Rolf Elving svarer på spørgsmål

HH spørger:

”Hvad sker der i skærsildszonen og paradiszonen mellem to jordiske liv?”

Svar:

Skærsild er jo et ord som umiddelbart ikke lyder særligt rart. Man kan associere til at blive brændt op. Og dog er det noget som også Martinus taler om i sit værk Det Tredie Testamente. Ordets egentlige betydning er ”rensende ild”. Det kommer fra oldnordisk oversat fra latin, skírslareldr, af skírsl ”renselse” og eldr ”ild”, en slags forgård lige efter dødsøjeblikket, hvor ånderne forberedes til et kommende liv i salighed.

Begrebet har kun aktualitet for dem, som tror at livet på en eller anden måde fortsætter efter den fysiske organisme ikke længere er brugbar, fordi den er slidt op og gået til grunde. De fleste mennesker på denne jord har ned gennem historien dannet sig forestillinger om hvad der sker, når vi er døde. Derfor finder vi også ord og begreber med hvilke man har forsøgt at beskrive hvad der sker, når vi er døde og ikke længere har en fysisk organisme. Og ordet skærsild er netop et sådant begreb.

Vi kommer her ind på et emne hvor vi må erkende, at de fleste mennesker erfaringsmæssigt er temmelig hjælpeløse. Derfor går ”moderne” mennesker heller ikke så meget op i den slags spørgsmål længere. Om hvad der sker efter døden kan man intet vide, hedder det. Dermed er emnet udtømt. Når det blev sagt, at ”man” ikke kan vide noget om døden, protesterede Martinus imidlertid. Det kan ”man” nemlig ikke sige med sikkerhed, var hans kommentar, fordi det kunne han! Her følger derfor nogle perspektiver fra denne kilde.

Alt, hvad vi læser om i Det Tredie Testamente, er realiteter som Martinus oplevede ved selvsyn. Det er det unikke ved værket, at her taler en person, der på første hånd har oplevet alt hvad han beskriver. Martinus er naturligvis ikke den eneste der haft åndelige oplevelser, men han bringer ny viden ind på et område, hvor vi erfaringsmæssigt endnu står temmelig meget på bar bund.

Lad os først se på begrebet ”døden”, som vi gerne vil holde på længst mulig afstand, når livet er lykkeligt og dejligt. Det er også en forestilling som kan skræmme mennesker. Er det hele så slut, for altid?

Hvordan ser Martinus på døden? I hans verden er forestillingen om en absolut død intet andet end netop – en forestilling. Den har intet med virkelige realiteter at gøre. Derfor mener han faktisk også at ordet burde slettes fra sproget, fordi det skræmmer mennesker. Helt uden grund. Ordet beskriver noget ikke-eksisterende.

Martinus foreslår derfor, at vi i stedet kunne bruge ”Fødsel 1” og ”Fødsel 2”. I begge tilfælde er der, som det kan ses, tale om fødsler. Den ene – Fødsel 1 – går fra den åndelige verden ind i den fysiske, og den anden – Fødsel 2 – går fra den fysiske verden over i den åndelige verden. Begge er lige naturlige og lige nødvendige. Vi har en indgang og en udgang, til og fra den fysiske verden.

Her kan vi også tænke på Sokrates vise ord om at den, som frygter døden, tror sig at vide, hvad han ikke ved. Sokrates frygtede ikke døden, men tømte giftbægeret med sindsro. Jesus frygtede heller ikke døden. Han klarede en korsfæstelse uden at blive vred. ”Forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre!” Han blev ved med at tilgive sine bødler til sit sidste åndedræt. Fastsømmet til et kors. ”Frygt ikke dem der kun kan slå kroppen ihjel!” Men vi er jo ikke hverken Sokrates, Jesus eller Martinus. Ikke endnu.

Ifølge Martinus er vi alle evighedsvæsener. Vi har altid eksisteret og vil altid eksistere. Ligesom selve altet, som vi ”lever og røres og er i”. Også kaldet Gud. Gud er evigt levende, og det er vi også, sammen med Gud, de er en Gud for de levende, ikke de døde. Alt i verdensaltet lever og ånder. Uden undtagelse.

Hvis ikke omverdenen også havde evig eksistens var der ingen mening med, at vi selv har evig eksistens. For der var da intet at omgås. Ingen at tale med. Derfor hænger alt sammen, og intet kan skilles fra hinanden. Det er dette evige, levende verdensalt som vi får beskrevet i Det Tredie Testamente. Relationen mellem de evige gudebørn og Gud. Faderen og sønnen.

Vi er afgået ved døden (Fødsel 2) mange gange. Og er ligeledes blevet født ind i den fysiske verden (Fødsel 1) og fået en ny fysisk organisme mange gange. Og vi kan roligt regne med at vi klarer det endnu en gang.

Vi lever således i to verdener, den fysiske og den åndelige, men er endnu kun bevidste i den fysiske. Formålet med de mange liv i den fysiske verden er intet andet end at det er her, bevidstheden skabes og fornyes. Her lærer vi at tænke og skal lidt efter lidt lære at tænke og handle fuldkomment.

De skiftende ophold i den fysiske materie sker gennem genfødsel eller reinkarnation. I hvert jordeliv udvikles bevidstheden mere og mere. På mange forskellige felter: praktiske, kunstneriske, videnskabelige og ikke mindst på det moralske, humane felt. Om end vi måske indimellem undrer os over, om det nu virkeligt også går fremad her. Men det gør det. For vi overlever alle genvordigheder, konflikter og stridigheder og medbringer erfaringerne fra det ene liv til det næste. Og naturligvis også alle de positive egenskaber vi har udviklet gennem livet. Det er dog de lidelsesfyldte erfaringer, der er jordbunden for den humane sans. Det er dem, der får den til at vokse. Gennem mange jordeliv.

Når vi forlader den fysiske organisme, så skaber vi udelukkende gennem tankens kraft. Her findes der ingen modstand imod tanken, og alt former sig præcis som vi tænker. Hverken mere eller mindre fuldkomment end hvad tænkeevnen er udviklet til at kunne præstere. Alt hvad vi tænker sker øjeblikkeligt og bliver synligt. Tankeverdenen er nu en helt igennem ydre verden. Når vi befinder os i en fysisk organisme, opleves tankeverdenen som en indre verden. I den åndelige verden er den synlig for alle. Her kan intet skjules.

Tænkeevnen er, som sagt, noget der udvikles. Den befinder sig derfor på forskellige trin. Menneskerne er dygtigere til at tænke end dyrene. Og dyrene er mere bevidste i den fysiske verden end planten. For at nå frem til det nuværende udviklingstrin har menneskerne derfor passeret disse stadier. Fælles for de her nævnte trin af bevidsthedsgrader – planter, dyr og mennesker – er at de på denne lange vandring går ind og ud af den fysiske og den åndelige verden. Eller mere præcist formuleret, vi er primært åndelige væsener, der med mellemrum ”tager overfrakken på” og iklæder os en fysisk organisme. Evnen til at opleve livet i den åndelige verden er afhængig af bevidsthedens udvikling og varierer i forhold til det udviklingstrin vi aktuelt befinder sig på. Men fælles for alle er, at det der i daglig tale kaldes døden er en vej ind i paradiset. Alle levende væsener oplever her så meget lys, lykke og glæde, som det er muligt på et givent udviklingstrin.

Med paradiset forstås den beskæftigelse – eller de tankearter – som er mest stimulerende for individet i forhold til det udviklingstrin, som det befinder sig på. For en viking er paradiset Valhall, for en troende kristen kan det være at synge og spille på harpe foran den eviges trone og vifte med palmegrene, hvis det er sådan man forestiller sig paradiset. For en videnskabsmand er det andre interesser som stimulerer. Og tilsvarende får kunstneren, maleren eller musikeren optimale muligheder for at dyrke deres interesser. Eller måske har man simpelthen drømt om at få et hus med en dejlig have med stokroser – og ja, så får man det. Ens ønsker går i opfyldelse her. Og det er netop lykken – paradiset! Der findes således et paradis for ethvert udviklingstrin! Paradis er blot et andet ord for lykke. Og lykken varierer med hensyn til sit indhold afhængigt af hvor bevidstheden befinder sig på sin udviklingsrejse.

Dette oplever alle uden undtagelse på den lange rejse gennem de fysiske riger, når de fysiske organismer udskiftes, for i kortere eller længere tid igen at være på ferieophold i lysets verden, åndernes rige. De fysiske liv afløses af en pause i de åndelige verdener, hvor alle får en lys og lykkelig oplevelse, hvorefter vi igen er parate at fortsætte videre fremad i den fysiske verden. Mens den åndelige verden er nydelsernes verden, er den fysiske verden værkstedet, hvor bevidsthederne mejsles frem for til sidst at blive fuldkomne, kærlige og vise. Blive i ”Guds billede”. Lidelserne er høvlspånerne, der repræsenterer alt det, der ikke er fuldkomment, og som må fjernes for at fuldkommengøre mesterværket.

Men nu tilbage til dette med skærsildsoplevelsen! Det er naturligvis en forestilling, som det må være ubehageligt at tænke på. Paradiset eller lykken er jo let at føle sig godt tilpas med, men hvad er da en skærsildsoplevelse? Forståelsen af skærsildstilstanden kræver lidt forståelse af, at der i den åndelige verden hersker helt andre oplevelsesbetingelser end her i den fysiske verden.

Årsagen til at der er to oplevelsesplaner – ét hvor vi sanser og oplever via en fysisk organisme, og ét hvor vi oplever livet helt uden en sådan, og hvor alt sker på tankens bud – er at dette giver betingelserne for, at vi får mulighed for opleve alle livets kontraster, herunder også kulminationen af det onde med krige, drab, misundelse, jalousi, ærgerrighed, falskhed, egoisme og alt hvad vi i øvrigt forbinder med det onde. Tilstedeværelsen af kontraster er enhver oplevelses forudsætning. Onde tanker og handlinger kan vi ikke manifestere i de åndelige verdener. Det er det, den fysiske verden er beregnet til. De to verdener er således skilt ad. I den ene kulminerer mørket og i den anden lyset. Dette kræver at de er adskilte. Når der er tale om længslen efter alle dræbende manifestationer, så iklæder vi os en fysisk organisme. Vi må dog her huske på at intet levende væsen kan dræbes, set i Det Tredie Testamentes perspektiv. Alle er udødelige. Oplevelsen af kærlighedens fravær er forudsætningen for at vi atter kan begynde at længes efter lyset. Begge disse kontraster er derfor uundværlige. Lige nødvendige. Og kulminationsoplevelsen af disse to fundamentale kontraster kræver således to verdener, den fysiske og den åndelige.

I den åndelige verden tilkendegiver man sig direkte via tanker. Her findes derfor igen hemmeligheder. Alt er åbent og tilgængeligt. Tanker er elektriske kræfter. Hvis man også her kunne udstråle den slags antipatier og disharmonier, giftige tanker, som vi kender fra den fysiske verden, ja, så ville det ikke være muligt at alle kunne tale med hinanden og kommunikere frit. Det ville medføre kortslutninger, og den åndelige verden ville da være en ligeså krigerisk livszone som den fysiske verden. Når vi skal vende tilbage til den åndelige verden, må alt det ”onde” derfor tage en pause. For her findes ingen fjender eller uvenner, ligegyldigt hvor meget man eventuelt har hadet en person i den fysiske verden. Her møder vi ikke den slags. Alle er her venner! Vi er i lysets verden. Kærlighedens rige.

At vi lige efter døden skal vænne os til den åndelige verdens livsbetingelser er derfor ikke så overraskende. Anlæg eller talenter for fremgang i den fysiske verden er jo ofte båret af egoisme og selvhævdelse. Disse kan ikke bruges her. De må altså standses. Hvordan går så det til?

Vi kan bruge et billede fra den fysiske verden. Her befinder vi os inden vi fødes i en livmoder, der fra naturens side er beregnet til at være et ”beskyttelsesrum”, hvor vi kan påbegynde opbygningen af en ny fysisk organisme inden i en allerede eksisterende fysisk organisme. Her vågner vi langsomt til bevidsthed om den fysiske verden gennem repetition af de forskellige stadier og udviklingstrin. Vi vænner os til den fysiske verdens betingelser. Vi får lidt efter lidt kontrol over organismen, og derefter lærer vi mere og mere om den fysiske verdens måde at fungere på. Den proces kender vi jo alle en del til.

Skærsilden er en tilsvarende tilpasningsproces til den åndelige verdens betingelser. Også den er en slags beskyttelsesrum. Her gælder så blot det omvendte forhold, i forhold til den fysiske fødsel hvor det er det endnu ufødte foster der må beskyttes imod omgivelserne. Når vi fødes ind i den normale åndelige verden, så er det den der må beskyttes imod forkert og ukærlig brug af tankekraften. Tanker, der ville kunne skabe kortslutninger i ”systemet”, bliver derfor isolerede for berøring med omgivelserne. Her befinder vi os ikke i en fysisk livmoder, men er indelukkede i vores egen personlige tankeverden. Det er i det livsrum vi oplever skærsilden. Vi er lukket inde i vores egne personlige, negative tankeverden. Dvs. den del der er farlig og destruktiv for den normale kommunikationsform i den rene, åndelige verden, fordi disse tankearter skaber kortslutninger.

Hvis vi har meget mørke og negative tanker i bevidstheden, når vi træder ind i denne verden, kan vi kun komme i kontakt med tankearter, der er af samme slags. Det er jo også sådan skæbneloven i princippet fungerer. Vi høster som vi sår. Men her i tankens verden bliver det meget koncentreret, når sindet beherskes af negative tankearter i forhold til omgivelserne. Vi møder nemlig da blot mere af samme slags. I den fysiske verden kan vi se naturens skønhed og opleve mange andre ting der kan mildne og lyse op i et mørkt sind. Her i skærsilden møder vi udelukkende det, vi selv tænker, og tænker vi mørke tanker er det disse mørke tanker, vi møder. Det bliver da en meget mørk og trist verden. Her farves alt udelukkende af vores eget sind. Det er dette selvskabte helvede der er en skærsildsoplevelse. Men den er i virkeligheden frembragt, ikke af en ond ydre magt, men af vores eget mørke sind. Den er skabt af os selv. Denne tilstand vil til sidst medføre at vi bliver ulykkelige og åbner os for hjælp af kærlige skytsånder.

Også her findes der således fødselshjælpere der er parat at træde til, så snart vi åbner os for dem, og beder om hjælp. De træder da hjælpende til og bringer os så videre ind i lysets verden. Alle de anlæg, der er fundamentale i den fysiske livszones overlevelseskamp, bliver nu temporært lammede. Det er jo i høj grad dyrets kampmidler og kamuflage, som overført på menneskets tankeverden vil sige styrke, magt og løgn, og mange andre snedige metoder med hvilke man kan besejre ”fjenden”. Disse anlæg bliver suggereret væk. Hvordan det nu går til, ja det er et godt spørgsmål. Det må handle om psykiske kræfter, men hvordan det rent faktisk går til er ikke let at svare på.

Vi kan her stille os spørgsmålet hvorfor vi i det hele taget forlod den åndelige verden mens vi var der, og havde det så dejligt. Det var netop længslen efter dyremenneskets livsform og manifestationer, denne kamp og stræben som finder sted i den fysiske verden, der fik os at forlade den åndelige verden. Vi blev ikke smidt ud! Og det er disse kampanlæg der nu – når vi vender tilbage til åndens rige – ikke mere kan bruges, og som altså giver os en skærsildsoplevelse, inden vi er parate til igen at få en fuld indsprøjtning af lys og kærlighed i sindet. Vi får dog ikke mere af skærsildsoplevelsen end hvad der er absolut nødvendigt for at vi beder om hjælp.

Når de dyriske anlæg igen skal tages i brug, vil vi atter inkarnere i en ny fysisk organisme. Nu er de så for en tid, som sagt, lammede, og vi fylder på med så meget glæde og lykke vi overhovedet kan modtage og rumme, inden udviklingen i den fysiske verden igen fortsætter. Og er det ikke denne stråleglans fra de åndelige paradiszoner vi ser i børnenes strålende, uskyldige øjne? Ja, kan den uskyldighedsatmosfære ikke også fornemmes i alle dyrebørn?

Meningen med de mange inkarnationer i den fysiske verden er at vi alle skal blive permanente indbyggere i den åndelige verden. Det betyder, at vi da er blevet til ”Mennesket i Guds billede”, og det er dette der er formålet og slutresultatet med alt det som sker i den fysiske verden, uden undtagelse. Gud skaber her mennesket i sit billede.

Derefter skal vi ikke mere inkarnere i den fysiske verden. Da er vi blevet ”ét med Faderen” ligesom Kristus. Det oplevede Martinus for øvrigt også. Men det kan vi læse mere om i Det Tredie Testamente. For eventyret ender ikke her. Det har hverken begyndelse eller afslutning! Men det har dog denne skitse over et emne som interesserede kan fordybe sig mere i, ved for eksempel at læse de bøger der henvises til nederst.

Til allersidst vil jeg slutte af med en smagsprøve fra Mesterens egen hånd. Den er hentet fra en meget inspirerende lille bog der hedder Paaske. Her får vi i et af kapitlerne lidt at vide om hvad der kan ske i forgården på vejen ind til den rene og kærlige, åndelige verden – tillige illustreret med et historisk eksempel. Det handler om Judas som jo betragtes som en forfærdelig forræder, hvilket det såkaldte judaskys er symbolet på. Men her får vi denne begivenhed gengivet i et langt mere strålende lys. Hvordan gik det med Jesu elskede discipel Judas, efter han havde begået selvmord? Martinus fortæller...

”Det er Nat over Jerusalem. Solen er forlængst gaaet ned over den første store Langfredag. Kun en enlig Stjerne kaster sit spinkle Skær gennem et Hul i de mørke Skyer, der endnu ruger over Golgatha. Men den tornekronede Konge er jo ikke mere her. Hans lysende Aand genfinder vi nu i ’Forgaarden’ til hans eget Rige, hvilket vil sige en Zone, der grænser umiddelbart op til den fysiske Verden, en Sfære som alle levende Væsener maa passere paa deres Vej fra fysisk til aandelig Tilværelse, og hvorfra man endnu ved særlige Betingelser kan aabenbare sig for den fysiske Verden, kan vise sig for de Efterlevende paa det materielle Plan. Her i denne Sfære bliver alle levende Væsener efter Døden tvættet og midlertidigt udrenset og forberedt til det efterfølgende Besøg i de højere guddommelige Sfærer eller Verdener, som alle uden Undtagelse maa opleve, inden de igen inkarnerer i den fysiske Verden. I dette guddommelige ’Forværelse’ til de højeste ’Boliger’ i ’Faderens Hus’ finder vi Verdensgenløseren meget stærkt optaget med at oplyse og hjælpe ’Aander som vare i Forvaring’. I hans Kærligheds store Straaleglans blev mange forpinte Sjæle, som her paa Jorden var druknet i Tilfredsstillelsen af ødelæggende eller livsnedbrydende materielle Begær og Laster, midlertidigt frigjorte og ført til Faderens Zone.

Her i denne Skyggernes Sfære var der en ungdommelig Selvmorder, der var umaadelig forpint. Det var Judas, en af Jesu egne Disciple, som i entusiastisk Iver og Utaalmodighed havde misforstaaet sin Mester, ja ligefrem havde hjulpet Jesu Fjender med at tage ham til Fange, havde endog med et Kys forraadt Verdensgenløseren. Men da dette var sket, og han paa Afstand havde fulgt Begivenhedernes Udvikling og saa Jesu Holdning overfor sine Bødler, faldt der ligesom et Skæl fra hans Øjne. Og for første Gang ’saa’ han ’Verdensgenløseren’. Men at ’se’ ’Verdensgenløseren’ er det samme som at se ’Den hellige Aand’, og at se et saa blændende Syn uden at være ren er farligt, thi Reaktionen mellem Individets primitive Tankeenergi og de ophøjede kosmiske Straaler eller Kærlighedsenergier er da alt for voldsom, og kan undertiden i værste Tilfælde resultere i Sindssyge, der hvor den ikke udløser sig i Selvmord for det paagældende Væsen. Med Hensyn til Judas gik det altsaa saaledes, at han i den hellige Aands guddommelige Straaler saa sin egen aandelige Nøgenhed, sin Ufuldkommenhed og lave Natur i en saadan Kontrast til sin fordums Mester, hvis Martyrium han endog selv havde været med til at udløse, at han væmmedes ved sig selv, ja kom endog til at hade sig selv.

Ude af Stand til at blive det forfærdelige Syn af sig selv kvit, ude af Stand til at forhindre Virkningerne af sit Forræderi, ude af Stand til at mildne Jesu Lidelser, ja, han havde endog ved sit forræderiske Kys omgivet ham med et Panser af bevæbnede Stridsfolk, Raahed og Brutalitet, aabenbarede der sig for ham kun Haabløshed. Han, der før hver Dag til Overflod kunde svælge i Mesterens Kærlighed og Visdom, havde ved sit Fejltrin sat et uoverstigeligt Svælg mellem sig og sin guddommelige Velynder. Under Præsternes og Mængdens Haan og de bevæbnede Stridsfolks raa Tilbagevisning af hans Bøn om at nærme sig Korset modnedes hans sidste forfærdelige Beslutning paa det fysiske Plan. I Fortvivlelsen over, at han ikke engang ved Korsets Fod kunde faa Lov til at komme til den eneste, der kunde mildne hans Kvaler, faa Lov til i Støvet for hans Aasyn at græde sin Anger ud, faa Lov til at trygle om hans Tilgivelse, hans Velsignelse, gik han hen og aflivede sig. Men hans udødelige Aand gik derved over Dødens Tærskel til ’Forgaarden’ til Lysets Riger, den samme Forgaard, hvortil ogsaa Jesu Aand begav sig fra Udfrielsen af sit fysiske Legeme paa Korset.

Her i denne Forgaard eller Sfære vaagner alle Væsener op efter deres fysiske Død. Og vi genfinder dem her med de samme Tendenser, de samme Tankearter, de samme Fornemmelser af Lidelse og Velvære, som de var knyttede til, umiddelbart før de døde. Mennesker med en lys Samvittighed, med en fremragende Kærlighed til sine Medvæsener og Omgivelser vaagner her op til den samme lykkelige Tilstand. Men Mennesker med daarlig Samvittighed, Sjælekvaler og Sortsyn vaagner her op besværede med disse Realiteter i stadig Virksomhed. Vi genfinder ogsaa Judas her mellem dem, som er mest ulykkelige. Men hans ædle Anger og Ønske om Tilgivelse i Forbindelse med alle de andre Ulykkeliges Kvaler skulde snart blive observeret af den utrættelige Mester.

Gennem Samvittighedens mørke Kvaler, gennem Melankoliens og Sorgens graa Tungsind, uden Udsigt til nogen Sinde at faa Fred i sit Sind, midt i en Ørken af ulykkelige Sjæle, stirrer Judas ud over dette Haabløshedens Øde. Men hvad var det? – Pludseligt stivner hans Blik. Det var ligesom han i det fjerne øjnede et lille lysende Punkt. Det kom nærmere og nærmere. Nu antog det mægtige Dimensioner, blev synligt som en stor Glorie, bølgede hid og did. En vidunderlig dejlig Fornemmelse, som han ikke før havde følt Mage til, betog ham. Han mærkede, at noget guddommeligt, uudsigeligt nærmede sig. Og nu – som en opadgaaende Sols lyse Morgendæmring vibrerede det hen over denne de ulykkelige Sjæles haabløse Nat: ’Kommer hid til mig alle I som er besværede, og jeg skal give Eder Hvile’.

Judas stod som fastnaglet til Stedet. Det var jo hans Mesters Stemme. Var det virkelig muligt, at denne lysende Skikkelse midt i den straalende Kæmpeglorie var Haandværkeren fra Nazaret, var den Mand man paa Jorden havde anset for at være gal, være en Fanatiker, en falsk Profet, en Oprører, en Lovbryder, et Individ, mere værdig til Dødsstraffen end de almindelige Røvere og Mordere? – Jo! – Her var ingen Fejltagelse mulig. De kendte Træk lyste med usigelig Klarhed, ja endog Hænderne kunde Judas genkende, men de har Mærker af – Korsfæstelsen. Og som et Lyn dukkede Erindringen om hans egen Andel i Dramaet frem. Paany formørkedes hans Sind. Og i Fornemmelsen af hans egen Uværdighed til at være i Mesterens Nærhed forsøgte han at flygte. Men da var det forsent. Mesteren var kommen for nær. Hans Kærlighed afskar ethvert Flugtforsøg, ethvert Tilbagetog. I næste Øjeblik knugede Verdensgenløseren sin ulykkelige Discipel til sit Bryst. Og gennem Rummet lød: ’Jeg er kommen for at søge og frelse de Fortabte.’” (Paaske, kap. 9.)