Tilgivelse

Vores behov for at få tilgivelse 

Ifølge Martinus er vi alle overgangsvæsener, der befinder sig på forskellige udviklingstrin mellem dyreriget og det rigtige menneskerige. Det indebærer, at der let opstår konflikter mellem den højere ideelle moral, som vi forsøger at leve op til, og så den lavere dyriske natur der stadig spøger i vores bevidsthed. Mange mennesker oplever egen utilstrækkelighed i human henseende, hvilket kan føre til dårlig samvittighed og skyldfølelse. Her i Vestener sådanne følelser i lang tid blevet forstærket af kirken og religionen, der ud fra dogmatiske forestillinger om menneskets uopretteligt syndige natur har påstået, at denne natur er gået i arv lige siden ”syndefaldet” i Paradisets Have. På denne baggrund har sakramenter og andre religiøse kulthandlinger haft en meget vigtig funktion. Takket være disse suggestive hjælpemidler har de troende fået lettet skyldfølelsens byrde og genvundet mental ligevægt.

Begrebet synd har altså urgamle rødder i den jødisk-kristne tradition. Forestillingen om synd forekom således allerede på Jesu tid. I kraft af sin kosmiske bevidsthed vidste Jesus dog udmærket, at synd ikke eksisterer, men eftersom datidens mennesker ikke formåede at forstå en nærmere forklaring på dette fænomen, nøjedes han med at suggerere sine medmennesker til at tro, at han havde magt til at skænke dem syndernes forladelse. Det ville jo være meningsløst at lade dem gå rundt med  vrangforestillinger om en uafrystelig synd og deraf følgende samvittighedskvaler og skyldfølelse.

Egen samvittighed over for omverdenens forventninger

I denne sammenhæng er det vigtigt at være opmærksom på, at der kan være stor forskel på individets egen samvittighed og omverdenens forventninger til, hvordan man bør tænke og handle. Det er på ingen måde sikkert, at ethvert individ ved enhver lejlighed deler omverdenens værdier og moralopfattelse, selv om mange individer synes at kunne dele ét og samme basale værdigrundlag. For de fleste mennesker er det for eksempel indlysende, at man ikke skal stjæle og bedrage, og at man ikke bør være voldelig mod nogen undtagen i alleryderste nødstilfælde. Men omverdenens forventninger til, hvordan et individ bør opføre sig i forskellige situationer, strider somme tider mod personens egen samvittighed. Forventningerne kan være så store, at den pågældende person oplever skam og skyldfølelse, hvis han/hun ikke opfylder omgivelsernes krav. Et eksempel på dette kunne være, at en person kan komme i konflikt med sin samvittighed, når samfundet tvinger unge mennesker til militærtjeneste, hvor man skal lære at håndtere våben og dræbe en formodet fjende. Et andet eksempel kunne være, når en vegetar under en familiefest forventes at smage på en tilberedt kødret for ikke at gøre de andre skuffede og kede af det.

Vores indre kompas over for flokkens mening

I disse tilfælde handler det om, til hvilken grad individet har frigjort sig fra flokkens mening, og om det har udviklet en egen indre styrke og selvstændighed, der bevirker, at det først og fremmest vælger at følge sin egen samvittighed. De konflikter, der kan opstå, udspringer af den kendsgerning, at menneskene befinder sig på forskellige udviklingstrin, hvad human evne angår, og det indebærer, at de ikke nødvendigvis deler præcis det samme værdigrundlag. Det, der i dag er politisk korrekt og alment accepteret i samfundet, behøver heller ikke at være udtryk for nogen universel sandhed. Martinusbeskriver individets egen samvittighed som et indrekompas, og hvis man følger sin indre stemme, når den vejleder én til at behandle sin næste så kærligt,som det er muligt, uden at dette begrænses alt formeget på grund af ens resterende dyriske tendenser,så oplever man mental ligevægt i samme grad, som det lykkes at lade kærligheden styre, og man undgår at føle sig tynget af alle hånde samvittighedskvaler.

Betydningen af ”Syndernes forladelse”

Martinus forklarer ud fra et reinkarnationsperspektiv, hvordan ethvert individ hele tiden er på toppen af sin udvikling og sin formåen set i lyset af individets evige fortid og med henblik på det, der skal opnås i fremtiden. Ingen kan derfor på et givet tidspunkt være anderledes, end vedkommende netop er, eller handle anderledes end vedkommende netop gør. Fra Guddommens side er alt derfor tilgivet allerede på forhånd. Det der tidligere er blevet kaldt synd, kalder Martinus uvidenhed. Ingen kan jo handle ud fra et udviklingstrin, som man endnu ikke har nået, og hvor man følgelig mangler erfaringer. At synd ikke eksisterer, betyder imidlertid ikke, at vi slipper for at tage ansvar for vores handlinger. I kraft af skæbneloven må alle på grund af loven om årsag og virkning før eller senere opleve konsekvenserne af sine handlinger, hvilket ikke så sjældent resulterer i smertelige oplevelser senere i livet. Dette er ikke en straf, men set i et reinkarnationsperspektiv skaber hver og én af os helt og holdent vores egen fremtidige livssituation, hvilket altså betyder, at det er en illusion at tro, at man kan blive ramt af noget, der har sin årsag uden for én selv, f.eks. i et andet menneske. I ethvert øjeblik investerer vi i vores egen fremtid gennem vores nuværende tanker og handlinger. På samme måde er vores nuværende skæbne en uundgåelig konsekvens af, hvordan vi har tænkt og handlet tidligere. Men det er gennem disse skæbnevirkninger, at vi forvandles følelsesmæssigt, således at humanitet og uselvisk kærlighed gradvist begynder at vokse frem i os. Når vi ikke længere kan nænne at påføre vores medvæsener ubehag i en given situation, bliver vi selv befriet fra at komme ud for samme slags ubehag, forklarer Martinus videre. Dette kosmiske princip er således den dybeste betydning af det bibelske udtryk ”Syndernes forladelse”.

Tilgivelse som magtmiddel

Når et menneske med dårlig samvittighed henvender sig til én, som det har behandlet dårligt for at bede om forladelse, eller – hvis det af en eller anden grund ikke er muligt at få tilgivelse direkte fra den pågældende person – tyr til bøn til Guddommen, oplever det ofte en stor lettelse. At bede om forladelse og få tilgivelse udfylder en vigtig psykoterapeutisk funktion; denne form for tilgivelse har en stærk mentalt lægende indvirkning på et menneske, der har behov for at få lindret sin skyldfølelse. Men det forholder sig helt anderledes, hvis et menneske, der ikke selv føler samvittighedskvaler, mere eller mindre bliver afkrævet at bede om forladelse for noget, som det anklages for at have gjort. Den kendte filminstruktør Ingmar Bergman vender ofte tilbage til sin barndoms traumatiske oplevelser og fortæller om, hvordan han på en meget ydmygende og fornedrende måde kunne blive tvunget til at bede sine forældre om forladelse for ting, som han egentlig ikke selv fortrød. I sådanne tilfælde er der tale om en afsporing af begrebet tilgivelse; tilgivelsen misbruges her som et middel til at vise sin magt over andre.

Den fuldkomne holdning til tilværelsen

Der findes endnu et aspekt af begrebet tilgivelse, som i særlig grad betones i Det Tredie Testamente, og det er det vigtigste aspekt af alle: at tilgive andre! Jesu korsfæstelse var ifølge Martinus den største demonstration nogensinde i menneskehedens historie af, hvad tilgivelse egentlig indebærer. Midt i sin dødskamp og sine værste lidelser bad Jesus for sine bødler, at det ikke skulle gå dem ilde, for de ved ikke, hvad de gør! Ganske vist måtte bødlerne jo før eller senere opleve konsekvenserne af deres handlinger, men pointen i hele historien er, at Jesus trods sin uskyld absolut ikke ønskede dem noget ondt, eller at de skulle udsættes for nogen som helst form for hævn. Når Jesus udtalte de nævnte ord, efter at han af egen fri vilje, og uden antydning af tilbøjelighed til at ville gå i forsvarsposition, havde ladet sig udsætte for den mest grusomme form for tortur, man kan forestille sig, bør det ses som den ultimative praktiseren af det budskab, som han i hele sit voksne liv havde prædiket: ”Du skal elske din næste og din Gud over alt”, ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer”, ”Alle, der griber til sværd, skal falde for sværd”, osv. Det kristne kærlighedsbudskab er således i sin grundvold revolutionerende og radikalt pacifistisk! Man behøver ikke på nogen måde at forsvare sig mod andre eller sætte sig op mod det såkaldte ”onde” (hvilket dog ikke udelukker, at man i visse situationer kan blive tvunget til at beskytte sig, men i så fald med fredelige midler så langt som det er muligt), og når man har forstået, hvordan skæbneloven virker, vil der aldrig mere være grund til at betragte nogen som sin fjende. Man bør helt enkelt lære at elske alt og alle i alle livets situationer, idet det aldrig kan være nogen anden end Guddommen selv i egen høje person, som man møder i alt, hvad man kommer ud for i livet. At den høje moral, som Jesus har anvist, er mere eller mindre umulig at praktisere på vores nuværende udviklingstrin, bekræftes desværre alt for ofte af dagligdagens begivenheder; vi er faktisk tvunget til at acceptere vores begrænsning i så henseende indtil videre.

Vejen til indre tryghed, tillid og stabilitet

Dette modsiger dog ikke, at vi alle befinder os i en konstant fremadskridende udvikling mod stadig højere mål, og at ingen kan være præcis den samme i morgen som i dag eller i går. Med dette som baggrund er det ikke desto mindre yderst vigtigt at stræbe efter sådanne høje idealer. At tilgive andre er først og fremmest udtryk for en helt ny attitude eller holdning, eller med andre ord en ny måde at betragte omverdenen på. Når vi arbejder med os selv, for at vores sind kan komme fri af had, hævntanker og fjendskab, befrier vi samtidig os selv for en tung og unødvendig mental byrde. Når vi gennem studiet af kosmiske analyser, sådan som de er fremlagt af Martinus i Det Tredie Testamente, begynder teoretisk at kunne indse, at der ikke findes nogen uretfærdigheder i livet, ingen djævel, ingen fortabelse, intet helvede (andet end det her på Jorden, der dog trods alt også byder på en del kilder til glæde), når vi får forklaret, hvordan alt det mørke i tilværelsen er præcis lige så nødvendigt som alt det lyse, at det såkaldte mørke er kamufleret kærlighed, at alt til sidst fører frem til en tilstand, hvor alle uden undtagelse vil opleve den højeste lykke, man overhovedet kan forestille sig, når der ikke findes nogen død at være bange for, når alle, selv den mest forhærdede forbryder, får lov til at opleve en beskeden form for paradis på det åndelige plan mellem to fysiske liv, osv. – så bliver det gradvist lettere at føle større indre tryghed, tillid og stabilitet. Det drejer sig om at forsone sig med livet og den verden, der omgiver os, og dermed også med det højeste, altomfattende guddommelige væsen, der kosmisk set udgør hele denne verden, den personlige Gud, som vi hele tiden befinder os i vekselvirkning med, hvad enten vi ved det eller ej. Når vi gennem denne højeste form for træning, der ganske vist kræver flere jordiske liv, til sidst er blevet i stand til ved egen kraft at opleve, at alt i universet er fuldkomment, at alt er såre godt, formår vi endelig at hæve blikket og betragte livet sådan, som Gud selv ser det: den kosmiske bevidsthed er endegyldigt blevet åbnet for vores sanser.

Historiens største forbillede

Selv om de fleste af os i denne udvikling endnu har et anseligt stykke vej at lægge bag os, inden vi når så langt, så stråler Jesu eksempel os i møde som historiens største forbillede. I dag mere end nogensinde: kristendommen er ikke død, tilgivelse vil blive ethvert menneskes fundamentale livsholdning i den kulturepoke, som fra nu af begynder at folde sig ud overalt i verden! Når Jesus, til trods for at han var uden skyld i noget som helst ondt, kunne komme igennem en pinefuld korsfæstelse uden at tabe balancen og uden at ville hævne sig på sine bødler, burde vi vel nok så småt kunne lære at bære vores i sammenligning ofte bagatelagtige hverdagsproblemer og vanskeligheder, vores forholdsvis små ”kors” – som vi for øvrigt på grund af egne tidligere handlinger og i kraft af urokkelige skæbnelove selv har skabt – uden at blive vrede og uden at skælde ud på livet og vores medmennesker.