kunne have fornemmelsen af, at det stadig er den samme organisme, uden at det i virkeligheden er det, er noget af et ideal i forhold til det udviklingsstadium, hvor væsenerne i en inkarnation skal gennemgå en slags dødsproces flere gange.“ (Reinkarnationsprincippet, s. 12)

Bag alle levende væseners fysiske kroppe – herunder sommerfugle- og menneskekroppe – findes et stråle- eller bølgeformigt legeme, der er ansvarligt for livsfornyelsen og organismeforvandlingen. Det er hvad enten det sker i adskilte etaper som hos sommerfuglene, eller det sker gradvist og næsten umærkeligt som hos det jordiske menneske. Martinus går i artiklen ikke i detaljer med de åndelige energilegemer, der befinder sig bag den fysiske organisme, men udfolder dette omfattende tema detaljeret i Livets Bog og andre steder i forfatterskabet.

Det er artiklens pointe, at på samme måde, som forvandlingen af den kropslige fremtræden i løbet af et enkelt, lokalt liv er identisk med organismeudskiftning, således er også døden en organismeudskiftning. I dette sidste tilfælde er der blot tale om en mere gennemgribende form for udskiftning, der skyldes, at det her ikke blot er atomer, molekyler og celler, der udskiftes, men hele kroppen og dermed også organerne. Af den grund er det nødvendigt, at menneskets bevidsthed helt forlader den fysiske krop, som derved forvandles til en død krop eller et lig, mens bevidstheden overgår til at blive båret af de åndelige eller stråleformige legemer, der også bærer bevidstheden under søvnen. Døden er derfor ikke et ophør af liv, men en overgang til et midlertidigt ophold i den åndelige verden, der efterfølges af inkarnation i en ny krop.

Martinus taler i den forbindelse om partiel død og total død. Mens den partielle død foregår kontinuerligt i løbet af et jordeliv, afslutter den “totale død” et jordeliv. Denne afslutning er imidlertid ikke afslutningen på livet, men skyldes kun, at det på det tidspunkt – hvad enten årsagen er ulykke, sygdom eller alderdom – er nødvendigt at udskifte hele organismen. Denne totale organismeudskiftning er således i princippet den sammen som den kontinuerlige, men blot i en mere drastisk udgave. Alt det, vi forbinder med “dødens gru”, er udelukkende et resultat af den chockvirkning, der er opstået som en følge af denne organismefornyelsesproces, hvor hele den fysiske organisme skiftes ud.

De levende væseners organismeudskiftningsproces er underkastet evolutionen

Det er et stort, gennemgående tema i Martinus’ forfatterskab i detaljer at redegøre for det næste trin i den jordmenneskelige udvikling eller evolution. I den forbindelse forklarer Martinus i artiklen, at på samme måde som sommerfuglens organismestadier inden for et enkelt jordeliv er udtryk for en organismeudskiftningstilstand, der er mere primitiv end menneskets, således findes der også en tilstand, som er mere udviklet end den forholdsvis drastiske proces, vi i dag kalder døden. Med tiden vil døden ændre sig til at blive en gradvis forvandlingsproces, der vil erstatte den nuværende bratte overgang fra en tilstand til en anden, og da vil væsenets vekslen mellem den fysiske og åndelige livsoplevelse ikke længere hæmmes af en "dødsproces", men blive lige så fuldkommen som overgangen fra barn til ung og fra ung til voksen og fra voksen til gammel.

Martinus formulerer det i artiklen på denne måde:

“Det er Forsynets eller Guddommens vilje, at det levende væsen skal nå frem til gennem en lang periode i udviklingsspiralen at kunne opleve sin evige tilværelse uden de organismeafbrydelser, som må finde sted i en udviklingsspirals planterige og dyrerige. Det vil altså sige, at en sådan umærkelig organismeudskiftning, som det jordiske menneske er nået frem til at beherske inden for et enkelt jordliv, engang i fremtiden også vil beherskes af samme væsen, når det glider fra den fysiske tilstand over til den stråleformige.” (Reinkarnationsprincippet, s. 16)


Den tilværelse, vi da vil opleve, svarer til den, Jesus henviser til med begrebet ”opstandelse”:

”Det er i virkeligheden begrebet ‘opstandelse’, der med tiden skal blive en realitet for det jordiske menneske, som, når det er nået frem til et sådant udviklingstrin, hvor det med sin viljekraft behersker materien, ikke mere kan betegnes som et ‘jordmenneske’, men som et ‘rigtigt menneske’, et ‘menneske i Guds billede’. “ (Reinkarnationsprincippet, s. 16-17)


På det nuværende udviklingstrin karakteriserer Martinus det jordiske menneske som et ufærdigt væsen og placerer det i dyreriget, fordi det endnu ikke har udviklet sig til at blive et sandt menneskeligt væsen. Det vil ændre sig i takt med, at det gennem lidelseserfaringer bliver mere medfølende og dermed efterhånden bliver i stand til at handle et hundrede procent kærligt over for alle levende væsener. Dette ”nyopstandne” menneske vil som Kristus opleve at være ét med Gud, og det vil ikke længere skulle dø og fødes på den omstændelige måde, som er gældende i dag.

Om kunsten at dø

Mens dette udviklingstrin endnu hører fremtiden til, er det her og nu værd at hæfte sig ved, at det allerede inden døden er muligt at forberede sig på døden. Det gør man bedst ved at leve sit liv i overensstemmelse med universets love, som opfyldes ved at være kærlig i sin handlemåde over for alle levende væsener. Bestræber man sig på det, indstiller man derved sin tankegang og væremåde på den livsform, man vil opleve efter døden, og dermed bliver overgangen til det åndelige plan lettere den dag, døden indfinder sig:

“Men allerede nu har det enkelte jordmenneske mulighed for at gøre døden til noget smukt i stedet for noget rædselsfuldt. Det kan lære at dø, ved at det lærer at leve, det vil sige, ved at det lærer livets love at kende og søger at leve i overensstemmelse med dem. Jo mere et menneske lever med sine tanker, følelser og handlinger på bølgelængde med universets grundtone eller den universelle moral: at være til gavn og glæde for levende væsener, desto lettere vil døden blive, når den engang kommer. Den vil føles som en livsfornyelse, en herlig hvile fra det til tider lidt besværlige liv i den fysiske materie. Men det vil ikke blive en hvile, som den man får i en lænestol eller på en sofa, nej, det bliver på samme måde, som man oplever det i den mest vidunderlige ferie, man kan tænke sig. Med sin tanke som befordringsmiddel besøger man zoner og sfærer alt efter ønske, og også dette er baseret på universelle love.”
(Reinkarnationsprincippet, s. 19)

På et tidspunkt ønsker væsenet sig tilbage til den fysiske verden, og det inkarnerer da og får en ny, frisk organisme, der opbygges under forsterstadiet. Dermed får væsenet i det nye fysiske liv nye muligheder for at lære at tænke og leve således, at det efterhånden kan overvinde døden.

Med Reinkarnationsprincippet viser Martinus, at menneskets angst for døden er selvskabt. Han viser hvorledes det enkelte menneske gennem studiet af åndsvidenskaben kan blive fortrolig med, hvad dødsprocessen reelt indebærer, og at den angst og uvished, der ofte er forbundet hermed, kan overvindes og erstattes af tillid og tryghed. Det betyder imidlertid ikke, at døden er uden gener, for døden markerer afslutningen på et jordeliv og indebærer dermed afsked mellem mennesker, der er knyttet til hinanden, og selvom man som pårørende med sit intellekt erkender, at døden blot er en ændring i tilstand, vil der stadig være følelser af savn. De forsvinder ikke uden videre, men indtil vi gennem udvikling overvinder døden og forvandles til ”nyopstandne mennesker”, hjælper det at vide, at den døde lever og har det godt.

Som vi har set, præsenterer Martinus i artiklen reinkarnationen som et alment organismeudskiftningsprincip. Anskuer man artiklen på baggrund af forfatterskabet som helhed, er der mange aspekter af reinkarnationen og den åndsvidenskabelige begrundelse herfor, som artiklen ikke medtager. Herunder karmaloven og spiralkredsløbet med umådelige perioder, der veksler mellem kulminerende mørke og kulminerende lys. Hele det vidtstrakte overblik over verdensaltets kosmiske struktur, som Martinus præsenterer i Livets Bog og andre steder i sine værker, der yderligere stadfæster reinkarnationen som et åndsvidenskabeligt faktum, henvises der til i artiklen, men disse aspekter inddrages ikke. I stedet demonstrerer Martinus, hvordan man ud fra enkle hverdagsbetragtninger kan lære at se reinkarnationen som en naturlig proces, der gør den afslutning på livet, som mange forbinder døden med, til en illusion.