Den ufærdige og den færdige kristendom

Kristendommen er på mange måder ikke særlig populær hos mange mennesker. Det gælder i hvert fald i den protestantiske del af verden, mens det er noget anderledes i de katolske lande. Vi må tro, at det også hænger sammen med intelligensudviklingen og udviklingen af den materielle videnskab. Hvis man tager på en messe om selvudvikling eller i det hele taget messer med spirituelt og åndeligt indhold, da kan man købe et uendeligt antal Buddha ér i alle udformninger og størrelser, men Jesus Kristus kan man ikke få. Også indenfor Martinus Sag er der en del der holder meget af analyserne, men har det svært med analysernes relation til kristendommen.

Men hvad er grundene til dette?

Det jeg typisk hører folk sige er for det første, at der er sket så mange mørke ting i kristendommens navn. Og det er jo rigtigt, at der har været mange krige i kristendommens navn og selvfølgelig f.eks. inkvisitionen, der er et mørkt kapitel i kristendommen og den vestlige verdens historie.

Martinus skriver i Livets Bog I stk. 60-62 om, hvorfor det er gået sådan. Da kristendommen i form af Jesu lære skulle udbredes i verden, bestod verden fortrinsvis af barbarer og konger forklædt som røverhøvdinge, hvis moral var at hævne og hvis plads i den åndelige verden efter døden var betinget af at være faldet for i kamp.

Det er klart, at disse mennesker ikke bare kunne tage mod Jesu lære der jo siger det modsatte, altså at man skal elske sine fjender og tilgive sin næste. Ja, Jesu lære i sin renhed ville være blevet afvist som det rene nonsens.

Martinus forklarer, at man har været nødt til at iblande en del barbarisme eller mørke i Jesu lære for at den overhovedet kunne blive accepteret. For at trænge igennem dette panser af mørke, der herskede i verden, måtte kristendommen selv trække i et panser.

Og det er grunden til, at vi ser disse mørke handlinger i kristendommens navn. Men man er selvfølgelig nødt til at kunne forstå, hvad der er kristendom i renkultur, og hvad der er dens ufærdige tilstand.

For selvom der har været disse mørke handlinger, er kristendommen selvfølgelig grundlæggende en lys impuls, og Martinus forklarer det mundtligt i forbindelse med nogle rådsmøder på en interessant måde. Han siger faktisk, at kristendommen ikke er noget med præster og det dér, men så siger han f.eks.:

”Og Kristendommen har jo lavet kolossalt arbejde i verden... alt hvad der er af humanitet, - Røde Kors, fredsliga, og hjælp til u-lande, hjælp til katastroferamte, forsorg med gamle og alt det der... der er jo en masse kristendom.” (Rådet,5/8-78) Og om de humane ateister siger han:

”De dyrker ikke nogen Gud. Men de har en glimrende humanitet. Hvad er det for en humanitet. Jamen, det er jo kristendommen fra dengang der er ingen tvivl om, at i tidligere liv var de kristne. De har været med i kristendommen dengang deres hjerner kunne tage dette at leve på dogmerne. Og dengang har de fået indøvet en vis humanitet.” (Rådet, den 20/9-77) Det er kristendommen, der har skabt humaniteten i de kristne lande.

For det andet er det klart, at med den store intelligensudvikling, vi har oplevet, er kristendommen blevet for naiv.  Man kan heldigvis ikke længere få nogen til at tro på, at jorden blev skabt på 6 dage. Man skal dog huske på, at disse på overfladen ”naive” forestillinger indeholder store kosmiske sandheder. De er skabt af højt udviklede væsener og tilpasset det intelligensniveau, der var hos de mennesker, der dengang skulle profitere af dem.

Men når kristendommens fortællinger bliver for naive, betyder det selvfølgelig også, at det er fordi der er behov for en ny fase eller impuls i kristendommen og det er derfor, at kristendommen har tre faser, der består af Det Gamle Testamente, Det Nye Testamente og nu Det Tredie Testamente.

For det tredje er der selvfølgelig mange, der også vender sig mod religionerne, fordi den officielle udgave af kristendommen er en trosreligion og forholdet til kristendommen er i dette tilfælde båret af følelsesenergien. Med udviklingen af intelligensen kan folk ikke tro mere, men må selv tænke tingene efter. Og det er derfor, Martinus er kommet med de kosmiske analyser opstillet i logisk sammenhængene tankerækker, som Martinus opfordrer folk til selv at tænke igennem.

Det er selvfølgelig rigtigt, at der er disse problemer med kristendommen, men det må jo være udtryk for den ufærdige kristendom.

Som med alle andre fænomener i verdensaltet skal tingene udvikles. Når noget skal udvikles, betyder det selvfølgelig også, at det i sit kredsløb i en periode må befinde sig i en ufærdig tilstand. Og problemerne opstår, hvis man bedømmer kristendommen ud fra sin ufærdige tilstand. Man bedømmer heller ikke et æble i dets umodne fase i juni/juli måned, hvor det er surt, men venter med bedømmelsen, indtil æblet er modent i sensommeren eller om efteråret.

Kristendommen i dens færdige tilstand er noget helt andet end i dens ufærdige trosbaserede stadium. Et af formålene med Det Tredie Testamente er, at vi skal blive kristusvæsener og udvikle det rigtige menneskerige. Martinus skriver, at kristendommen er lykkens og salighedens livsfundament i verdensaltet og kristendommen er den højeste videnskab i verdensaltet.

Konklusionen må være, at det folk ikke bryder sig om ved kristendommen, det må være kristendommens manifestationer i dets ufærdige tilstand og vi må også tro, at mange ikke holder sig for øje, hvad den virkelige eller færdige kristendom er, for den kan man næsten ikke have noget imod.

Thorvaldsens Kristusfigur i Vor Frue Kirke