For Jesus var reinkarnation en selvfølge

Jesus og Jesus er to ting

Forklaringen er, at Jesus ikke er en entydig betegnelse. I denne artikels overskrift og i afsnittet lige her ovenfor har Jesus betydningen den historiske Jesus eller virkelighedens Jesus. Men det er ikke dén Jesus, kirken taler om. Kirken har i tidens løb skabt sin egen fiktive, mytologiske, gudelignende jesusfigur, kirkens Jesus eller troens Jesus. Og han har ikke reinkarnation som sit grundlag. Kirken ser derfor ikke den modstrid, der er påpeget ovenfor. I resten af denne artikel har Jesus betydningen virkelighedens Jesus, hvis der ikke er anført andet.

Reinkarnationens seriøse udgave

Vi må hellere komme på det rene med, hvad reinkarnation betyder i denne sammenhæng. Og der kan vi roligt udelukke de mere fantasifulde opfattelser, hvor man kan risikere at blive født som en slange eller et andet dyr næste gang, hvis man ikke opfører sig ordentligt. Hos Jesus er der tale om den seriøse, evolutionære udgave af reinkarnation, hvor man i sit næste liv fortsætter sin intellektuelle, moralske og humane udvikling startende fra det niveau, som man når til i sit nuværende liv.

Jesu direkte budskab

Jesus lagde overhovedet ikke skjul på, at hans grundlag var reinkarnation. For det første viste han sig efter sin død på korset for sine disciple og leverede dermed en vidnefast demonstration af, at vi lever videre efter den fysiske krops undergang, hvilket er en nødvendig forudsætning for reinkarnation. Og kort før sin død sagde han til røveren på nabokorset:

Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i paradis. (Luk. 23,43)

Dermed understregede han, at både hans egen og røverens sjæl ville leve videre, efter at deres legemer var døde. At kunne overleve døden er altså ifølge Jesus ikke forbeholdt ham selv, men gælder også for røveren og dermed for os alle.

Kirken opfatter sjæl og legeme som en ubrydelig enhed. De to kan altså ifølge kirken ikke adskilles, og det udelukker jo reinkarnation. Jesus mente derimod, at de godt kan adskilles. Det fremgår allerede af hans ovennævnte udtalelse. Og endvidere af denne:

Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel. (Matt. 10,28)

Virkelighedens Jesus og hans forkyndelse rummer altså ikke den blokering mod reinkarnation, som kirken har skabt ved at anse sjæl og legeme for uadskillelige. Jesu holdning fremgår også af Forklarelsen på bjerget, hvor han var sammen med disciplene Peter, Jakob og Johannes. Oppe på bjerget så disciplene, hvordan Moses og profeten Elias, der levede længe før Jesu tid, kort kom til syne og talte med Jesus. Da de senere var på vej ned ad bjerget, spurgte disciplene Jesus: ”Hvorfor siger de skriftkloge, at Elias skal komme før Menneskesønnen [et andet ord for Jesus]”? Jesus svarede:

”Elias er allerede kommet, og de kendte ham ikke”. … Da forstod disciplene, at han talte til dem om Johannes Døber. (Matt. 17,12-13)

Også Det Tredie Testamente nævner denne samtale mellem Jesus og disciplene, mens de var på vej ned ad bjerget. I Livets Bog skriver Martinus:

Men at han [Jesus] ikke desto mindre vidste Besked med … Reinkarnationen eller Genfødselen fremgaar jo tydeligt ikke blot af hans Forklaring til Nikodemus, men endog endnu mere direkte af hans Udtalelser om Johannes Døberen der, hvor han siger: ”Og dersom I ville tage imod det: Han er Elias, som skal komme. – Den, som har Øren at høre med, han høre”. (Livets Bog III, stykke 867, side 1080)

Ud over udtalelsen om Johannes Døberen nævner Martinus også Jesu forklaring til Nikodemus. Hvordan lyder dén forklaring, og hvordan forholder kirken sig til den? I samtalen med Nikodemus fremsatte Jesus et direkte budskab om genfødsel:

”Sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige … Den der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige … Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny”. (Joh. 3)

Nikodemus forstod imidlertid ikke budskabet, og kirken forstår det stadigvæk ikke. Den mener, at fødes på ny af vand og ånd betyder blive døbt og få Helligånden. Kirken er naturligvis i sin gode ret til at tolke, som den kan og vil. Men det er at gå langt over stregen at lægge denne tolkning i munden på Jesus selv. Ikke desto mindre er det dét, der er gjort i Den Nye Aftale – Det Nye Testamente på nudansk, idet kirken dér har sat sin egen jesusfigur – troens Jesus – til at tale med Nikodemus. På den måde bliver Nikodemus spist af med kirkens ovennævnte tolkning af, hvad det vil sige at blive født på ny af vand og ånd.

Jesu indirekte budskab

Ud over de allerede nævnte direkte udtalelser har Jesus indirekte, og på en måde så det næppe kan bortforklares, fortalt os, at hans grundlag var reinkarnation. Vi kan se det ved at kigge på en række af hans centrale udtalelser og vurdere dem, dels ud fra étlivstroen og dels ud fra reinkarnation.

Om konsekvenserne af vores handlinger siger Jesus f.eks.: Alle, der griber til sværd, skal falde for sværd. (Matt. 26,53). Den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med. (Matt. 7,1). Giv, så skal der gives jer. (Luk. 6,38). I det følgende ser jeg på den første af disse udtalelse som eksempel.

Set ud fra étlivstroen er udtalelsen åbenlyst fejlagtig og utroværdig. Der er masser af eksempler på, at personer, der har ’grebet til sværd’, lever resten af deres liv uden at blive dræbt eller udsat for fysisk eller psykisk vold i et omfang, der svarer til det, de selv med deres ’sværd’ har påført andre. Så i det lys gælder den af Jesus påpegede lovmæssighed, som vinden blæser. Hvis Jesus virkelig havde troet på, at vi kun har ét liv her på jorden, ville han aldrig have udtalt sig så lemfældigt.

Set ud fra reinkarnation giver udtalelsen derimod perfekt mening. Forklaringen er, at konsekvenserne af vores handlinger ikke altid viser sig i vores nuværende liv, men i mange tilfælde først dukker op i et kommende liv. Vi kan derfor ikke direkte se rigtigheden af den lovmæssighed, som Jesus gjorde os opmærksom på. En lovmæssighed, som det dog kan være særdeles nyttigt for os at kende.

Det er nok de færreste, der kan tro, at Jesus forkyndte fejlagtigheder og utroværdigheder. Så det er tydeligt, at hans grundlag var reinkarnation, og at han udtalte sig ud fra denne viden.

Om den ideelle væremåde siger Jesus f.eks.: Gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer. (Luk. 6,27-28). Elsk jeres fjender. (Matt. 5,44). Du skal elske din næste som dig selv. (Matt. 22,40).

Set i et étlivsperspektiv er der her tale om en religiøs utopi. Den nævnte væremåde er totalt uopnåelig for os almindelige mennesker. Der er alt for stort et gab mellem vores moral og Jesu ideelle mo- 15 ral. Så hvis Jesus havde troet på hypotesen om kun ét liv, havde han naturligvis ikke forkyndt en væremåde, som han i så fald ville have vidst, at menneskene ikke havde en jordisk chance for at virkeliggøre.

Set ud fra reinkarnation forkyndte Jesus derimod en væremåde, som hvert eneste menneske på sigt både kan og vil virkeliggøre. Det er en væremåde, der står som endemålet for alle menneskers gradvise humane, moralske og intellektuelle udvikling over mange liv. Vi – du og jeg og mange andre – er allerede nu nået et godt stykke på vej mod dette endemål. På Jesu tid korsfæstede vi folk for et godt ord, vi holdt slaver og vi kastede folk for løverne som folkeforlystelse. Det gør vi ikke mere i dagens Danmark. Så selv om mange af vores handlinger stadigvæk er primitive set i forhold til endemålet, så følger vi – mange uden at vide det – den vej, som Jesus slog til lyd for. Men vejen er lang. Guds mølle maler langsomt. Vi skal hver især indsamle mange erfaringer undervejs.

Igen: Det er nok de færreste, der kan tro, at Jesus forkyndte religiøse utopier. Så det er tydeligt, at hans grundlag var reinkarnation, og at han udtalte sig ud fra denne viden.

Kirkens farvel til reinkarnation

Der er ikke noget i Jesu oprindelige lære, der kan begrunde et nej til reinkarnation. I de første århundreder efter Jesus var reinkarnation da også en ret udbredt opfattelse i mange kristne grupper. Blot ikke i dem, der lidt efter lidt blev de mest magtfulde, og som til sidst blev til det, vi kalder kirken. Disse magtfulde gruppers modstand mod reinkarnation var alene baseret på dogmer, som kirken selv fortolkede ind i Jesu lære. Det drejer sig f.eks. om dogmet om Jesu guddommelighed (altså Jesus som både Gud og menneske), dogmet om kødets opstandelse og dogmet om at man frelses, ikke ved gerninger, men kun ved tro. Ved at fortolke sådanne dogmer ind i Jesu lære skabte kirken en dyb kløft mellem troens Jesus og den historiske eller virkelige Jesus. Alle grupper uden for kirken blev nu erklæret for kætterske, og på et kirkemøde i året 553 blev reinkarnation udelukket fra den rette lære. Konsekvensen heraf var – som vi har set det ovenfor – at man gjorde Jesu model for væremåde uopnåelig og hans leveregler utroværdige.

En sådan konsekvens har ikke haft den store praktiske betydning i en tid med højkonjunktur for ukritisk, religiøs dogmetro. Men i vore dage, hvor dogmetro er på retur og intellektuelle behov er i vækst, viser konsekvensen sig som 1) kirkens langsomme, men støtte medlemstilbagegang, 2) en kulminerende materialisme og 3) en spirende modtagelighed for Det Tredie Testamente.

Et led i Forsynets plan

På den ene side kunne det umiddelbart se ud, som om kirkens farvel til reinkarnation var en uhensigtsmæssig og negativ udvikling, idet der derved blev skabt en modstrid mellem Jesus og hans kirke på et så vigtigt punkt som holdningen til reinkarnation. Denne modstrid er kirken – som tidligere nævnt – kommet ud over ved at erstatte den virkelige Jesus med troens Jesus, skabt i kirkens billede.

På den anden side lader Forsynet ikke udviklingen være uhensigtsmæssig og negativ. Alt er jo såre godt. Også at kirken fjernede reinkarnationen fra kristendommen. Martinus forklarer i Det Tredie Testamente:

”Hvordan kunne kristendommen føre menneskene ud i et materielt stadium? – Det kunne den, fordi den ikke gav oplysninger om reinkarnationen. … Kristus kendte udmærket til reinkarnationen, men det skulle menneskene ikke, for så ville de ligesom i Østen blive ved med at være religiøse og ikke give sig fuldstændig hen i materien. Men netop ved at kristendommen var bygget på denne måde, måtte det ende med, at menneskene til sidst fuldstændig hengav sig til materien og derved kom til at opleve kulminationen af mørket og af, at man ikke kan klare sig uden at have forbindelse med Gud og de højere verdener. Derved bliver de modne til at kunne lytte til den endelige kristendom eller åndsvidenskaben.” (Fra artiklen Kristendommens verdensepoke, Kosmos 1991, nr. 11)