Mit liv med Martinus
Hele livet igennem har jeg fulgt Martinus – dvs. overværet utallige foredrag af ham og Gerner Larsson, Mogens Møller m.fl. Samt læst næsten alt, hvad han har skrevet – ja, Livets Bog flere gange. Jeg har talt med Martinus mange gange, især som ungt menneske. Han har hjulpet mig igennem flere alvorlige problemer, og jeg kan tilføje, at jeg i sommeren 1946 havde den store oplevelse, at Martinus og Gerner Larsson inviterede mig til en tre ugers sommerferie i Villa Rosenberg, Klint. Jeg vil ved senere lejligheder berette om, hvordan han var i hverdagen, samt hvordan hans analyser anvendt i praksis (eller forsøg derpå) – har hjulpet mig rigtigt godt igennem livet. Flere emner og erfaringer er allerede dukket op i min hukommelse under gruppemøder i LIVETS SKOLE, og jeg vil utroligt gerne dele disse mine livserfaringer med alle andre. (Fx smertelinding, sorger mv.)
Jeg var kun 13 år, da jeg sammen med min mor oplevede det første foredrag – og nu er jeg 86 år. Hun havde fået en rigtig god ven, Viggo Greve, som var en af de allerførste frivillige, der var med til at opføre de første 7 sommerhuse i det, der dengang hed Kosmos Feriekoloni.
For nylig skete der så det, at jeg meldte mig som deltager i en studiegruppe i LIVETS SKOLE i Martinus åndsvidenskab i Brøndby, hvor vi har møde hver anden søndag. Bl.a. gennemgår vi hver gang 30 sider af Livets Bog. Jeg har hidtil ikke fundet det relevant at deltage i sådanne grupper – jeg mente selv, at jeg kunne ALT udenad! Men jeg har nu erfaret, at i stedet for at skøjte hen over teksten, bør denne læses meget grundigt – hvorved der åbenbares ting og problemer, som man hidtil måske ikke har lagt mærke til. Gruppen tæller en snes deltagere, som hjemmefra har læst stoffet grundigt. Mange har spørgsmål til de forskellige emner, der fremlægges af en deltager og kommenteres under Jan Langekærs ledelse.
Forrige søndag overværede vi tillige et foredrag af Rolf Elving, som arbejdede tæt sammen med Martinus i en lang årrække. En del tilhørere ankom og tilsluttede sig studiegruppen. Dejligt at opleve – han var en rigtig god og inspirerende foredragsholder – og naturligvis godt inde i ”stoffet”!
Jeg glæder mig til næste gruppemøde – jeg oplever den samme glade og forventningsfulde stemning, som når vi i gamle dage om søndagen hastede til Mariendalsvej!