Julestjernen

Kære Venner! – Jeg vil i Aften gerne tale til Dem om den Jul, vi nu snart igen skal fejre. Vi vil dvæle lidt ved den almindelige Opfattelse, Menneskene har om denne Højtid. Vi ser, at to Opfattelser gør sig gældende, en materialistisk og en religiøs. For det moderne, intelligensudviklede Menneske har Julen mistet sin Inspirationsværdi. Det moderne Menneske opfatter Julefesten som en Fest, der har overlevet sig selv, og det stræber efter at komme bort fra den. For det religiøst betonede Menneske derimod er Julefesten rodfæstet i en dyb Tro paa Julens Evangelium, og det glæder sig af hele sit Hjerte til denne Højtidsstund.

Julen vil blive ved med at eksistere som Udtryk for et udødeligt Princip. Det eneste, der vil skifte, er den Form, hvorunder den manifesteres. Her paa de nordlige Breddegrader indtræder Julen jo midt om Vinteren. De vil se, hvorledes dette passer sammen med Julen som en Fest for Lyset. Selvom dette muligvis beror paa en Tilpasning til tidligere Tiders Solhvervsfester, vil De alligevel se, hvorledes denne Fests Beliggenhed midt i Vinterens Hjerte passer sammen med den Symbolik, som Julen giver Udtryk for.

De har gennem Deres Børnelærdom lært om Julen som Udtryk for Lys, og at dette Lys kom til Jorden ved Jesus Kristus. De Begivenheder eller Fortællinger, der knytter sig til Jesu1 Fødsel, Barndom, Liv, Korsfæstelse og Død, er kun symbolske Udtryk for de store kosmiske Principper. Dette betyder naturligvis ikke, at disse Begivenheder ikke har fundet Sted, det har de, men det betyder, at de dækkede over noget større, de blev en vældig Aabenbaring af de store kosmiske Principper, et mægtigt Forbillede for Menneskene.

Dette Forbillede udtrykker en Overføring af de kosmiske Principper til en Form, i hvilken det almindelige Menneske kan fatte dem. Efterhaanden, som Udviklingen skrider frem, faar Menneskene større og større Evne til selv at se det Lys, som de først lærte at kende igennem Symbolerne. Saadan er det ogsaa med Juleevangeliet. Det var jo ikke det, at Jesus fødtes. Der fødes jo Tusinder og atter Tusinder af Børn. Naar Menneskene holder Jul, er det for at udtrykke deres Længsel efter Lyset, deres Tro paa og deres aldrig slukte Haab om en Tid helt anderledes end den, vi nu oplever. I deres Hjerte har Mennesket forlængst erkendt, at Livet bestaar i at give, ikke i at tage. Og vi ser da ogsaa, hvorledes Julen er blevet en Gavernes Tid. Alle Vegne ser vi Mennesker komme ilende med Pakker, de har alle en dyb Trang til ved Hjælp af en Gave at give Udtryk for det menneskelige i dem selv. Og vi ser, hvorledes Skæbneloven her virker næsten omgaaende. Vi kan ikke modtage en Gave uden at føle en dyb Trang til at besvare denne med en Gave fra os selv. Dette Gaveprincip er i sin dybeste Natur ædelt, det skal blot udvikles paa alle Livets øvrige Felter.

Vi ser da ogsaa, at Julens dybeste Mission er den, at give os Forstaaelsen af, at den Dag vi evner at se paa vore Medvæsener med en langt større Sympati og Forstaaelse end nu, vil Livet være langt skønnere og rigere for os selv. Julen befordrer en stor Bølge af Sympati mellem Menneskene. Vi har Juletræ med mange Lys, og vi har mange skønne gamle sange, der alle i Ord og Toner giver Udtryk for vor Længsel efter en skønnere og renere Tilværelse. At Julen er blevet umoderne for en Mængde Mennesker, forandrer ikke de Principper, paa hvilke den hviler. Det er jo ikke Ordene, men Lyset bag Ordene, der er det afgørende.

Da Julehøjtideligheden blev formet, blev dens Hovedsymbol en Stjerne. Denne udtrykker2 den inderste Kerne i Juleevangeliet. At der maaske har været en særlig klar og lysende Stjerne paa Himlen omkring den Tid, Jesus blev født, er ikke udelukket, men det er ikke det væsentligste for os. Det væsentJulestjernen Foredrag af Martinus Julen 1941 Bearbejdet efter stenografisk Referat af Inge Nørgaard og Lisbeth Dam 4 lige er, at vi i denne Højtid er stillet overfor et direkte Udslag af Menneskenes Længsel efter en anden Form for Liv end den almindelige. Det Lys, der her er Tale om, er saaledes ikke af udvendig Natur, men derimod af indvendig Natur. Modellen til dette Lys er Jesus af Nazareth. Med hans Fødsel udløste de Begivenheder sig, som mere end noget andet blev den stimulerende Faktor i Menneskets og dermed Samfundets Omskabelse fra dyrisk Primitivitet til den Civilisation, vi i Dag kender.

Gennem Kredsløbet indenfor det store Udviklingsafsnit jeg kalder en ”Spiral”, kan vi følge Lysets Udvikling. Samtidig med dette kan vi følge et andet Princip, der degenererer og forsvinder. Dette Princip befinder sig i Øjeblikket i sit Kulminationsomraade. Denne Kulmination opleves, som alt det vi kender under Navn af Krig i alle dens forskellige Afskygninger. Forholdet mellem disse to store Principper, som vi kender under Navn af Lys og Mørke, er nu af en saadan Natur, at vi kan se, at dette at føre Krig i Virkeligheden ikke længere er i Kontakt med det jordiske Menneskes Indreverden. Det kæmper ikke længere for Kampens egen Skyld. Naar saa mange i Dag befinder sig paa Kamppladserne rundt omkring i Verden, maa man ikke tro, at det er, fordi disse Mennesker begærer at være der. De er der ikke i Mørkets Interesse, men fordi de tror, at deres Tilstedeværelse der befordrer den Fred, som er Julens inderste Væsen.

Det er jo ikke Meningen, at Julen, som det nu er Tilfældet, kun skal vare nogle faa Dage i Vinterens Mørke. Det er Julens Formaal, at dens Aand skal vare hele Aaret rundt. De Mennesker, som i Dag mener, at Julen har overlevet sig selv, er blevet forældet, har blot stirret sig blind paa dens Form. Ethvert intellektuelt udviklet Menneske vil være i Kontakt med dens Aand. Intet normalt Menneske ønsker i Dag, at Mørket, hvilket vil sige alle uintellektuelle Tankearter, skal beherske Livet og Udviklingen. I Dag dræber man ikke af Begær efter at dræbe men derimod, fordi man tror, at det er i Lysets Interesse. Det er det ogsaa, men paa en ganske anden Maade, end man tænker sig. Selvfølgelig kan Lyset ikke opleves hundrede Procents realistisk paa Jorden, saalænge der ogsaa skal være Plads til Mørket. Mørket skal fjernes, men ikke med Mørke. Den eneste Maade man fjerner noget virkeligt, er ved at lade det udleve sig selv. Mørket er i sig selv en Energibølge, en Brand, som maa brænde op, før Lyset kan udfolde sig totalt. Hele Jorden over er Menneskene i Dag indstillet paa, at Lyset skal herske og gaar saaledes paa en Maade alle i samme Retning. Men denne Retning kan have flere eller færre Afvigelser. Og det er i Virkeligheden disse Veje, man kæmper om i Dag. Den ene Part mener, at hans Vej er den bedste, den anden, at det er hans, der er det.

I sin kosmiske Analyse er Julen selve det rigtige Menneskeriges Tilværelsesforms Inkarnation her paa Jorden den Bevidsthedsform, hvorfra det levende Væsen i Lyset af de kosmiske Analyser ser, at alt er saare godt. Denne Bevidsthedsform stiler De alle henimod. Naar et Menneske benægter Lyset i den Form, som Kristendommen forkynder det i, er det i Virkeligheden kun selve Formen, han har noget imod. Havde han noget imod Indholdet, vilde det jo være sin egen Undergang, han var Tilhænger af, og denne Tilstand har intet med noget normalt at gøre. Da alle normale Mennesker saaledes er indstillet paa Lyset, er dette i Virkeligheden meget mere udbredt end de fleste tænker sig. Alle ser hen til ”Julen” som et Lys, der skal komme, men hver enkelt har de Forestillinger om dette Lys, som passer bedst ind i hans Idealer.

Lyset har sine egne Love, og disse er i Kontakt med Livets højeste Logik. Mange Mennesker længes efter Lyset, men udelukkende paa en rent materialistisk Maade. Denne Længsel er ikke i Kontakt med de Love, hvorpaa Oplevelsen af Lyset beror. Ved at benægte en Tilstedeværelse efter Døden, kommer det jordiske Menneske i et skrigende disharmonisk Forhold til sine egne Ønsker om en lys og skøn Tilværelse baade for sig selv og andre. Denne Benægtelse af Livet udover Døden, har intet med Logik at gøre. I Virkeligheden ønsker alle normale Mennesker at leve, ogsaa udover Døden. Det er rigtigt, at et Menneske paa Grund af Sygdom eller anden Modgang kan være i en Situation, hvor det ønsker at dø, idet det da anser Døden for at være en Befrielse, men ethvert sundt og normalt Menneske har intet Ønske om at dø, og skal dog alligevel opleve Døden. Her er det, at Julen kommer med sit Bud- 5 skab om, at vi er evige Væsener. Vi kan forlade den Form, under hvilken vi i Dag holder Julefest, men Julens inderste Væsen kan vi aldrig forlade. Thi den Stemning, som hører Julen til, er nemlig den mentale Tilstand, i hvilket Lyset alene kan vokse.

Aaret rundt har Mennesket saa mange materielle og egoistiske Ønsker, det kræver opfyldt, at det Gode i deres Væsen ligesom presses sammen af alle disse Ønskers Tryk. Saa er det, at Julen indfinder sig, og den betyder, at det Gode i Mennesket ligesom for en kort Tid har Overherredømmet. Det sammenpressede Krav om Menneskelighed faar Luft og udløser sig i en Trang til at være kærlig, at gøre noget for andre, til at give Gaver. Det der sker i Julen er altsaa, at Menneskets dybeste Ønsker og Hjertelag kommer op paa den fysiske Overflade. Havde De kosmisk Klarsyn, vilde De se, hvorledes dette koncentrerede Begær efter at udløse Kærlighed og Godhed lyser og funkler i Jordens Atmosfære. Men selv uden kosmisk Bevidsthed kan man ikke undgaa at føle, hvorledes Atmosfæren i Dagene ind under Jul bliver gennemtrængt af Kærlighed, hvilket blandt andet giver sig Udtryk i Ønsket om, at ingen Juleaften skal fryse eller sulte. Hele denne Atmosfære skal udvikle sig til at faa langt større Magt, end Tilfældet er nu. En stor Hindring herfor er den Side af det jordiske Menneskes Sind, som endnu er i Kontakt med de Principper, der hører hjemme i Dyreriget. Denne Hindring maa fjernes, og det er denne Fjernelse, vi oplever som ”Dommedag”. Denne ”Dag” har altid været beskrevet som en Modsætning til Julen, og det ses ingen Sinde tydeligere end i vor egen Tid, hvor vi netop oplever Kontrasterne stærkere end nogen Slægt før har oplevet dem. Men jo tættere Mørket bliver, desto klarere skinner Lyset. I Dag kan alle se, hvor skønt Livet vilde være, dersom Menneskeheden havde haft en anden Indstilling end den, der førte til Krigen. Men den Indstilling, Menneskene havde, var, selvom maaske nu de fleste ser, at den var forkert, alligevel et Led i den Udvikling, der skal føre dem frem til den totale Oplevelse af Lyset. Samfundet saavel som det enkelte Menneske maa jo til enhver Tid handle saaledes, som det har Forstand til. Er Handlemaaden saa forkert, udløser den den Gnidning, der fører til det Erfaringsmateriale, paa hvilket en ny Væremaade kan bygges. Paa denne Maade skabes Visdom. Visdom er Lys, og Lyset er Julens Evangelium.

Henover Verden gaar en Lysimpuls større end nogen Sinde før i Jordens Historie. Den straaler med umaadelig Kraft fra Mælkevejens Centrum. Mælkevejssystemet er en umaadelig Organisme, i hvilken de enkelte solsystemer er Organer, som faar deres Kraft og Energi fra dette Centrum i Organismen paa akkurat samme Maade, som vore Organer forsynes med Kraft fra det Centrum i vor Organisme, vi kalder vort Jeg. Denne Energibølge fra Mælkevejens Centrum indebærer al den Kraft, som fører Menneskene frem til Oplevelsen af det rigtige Menneskerige. Denne Verdensimpuls Skyld er det, at der nu er Krig. Naar en saadan Impuls træder i Funktion, udløser den en enorm Bevægelse. De forskellige Tankearter bliver sat op mod hverandre. Saadan er det netop paa Jorden i Dag. Vi ser en Mængde Tankearter, der gaar ud paa at skabe Lys, blive sat op imod en hel Mængde andre Tankearter, der gør Fordring paa det samme. Af dette følger Krig, men i sin dybeste Analyse er Krig blot forceret Udvikling med det Formaal af hidføre en Afklaring.

Denne kosmiske Energibølge fornemmes særligt stærkt i Perioden omkring Jul, fordi Menneskene da, i Kraft af deres Indstilling paa Juleevangeliet, er mere modtagelig for den. Hertil kommer at Julefesten, der nu har været afholdt i Aarhundreder, efterhaanden har formaaet at skabe en Glans omkring sig, som ingen anden Fest har. Ved direkte at forkynde Lysets Sejr over Mørket, har den i en vældig Grad banet Vej for den nye kosmiske Verdensimpuls. I Lyset af den Kærlighed, som Menneskene under Julehøjtideligheden lægger for Dagen i Forholdet til hverandre, ses det meget let, at det menneskekærlige, det humane er for opadgaaende, og at Krigen er for nedadgaaende. Det enkelte Menneske skal være varsom med at blive saa højt udviklet, at det føler sig for ”voksen” til at holde Jul. Jeg tænker ikke her paa Julens ydre Form, den vil ændre sig som alt andet, jeg tænker paa dens indre Sandhed. Det har saa umaadelig stor Værdi, at man bliver mindet om sine Medvæseners Eksistens saaledes, at man kan tænke kærligt paa dem. De fleste Mennesker har i sig en Tilbøjelighed til blot at tænke paa sig selv, at være sig selv nok. Denne Tilstand neutraliserer Julen, der jo netop viser os, at kun den er kærlig, som gør noget for andre. Julen er Kærlighedens Fest. Men Kærligheden er jo netop den kosmiske Kraft, som skal lyse op i vort Indre. Saalænge vi ikke formaar at bevare Julens skønne Indstilling i vort Sind hele Aaret rundt, er vi ikke helt lykkelige, men rummer en vis Procentdel ulykkelig Tilstand i vort Sind. Julen er saaledes et direkte Forbillede paa, hvorledes Livet skulde forme sig for os hver eneste Dag. Menneskene skal virkelig naa frem til at være i det daglige saaledes, som de er i Juledagene. At de ikke evner dette endnu, betyder ikke, at denne Væremaade er umulig. Det fortæller blot, at Menneskene endnu ikke har gennemført den Træning, der maa gaa forud for enhver ny Evnes Tilegnelse.

Naar De i Dag oplever Krigen, saa maa De prøve at forstaa, at den i sig selv er en Undervisning i, hvorledes Menneskene skal leve. Krig udtrykker en Handlemaade, som er i Disharmoni med de Kræfter, der skaber Harmoni og Lykke.

Det samme oplever De, dersom De bliver hidsig eller skinsyg, der raser Krigen blot inde i Dem selv. Men medens De ikke har saa stor Indflydelse paa det, der i Dag sker ude i Verden, har De en meget stor Indflydelse paa Deres daglige Tænke- og Handlemaade. Hvad De der oplever af Skuffelse og Modgang, gives Dem som Træningsmateriale for Deres Aand. Uden Modgang vilde der ingen Forædling finde Sted, og dette gælder i det Smaa, som i det Store. Og Menneskene skal nu lære at forstaa, at det ikke er nok blot at tro paa Lyset som det rigtige. Igennem disse tunge Tider vil Mennesket komme til Kundskab om Loven for Skæbne. Mennesket maa lære at forstaa, at det ikke er nok at tænke, man skal ogsaa kunne tænke rigtigt.

I Dag bliver Mørket trukket op som en vældig Kontrast til Lyset. Aldrig før har Menneskene levet i en Tid, hvor Uvederhæftighed har haft saa kronede Dage. Alle ønsker Lyset, men hver er saa sikker paa, at netop hans Lys er det rigtige, at han nægter at gaa til Side for de andre. Herved opstaar de voldsomme Gnidninger, vi nu er Vidne til, Gnidninger, der i Form af Kollisioner og Lemlæstelser, vil naa et Omfang ingen kan forestille sig. Var Livet ikke evigt, vilde dette være en uoverskuelig Tragedie. Men Livet er evigt, og fordi Legemet sønderbrydes, tilintetgøres Aanden ikke. Tværtimod, beriget med vældige Erfaringer for hvorledes Livet ikke skal leves, vender den en Dag tilbage til Tilværelsen her i et nyt Legeme, og da langt mere i Kontakt med de guddommelige Love end før.

Der var ikke noget jeg hellere vilde end afskaffe Krigen med et Par Ord i Dag, men det kan jeg ikke gøre, og hvis det stod i min Magt at gøre det, vilde en saadan Handling i sig selv udtrykke den højeste Grad af Ukærlighed overfor Menneskene. Thi det vilde betyde, at den Udvikling frem imod skønne Tilstande, som vi nu oplever, vilde blive standset. Menneskene er i Dag altfor højt udviklede til at kunne vende tilbage til en primitiv Sydhavsøtilværelse. Dybt i det enkelte Menneskes Sind er der et Krav om at møde Gud – at lære den virkelige Tilværelse at kende. Men Menneskene vilde ikke kende Gud, dersom der ikke fandtes Lys og Mørke. Igennem Krigens forfærdende Gru modtager Menneskene i Dag en Undervisning, der vil føre dem frem til en Tilværelse af uanet Skønhed. Det lyder paradoksalt, men for de Enkelte som for Samfundene gælder det, at det er de oplevede Lidelser, der gør dem værdifulde. Lidelsens inderste Hemmelighed er jo den, at den skaber de Erfaringer, paa hvilken en ny Tilværelse kan hvile. Jeg ved, at den bedste Maade, jeg kan bidrage til Krigens Afskaffelse, er, at vie mit Liv til at skildre for Menneskene den Oplevelse, gennem hvilken jeg selv naaede frem til den indre Harmoni, mit Liv i Dag bekræfter. Igennem denne Oplevelse blev jeg bevidst i Aarsagerne til alt det, Menneskene i Dag oplever, og ved at vise Dem disse Aarsager og deres Virkninger bringer jeg det samme Lys ind i Deres Sind, som behersker mit eget. Naar De deltager i dette Arbejde, er det jo, fordi De føler Velvære derved. Da det ikke er min Person, det drejer sig om, men derimod det Arbejde jeg frembringer, der skænker Dem dette Velvære, og dette Arbejde kun retmæssigt kan udtrykkes som Lys, vil De se, at det i Virkeligheden er Studiet af dette Lys, der gør Dem lykkelig ved at beskæftige Dem med disse Ting.

Da Julen netop udtrykker et straalende aandeligt Lys vil de se, at De ikke kan interessere Dem for mit Arbejde uden at være i Kontakt med Julens inderste Væsen. Det er rigtigt, at Krigen vilde være en Undervisning for Dem ogsaa uden mit Arbejde, men da De igennem dette Arbejde lærer at forstaa Krigens Aarsager og ligeledes faar et meget stort Indblik i det, Krigen fører til, naar Krigstummelen stilner af, vil De se, at meget af det, der for andre i Dag er fortvivlende Mørke og Haabløshed, allerede er afsløret for Dem som et straalende Lys. Hvor andre kun ser Bevis for, at Gud ikke eksisterer, ser De i de samme Ting nu Beviset for hans absolutte Eksistens. De har det store Privilegium at leve lige midt i den nye Verdensimpuls Centrum, idet denne Impuls netop rammer Danmark og derfra straaler ud over den ganske Verden. Denne Impuls vil beskytte os. Naar Krigen engang er forbi, og De helt kan følge dens Spor, vil De se, hvorledes Norden i Forhold til Verdens øvrige Lande blev skaanet. Det er rigtigt, at vi oplever haarde Dønninger, men ingen, som vil være ærlige, kan bestride, at vi er kommet lykkeligere igennem disse tunge Aar end andre Folkeslag. Men derfor maa De ikke tro, at Danskerne er færdigtudviklede, det er de slet ikke. Men Danskerne er ikke længere et Krigsfolk, og dette er i sig selv et meget stort Fremskridt. Danskerne er et fredeligt Folk, og i denne deres Indstilling ligger en umaadelig stor Beskyttelse. Men paa mange andre Omraader har ogsaa dette Folk mange Ting at skulle lære.

Det vældige Mørke, som i Dag behersker Verden, har altsaa til Mission at skabe Længslen efter sin egen Modsætning i det enkelte Menneskes Sind. For Deres Vedkommende har denne Længsel efter Lyset i Dag bevirket, at De nu befinder Dem i et Studium, hvor De har Adgang til at faa dette Lys defineret i klare Tankerækker, synlige for Deres egen Intelligens. De faar nu Lov til at opleve dette Lys, ikke som Orgelbrus og Salmesang, men som realistiske Kendsgerninger. Det er De i Virkeligheden de eneste, der i Dag har Adgang til, men det vil De ikke blive ved med at være. Efterhaanden, som Krigen gaar sin egen Undergang i Møde, vil disse Tanker sprede sig ud over Jorden. Krigen oplever nu sin egen Dødskamp, ja begaar paa en Maade Selvmord. Jo mere den bruser op, jo haardere den raser, desto nærmere er den sin Afslutning, deri bestaar dens Selvmord. De, der i Dag bekæmper hinanden, har i Virkeligheden samme Idealer bag deres Kamp, alle længes de efter en Verden, hvor Generationer ikke skal staa i Vaaben mod hinanden. Alle længes de efter en Fred, der gælder hele Verden. I lyset af denne Længsel vil de finde hinanden, og naar det er sket, vil Julens Lys komme til at straale over den ganske Klode, og en ny Himmel og en ny Jord vil blive født. Hvor mange Aar det vil tage, staar det ikke i min Magt at fortælle Dem, men det bliver ikke saa mange, som De frygter. Blot maa De forstaa, at Udviklingen frem til et højere Samfund kommer til at gaa gradvis. De maa ikke forestille Dem, at denne Kamps Afslutning vil være det samme som at det hele saa paa een Gang bliver godt. Der vil endnu være mange Fejltagelser, som skal rettes, men Udviklingen vil gaa stærkt. Der vil komme en helt anden Administration af Værdierne og en langt større Frihed, Folkeslagene indbyrdes. Den stadigt voksende tekniske Verden vil tillade et internationalt Samliv af Dimensioner, De kun vanskeligt kan forestille Dem i Dag.

Medens det meste af det, jeg her har fortalt Dem, angaar Samfundene, vil jeg til slut gerne vise Dem, at det enkelte Menneske ikke er afhængig af det samlede Samfunds Vækst. Det ligger i det enkelte Menneskes Haand, at fri sig af den Kamp, der raser rundt omkring det. Hvis De skaber Neutralitet i Deres egen Indreverden og ved Hjælp af Deres Vilje opøver Dem i at se Tingene i et upartisk Lys, vil Deres Sind blive langt mere Harmonisk, end det maaske nu er Tilfældet. Selv oplever jeg i det daglige at leve i et Lys, der gør det muligt for mig at forstaa alle Mennesker. Og saadan, som jeg har det, vil alle Mennesker efterhaanden faa det. Denne Tilstand, hvor Bevidstheden er indstillet paa at være i Kontakt med Tilværelseslovene, kaldes kosmisk Bevidsthed, og den vil de alle opnaa. Da den er saa stærkt begæret, findes der Mennesker, som søger at naa den ad kunstig Vej, igennem forskellige Øvelser o.s.v., men det kan føre til frygtelige Tilstande, saa det kan jeg ikke tilraade Dem. Derimod findes der en Vej til kosmisk Bevidsthed, som De bør følge. Den gaar igennem en naturlig Tilegnen af den Viden, paa hvilken denne Bevidsthedstilstand beror. Det er sandt, at disse Analyser kan være svære og vanskelige at tilegne sig, men igennem denne indirekte Oplevelse af de aandelige Tilstande modnes De gradvis til den direkte Oplevelse. Modtager man disse Energier direkte, uden at have Organer der er udviklet dertil, kan man nemt komme ud for Sindssygens frygtelige Kvaler, saa voldsomme er disse Kræfter. Men indstiller man sig paa at erhverve sig Evne til at tilgive, til aldrig at blive fornærmet og hidsig, saa begynder man at faa noget af den Kraft, der skal til, for at man kan taale Indstrømningen af disse høje Energier i Ens Hjerne. Men jo flere af disse Energier, der strømmer ind i Deres Bevidsthed, desto farligere for Dem vil det være at blive hidsig. Mange Mennesker er blevet sindssyge ved at komme i Berøring med disse Energier paa et for tidligt Stadium. Andre er blevet Fanatikere med voldsom Vilje til Selvhævdelse og rasende Intolerance mod andre. Atter andre er kommet ind i Tilstande, hvor de aandelige Energier helt har taget Herredømmet paa Bekostning af de materielle og lever i indbildte Tilstande, der gør dem ganske uskikkede til Livet her. Netop fordi der findes saa farlige Faldgruber i Forholdet til disse høje Energier, er det, at jeg har gjort det til et Princip kun at undervise i den eneste naturlige Vej til den høje Bevidsthed, den, at træne sig selv i den Næstekærlighed, der er det rigtige Menneskeriges Grundvold.

Denne Næstekærlighed er ikke fuldbyrdet med, at man gaar og klapper hinanden paa Kinden, siger smukke Ting og ellers fylder sit Sind med Sentimentalitet. Alt dette kan være meget pænt og smukt, men man skal elske hverandre paa en hensigtsmæssig Maade. Hører man, at et andet Menneske har talt mindre pænt om en, skal man øve sig i at tænke kærligt paa Vedkommende. Man skal ligeledes træne sig i altid at være neutral og undlade at bringe selv den mindste Form for Sladder videre. Kan man ikke sige noget godt om et Menneske, bør man i det mindste kunde tie stille. Og hvis man virkelig vil, vil der altid være noget godt at sige om et andet Menneske. Som skabt i Guds Billede, vil der altid være noget af hans Lys i dette Menneskes Øjne.

De kan træne Dem op til at faa den virkelige Jul i Deres Indre blandt andet derved, at De holder Deres Tanker bundne i de rigtige Retninger. I Begyndelsen kan De ikke undgaa at opleve Irritationstilstande, men disse maa blot ikke faa et synligt Udtryk overfor andre. Bliver De irriteret da skriv de Tanker, som da behersker Dem, ned paa et Stykke Papir og vent saa med at læse det, til De atter er i  rolig Tilstand. Det samme gælder, naar De skal skrive Breve. Intet Menneske burde sende et Brev, som er skrevet i en ophidset Tilstand, af Sted. Lad et saadant Brev hvile, – det er altid sundt bagefter at se, hvor abnorm man er, naar man er hidsig. Hidsighed og Uligevægt er kun naturlig, hvor Rovdyret staar overfor sit Bytte, hos Mennesket er det en abnorm Tilstand. Eksplosion er kun berettiget, hvor det er en Livsbetingelse, og det er det i Rovdyrets Verden.

Men ogsaa indenfor Ernæringen findes der Omraader, hvor De skal øve Dem i Kærlighed. I Dag er det naturligt for de fleste Mennesker at spise Kød, ja i Virkeligheden fejrer de fleste Mennesker Lysets skønne Fest med et vældigt Blodbad paa Dyreriget. De samles til store Maaltider med Gaasesteg eller Flæskesteg uden at finde noget som helst forkert i det. Og jeg siger da heller ikke disse Ting til Dem, for at De nogensinde skal bebrejde disse Mennesker deres Handlemaade, slet ikke! Men jeg ønsker at fortælle Dem, at der findes en anden og langt skønnere Levevis end dette at ernære sig af dræbte Dyrs efterladte Lig. Ønsker man at betræde en højere Zones Omraade, maa man bringe sit Liv i Kontakt med de Love, der hersker der og til disse Love hører, at man indstiller sig paa en Ernæring, der ikke for sin Tilfredsstillelse kræver Drab af højtudviklede Dyr. Det udviklede Menneske ernærer sig udelukkende af vegetariske Produkter.

Træf aldrig en alvorlig Beslutning uden først at have sovet paa den! Under Søvnen – i Natbevidstheden – udarbejder De Deres Beslutninger, og De vil ofte opdage, at De, naar De vaagner, er langt mildere indstillet paa En, De maaske Aftenen før nærede vrede Tanker imod. Opøv Dem altid i at prøve paa at være i Modpartens Sted. Søg at se paa det, De i Øjeblikket oplever, med den andens Øjne, og De vil se, at det slet ikke er saa svært at lade være med at dømme. Man maa ikke lade sine mørke Tankestrømme gaa ud over andre. Man skal øve sig i at udsende lyse og kærlige Tankestrømme, blot ikke paa en generende Maade. Ligesom et Sind kan være ukultiveret, vredt, hidsigt og irritabelt, kan det ogsaa være ukultiveret, hvad Brug af tilsyneladende kærlige Følelser angaar. De maa fremfor alt øve Dem i at have et behersket Sind, hvad der slet ikke behøver at være det samme som et køligt Sind.

Nogle Mennesker har det saaledes, at dersom de ikke faar Gaasesteg Juleaften, saa er Julen helt ødelagt for dem. Dette er et Udtryk for den gamle Julestemning, som man hurtigst mulig maa se at fri sig selv af. At gøre sin Lykketilstand afhængig af saa primitive fysiske Ting, er kun Udtryk for et uudviklet Sindelag. Ingen kan slaa min Julestemning i Stykker, der er permanent. Der er ingen Forskel paa min Stemning i Julen og paa de andre Aarstider. Naar man har kosmisk Bevidsthed, er man i en Tilstand, hvor ens Glæde er usaarbar. Den rigtige Julestemning er en Tilstand, i hvilken man er højt hævet over de materielle Foreteelser. Det, der gør det jordiske Menneskes Liv saa svært, er, at det i altfor høj Grad knytter sin Bevidsthed til rent materielle Ting eller befinder sig i et Ægteskab, hvor det ligeledes er altfor voldsomt bundet af Forestillingen om Ejendomsretten. Lykken maa ikke være afhængig af Troen paa, at man ejer det Menneske, man har knyttet sig til, tværtimod, det gælder her mere end noget andet Sted, at Lykken kun kan vokse i Frihed.

Dersom Menneskene vilde prøve paa alvorligt at tænke igennem, hvormeget af det de gør, er betinget af Hensynet til dem selv, vilde de fleste blive forfærdet. For langt den største Part af Menneskene er Næstekærligheden endnu kun noget, de længes efter at opleve, men som de ikke selv har Mod til at praktisere. Det er denne Tilstand, man maa se at komme bort fra. Det er umuligt at naa frem til en højere Verden udenom Uselviskheden. Man maa øve sig i at være aaben overfor sine Omgivelser, og man maa lære at forstaa, at ingen kan være anderledes, end de er i Øjeblikket. Verden er til enhver Tid absolut fuldkommen i Forholdet til den Menneskehed, der lever i den. Men den bliver anderledes i Fremtiden paa samme Maade, som vi selv bliver anderledes. Og her er det, at Mennesket med en dybere Forstaaelse af Livet har en stor Mission. Det udviklede Menneske er jo Julens Sendebud til Menneskene. I samme Grad, som De begynder at forstaa den straalende Logik, hvormed Livet er indrettet, vil Deres Væsen begynde at blive Udtryk for det Lys, som Julehøjtiden forkynder for Menneskene.

Jo mere De studerer de aandelige Ting, desto mindre vil der være, der irriterer Dem. De vil da opdage, at De efterhaanden vokser fra at lade Dem paavirke af Deres Omgivelser. Paa denne Maade opbygger De i Deres Indre en fast Indstilling til det Gode og med denne Indstilling bag Dem, behøver De ikke længere at se hen til Beretningen om Jesu1 Fødsel for at komme i Julestemning, thi saa er De selv blevet en Del af det Lys, Julen forkynder Menneskene. Da er man blevet en Del af den Julestjernes Lys, som idag faar Børnenes Øjne til at tindre og de Voksnes Øjne til at dugges. Den Stjerne, hvis Lys i to Aartusinder har varslet Menneskene den Fred, de idag mere end nogensinde længes efter at opleve – den Fred, hvis Fødselstime nu stunder til.

Julestjernen over Betlehem (hddfhm.com)