Kærlighed, lydighed og flokbevidsthed

Som barn så jeg en sort-hvid fransk helaftensfilm, der handlede om de sidste dage af Jesu fysiske liv Jeg blev bjergtaget og følte inspiration til at forsøge at blive et lige så godt menneske som ham. Jeg tænkte også, at det var en skam, at j eg ikke var blevet født for to tusind år siden i stedet for i vores tid, så jeg kunne have været med, da Jesus vandrede her på Jorden. Senere i mit liv fik jeg jo på en vis måde mit ønske opfyldt gennem mit møde med Martinus, om hvem man kan sige, at han var på samme udviklingsmæssige niveau som Jesus.

I min barndom opfattede jeg det at være et godt menneske som at være ’lydig’, 'høflig' og 'velopdragen’. Det gjaldt om at forsøge at være venlig og hilse høfligt på sine naboer og andre rundt omkring i kvarteret. Desværre holdt mit forsæt kun en dags tid. Jeg indså hurtigt, at man ikke kan 'trække sig selv op ved håret’ og ved viljens kraft blive et lige så godt menneske som Jesus!

Det synes at være almindeligt at forbinde godhed med det at være høflig og lydig, og undertiden kan dette at ’lyde’ regler, skrevne som uskrevne, bestemt godt gå hånd i hånd med humanitet og næstekærlighed. Men blind lydighed baseret på ukritisk tænkning kan være farlig. Efter anden verdenskrig blev mange krigsforbrydere dømt ved den såkaldte Nürnbergproces. Som forsvar påberåbte de sig ofte deres uskyld under senere hen blive bedømt som en kriminel handling! Man undgår ikke, at 'retfærdigheden’ går sin gang ved bare at henvise til sine overordnedes ordrer eller ved at give den dengang rådende krigstilstand skylden. De mennesker, der deltog i nazi-tidens krigsforbrydelser, er blevet jagtet og opsporet helt frem til vore dage uden hensyn til, om de i deres høje alder stod på gravens rand.

Menneskene vil gerne kunne 'tvætte’ deres skyldbetyngede samvittigheder. Derfor lægger man vægt på at udse sig syndebukke, som gøres ansvarlige for nationens eventuelle brud på menneskerettigheder. Men det er ikke kun de hovedansvarlige ledere, som stilles til ansvar: de der har udført ledernes ordrer, kan også gøres ansvarlige. Man kan ikke se bort fra, at de fleste af historiens skændige gerninger er blevet udført af almindelige mennesker, der har følt sig nødsaget til at underkaste sig magthavernes vilje. Uden soldater fandtes krigen ikke, og uden fangevogtere ingen tortur! Det er almindelige mennesker, der holder om geværløbet, og som på forskellige måder muliggør en leders terror. Alle former for krig og diktatoriske styreformer bygger på, at mennesker af forskellige grunde er parate til at adlyde ordrer.

Men hvis alle, der har været indblandet i forskellige former for forbrydelser mod menneskeheden, skulle stilles for retten, ville en meget stor del af jordens befolkning blive ramt. En sådan straffens filosofi er naturligvis urimelig. Ikke mindst når man tænker på, at meget af det, der finder sted i vores nuværende såkaldt demokratiske samfund, også ville kunne blive ’domfældt’ i lys et af en fremtidig kulturs højere moralske værdinormer.

Jeg ønsker hverken at kritisere lydighed eller ophøje den til en dyd, men ingen kan benægte, at dette at adlyde ordrer kan få de mest skæbnesvangre konsekvenser. På denne baggrund kunne det være interessant - ud fra indholdet i Martinus’ værk Det Tredie Testamente - at søge en forklaring på, hvorfor mennesket undertiden synes at være parat til at adlyde blindt.

Levende væsener forenet i flokke

Foto: Mahir Uysal, Unsplash

For at kunne trænge dybere ind i hvad begrebet lydighed betyder, og for at kunne klargøre forskellen mellem uselvisk kærlighed og lydighed, er det nødvendigt først at analysere betydningen af et andet begreb: flokbevidsthed. Den mest elementære flok består af ”to” individer. Det kan for eksempel være et ægteskab eller bare et almindeligt venskab mellem to personer. For at to individerskal kunne forenes til en enhed i form af en mi ni flok, må de være på bølgelængde med hinanden. Hvis denne samstemmighed brydes, kan de to individers omgang med hinanden ikke længere siges at være baseret alene på flokbevidsthed.

I mit allerførste forhold til en kvinde var jeg endnu ret umoden og uøvet, hvad det sociale angår. Min partner beskyldte mig for ikke at være tilstrækkeligt solidarisk fordi jeg ikke altid var enig i hendes meninger i andres nærvær. På det punkt var der altså en underforstået forventning om, at vi udadtil skulle holde sammen som en uadskillelig enhed. Det samme forventes ofte i almindeligt venskab. Ikke sjældent formentes det, at man står last og brast med hinanden, hvis en af parterne skulle blive truet eller angrebet. Umiddelbart lyder det jo godt, og i mange tilfælde er der uden tvivl tale om ægte sympati. Men som vi senere skal se, lurer der faktisk en fare i en sådan betinget form for venskab.

Flokbevidsthed optræder normalt i grupper, der er større end blot to personer. Der kan være tale om sammenholdet i en familie eller en slægt, i en bestemt etnisk gruppe, religiøs sekt, broderorden, politisk gruppering osv. Eller om sammenholdet blandt tilhængerne af en bestemt fodboldklub. Alle former for nationalisme og patriotisme er på samme måde et udslag af flokbevidsthed.

Spørgsmålet er så, hvorfor mennesker feder behov for at slutte sig sammen i flokke. - Det har med identitet og tilhørsforhold at gøre. Det er en menneskelig egenskab at ville høre til hos nogen eller noget. Der er næsten ingen, der i længden ønsker at stå helt alene, uden venner og bekendte. Dertil kommer, at der aldrig tidligere har eksisteret et fælles, komplet verdensbillede, som man kunne støtte sig til. Derfor blev det i stedet nødvendigt at søge sin identitet i en eller anden form for ydre gruppering, lige fra familie til nation. Tilhørsforholdet til gruppen giver altså individet et midlertidigt udformet svar på dets eksistens. Altså, hvorfor man lever, hvilken rolle man forventes at spille i livet. Det vil sige en slags svar på hvem man er!

Betingelsen eller prisen for at være med i en flok er dog, at man deler eller indstiller sig på flokkens værdier og opfattelser. Man hjælpes på vej ved gruppepres og mental påvirkning i form af suggestion. Hvis man afsiger alt for meget, risikerer man at blive afvist eller udstødt. I flokke plejer man derudover at have en hierarkisk struktur med ledere, der er ophøjet til autoriteter, og som repræsenterer gruppens fælles normer. Ifølge Martinus er flokken dybest set et udtryk for et kosmisk samarbejds- princip, og set i et kosmisk perspektiv udgør flokken tilmed et stykke materie af en bestemt slags. Når individer med fælles interesser og opfattelser slutter sig sammen i en flok eller en gruppe, har det således rod i livets og naturens eget organisationsprincip.

I dyreriget opstod flokken som et led i kampen for tilværelsen. At dyr slutter sig sammen i flokke hviler altså helt på ubevidste, instinktive kræfter, og er i sidste ende i parringsdriftens og selvopholdelsens tjeneste. Ifølge Martinus formår et rendyrket dyr ikke at nære nogen som helst sympati for ting uden for dets egen familie, og selv denne ’familiesympati’ er udtryk for ren egoisme. Årsagen til at dyr lever i flok er ikke, at de har sympati for hinanden! Men det er en fordel for et dyr at tilhøre en flok, fordi det giver en bedre beskyttelse mod en truende omverden. Det er denne relative tryghed, som dyrene har en fælles interesse i, og flokkens fælles ydre fjender får flokmedlemmerne til at dæmpe deres indbyrdes rivaliseren til et håndterligt niveau.

Af naturlige grunde forsøger flokkens medlemmer at klatre opad i magtpyramiden, hvilket bevirker, at lederens magtposition udfordres med jævne mellemrum. Alligevel råder der - set udefra - en form for balance eller harmoni i flokken, og at tilhøre flokken medfører altid en fordel, selv for de dyr der befinder sig på rangstigens nederste trin. Derimod tolereres der ingen former for afvigelser inden for flokken; syge og svækkede dyr jages væk eller dræbes, så de ikke udgør en belastning for flokkens øvrige medlemmer.

Flokbevidsthed i samfundet

I den jordiske menneskehed er der i tidens løb opstået klaner, stammer med fælles traditioner, religiøse grupperinger, byer og nationer. Vores måde at leve sammen på gennemsyres i alle henseender af instinktive tilbøjeligheder, der direkte kan føres tilbage til flokdannelser. Hele vores såkaldt moderne samfund bygger derimod på de principper, som findes i alle slags menneskelige flokke. Der findes et hierarki med forskellige klasser og levestandarder, samt en mere eller mindre udtalt antipati over for alt og alle der afviger lidt for meget fra de rådende normer. Lige som i dyreflokken kan en fælles ydre ’fjende’ bortlede samfundsborgernes opmærksomhed fra flokkens interne modsætninger og problemer.

Floktænkning kommer i dag tydeligst til udtryk i forbindelse med nationalisme og i tilfælde af krig. Der er lande, hvor forskellige etniske grupper har levet side om side i fredelig sameksistens i flere generationer. Men når der opstår konflikt, tvinges folk ofte til at vælge side. De der tidligere var gode naboer, bliver nu af deres respektive ledere indoktrineret til at hade og myrde hinanden. Alt sammen ud fra slagordet ’enten er du med os, eller også er du imod os’! På den måde kan man blive tvunget til at vælge den ene parts værdier og opfattelser - påduttet én uden skelnen og nuancering.

Flokdannelse var en guddommelig ordning i dyreriget, og den har også spillet en opdragende rolle i menneskehedens udviklingsmæssige barndom. Men efterhånden som vi udvikler os videre, kommer floktænkning mere og mere til at stå i modsætning til den fremvoksende frie kritiske tænkning. I dag tilskynder vi til kritisk refleksion og selvstændig tænkning allerede i skolen. Vi ønsker, at børnene allerede i en tidlig alder lærer at tænke Videnskabeligt’. Men den såkaldt frie tænkning accepteres kun inden for bestemte grænser. Der findes i dag en masse mere eller mindre uskrevne regler for, hvad der får lov til at få betegnelsen ’politisk korrekt’.

I vores såkaldt ’demokratiske’ system møder vi forskellige ’partier’, der tænkes at repræsentere borgernes forskellige interesser. Det forventes, at det enkelte partimedlem accepterer hele det formulerede partiprogram, og medindflydelse er kun mulig inden for rammerne af de værdier og normer, som i forvejen er fastlagt af den politiske ledelse i samråd med flertallet af partiets medlemmer, ofte i overensstemmelse med den vej som vinden i øjeblikket blæser i massemedierne. Betegnelsen ’parti’ afslører, at det drejer sig om mere eller mindre ’partiske’ interesser. Ingen ’part’ kan repræsentere helheden, hvor der tages vare på alles interesser ud fra et åndsvidenskabeligt perspektiv.

Dén frie tænkning, som man i dag tilskynder til, skal helst holde sig inden for de gængse normers rammer. Mange værdinormer, som har deres rod i en overvejende materialistisk tankegang, er det ikke så enkelt at sætte spørgsmålstegn ved. Her følger nogle eksempler:

1. I Sverige ser det ud til, at mange sympatiserer med politikernes satsning på at udstyre landet med et stærkere militært forsvar som et middel til at imødegå virkelige eller indbildte trusler udefra. Helt fra tidernes morgen er soldater, der har sat livet på spil for at ’ forsvare fædrelandet’, blevet betragtet som ’helte’, og de der har vægret sig eller modsat sig dette, er blevet anset for ’feje’ eller endda ’landsforrædere’. I Sverige har man genindført almindelig værnepligt. Den tvinger folk til at deltage i totalforsvaret med trusler om fængselsstraf til dem, der vægrer sig.

2. Animalske fødevarer med kød og fisk er stærkt dominerende i samfundet, og det anses for prisværdigt at lade alkohol spille en rolle i det sociale liv.

3. Kvindens ’ret til at bestemme over egen krop’ og retten til fri abort bør der ikke stilles spørgsmålstegn ved i vores moderne samfund.

4. Jordemødres ønsker om - af samvittighedsgrunde - ikke at medvirke ved aborter, er blevet afvist.

5. Mennesker, der lever i homoseksuelle, ægteskabslignende forhold, betragtes som ligeberettigede med dem, der lever i mere traditionelle ægteskaber, i spørgsmålet om at få børn og leve et familieliv. At få børn anses altså for at være en menneskeret for forældrene, men børnenes egen ret til en mor og en far kommer dermed i anden række.

6. Skikken med at lade sit lig brænde har grebet kraftigt om sig. Og det er den almindelige opfattelse, at så mange som muligt skal skrive under på en tilladelse til organtransplantationer, når donoren har forladt sin fysiske krop.

Der er naturligvis mange flere eksempler på, hvad der i dag anses for ’politisk korrekt’.

Flokbevidsthed og lovlydighed

Hvad har denne flokbevidsthed så med begrebet lydighed at gøre? Er enhver form for lydighed i virkeligheden negativ? - Nej, det er den sandelig ikke! Et demokratisk samfund kan ikke fungere uden et fælles retssystem. Men for at kunne være lovlydig må man opleve en vis grad af overensstemmelse mellem sin egen retsbevidsthed og samfundets love. Martinus beskriver, hvordan lovteksterne er blevet tilpasset til flertallets retsbevidsthed og moral, det vil sige, til de individer der repræsenterer samfundets gennemsnitlige udviklingsniveau. Men der findes også mange, der ’dresseres’ til lovlydighed ved hjælp af trusler om straf og andre sanktioner. For dem, der i moral befinder sig på et lavere udviklingsniveau end samfundet som helhed, har fængselsstraf og andre sanktioner derimod ingen større effekt. De afskrækkes ikke så let fra at handle ud fra deres endnu umodne natur og overbevisning. Straf kan - modsat det der var hensigten - skærpe de sociale konflikter, der har bidraget til deres kriminelle adfærd, og skabe endnu større bitterhed hos dem.

Individer hvis moral og retsbevidsthed er udviklet til et højere niveau end samfundets normer, kan også havne i konfliktsituationer. Da de på grund af deres selvoplevede erfaringer i dette eller tidligere liv kan siges at have inkorporeret en højere ’lov’ i deres hjerter, kan de ene og alene acceptere egen samvittighed som højeste autoritet. Disse individer er i gang med gradvist at frigøre sig fra alle skrevne love og bestemmelser. Hvis alle mennesker var besjælet at samme høje moral og humanitet, var alle love og regelsamlinger overflødige. At sådanne mennesker ikke viger tilbage for den ’korsfæstelse’, som det af og til kan koste at komme i konflikt med et uudviklet samfunds love, derom vidner blandt andet det betydelige antal militærnægtere og samvittighedsfanger, der findes verden over.

Det er naturligvis ikke min hensigt at sætte spørgsmålstegn ved lovbøgers væren eller ikke væren. Vores nuværende retssamfund udgør det bedste for helheden set i forhold til borgernes gennemsnitlige udviklingsniveau. Men det kan ikke nægtes, at vores nuværende love er mangelfulde og ikke i alle henseender lever op til kærlighedsloven. Der findes stadigvæk love, der vidner om et udviklingsniveau, hvor humanitet og logisk tænkeevne endnu ikke har vokset sig tilstrækkeligt stærke. Det jordiske retssystem udgør imidlertid en foreløbig erstatning for individernes endnu vaklende moral. Så længe man endnu ikke har oplevet tilstrækkeligt med lidelseserfaringer til at kunne manifestere en mere fuldkommen menneskelig moral, får man gennem love og bestemmelser en foreløbig rettesnor at holde sig til, når livets mange komplicerede beslutninger skal træffes.

Fem forskellige holdninger til begrebet lydighed

Man kan forholde sig til begrebet lydighed på mindst fem forskellige måder. De ligger på en skala, der går lige fra absolut lydighed uden indre konflikt og til ulydighed og trods over for foreteelser, der opleves som uretfærdige:

1. Frivillig og problemfri lydighed baseret på overensstemmelse mellem - på den ene side - dét andre forventer af én og - på den anden side - ens egen samvittighed og bevidsthed.

2. Situationer hvor man oplever, at andre mennesker har værdier, der afviger fra ens egne, men hvor man vælger at afstå fra at udtrykke eventuel kritik af rent praktiske årsager, og fordi uoverensstemmelserne lige nu forekommer uden betydning.

3. Situationer hvor man oplever, at der er noget helt forkert i det der forventes, men hvor man vælger at afstå fra at udtrykke eventuel kritik på grund af, at man ikke ser dette som sin mission eller på grund af, at man vurderer, at det er umuligt at fremkalde ændringer.

4. Situationer hvor ens egne moralværdier og ens egen samvittighed forhindrer én i at gøre dét, som andre forventer. Det betyder, at man tvinges til at handle på en ’ulydig’ måde.

5. Situationer hvor man opfatter det som sin pligt at protestere og handle ’ulydigt’.

I det første tilfælde indgår man som en ’lydig’ borger i samfundet. Det sker helt frivilligt, idet man er på bølgelængde med dets grundlæggende love. Når man har udviklet sig til et niveau, hvor man af sig selv forstår det forkastelige i at myrde, mishandle, bedrage eller på anden måde skade sine medmennesker, er en sådan ’ lovlydighed’ fuldstændig problemfri.

I det andet tilfælde befinder man sig i et samfundsklima, hvor dét der i en periode er ’politisk korrekt’ - og som alle forventes at tilslutte sig - ikke stemmer helt overens med ens egne værdinormer. Hvis uoverensstemmelserne ikke er i direkte konflikt med ens egen samvittighed, vil man måske tie stille og lade være med at afsløre sit syn på tingene. Man opfatter det ikke som nødvendigt gå til handling og gribe ind, og man kan derfor uden problemer se gennem fingre med sine medmenneskers ageren og måde at tænke på.

I det tredje tilfælde kan det for eksempel dreje sig om, at man er på besøg i et land, hvor de demokratiske rettigheder ikke er lige så selvfølgelige som i hjemlandet. I mange lande respekterer man som bekendt ikke ytringsfrihed og andre menneskerettigheder. Man kan på trods af disse omstændigheder - i sin egenskab af ’gæst’ - vælge at forholde sig respektfuldt over for det besøgte land ved at opføre sig, som det forventes. Det betyder ikke nødvendigvis, at man billiger landets eventuelt udemokratiske struktur. At man afstår fra åbent at kritisere landet, skyldes i dette tilfælde ikke fejhed, men at det ikke ville være nogen som helst nytte til, idet man i den nuværende situation har bedømt, at udsigterne til at opnå forandringer er lig nul. Når det forholder sig sådan, er det næppe ens opgave at agere.

I det fjerde tilfælde kan man komme ud for situationer, som fører én ud i en klar samvittighedskonflikt. For eksempel hvis samfundet forsøger at tvinge én til at aftjene værnepligt og blive soldat, selv om man gennem livets lidelseserfaringer har udviklet sig til at være pacifist og militærnægter. Der kan også være tale om mere private forhold. Nogle mennesker kan have svært ved at acceptere, at et familiemedlem afviger fra andre i familien eller i bekendtskabskredsen ved at blive vegetar og dermed afholde sig fra at spise den animalsk baserede hovedret, der dukkede op ved en større fælles middag. Eller det kan dreje sig om en nær ven, der forventer, at man vil hjælpe med at udføre en handling, der i sig har elementer af bedrageri eller uhæderlighed. Disse eksempler belyser situationer, hvor man med en udviklet samvittighed vil opføre sig ’ulydigt’ i andres øjne ved ikke at leve op til deres krav og forventninger.

I det femte tilfælde kommer man ud for problemer, som man ikke vil negligere. Man vælger at trodse det, der forventes af én, og man bryder dermed skrevne såvel som uskrevne regler. Det kan i dette tilfælde føles som en pligt at protestere, og man ser det som sin særlige opgave at forsøge at ændre tingenes tilstand. Et eksempel på dette er ’civil ulydighed’, der er blevet ført ud i livet af inspirerende personligheder som Gandhi og Martin Luther King.

At forveksle lydighed med kærlighed

At være en ’lydig’ samfundsborger kan føles trygt og bekvemt, idet lydighed dybest set er en instinktiv, organisk funktion. Det er for eksempel naturligt, at børn adlyder deres forældre. For at være ’sød og artig’ skal man som barn helst adlyde sine forældre. Lydighed er længe blevet betragtet som et anbefalelsesværdigt ideal, og der er næppe tvivl om, at al sund børneopdragelse bygger på forældrenes autoritet. Men det er også vigtigt, at forældrene - efterhånden som barnet vokser op og bliver til en voksen - tilskynder det til at sætte spørgsmålstegn ved ting og sager, til at øve sig i at tænke selv og til selv at tage ansvar.

Der lurer nemlig en fare ved, at lydighed ofte forveksles med godhed og kærlighed. At underkaste sig andre menneskers vilje uden nærmere eftertanke kan - på grund af at der kosmisk set i vores nuværende samfund endnu ikke findes virkelige autoriteter - føre til moralsk tvivlsomme standpunkter og beslutninger. Martinus fortæller, at der i fremtidens internationale verdenssamfund vil herske ’Kristuspolitik’, hvilket blandt andet forudsætter, at verden i sidste ende regeres af kosmisk indviede væsener. Men indtil da må vi hver især bruge vores begrænsede bevidsthed og efter bedste evne lære at skelne mellem ret og uret; set i et større perspektiv undslipper man ikke sit personlige ansvar ved for eksempel at adlyde andres ordrer eller ukritisk underordne sig alt, hvad andre mennesker forventer af én. Omvendt bør man naturligvis også selv afholde sig fra at stille alt for store krav til sine omgivelser. Ingen enkelt person kan forandre verden, men hver enkelt kan i stedet fokusere på at forandre sig selv i retning af at blive et bedre menneske.

Faren ved at "vælge side”

Alle mennesker synes sikkert, at nogle af de ting, der sker rundt om i verden og på alle niveauer, er ufuldkomne og forkerte. I nogle lande er der blodige og ødelæggende krige med det resultat, at mennesker må forlade deres hjem og med livet som indsats søge tilflugt i mere fredelige områder. Der er også lande, hvor etnisk uønskede grupper forfølges af militæret - med blåstempling fra majoritetsbefolkningen. I visse lande chikaneres befolkningsgrupper, der kæmper for at opnå øget selvstændighed. Burde alle så stille sig op og protestere mod alle disse krige og uretfærdigheder? - Nej, hver enkelt har fuld ret til selv at afgøre, hvilke områder vedkommende føler sig forpligtet til at engagere sig i. Intet menneske kan engagere sig i alle de ufuldkommenheder, der findes i verden. Nogle vil måske mene, at man først og fremmest bør engagere sig i det, der sker i nærområdet. - Hvis man i min egen kommune begyndte at fælde træer på en uigennemtænkt måde, bygge tvivlsomme konferencehoteller i højhusformat eller opføre store garager i parkområder, ville jeg nok ikke sympatisere med det. Skulle jeg så gribe ind og forsøge at standse det hele? - Som samfundet ser ud nu, er det ikke altid umagen værd at forsøge at påvirke dem, der styrer! De regerende politikere påberåber sig deres mandater, der bygger på, at de er valgt af vælgerne som disses repræsentanter. Det sker endda, at politikerne i enkelte sager går imod stemningen i befolkningen i deres iver efter at realisere deres favoritplaner. Men er det så ikke vigtigt, at skabe en opinion sammen med andre, så man kan sætte gang i en modvægt og protestere? - Jo, men kun hvis man føler det som sin mission! Vi er her igen inde på det at vælge side og rette ind i geleddet. Hvis man er for den ene parts interesser, er man jo samtidig imod åen anden parts interesser, ofte under dække af ’hellig vrede’ og ’retfærdig harme’. Man vælger altså at betragte sagen partisk. Men ved at forsøge at forstå modparten og leve sig ind i dennes tankegang, kan vi udvikle os til at elske alle, venner såvel som modstandere!

At finde sin rolle i livet

Når man bliver engageret og føler det som sin mission at gå til handling inden for et bestemt problemområde, kommer man helt naturligt til at fungere som Guds redskab til at skabe opmærksomhed om - og eventuelt ændre på - den uønskede situation. Men i et orkester spiller de ikke samme instrument alle sammen; alle skal ikke engagere sig i lige netop de samme sager! De fleste mennesker synes nok, at verden er fuld af mere eller mindre alvorlige ufuldkommenheder på alle mulige niveauer. Men alt det, som vi ikke synes om, er i grunden bare symptomer. Det er, som når man vil kurere en fysisk sygdom: det er sjældent nok bare at forsøge at lindre symptomerne. Men hvad hentyder de så til, alle de symptomer som vi møder i verden omkring os? - De hentyder alle sammen til menneskehedens nuværende ufuldkommenhed Man kan ikke lave om på alt, hvad man ikke synes om. Verden er, som den er, fordi vi selv er lige så ufuldkomne som den omverden, der spejler vores indre. Set fra Guds perspektiv er ufuldkommenheden en lige så vigtig del af det evige liv som fuldkommenheden. Man kan oven i købet sige, at ufuldkommenheden er en del af fuldkommenheden, eftersom den er en forudsætning for.; at alt i sin helhed er fuldkomment og såre godt!

Når det engang i fremtiden lykkes for os at ændre verden til et fuldkomment paradis, vil vi opdage, at der i universet stadig findes et utal af verdener, der er mindst lige så ’ufuldkomne’, som vores er netop nu. Der findes i verdensaltet ganske enkelt lige så mange ufuldkomne verdener, som der findes fuldkomne. Vi kan aldrig nå et stadie, hvor ufuldkommenheden er fjemet fra verdensaltet, for så ville livet simpelthen ophøre med at eksistere!

Betyder det så, at vi skal forholde os totalt passive og være ligeglade med alle de ufuldkommenheder, som vi møder i livet? - Nej, absolut ikke! Når vi for eksempel møder et menneske i nød, føler vi det som en klar pligt at forsøge at hjælpe vedkommende efter bedste evne. Når vi bliver opmærksomme på forskellige former for ufuldkommenheder i vores liv, kan det med rette tolkes som Guds opfordring til at bruge vores skelneevne til i vores indre at afgøre, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Hele livet går jo ud på at ’spise af kundskabens træ’. Det betyder, at vores bevidsthed vokser, lige indtil vores evne til at skelne mellem godt og ondt har udviklet sig til en sådan grad af fuldkommenhed, at vi aldrig nogensinde mere kan tage fejl.

Det er naturligvis ikke forkert at påtale ting, som man opfatter som ufuldkomne, hvis man føler sig kaldet til at gøre det, og hvis der er modtagelighed hos modparten. Men samtidig gælder det om at være opmærksom på, at gruppepres, det at skabe opinion, det at føre kampagner eller det at opildne hinanden til en hadsk sindsstemning, det er alt sammen i bund og grund udtryk for krigens mentalitet! Her findes krigens og kampens arnested, og dér brænder det stadig i det jordiske menneske. Den der i stedet længes efter fred, kan vælge Guds side. Et sådant valg indebærer upartiskhed, og det indebærer forsøg på at forstå og elske sin modpart. At vælge Guds side kan jo kun betyde, at man får Gud på sin side, og at man følgelig får hele verdensaltets medhold.

Gud har en hel palet af redskaber, et arsenal der gør det muligt at skabe alle nuancer i livets store kunstværk: redskaber til krig, redskaber til fred, redskaber til had og redskaber til kærlighed. Følgelig kan det være klogt at overlade kampen til dem, der af natur er fødte kampvæsener. Det kan naturligvis virke selvmodsigende, når livet nu går ud på, at vi skal lære at skelne mellem godt og ondt, samtidig med at dette ikke nødvendigvis skal resultere i, at vi ensidigt tager stilling for det ene eller for det andet. Livet er imidlertid ikke bare sort eller hvidt! Hvordan hvert enkelt individ vælger at handle i en given situation, må det selv tage ansvaret for og afgøre fra tilfælde til tilfælde. Men det er altid gennem kærlighed og forståelse, at vi kommer længst og kan fungere som celler, der medvirker til en fredeligere verden!

At gøre sig fri af floktænkning

I stedet for at tilslutte sig en flok med en hel pakke af færdigsyede meninger, er der mere fornuft i målrettet at forsøge at analysere en problematiks enkelte delaspekter hver for sig. Ensidigt at tilslutte sig en bestemt flok kan nemlig betyde, at man opgiver sin egen selvstændige tænkning. Det har - som nævnt tidligere - sin rod i gammel instinktiv adfærd, hvor man søger sin identitet, plads og tilhørsforhold i livet. Men i et kosmisk perspektiv er vores eneste egentlige og sande identitet den evige treenige kosmiske struktur; der gør os til Guds børn med evigt liv. Livet her på Jorden indebærer en stadigt igangværende daglig uddannelse og opvågnen, der har til formål gradvist at åbne vores øjne for tilværelsens guddommelighed.

Det gælder for os her på Jorden, at individualiteten er i stadig vækst. Det betyder faktisk, at vi bliver mere og mere forskellige,, hvad personlighed angår. I en overgangsperiode viser det sig blandt andet ved, at forskellige opfattelser og værdinormer havner på kollisionskurs med hinanden. Noget der er forudsagt allerede i Det Nye Testamente, hvor vi kan læse følgende:

Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej; siger jeg, ikke fred, men splid.. Fra nu af vil fem i samme hus være i splid, tre mod to og to mod tre, far i splid med søn, og søn med far, mor med datter, og datter med mor, svigermor med sin svigerdatter, og svigerdatter med sin svigermor. (Lukas 12.51-53, Det Nye Testamente 1998)

I slutningen af Martinus’ Det Evige Verdensbillede III kan vi læse noget lignende, men med flere detaljer:

... Derfor er der netop heri disse zoner kolossal aktivitet i udfoldelsen af primitivitet og intellektualitet. En masse modsætninger mødes og kolliderer. Mentale eksplosioner forekommer alle vegne, såvel mellem nationer som mand og mand imellem. Vi ser her iskolde materialister og gudløse væsener iblandt mennesker, hvis religiøsitet går helt op i de fanatiske og intolerancefrembringende tankeklimaer. Her forekommer glødende militaristiske personer og glødende militærnægtere. Her er væsener, der tror, de er Kristus eller verdensfrelsere, og væsener, der tror, at Kristus aldrig har eksisteret. Modsætninger forekommer altså her i en mangfoldighed. Det er ikke så mærkeligt, at helvedes eller ragnaroks dræbende og lemlæstende dammer her slår ud i lys lue, af og til i form af bloddryppende krige, verdenskrige og meget andet ondt. Men disse modsætningernes samvær er nødvendige. De sliber hverandre blanke. Og deres ophavs mentalitet bliver hver især som en poleret ædelsten, der ubetinget funkler og stråler sit lys ud til alt og alle, sammen med alle andre ligeledes slebne, mentale ædelstene. (Martinus DEV III, symbol 33, side 288).

Efter denne periode med splid følger altså et mere modent, fredeligt og tolerant stadium, hvor ethvert møde med ens næste vil foregå i en verden fuld af mangfoldighed, kolorit og glæde.

At gøre sig fri af floktænkning er ikke det samme som at isolere sig fra andre mennesker. Udfordringen er at udvikle tolerance, så vi kan blive en del af et større fællesskab - et fællesskab uden grænser, præget af gensidig respekt og accept af hinandens forskelligheder. Det højeste eksempel på et sådant fællesskab er Forsynet. Det består af en gruppe færdigudviklede og fuldkomne åndelige væsener, der har Jorden som sit guddommelige ansvarsområde. I kraft af kosmisk bevidsthed er alle ’medlemmer’ af Forsynet fuldstændigt enige om alting, men de kan have højst forskellige personligheder og karaktertræk. Fælles for dem er dog, at de alle udstråler den samme uselviske kærlighed.

Fremtidens selvstændigt tænkende menneske

Foto: Richard Lee, Unsplash

Det er naturligt, at man i kraft af sin moralske udvikling vokser fra gamle normer og værdier. Men derved kommer man til at fremstå som mere eller mindre afvigende i forhold til det traditionelle samfund. Denne afvigelse bevirker ofte en vis konflikt, der ikke skyldes noget, som den pågældende viljemæssigt har besluttet sig for. Det er denne nye mentalitet, der er fremtidens håb, idet sådanne mennesker allerede i dag kan siges at tilhøre en højere menneskelig kultur: de kan beskrives som pionerer for et fremtidigt samfund. Men da de endnu udgør et meget begrænset antal, bliver de let ensomme på grund af deres afvigende natur. Men det er ikke livets mening, at de skal blive ved med at være ensomme. Når disse humane mennesker bliver tilstrækkeligt mange til at danne nye, mindre grupper, vil sådanne gruppedannelser ikke nødvendigvis være i strid med deres stærke individualisme. Alle levende væsener grupperer sig i overensstemmelse med interesser og livssyn, og det er altid ens mentale bølgelængde, der afgør, i hvilken gruppe man hører hjemme. På dette grundlag kan der opstå en ny type flokdannelser. De afviger fra dyrerigets flokke ved ikke at være baseret på instinkt og selvopholdelsesdrift, men på fælles interesseområder. I sin mest fuldkomne form hviler en sådan gruppering altså på helt andre faktorer end familietænkning, magt og autoritet. Her findes en absolut balance mellem individualitet og samhørighed!

Som jeg ser det, er vi på vej ind i en ny æra, hvor ingen længere kan komme uden om sit ansvar ved at gemme sig i en flok. At følge flokkens meninger og traditioner kan suggerere os ind i en berusende behagelig, men farlig tryghedsfølelse, idet vi så - i samme grad som flokkens handlinger afviger fra alkærlighed eller verdensaltets logik - før eller senere må høste ’flokkens karma’, som Martinus udtrykker det. En varig fred og lykke kan alene skabes ved hjælp af sand kærlighed. Derfor bliver det efterhånden et indlysende ideal hellere at gøre det rigtige alene end det forkerte sammen med andre i en gruppe.

Fremtidens selvstændigt tænkende menneske gennemskuer alle former for bedrageri. Det er uafhængigt, og det er immunt over for alle slags negativ påvirkning, reklamer, modestrømninger, suggestion og ufuldkomne menneskers forsøg på overtalelse. Det betyder, at vedkommende aldrig kan lokkes til at gøre nogen eller noget fortræd. Det fuldkomne menneske udviser fasthed, kærlighed og visdom i alle sine tanker og handlinger - helt uden at skele til om det nu også er populært og påskønnelsesværdigt i omgivelsernes øjne.

Det er derfor efter min mening overordentlig vigtigt, for den der søger sandheden, at lære at skelne mellem kærlighed og lydighed. Det betyder naturligvis ikke, at lydighed altid er noget negativt; især ikke når man ’lyder’ sin samvittigheds indre stemme. Den højeste form for ’lydighed’ er, at man i alle livets situationer indstiller sin bevidsthed på det, der udtrykkes i bønnen: ”Ske ikke min, men din vilje”. I et kosmisk perspektiv er alt, hvad der sker, Guds vilje, men det betyder naturligvis ikke, at alt, hvad der sker, er ensbetydende med uselviskhed. Det er en stor udfordring at lære at se Gud i alt og alle uden at blande det guddommelige - som findes i alle væsener - sammen med deres endnu ufuldkomne handlinger.

En konsekvens af dette ræsonnement er, at to personer i en given situation kan agere på præcis samme måde, til trods for at den ene handler ud fra sin autoritetstro og sin evne til at lyde, mens den anden handler alene ud fra sin samvittigheds bud og sin evne til at skelne. Den, der alene vælger sin handlemåde på grund af lydighed, har derfor ikke samme stabilitet i sin mentalitet som den, der handler ud fra sin samvittighed. Resultatet kan derfor blive, at den første person fristes til at handle på en ukærlig måde i en senere situation, fordi hans/hendes lydighed ikke er forankret i et selvoplevet moralsk fundament. At underordne sig andre menneskers autoritet og vilje uafhængigt af, om disse personer er besjælet af humanitet eller ej og uden hensyn til, hvad der er sandhed, afslører ens egen mangelfulde selvstændighed i åndelig henseende.

Set i Guds perspektiv er alt fuldkomment, og ingenting kan ske, ikke så meget som et støvkorn kan falde til jorden, uden at det er Guds vilje. Ethvert levende væsen lever sit liv i et permanent gensidigt forhold til Gud. Det indebærer, at man - hvad ens handlinger angår - er personligt ansvarlig over for Gud - og Gud alene! Hele livet er en løbende, individuelt tilpasset samtale mellem os selv og Gud, forklarer Martinus. Ud over denne strengt personlige samtale findes der ingenting! Det er derfor, det er så vigtigt for hver og en af os at udvikle et personligt gudsforhold gennem intim bøn.

Vores sædvanlige opfattelse af virkeligheden ser således ud til at være temmelig illusorisk; livet i den fysiske verden fungerer på en helt anden måde, end vi hidtil har troet. Når vi fokuserer på at forandre os selv, vil hele verden følge med i denne vores forandring! Det miljø som vi lever i, med alle dets eventuelle problemer, er intet andet end et ydre spejlbillede af vores egen indre mentalitet.

Vores resterende autoritetstro kan altså forlede os til at se op til ufuldkomne mennesker i stedet for at se op til ’Vor Fader i himmelen’, og det er en slags afguderi. Ved at gå falske autoriteters ærinde giver vi frit spillerum for Guds vilje til i første omgang at komme til udtryk gennem ufuldkomne væsener i stedet for gennem mere fuldkomne væsener. Virkelig kærlighed er at lyde - ikke mennesker - men Gud!

Foto: Todd Auackenbush, Unsplash