Opgør med tilfældighed

En skelsættende nyorientering har fundet sted i bevidsthedsforskningen. Forskerne tror ikke længere på, at videnskaben kan forklare bevidsthed ud fra hjerneaktivitet. Det er simpelthen ikke muligt at forstå, hvorfor der findes bevidsthed alene ud fra undersøgelser af hjernen. Og det har man så taget den logiske konsekvens af. En af verdens mest visionære yngre forskningsledere, bevidsthedsforskeren Morten Overgaard, siger:

Jeg mener, at man bør definere bevidsthed i sin egen ret … tænke om bevidsthed på samme måde, som man i fysikken tænker på tyngdekraft og masse. Det er størrelser, man ikke kan forklare, men som man bruger til at forklare andre fænomener med. Hvis man accepterer, at bevidsthed findes uden at skulle reducere det til noget fysisk, kan man på det grundlag begynde at undersøge, hvor forbindelsen er til det fysiske. (Weekendavisen, 5. sep. 2014)

Det skelsættende ved denne tankegang træder tydeligt frem, når man sammenholder den med naturvidenskabens verdensbillede, hvis grundlag kan formuleres således:

Verden består i sin essens af materien, og materien er ophav til det, der ikke er materie. Materien er således ophav til livet og til åndelige realiteter som f.eks. tanker, bevidsthed og erindringer. Disse åndelige realiteter er resultater af processer i kroppen. Livet som fænomen, såvel som det enkelte individs liv og bevidsthed, står og falder altså med materien.

Troen på tilfældighed

Som det ses, er der i naturvidenskabens grundlag ingen som helst plads til, at bevidstheden kan eksistere i sin egen ret. Allerede i sit udgangspunkt udelukker naturvidenskaben denne mulighed. Den beskæftiger sig derfor overhovedet ikke med den. Men når man begrænser sit undersøgelsesområde, mister man overblikket over helheden. Og det har konsekvenser. Det manglende overblik har ført til troen på tilfældighed.

Og det vrimler med tilfældigheder i naturvidenskabens verdensbillede. Det er tilfældigt, om man fødes velbegavet eller svagt begavet. Ligeså om man fødes sund og rask eller med et handikap. Og den sikkerhed, hvormed videnskaben proklamerer tilfældighed, er ikke til at tage fejl af. Her først et eksempel fra psykiatrien:

Det er ikke nogen bestemt persons skyld, at man får skizofreni. Det er russisk roulette, om man bliver ramt. (Weekendavisen, 1. aug. 2014)

Og dernæst et eksempel, hvor videnskabsjournalisten Lone Frank, i en beretning om hvordan et menneske bliver til, bl.a. siger:

 … forud er gået talløse tilfældigheder, som i blinde og uden intension har formået at skabe og forme noget så utroligt som det liv, vi vader rundt i hver dag. (Weekendavisen, 12. apr. 2017)

Er dét videnskab?

Også i videnskabelige forsøg bruger man tilfældighed som forklaring, når man ikke kan finde årsagen til et eller andet. Som f.eks. i dette forsøg med organismers aldring:

Umiddelbart skulle man tro, at det er arv og miljø, der er årsagen til, at organismer ældes med forskellige hastigheder og dermed får forskellige livslængder. Forsøg med mus har imidlertid vist, at selv om arv og miljø sættes ud af spillet, så varierer både aldring og livslængde alligevel på samme måde, som de plejer. Men når det ikke (alene) er arv og miljø, der er på spil, hvad er det så? Ja, ifølge naturvidenskaben er det – tilfældigheder. (Efter Weekendavisen, 22. okt. 2010)

Men kan man tillade sig at sige, at noget er tilfældigt, bare fordi man ikke formår at finde årsagen, og så kalde det videnskab? I det netop nævnte forsøg med musene findes der da også en anden forklaring end tilfældigheder. Den vender jeg tilbage til. 

Når tro præsenteres som viden

Om det ovenfor beskrevne grundlag for naturvidenskabens verdensbillede nu også er i samklang med virkeligheden – det ved naturvidenskaben ikke. Men den glemmer tit, at den ikke ved det. Så tit, at biokemikeren Jesper Hoffmeyer i sin bog Tro på tvivl skriver:

[Min bog] er en kritik af den videnskabelighed, der helt har tilsidesat tvivlen om sit eget grundlag. (Side 10)

Det er f.eks. et rent spekulativt synspunkt, at tanker og bevidsthed er produkter af hjernen. Altså at hjernen er primær i forhold til bevidstheden, og ikke omvendt. Synspunktet har ingen forskningsmæssig baggrund. Alligevel omtaler videnskabsfolk gerne synspunktet, som om det var en kendsgerning. Som i dette eksempel fra hjerneforskningen:

Det er neuronerne, vi tænker med. Det er her tankerne dannes. (Weekendavisen, 14. juni 2013)

Eller når videnskabsjournalisten Lone Frank taler om

 … vores tænkende hjernebark. (Weekendavisen, 12. apr. 2017)

Vi ser, at naturvidenskabens grundlag i praksis mere fungerer som en trosbekendelse eller et dogme end som dén arbejdshypotese, det burde være. I relation til verdensanskuelse optræder naturvidenskaben de facto som et dogmatisk trossamfund.

Paradokset

I Det Tredie Testamente fremlægger Martinus et verdensbillede, hvis grundlag er lige det omvendte af naturvidenskabens. Hvor naturvidenskaben siger: Bevidstheden er et produkt af kroppen, siger Martinus: Kroppen er et produkt af bevidstheden.

Og der er i stigende grad forskning bag dette nye verdensbillede.¹ Jeg skal straks komme ind på et eksempel fra denne forskning. Men først er det umagen værd at lægge mærke til det paradoks, der er opstået netop på grund af den forskningsmæssige støtte til det nye verdensbillede:

Det er paradoksalt, at det er den stærkt forskningsorienterede naturvidenskab, der forfægter det spekulative synspunkt: Bevidstheden er et produkt af kroppen, mens det er Martinus’ verdensbillede – som naturvidenskaben ignorerer – der har forskning til støtte for sin opfattelse, nemlig: Kroppen er et produkt af bevidstheden.

Her følger så det lovede eksempel på denne forskning:

Lad os begynde med noget, som alle kender til. Vi ved fra hverdagen, at vi er i stand til at lagre vores oplevelser som erindringer, altså som åndelige realiteter. Ingen kan med sine hænder tage på sine erindringer. Vi ved også, at vi på et senere tidspunkt i et vist omfang er i stand til at kalde disse erindringer frem fra lageret og berette om dem. Det springende punkt i denne sammenhæng er så:

Hvor befinder lageret af erindringer sig?

Naturvidenskaben mener, at det befinder sig i kroppen. Eller i hvert fald står og falder med kroppen, således at lageret forsvinder, når kroppen dør.

Men en gren af ovennævnte forskning viser, at lageret af erindringer er uafhængigt af den fysiske krop. Det går altså ikke til grunde, når kroppen dør.

Forskningsobjektet er børns erindringer. Der findes børn – mange børn – der ikke alene kan fremkalde erindringer fra deres nuværende liv, men også fra deres tidligere liv. Beretningerne om det tidligere liv er ofte både meget detaljerede og meget konkrete. Det gør det muligt for forskerne at efterprøve sandhedsværdien. Den viser sig at være overbevisende stor. Efterprøvningen omfatter også iagttagelser af børnenes følelsesmæssige reaktioner, når de møder deres tidligere familie. Og man ser, at de opfører sig helt i overensstemmelse med, hvad vidnerne har fortalt. De kan f.eks. være dominerende over for yngre søskende, selv om disse nu er voksne.

Det lager af erindringer, som børnene byggede op i deres tidligere liv, står altså til rådighed for dem i det liv, de lever nu. Ikke bare kortvarigt, men gennemsnitligt i et tidsrum på 7-8 år. Og der er som nævnt ikke tale om bare nogle få børn. Der er undersøgt og registreret mere end to tusinde tilfælde fra alle dele af verden.²

Et dogmes fald

Disse forskningsresultater rammer en pæl gennem naturvidenskabens spekulative synspunkt, at åndelige realiteter – som f.eks. erindringer – står og falder med kroppen. Resultaterne viser endvidere, at bevidstheden – som erindringerne jo er en del af – er primær i forhold til kroppen. Dette sidste støttes også af forskning på andre områder. Et eksempel:

Der findes tilfælde, hvor en persons nuværende krop har synlige spor af en hændelse, der ramte samme persons krop i det foregående liv. Forskerne har undersøgt og registreret 225 tilfælde, og i 43 af disse er det endda lykkedes at finde lægelig dokumentation for hændelsen og dens indvirkning på personens daværende krop. Og da bevidstheden er eneste mulige bindeled mellem den tidligere og den nuværende krop, ser vi, at kropsrelaterede hændelser via bevidstheden har indvirkning på udformningen af den næste krop. Kroppe dør. Det gør bevidstheden ikke. Den er primær i forhold til kroppen.

Der tegner sig her et begyndende paradigmeskift. Og som det gælder ved ethvert paradigmeskift, besidder det herskende paradigmes folk en enestående evne til at ignorere eller – hvis det strammer til – nedvurdere enhver forskning, hvis resultater ikke kan rummes i deres paradigme. Helt efter bogen er udøverne af de to netop nævnte forskningsgrene derfor blevet udnævnt til ’marginale forskere, langt fra det gode videnskabelige selskab’. Men så vidt jeg kan se – og at dømme efter vurderingerne i de tidsskrifter hvor deres forskningsresultater er blevet offentliggjort – er deres eneste brøde, at deres resultater umuliggør det nu dominerende paradigme.

Denne nedvurdering vil dog ikke holde i længden. Som nævnt ovenfor er yngre bevidsthedsforskere parate til at holde døren åben for, at bevidstheden eksisterer i sin egen ret. Så det, vi er vidner til, er indledningen til slutspillet om et dogmes fald.

Når forklaringskraft gør tilfældighederne hjemløse

Nikolaj Pilgaard Petersen, der er cand.mag. i historie, matematik og filosofi, analyserer i sin bog fra 2010 Enten-eller – både-og? Hvad er verden? det verdensbillede, som Martinus har fremlagt i Det Tredie Testamente. Hans karakteristik kan sammenfattes således:

Det er en universel og altomfattende, fuldstændig sammenhængende og modsigelsesfri verdensforklaring baseret på grundlæggende lovmæssigheder og en gennemført logisk struktur.

Det er i overensstemmelse med fysikkens og neurovidenskabens forskningsresultater og med den evolutionære udvikling af dyrearterne.

Det har en omfattende forklaringsevne, også over for sider af virkeligheden hvor de traditionelle forklaringsmodeller kommer til kort. (Side 324-354)

Dette nye verdensbilledes forklaringsevne er faktisk så stor, at det overhovedet ikke er nødvendigt at ty til de tilfældigheder, der er så karakteristiske for naturvidenskabens verdensbillede, men som det i dén grad byder mennesket imod at være offer for. Et enkelt eksempel:

Ifølge naturvidenskabens verdensbillede beror det bare på tilfældigheder, at én er født med et kæmpe talent for at spille klaver, mens en anden ikke er. Martinus’ verdensbillede præsenterer derimod en forklaring:

Ligesom vi er i stand til at opbevare vores oplevelser i form af erindringer i et lager, der ikke påvirkes af kroppens undergang, er vi også i stand til at lagre de færdigheder, som vi opnår ved at øve os – f.eks. i at spille på klaver. Da heller ikke dette lager påvirkes af kroppens undergang, har vi – på samme måde som med erindringerne – de oplagrede færdigheder til rådighed i det nye fysiske liv. Det er det, vi kalder talenter. Og hvis vi ønsker det, har vi mulighed for at videreudvikle dem i det nye liv.

Det betyder, at hver eneste evne vi har, har vi selv opøvet. Så på det område er der total retfærdighed i livet. Ikke noget med tilfældigheder.

Ligeledes betyder det, at naturvidenskaben har en forkert opfattelse af arv. Vi arver ikke vores talenter og egenskaber fra vores forældre. Vi arver dem fra os selv.

Der er derfor ingen grund til at undre sig over, hvordan det kunne gå til, at f.eks. Mozart kunne være så ovenud genial til musik. Svaret er enkelt og ligetil: Han havde øvet sig! Ikke bare i dette liv, men også – og måske især – i de foregående.

Og så er det dansk

Ja, dette nye forklaringskraftige verdensbillede – Det Tredie Testamente – er dansk i sin oprindelse, men globalt i sit sigte. Om Martinus, der formulerede det, skrev Bo Bjørnvig i 2009:

Vi har en dansk filosof, som nogle mener er lige så betydningsfuld som Søren Kierkegaard, nemlig Martinus, hvis samlede værker fylder næsten lige så meget. (Weekendavisen, 4. jun.)

Martinus var dog ikke filosof. Han var en intuitionsbegavelse, hvilket vil sige, at han var lige så bevidst i den åndelige verden som i den fysiske. Det var denne begavelse, der satte ham i stand til at skrive Det Tredie Testamente – Bibelens fortsættelse og fuldendelse.

Det Tredie Testamente er både historisk og kulturelt et monumentalt værk. Historisk har det rødder årtusinder tilbage i tiden. Kulturelt vil det være en ledetråd for menneskeheden i årtusinder frem i tiden.³

Løsningen på livslængdegåden

Der er nu grundlag for at vende tilbage til forsøget med musene og livslængden. Naturvidenskaben forklarede forskellene i aldring og livslængde med tilfældigheder. Og jeg stillede en anden forklaring i udsigt. Den bygger på Det Tredie Testamente og lyder i sammentrængt form således:

Som nævnt ovenfor er der tilfælde, hvor en persons nuværende krop ligefrem har synlige spor efter hændelser, der ramte den samme persons krop i det foregående liv. Så det, der sker i det ene liv, har indvirkning på det næste livs krop. Normalt dog uden direkte synlige spor, men i form af en lidt forbedret eller lidt forringet kropslig kvalitet, alt efter arten af det, der er sket.

Hvis man f.eks. gør det til en vane at udsætte sin krop for underlødig føde eller mangel på søvn, så forringer man sit talent for at skabe den næste fysiske krop. Og da der hverken findes to mus eller to mennesker med helt ens kropsrelaterede hændelsesforløb i de tidligere liv, så findes der heller ikke to kroppe af helt ens kvalitet. Der er derfor ikke noget underligt i, at aldring og livslængde er forskellige fra individ til individ.

Denne forskellighed har bare intet med tilfældighed at gøre. Den har at gøre med, at handlinger og hændelser i ét liv kan have konsekvenser i det næste. Konsekvenser der kan være mere eller mindre synlige, men som følger loven om årsag og virkning.

Med sin rent spekulative forestilling om at både vi og musene kun har ét liv her på jorden, afskærer naturvidenskaben sig fra det overblik, der er nødvendigt for at forstå livets tilskikkelser. Naturvidenskaben tilslører på den måde forståelsen af, at loven om årsag og virkning også er i kraft i de tilfælde, hvor årsagen er i ét liv, mens virkningen først viser sig i et følgende liv. Naturvidenskaben må derfor ty til tilfældigheder som forklaring.

Med den store anseelse, som naturvidenskaben har i samfundet, kunne det umiddelbart se ud, som om det er negativt, når naturvidenskaben – på grund af en selvvalgt indsnævring af synsfeltet – bliver ved med at holde liv i forestillingen om tilfældigheder.

Men negativt er det ikke. Set i lyset af Det Tredie Testamente er troen på tilfældigheder et nødvendigt led i udviklingen, en nødvendig ingrediens i materialismens epoke. En epoke som den ovenfor beskrevne nyorientering i bevidsthedsforskningen dog nu varsler en begyndende afvikling af.

Det tilsyneladende – en upålidelig rettesnor

Troen på tilfældighed udspringer af det tilsyneladende. Men det tilsyneladende er ikke nogen pålidelig rettesnor. Det er f.eks. tilsyneladende Solen, der drejer rundt om Jorden, og det var så god latin i en lang periode, indtil der blev fremskaffet evidens for det modsatte. Men selv med voksende evidens tog overgangen fra det geocentriske til det heliocentriske system sin tid. Gammel tankegang slipper ikke uden videre sit tag.

Nu står vi så i en lignende situation:

Tilsyneladende har vi kun ét liv her på Jorden. Tilsyneladende er det tilfældigt, om det er den ene eller den anden, der fødes med et stort talent for at spille klaver. Tilsyneladende er det tilfældigt, om man fødes sund og rask eller med et handikap. – Og over for alt dette tilsyneladende står så det nye tilfældighedsfri verdensbillede og venter tålmodigt på, at ’gammel tankegang også denne gang slipper sit tag’.

Men selv om der er voksende evidens for det nye tilfældighedsfri verdensbillede, vil det nok tage sin tid, før den af Martinus bebudede sammensmeltning af den materielle videnskab og åndsvidenskaben bliver en realitet.

I mellemtiden kunne det måske være forfriskende med en portion ganske almindelig sund fornuft. Den kommer her:

Et borgerligt ord fra Kaj Munk

Allerede i 1942 gjorde Kaj Munk på sin egen bramfri måde op med forestillingen om tilfældighed. I Foråret så sagte kommer skrev han:

Hele det vældige maskineri, der kaldes verden, skulle det have opfundet sig selv? Skulle tilfældet have konstrueret sin egen absolutte modsætning: ordenen? Vås. (Side 177)

Foto: Brigitte Tohm, Unsplash