Aandsvidenskaben som Det Tredie Testamente

Næstekærlighedsbudet og Ægteskabsbudet er rettet til hver sin Epokes særligt udviklede Mennesker 

1847. Bliver det saaledes igennem ovenstaaende ikke til Kendsgerning, at Ægteskabsbudet og Næstekærlighedsbudet er Udtryk for to store, højst forskellige Udviklingsepoker, hvis Væsener umuligt kan være under samme fundamentale Livs- eller Kulturlov? — Udgør Ægteskabets Bud ikke Loven eller Fundamentet for en særlig Kultur- eller Livsoplevelsesepoke, og er Næstekærlighedsloven ikke paa samme Maade Fundamentet for en anden særlig Livs- eller Kulturoplevelsesepoke? — I den ene Epoke er Ægteskabet og dets Forplantningsmetode den højeste Fornemmelse af Livet, ja, som vi allerede har vist, Paradiset eller en Straale fra Himlen midt i Spiralkredsløbets Midvinter eller Natzone. I den anden Epoke har Ægteskabsbudet tabt sin Magtstilling, i modsat Fald kunde denne Epoke umuligt blive til, da Ægteskabsbudets totale Overholdelse forhindrer Overholdelsen af Næstekærlighedsbudet, der betinger, at alle skal elskes, ikke blot og bar med en Smule tillært Høflighed eller Dannelse, men med en Kærlighed, der er paa Højde med den Kærlighed, hvormed man elsker sig selv. Man skal altsaa i Virkeligheden have den samme Interesse i at beskytte, hjælpe, hæge over og hygge om ethvert andet Medvæsen som den, man har i at manifestere de samme Ting omkring sin egen Person.

Moses og Kristus som henholdsvis udgørende Ægteskabsbudets og Næstekærlighedsbudets store Profeter

1848. I Biblen har vi en overordentlig stor Repræsentant for hver af disse to store Kulturepoker. For den første Epoke, altsaa Ægteskabets, har vi Moses, og for den anden, Alkærlighedsepoken, har vi selveste Verdensgenløseren Jesus Kristus. Den første er en saa udpræget Ægteskabets og de hermed forbundne Loves Profet, at han ligefrem paabyder Dødsstraf for enhver højere udløst Sympati mellem Væsener af samme Køn, medens Kristus paaberaaber den allerhøjeste Sympati mellem Væsenerne ganske uafhængigt af Køn som det eneste fundamentale Fremtidsideal for Menneskene paa hans Tid og frem efter og bebuder dermed Vejen til Fuldkommenheden eller Vejen til Himmeriges Rige og Faderen. Vi ser i disse to store, guddommelige Usendinge til Menneskeheden to meget stærkt lysende Stjerner paa den jordmenneskelige Udviklings Vej. Deres Lys er hvert for sig saa forskelligt i Farve og Glans, at det er let at se, at de tilsammen markerer en mental Svingning eller Forvandling indenfor den jordmenneskelige Psykes udvikling. Paa Moses Tid har Ægteskabsloven været et meget aktuelt og og magtpaaliggende Problem. Der var paa denne Tid ikke Brug for Kristus eller en Fortolker af en Sympati, der laa udenfor Ægteskabet eller Folkets racemæssige Forplantning og Bestaaen. Senere skulde der altsaa vise sig Tendenser i Folket, der fik Ægteskabet til at svækkes i sin Grundvold, fik det til at udvise en begyndende Degeneration. Denne Degeneration har man hverken med Moselove, Dødsstraffe eller teologiske og gejstlige Forbandelser kunnet ændre.

Aandsvidenskaben som et tredie og sidste Testamente

1849. De dybeste Tendenser i Jordmenneskene er trods ydre Konflikter og Modstand i et stedse stigende Skred hen imod en større almen Sympati end den kønsbestemte Sympati i Moseloven, en Sympati, der sætter Næstekærligheden himmelhøjt over Forplantningsprincippet og viser, at dette ikke bliver ved med at være det vigtigste i Livet, men derimod i Kontakt med Verdensgenløserens Fortolkning kun kan være en Sympati, der forener alle Væsener i den inderligste, mentale og fysiske Omfavnelse, ganske uafhængigt af Køn, Race, Nation og Verdensanskuelse. Er det ikke denne Kursændring og Opfattelse af Sympati og Kulturudvikling eller Guds Skabelse af Mennesket, der har betinget, at „Det gamle Testamente" ikke kunde blive ved med at være fyldestgørende, men maatte erstattes eller suppleres med nDet nye Testamente"? — Og er det ikke den samme fortsatte Udvikling, der nu betinger, at dette nye Testamente heller ikke mere er fyldestgørende, men kræves forklaret videnskabeligt, i Stedet for som tidligere kun at blive forklaret dogmatisk eller diktatorisk? — Er det ikke netop dette Krav, der nu afføder Aandsvidenskab og derfor maa blive et tredie og sidste Testamente. Efter dette Testamente behøver intet Menneske længere andres Vejledning. Her kan det blive ført helt frem til dets egen store Indvielse eller aandelige Fødsel, hvorefter det selv vil være ophøjet til at være eet med Faderen og Verdensbilledet og dermed selv være Vejen, Sandheden og Livet.