Udødelighed

Når vi har fået tilstrækkelig mange lidelseserfaringer, så bliver vi modtagelige for teoretisk undervisning. Det vil bl.a. sige Martinus’ kosmiske analyser. Deviseros udødeligheden, meningen med det såkaldte onde. De viser karmaprincippet, at vi selv er den første årsag til vores skæbne, og de viser, at man skal lære at tilgive dem, der udsætter os for ubehageligheder, fordi de handler i uvidenhed. De viser vejen ud af mørket, som er det samme som at følge Kristi eksempel. De viser, hvorfor Kristus havde ret, hvorfor bjergprædikenen er korrekt. De viser, at vi dybest set ikke har noget at frygte, at al smerte har et kærligt formål, nemlig at afskaffe smerten og erstatte den med velvære, lykke og visdom. De viser, at alt er såre godt. Der er en mening med mørket, og denne mening er at komme ud af mørket, beriget med så omfattende en visdom, at man får evne til at handle kærligt i alle situationer og dermed gøre sin væremåde identisk med Guds væremåde, hvormed man bliver modtagelig for Guds bevidsthed, ”Den hellige ånd” eller kosmisk bevidsthed. Da er man nået til det virkelige liv, ét med Gud og sin næste i milliarder og atter milliarder af år, indtil man bliver træt af det og atter trænger til livsfomyelse.

Martinus kosmiske verdensbillede er beskrevet i Martinus’ samlede værker, som Martinus gav fællestitlen ” Tredie Testamente”. Martinus verdensbillede hedder også ’Det Evige Verdensbillede’. Det viser evigheden. Det viser udødeligheden. Det viser, at vi er udødelige, at vi er evigt levende i forskellige tilstandsformer, sådan at den fysiske død blot er en overgang til et åndeligt legeme, hvor der endda er rarere at være end på det fysiske plan, hvorefter man kan vende tilbage i en ny fysisk krop, når der er behov for det. Og sådan fortsætter vi i al evighed – og uden nogen sinde at være startet... Ved at forstå at vi er udødelige, kan vi slippe megen overflødig frygt – nemlig al den frygt, der bygger på den urigtige forestilling, at den fysiske død er en absolut død. Og da dødsfrygten ligger til grund for mange andre former for frygt, er der således rigtig meget frygt, der kan slippes gennem erkendelsen af vores udødelighed.¹

Samtidig er erkendelsen af udødeligheden nøglen til at forstå, hvorfor der er så meget lidelse, elendighed og galskab i verden. Der er nemlig mening med galskaben. Det kan man kun se gennem en forståelse af udødeligheden. Når vi er udødelige, så er det mest hensigtsmæssigt, hvis dette evige liv er meningsfuldt og indeholder så meget lykke som muligt. Og sådan ER det evige liv rent faktisk!

Universets grundtone er alkærligheden², hvilket vil sige, at meningen med livet er at opleve denne alkærlighed. Men hvorfor så den førnævnte lidelse, ulykke og galskab, som det ser ud til, at der ligefrem er mest af i verden? Ja, igen er udødeligheden nøglen til forståelse af, at der ikke bare er en kærlig mening med galskaben, men at lidelsen og elendigheden også er noget absolut sekundært i vores evige tilværelse, idet den er begrænset til et absolut minimum og koncentreret til en særlig zone i det evige liv, som vi må gennemgå med jævne mellemrum. Denne zone er det fysiske tilværelsesplan, som vi befinder os på. Det er det evige livs helvedeszone, hvor vi i øjeblikket befinder os.

Men hvorfor skal vi gennemleve en helvedesepoke? Det skal vi for at opleve en kontrast til kærligheden. Denne kontrast – lidelsen og ulykkeligheden – er selve grundlaget for at kunne opleve modsætningen: kærlighed, visdom og lyksalighed.

De mange lidelser vi oplever, tager vi med fra liv til liv som erfaringer, der til sidst bliver til visdom. De bliver til praktisk erkendelse af, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Og alene med denne viden, får vi evne til at gøre det gode og dermed også opleve det gode.

Når vi nu længes efter fred, så er det fordi, vi har levet mange liv i ufred. Men for meget længe siden, var det anderledes. Der havde vi levet i enorme tidsepoker af fred, og derfor længtes vi faktisk efter ufreden. Det kan være svært at forstå, når man er meget træt af ufred, at der kan være andre væsener, der er i den stik modsatte situation, som længes efter ufreden. Men sådan er det evige liv. Der er ikke nogen livsform, uanset hvor fuldkommen den er, som man aldrig bliver træt af. Det er samme princip, der gør, at hvis man fik sin livret hver dag, så ville man til sidst råbe og skrige efter at få lov til at spise noget andet. Dette princip kalder Martinus sult– og mættelsesprincippet.

Og det er dette princip, der har medført, at vi nu lever i et større eller mindre helvede. Vi har ønsket det engang. Vi høster som vi sår. Vi er selv den første årsag til vores egen skæbne. Men vi ønsker vel ikke lidelse? Nej, det gør man normalt ikke. Men man kan ønske ting, der i første omgang ser ud til at være behagelige for en selv, men som fører til lidelse uden vi ved det. Når vi kan ønske ting, som vi ikke ved fører til lidelse, så skyldes det altså uvidenhed.

Uvidenhed er altså nøglen til forståelse af alt det, vi kalder ”det onde”. Hvor uvidenhed fjernes ophører det såkaldte ”onde” med at eksistere³. Derfor er der heller ikke nogen eller noget at bebrejde. At bebrejde er altid et udtryk for uvidenhed. Når uvidenhed fjernes, er der ingen at bebrejde. Vi er selv årsag til vores skæbne, hvad enten den opleves som lykkelig eller ulykkelig. Men vores ulykkelige skæbne skaber vi altid i uvidenhed. Vejen ud af ulykkelig skæbne er således at fjerne uvidenhed. Den primære måde at gøre det på er, at vi får den lidelseserfaring, som er nødvendig for at kunne skelne mellemgodt og ondt, og som samtidig udvikler vores medlidenhedsevne eller hvad vi kan nænne at gøre af ubehaglige ting mod andre. Den sekundære måde er som nævnt indledningsvis, at vi beriget med rigeligt af lidelseserfaringer, er begyndt at hungre efter meningen med livet og dermed er blevet modtagelige for at forstå de kosmiske analyser i samme grad som vi er tilstrækkeligt modne, kultivere vores lidelseserfaringer, hvilket igen vil sige at sætte dem ind i deres rette sammenhæng set fra det kosmiske eller evige perspektiv. Dermed kan vi selv bevidst arbejde med på at frigøre os fra mørket og lidelserne.

I virkeligheden er helvedeszonens formål, som vi pt. lever i, alene dette at forny vores livsoplevelsesevne gennem at skabe en fuldkommen evne hos os til at skelne mellem godt og ondt, hvilket er ensbetydende med at forny vores alkærlighedsevne, så denne bliver intet mindre end kulminerende kærlighed, og dermed bliver vores væremåde ét med universets grundtone – ét med Gud. Det er målet for alle levende væsener, og det er mørkets eller lidelsernes dybeste formål. Vi, som udødelige levende væsener, overlever og går dermed sejrrigt igennem alle lidelser, ydmygelser og nederlag, beriget med nye erfaringer for, hvad man ikke skal gøre! Mørket er således en ligeså stor guddommelig velsignelse som lyset, idet lysets eksistensgrundlag udelukkende kan begrundes i mørkets og lidelsernes eksistens.⁴ Lidelserne er således også et gode – omend et ubehageligt gode. Alt er derfor såre godt. Det ubehagelige gode er med dette evige formål derfor også evigt begrænset til at være så begrænset som overhovedet muligt og alene tilstrækkelig meget til, at vi kan blive fuldkomne gudemennesker, der lever med samme alkærlighed, alvisdom og almagt som Guddommen selv – endda lige så længe, vi selv har lyst til det!