Rolf Elving svarer på spørgsmål

HH spørger:
”Kan man ifølge Det Tredie Testamente blive undervist og lære noget i den åndelige verden? – Dvs. om natten når man sover? – Eller mellem de jordiske liv? – Eller endelig i det store spiralkredsløb når man permanent gennemløber de åndelige verdener?

Svar:
Vi må så se på, hvad Martinus selv siger med hensyn til disse spørgsmål. Et sted, hvor vi kan finde mange forklaringer om dette, er i Det Evige Verdensbillede, bind III. Særligt i forklaringen til Symbol nr. 33 og Symbol nr. 33 A: “Dyriske og menneskelige tankeklimaer.” Det var det sidste Martinus skrev her i denne verden, som blev publiceret under hans levetid.

Vi går da til forklaringen af de menneskelige tankeklimaer. Ikke de dyriske, naturligvis! – Og det, der her kan læses, er ikke småting! – Der er tale om tankeklimaer der betegnes som: Den store fødsel, figur nr. 18. Talsmanden den hellige ånd, figur nr. 19. Hvor der også indgår rubrikker som: Det guddommelige forsyn, samt: Hvorfor kan man ikke lære at tænke i kraft af åndelig materie?

Her blot en sammenfatning. De, som vil fordybe sig og læse mere om, hvad Martinus har at fortælle, henvises til de nævnte symboler i Det Evige Verdensbillede III. Svaret er hentet herfra samt Livets Bog, bind VI, hvor vi også finder nogle forklaringer.

Det korte svar er, at man ikke kan lære at tænke andre steder end her i den fysiske verden. Den åndelige materie lystrer blindt tanken. Alt bliver i den åndelige verden lige præcis sådan, som man tænker. Hverken bedre eller ringere. Der kan her minde om, at Swedenborg, som havde evnen til at se direkte ind i den åndelige verden, faktisk beskriver den som nærmest identisk med denne verden. Det giver mening, hvis man her i særlig grad ser det, man selv tænker. Og som andre samtidig er på bølgelængde med og har oplevet. Og det bekræftes også af Martinus. Der findes også dem, der ikke umiddelbart opdager at de er “døde”. Og det er jo rigtigt. De lever godt nok. Tænker vi for eksempel på vores bolig, så kan vi se den for vores indre som en kopi. Som om vi ser den med vores fysiske øjne. Indholdet i tankerne og erindringerne er præget af oplevelserne i denne verden. Når vi så på det åndelige plan frembringer disse erindringer og tanker, så ligner de til forveksling det, vi ser med fysiske sanser.

Martinus begrunder dette, at man ikke kan lære at tænke i den åndelige verden, med, at den åndelige materie er så let og æterisk at der kun kræves et minimum af kraft, for at den kan formes i tanke. Den åndelige materie lystrer automatisk enhver lille impuls. Derfor kan væsenet ikke udvikle hverken tænke- eller skabeevne her, skriver han. Bemærk, hverken TÆNKE- eller skabeevne! Yderligere begrundes det med, at al viden hovedsageligt er viden om egenskaber. Dvs. viden om stoffers indbyrdes reaktioner. Men den åndelige materie, skriver han, mangler reaktionsevne og udgør heller ikke nogen modstand imod vores tankeimpulser, den lystrer helt automatisk og “blindt”, og han konkluderer så, at tankeimpulsernes udformning må blive “intetsigende”, i samme grad som man ikke har lært at tænke. Viden er hovedsagelig en viden om egenskaber eller reaktioner. Disse mangler således i den åndelige materie. Alt ifølge Martinus.

De ovenfor nævnte meget høje tankeklimaer er på symbolet placeret til venstre på symbolet, der hvor det rigtige menneskerige begynder og følgelig de dyriske tankeklimaer helt er ophørt. Vi kommer så til et stadium i udviklingen, hvor man ikke mere skal inkarnere i fysisk materie, ikke mere fødes af kvinder. Alle er da dobbeltpolede. Altså hverken mand eller kvinde, men et fuldkomment menneske. Et tredie køn. Vi er kommet til slutstationen for livet i den fysiske verden, nemlig det rigtige menneskerige. Vi er så at sige blevet til ånder. Her skal man hverken giftes eller avle børn. Martinus kalder det for at vi er blevet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Vi er blevet til kristusvæsener, målet for alle inkarnerede i fysisk materie. Og det vil lykkes for alle! Men der skal nogle inkarnationer til.

De åndelige riger er dem vi kender ved betegnelserne det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Den fysiske verden, hvor reinkarnationen finder sted, er plante- og dyreriget. Her skabes den kosmiske bevidsthed. Her lærer vi os således at tænke fuldkomment. Her sker der udvikling. Her skabes bevidstheden. I de åndelige verdener slår den ud i fuldt flor.

Det rigtige menneskerige skal først helt igennem manifesteres i fysisk materie, og det er jo skabelsen af dette fuldkomne kærlighedsrige, og vejen dertil, Martinus i sine analyser viser vejen hen imod. Først når dette er blevet til en realitet er bevidsthederne og talenterne så udviklede, at de fungerer helt fuldkomment og harmonisk, på alle leder og kanter, såvel teoretisk som praktisk. Eksamensprøven er således, det rigtige menneskeriges skabelse på jorden. Derefter vil vi ikke mere inkarnere i fysisk materie, undtagen i særlige situationer hvor der er tale om at vejlede og hjælpe, altså opgaver i verdensgenløsningens tjeneste. Derfor kan Martinus med stor sikkerhed sige, at dertil vil vi alle nå. Der er jo ikke andet at sige, end at vi alle vil få kosmisk bevidsthed, ligesom Martinus selv. Han er således ingen undtagelse fra reglen. Inden dette er sket fyldest kan ingen blive permanent hjemmehørende i det, Martinus kalder for Guds primære bevidsthed. Først i det næste kosmiske spiralkredsløb skal vi igen i kontakt med den fysiske materie og igen vekselvis være fysisk inkarnerede, med pauser der imellem i den åndelige verden. Dette bliver først aktuelt, når den kosmiske bevidsthed igen skal fornyes. En kosmisk dag og nat er da afsluttet, og en ny starter. Vi taler om gigantiske tidsperspektiver. Vi må minde os selv om, at vi lever i al evighed. Om end tanken kan svimle for os.

Symbol Nr. 33. De dyriske og menneskelige tankeklimaer. © Martinus Åndsvidenskabelige Institut

Den sidste station i det store spiralkredsløb er salighedsriget, hvor al kontakt med den ydre åndelige verden er afbrudt, med et hvilket som helst andet væsen. Her er vi helt ensomme, og livet består udelukkende i at huske vores helt personlige erindringer. Huskeevnen er nu på sit højeste og kulminerer. I dag er den på sit latente stadium. Vi husker såmænd dårligt en måned tilbage. Her husker man så hele den fysiske, helt personlige livsrejse, helt tilbage i planteriget, og videre fremefter, gennem alle de mange inkarnationer og skæbner man oplevet, men nu i strålende guldkopier, udrenset for enhver ubehagsfornemmelse. Det der her opleves er ren nydelse i den allerhøjeste salighed, som navnet på denne oplevelsestilstand og dette rige lader os forstå.

Findes der også flere argumenter for at vi ikke kan udvikles i de åndelige verdener fra Martinus hånd? – Ja, Martinus fortæller, hvad der sker, når man er blevet totalt kosmisk suveræn: ”Foruden at kunne bevæge sig i det rigtige menneskeriges åndelige sfære, kan det nu også, alt efter ønske og interesse, manifestere og opleve i visdomsriget og den guddommelige verden. Disse åndelige verdener er ikke så adskilte som plante- og dyreriget og som dyreriget og menneskeriget”. Og han tilføjer: “Disse to åndelige riger, visdomsriget og den guddommelige verden, er for de højkosmiske væsener nærmest at betragte som eet rige med to afdelinger, i hvilke de samme væsener allerede er færdigudviklede og suveræne ved deres indgang i guddommens primære bevidsthed. Dette sker samtidigt med, at de udvikler sig fri af reinkarnationen eller genfødselen i fysisk materie”. Og da befinder vi os i de felter, der på Symbol nr. 33 A betegnes med nr. 32 og 33. Altså der hvor det rigtige menneskerige begynder for alvor, helt udrenset fra al dyrisk bevidsthed. Når man kan bevæge sig så frit her, må man jo have evnen til at opleve indholdet i alle disse tre riger. Ud fra disse udtalelser kan vi se, at denne frihed også gælder menneskeriget, hvor man er udviklet frem til at være Guds billede efter hans lignelse, som jo er endemålet med udviklingen i den fysiske verden, og som starter med det rigtige menneskerige, efter at det er blevet manifesteret i fysisk materie. Vi er altså her blevet til ånder og skal ikke mere inkarnere i kød og blod.

Symbol Nr. 33 A. Registrering af symbol nr. 33. © Martinus Åndsvidenskabelige Institut

Hvad kan vi lære af disse oplysninger? - Vi slipper ikke fri for at genfødes i den fysiske verden, før verden er blevet fuldkommen. Det er fællesopgaven. Ikke som en tvang, men som en naturlig konsekvens af vores længsel efter en mere human og skønnere og mere fornuftig verden. Martinus var ikke verdensfjern. Han skrev bøger. Han var lærer. Formålet var at undervise. Når vi taler om riger i de åndelige verdener så er der dog ikke tale om en udvikling trin for trin som den vi kender fra den fysiske verden. Når man frit kan bevæge sig frem og tilbage mellem forskellige åndelige tilstande og “riger” eller afdelinger, så kan vi ikke læse symbolerne bogstaveligt, forstået på den måde at først kommer menneskeriget, og derefter visdomsriget og så den guddommelige verden. I en ufravigelig rækkefølge. Så firkantet er det ikke. Her kan man som færdigt, fuldkomment menneske indstille sig på forskellige tankebølgelængder. Rejse frit. Uden paskontroller eller legitimationer. Som Martinus skriver: Eet rige med afdelinger. Den fuldkomne verden. Alle er fuldkomne og eet med Faderen, og sammensmeltet med hinanden til den organiske enhed, Martinus kalder forsynet. Alle er nu en aktiv “celle” i Guds primære bevidsthed.

Martinus skriver:

“De mest ophøjede væsener af dette jordmenneskenes guddommelige Forsyn har jo forlængst passeret den store fødsel og er nået op i udviklingsafsnittene nr. 32 og 33 og kulminerer her i korstegnets centrum. Efter passagen af denne kulmination i livets allerhøjeste visdom og alkærlighed tilhører det nu fundamentalt Guddommens primære bevidsthed. Det er denne guddommelige kvalifikation, der bevirker, at det organisk kan smelte sammen med ligesindede kvalificerede ophøjede væsener og danne dette Forsyn eller Guds organ for tanke- eller bevidsthedsudveksling mellem Gud og de ufærdige mennesker og den hermed befordrede skabelse af mennesket i Guds billede efter hans lignelse”.

Her befinder alle sig således på samme niveau. Alle er lige vise og kærlige. Hvordan skulle de ellers kunne “smelte sammen”? - Alle har oplevet den store fødsel og er indviet i Guds bevidsthed.

Hvad lærer vi mellem to fysiske inkarnationer? - Ifølge hvad Martinus skriver, kan man altså ikke lære at tænke i de åndelige verdener. Og hvor lærer man det så? – Når hverken tænke- eller skabeevnen udvikles på det åndelige plan? – Hvis det var muligt at lære tænke i de åndelige verdener, ville man jo være klogere, når man vender tilbage i næste inkarnation, end man var, når man forlod dette jordeliv.

Mellem inkarnationerne, i vores “ferieperiode” eller “sommerorlov” i de åndelige verdener kan vi ikke bruge andet end alt det, vi har lært os gennem de mange inkarnationer i den fysiske verden. Der går grænsen. Det svarer til vores talenters udviklingsniveau. Det stadium i udviklingen, som vi er nået til. Vi har dog lært mere, end hvad der kommer til syne inden for et enkelt jordeliv. Det er Martinus jo selv et godt eksempel på og flere med ham. Mozart kunne spille klaver da han ligefrem var nyfødt. Det var naturligvis en viden, han havde med sig fra tidligere liv. Og dette gælder ikke blot Martinus og Mozart. Så vi har meget at nyde mellem to jordliv! Bevidstheden indeholder langt mere end det, der er fremme lige nu.

Det sidste spørgsmål om, hvad der sker om natten når vi sover, er et emne for sig, som kræver sin egen undersøgelse. Så indtil videre; God læselyst!

Litteratur

• Det Evige Verdensbillede III, Dyriske og menneskelige tankeklimaer.
• Livets bog VI, stk. 1951 - 1953