Mit liv med Martinus 2

Sorgbearbejdning

Min mor blev i året 1958 indlagt på Skt. Lukasstiftelsens hospital. Her lå hun i ca. 4 måneder efter en kræftoperation, hvorefter hun døde stille.

Hun blev begravet med Martinus Instituttets flag viklet om kisten. Trods fuld fortrolighed med Martinus-sagen blev jeg som 27-årig hårdt ramt – det var jo min mor. Vi havde ofte været til foredrag på Instituttet, og vi drømte sammen om en god og spændende fremtid med vores nye venner, som vi havde truffet i Klint og på Instituttet. En dag da jeg var på vej til sygehuset for at besøge hende, kulminerede min depression. Jeg stod af cyklen, følte ligesom en håbløs fornemmelse – et hul i maven. Nogle minutter gik, men så rettede jeg hele min opmærksomhed på Gud og bad meget koncentreret således: ”Jeg accepterer min skæbne – din vilje ske”. Jeg takkede for, at jeg havde fået netop hende som mor og alle de pragtfulde år – en gave – tak! For første gang i lang tid fik jeg straks en god og varm følelse i kroppen – steg op på cyklen og kørte glad videre. Netop den dag oplevede jeg en rigtig god og hyggelig snak med min mor på hospitalet. Hun fortalte nogle sjove historier, som de altid kærlige og omsorgsfulde nonner havde fortalt hende samme dag.

Hun var næsten altid i godt humør, når vi besøgte hende, bortset fra de allersidste dage. Hun var helt rolig og afslappet trods sit store, åbne sår efter operationen, der ikke ville læges. Kort tid derefter oplevede vi hende i et vældigt godt humør: ”Martinus har været her!”, udbrød hun glad. Ingen havde fortalt ham om vores mors sygdom. Kun få i familien vidste noget om vores livs hovedinteresse, Martinus åndsvidenskab, trods de mange år, der var gået. Pludselig var Martinus kommet snigende ind ad døren med et stort smil, og var hos hende ret længe, trods en kedelig lugt fra operationssåret. De havde det så hyggeligt sammen, fortalte min mor, og vi kunne mærke på hende, hvor glad og afbalanceret hun var, næsten i hele resten af sygdomsforløbet.

Nogle år tidligere var vi i familien blevet enige om at ulejlige Martinus mindst muligt – der var jo så mange, der opsøgte ham, især om sommeren i Klint. Umiddelbart efter min mors død kontaktede jeg ham dog, og Martinus inviterede mig straks ind til en kop kaffe. Om aftenen modtog han mig med hjertelige smil og varme, som sædvanlig. Enhver nervøsitet hos mig forsvandt omgående, og han havde god tid. Flere har spurgt mig efterfølgende: ”Omfavnede han dig og kom med trøstende ord?” Nej, slet ikke – blot skabte han en venskabelig og kærlig stemning – det var som at hygge sig med en meget nær ven! Han spurgte en del ind til min familie og til mit arbejde (i bank). Da jeg så spurgte ham, om der var et eller andet job, jeg kunne hjælpe ham med, svarede han: ”Lige nu skal du gå ud og leve livet” – og så tilføjede han smilende: ”Du prøver jo hele tiden at leve efter mine analyser, er jeg sikker på!” ”Jo”, svarede jeg, ”jeg prøver så godt jeg kan!”

Jeg følte mig ikke på noget tidspunkt under besøget til ulejlighed – tværtimod: Efter et par kopper kaffe med små kryddere, sagde han pludseligt: ”Du kan vist godt lide kryddere, Kaj!” – Hvorefter han gik ud i køkkenet og hentede en pose med resten, og vi hyggede os gevaldigt et par timer.

Han vekslede hele tiden imellem alvorlige og personlige spørgsmål og rigtig sjove historier. F.eks. husker jeg denne: ”Midt under mit foredrag bemærkede jeg en ældre herre på første række, lige foran mig. Han lænede sig forover, kiggede meget intenst på mig og bevægede sin hånd ind under sin jakke. Han trak den derefter langsomt ud – en sort genstand kom til syne. Jeg nåede lige at tænke: Jeg skal da vel ikke dø lige nu? Den sorte genstand viste sig at være et gammeldags hørerør – og jeg åndede lette op!” En anden historie: ”Jeg var inviteret til middag i et større selskab, hvor værten fortalte om mig og mit virke. Min borddame, en pæn ældre dame, vendte sig pludselig om imod mig og udbrød højt: ’De er en farisæer!’”. Dengang kunne han næste ikke beherske sig – fortrak ikke en mine, men kluklo indvendig! Mange kan berette om hans gode evne til at fortælle sjove små fortællinger ind imellem mere alvorlige emner.

Smertelindring

Nærmest grusomme smerter oplevede jeg i forbindelse med en tarmoperation for ca. 20 år siden, som jeg heldigvis blev fuldstændig helbredt for. En dag ringede jeg til min svoger, Uffe Andreasen, der i øvrigt var frivillig medarbejder for Martinus i Klint. Han gav mig følgende råd: ”Kaj, tænk nu på, at du får ikke én eneste lidelse, som du ikke selv er skyld i! Altså: modtag smerterne, accepter dem, og tænk samtidig på, at dine følelser udvikles derved – og glæd dig til, at det en dag er overstået. Og at fremtidige karmabølger derved bliver mere eller mindre mildnet!”

Det hjalp faktisk – smerterne mildnedes. Selv om man er rigtig godt inde i Martinus’ analyser, gemmer der sig dybt inde i sindet en eller anden ærgrelse eller noget negativt. Det gælder om at acceptere, modtage det som kommer, og tænke positive tanker – eller i hvert fald: Prøv det! Jeg fik efterfølgende en god, lang nattesøvn, og havde det meget bedre den næste morgen. Og dette mønster har gentaget sig nogle gange igennem livet.

Martinus som 40-årig