Vandtanken

Der var engang et land, hvor der var en langvarig tørke. Næsten alle brønde var tørre og folk tørstede. Men der var en mand, som endnu havde vand i sin brønd. Folk kom til ham og bad om at få lidt vand, men han sagde: “Hvis jeg giver jer vand, kommer jeg jo selv til at tørste. Brønden er på min ejendom og det er mit vand“.

Ejeren frygtede, at også hans brønd ville tørre ud. Derfor ville han bygge en stor vandtank og fylde den op, så han altid havde vand. – Han fik lavet en kæmpestor vandtank.

For at få folk til at hjælpe sig med at fylde den op, indgik han en aftale med dem. For hver spand vand de bar fra hans brønd til vandtanken, kunne de få 5 kr., og de skulle betale 10 kr. for hver spand vand de købte hos ham. Han syntes, at det var rimeligt, at han fik noget for at hjælpe dem og folk var tilfredse. Nu skulle de ikke dø af tørst. De kunne købe vand for de penge de tjente ved at fylde vand i vandtanken og den blev efterhånden fyldt helt op.

Til sidst flød vandtanken over, for folk kunne jo kun købe en halv spand vand, hver gang de hældte en hel spand vand i tanken, og ejeren kunne ikke selv drikke alt det vand. Han fyrede derfor arbejderne, og nu havde de ingen penge at købe vand for. De protesterede over at skulle tørste, selvom vandtanken var fyldt. “Men det er jo mit vand“, sagde ejeren.

Det udviklede sig til en krise. For at berolige folk, lod ejeren, som en slags godgørenhed, nogle få spande vand uddele til de tørstende. Han brugte selv vandet til en stor swimmingpool og lavede en sø i sin have til guldfisk. – Efterhånden var der igen brug for at hælde vand i tanken. Nu var der arbejde at få. Krisen var ovre for denne gang.

Men det var et ustabilt system. – Snart var vandtanken fyldt igen og en ny krisetid opstod. Til sidst blev folk rasende og truede med oprør. Tankejeren ansatte nogle stærke mænd som vagter, for at holde folk væk. Det endte med krig. Tanken blev ødelagt, alt vandet strømmede ud og oversvømmede byen og ødelagde mange huse.

Til sidst blev der dog sluttet fred. Vandtanken og husene skulle genopbygges, og der skulle igen vand i vandtanken, så i lang tid var der arbejde til alle og nogenlunde fred. Til trods for at krisen var overstået, frygtede alle at det måtte gå galt igen. Ingen kunne dog finde ud af hvorfor. Tankejeren havde jo vandtanken. Men han kunne kun sælge vand, når folk havde arbejde og tjente penge. Hvorfor gik det altid galt?

Ejeren ansatte nogle “vismænd“ som skulle løse problemet. – En foreslog, at man kunne bruge lidt mindre spande, så det varede længere inden tanken var fyldt op. – En anden foreslog, at man automatisk uddelte lidt penge, som en slags borgerløn, så de stadig kunne købe vand. Men var det ikke umoralsk, at give folk penge, når de ikke arbejdede? – En af “vismændene“ var så fræk, at han sagde, at det måske også var umoralsk, at kun én ejede alt vandet, når alle havde brug for vand og burde have lige adgang til det! Ham ville man ikke høre på! – Til sidst besluttede man at bruge nogle mindre spande, samt at uddele lidt understøttelse.

Et nyt problem opstod, da der kom folk fra andre lande, der også manglede vand. De tilbød at bære vand til tanken for kun 4 kr. Det skabte nye konflikter. (Og så så de tilmed “forkerte“ ud!).

Men det blev endnu værre. Tankejeren fik lavet et robotsystem som automatisk fyldte vandtanken op. Alt blev automatiseret og nu var der slet ikke mere arbejde til folk. “Vismændene“ kunne ikke finde nogen løsning og det endte igen med en stor krig. Vandtanken, automaterne og husene blev ødelagte og mange døde. – Hvor længe og hvor mange gange skulle dette mon blive ved?

Til sidst kom nogen på den tanke, at det muligvis ikke kun var i systemet, at den største fejl var, men hos menneskene selv. Rigtige vismænd havde jo tidligere fortalt, at løsningen på de store problemer var den rette menneskelige væremåde. Man skulle, i fællesinteresse, dele vandet og samarbejde i harmoni om de goder, som alle burde have del i.

Til sidst kom en vismand der hed Martinus. Han skrev en lærebog om den rigtige væremåde. Det var LIVETS BOG, som er Det Tredie Testamente. Her var der anvisning på, hvordan man i praksis, ved at øve sig, kunne forbedre sin væremåde. Men det afhang af den enkeltes iver, motivation og sindelag. Til at begynde med var det kun ganske få, som havde det rette sindelag, og de måtte gennem “lektien“ mange gange. Så det tog lang tid, ja, endog flere inkarnationer, inden alle havde lært den rette væremåde. Men udviklingen gik den rette vej og til sidst ændrede flere og flere efterhånden deres holdning og sindelag.

Så da alle havde lært at have den rette væremåde, kunne de drikke alt det vand de havde behov for og det var gratis. – Ingen skulle være slave for andre og der var ikke mere brug for nogen vandtank. Alt kedeligt arbejde var stadig automatiseret, så folk havde tid til at dyrke deres interesser. Og den største interesse folk nu havde, var at hjælpe hinanden og at være til glæde og gavn for andre.

Nu havde menneskene lært at leve i fred og fordragelighed, ja, endog i næstekærlighed, sådan som det fra begyndelsen var meningen fra Skaberens side.