Vil Esperanto blive det kommende verdenssprog?

Den samme tanke fik Ronald Glosop, en bekendt af mig, som nu er pensioneret amerikansk professor i filosofi. Han har brugt det meste af sit arbejdsliv på at forske i krig og fred. Han fortalte om dette forskningsresultat ved mange forelæsninger, og en dag kom en studerende efter en forelæsning og spurgte ham, om han kendte Esperanto, for det sprog var jo svaret på hans forskning. Min bekendte blev overrasket over, at der allerede var skabt et sådant sprog og begyndte straks at lære det.

Zamenhof fik færdigudviklet sproget, efter han blev færdig med sin uddannelse som øjenlæge. Han udgav den første bog i 1887. Sproget har siden udviklet sig løbende, og et sprogakademi sørger for, at nye ord løbende bliver inkluderet, men der foretages af to årsager ingen grammatiske ændringer.

For det første har Zamenhof bedt om, at der ikke foretages ændringer i sprogets opbygning, og for det andet ville det blive for svært at blive enig om. Sproget står stadig originalt som et kunstværk, der er overladt fra skaberen som en gave til verdens befolkning. For at understrege neutraliteten i sproget har Zamenhof (gen) brugt ord fra mange sprog, hovedsageligt europæiske, så når man hører det talt, er der mange der siger, at det minder lidt om spansk eller italiensk. I datiden var der flere konstruerede sprog under udvikling. Volapük var det tidligste, og ja – du læste rigtigt. Senere kom Ido og flere andre til, og der var livlig debat om, hvilket der var det bedste. Tiden og udviklingen har ladet Esperanto sejre i konkurrencen, og det er derfor nu det eneste realistiske bud på et verdenssprog.

Det anbefales fra UEA, som verdensorganisationen hedder, at alle først og fremmest lærer sig deres nationalsprog, evt. andre regionalsprog og siden Esperanto. Således at den værdifulde kulturelle identitet, som følger med dette eller disse, bliver det personlige ståsted, som vi alle har brug for, og derfor føler os trygge ved, i forhold til en sikker national identitet.

Der er en velfungerende organisation bag sproget, og der afholdes hvert år en verdenskongres, samt talrige nationale og lokale kongresser. Sprogets grammatik har 16 regler, og der er ingen undtagelser fra reglerne. Udtalen er direkte afledt af stavemåden ligesom på norsk, og der er en udbredt grad af præ- og suffiks, som på tyrkisk og det gamle indiske sprog sanskrit, hvilket gør Esperanto væsentlig lettere at lære end de nationalsprog, vi omgiver os med. Der bruges mange pre- og suffiks, som er små ord som sættes foran og efter et rodord. Man kan ved at bruge disse bygge nye ord op, som man ikke har hørt før, men som man ved er rigtige. Et eksempel er præfikset ”mal”, som hvis det sættes foran et ord, ændrer ordet til den modsatte betydning. Så dekstre betyder højre og maldekstre er selvfølgelig venstre, pura betyder ren og malpura snavset, sana betyder rask og malsana syg osv. Det giver et indtryk af den logik, der findes i sproget, og som sammen med den overskuelige gramatik gør det nemt at lære, hvilket tiltaler mange.

Et tværeuropæisk forsøg foretaget for en del år siden viste, at børn som startede deres sproglige indlæring med et år med Esperanto, senere overhalede deres parallelklasser i indlæring af et fremmed nationalsprog. Der viste sig at være en pædagogisk gevinst ved, at skabe en glæde ved at skabe en glæde ved at lære lidt af et logisk sprog, som så smittede af på den senere motivation for sprogindlæring.

Esperantos udvikling i DK starter i 1907 i forbindelse med det første stort anlagte kursus, som ca. 400 Esperantister fuldførte. I de år blev det blandt mange videnskabsmænd drøftet, om det var relevant at have et fælles sprog at kommunikere på, men bestræbelserne løb ind i politiske problemer, og senere opgivet.

Den næste udviklingsperiode kom i årtierne efter anden verdenskrig, hvor der i de europæiske lande var en stærk følelse af at ville udvikle samfund med fred og forståelse, som bl.a. resulterede i EU. I disse år var der stor tilgang til sproget, så almindelige europæiske borgere som syntes, at de selv ville bidrage til denne udvikling og derfor lærte sig sproget, og på denne måde viste, at Esperanto er en udpræget græsrodsbevægelse.

Der findes en rig og blomstrende kultur i Esperanto-verdenen. Der synges og spilles musik i næsten alle genrer, der skrives bøger, spilles teater etc. Listen for aktiviteter er lang. Der findes en rejseguide, hvor dem, som gerne gratis modtager gæster, der har samme sproginteresse, lader sig registrere, og der er mange, især unge mennesker, som rejser verden rundt på den måde.

Lokale kongresser organiseres gennem frivilligt arbejde. Det er derfor billigt at deltage, og alle føler sig velkomne. En af de grupper, der har haft størst held med at organisere sig, er det europæiske jernbane-esperantoforbund, som har organiseret mange kurser, udflugter og ferier på tværs af landegrænser.

Se blot på internettet, som oprindeligt var ment som en fælles kommunikationsplatform for videnskabsmænd. Det har da virkeligt slået an, og tænk på hvilke muligheder, der kunne blive, hvis hele verden kunne kommunikere frit på nettet via ét sprog.

Søger man som interesseret i Martinus åndsvidenskab efter ordet Esperanto, leder man forgæves. Han har ikke nævnt Esperanto ved navn i sine værker, men beskriver detaljeret i symbol 26 ”Det kommende fuldkomne menneskerige” under afsnit 25, at vi i fremtiden får et kommende internationalt verdenssprog. Det vil blive en lettelse for hele menneskeheden, at alle kan kommunikere med alle, og der skriver han, at det ikke bliver et nationalsprog.

Når Martinus talte med interesserede i hans ”sag” og besvarede spørgsmål, blev han tydeligere, og sagde ved flere lejligheder, at han mente, at der ikke kunne være andre løsninger på et verdenssprog end Esperanto. Han fremhævede den klare logik, der var i sprogets opbygning, som vil blive en stor lettelse for mennesker som kommer til at lære det.

Når vi på udstillinger og messer prøver at gøre opmærksom på sproget, møder vi ofte den indstilling, at det må da blive engelsk, som bliver verdenssprog. Det er efter vores opfattelse ikke den bedste løsning af flere årsager.

Som nordeuropæere er vi vokset op med en stærk engelsk tradition, vi har set mange amerikanske film, vi kan videreuddanne os internationalt, og vi kan tage til syden og blive betjent af dem, som arbejder i turistindustrien. Men flytter vi perspektivet til andre dele af verden, som vi ikke så ofte besøger eller kender så meget til, er virkeligheden en helt anden. I hele Sydamerika taler man næsten ikke engelsk. Det samme gør sig gældende for Afrika, hvor det kun er i de gamle engelske kolonier, man taler engelsk.

I Rusland og Kina er tendensen den samme, og det drejer sig om rigtig mange mennesker, når det er hele kontinenter, det handler om. Det er ofte kun mennesker, der studerer (sprog) ved universiteter i de pågældende lande og verdensdele, som taler godt engelsk af den simple årsag, at det er meget sværere for disse mennesker, fordi deres nationalsprog er så fjerne fra vores vesteuropæiske sprog, at de skal bruge væsentligt længere tid end os på at lære dem.

I Kina undervises skoleelever nogle år i engelsk, men ikke nok til, at de kan bruge og vedligeholde sproget, fordi det er svært for dem, hvilket betyder, at de fleste glemmer det igen. Det drejer sig om flere hundrede millioner mennesker. Jeg har selv prøvet at stå i informationsskranken i en international lufthavn i Kina, hvor den mest sprogkyndige ikke talte mere end 15-20 engelske ord.

I marts 2004, i forbindelse med EU´s udvidelse fra 24 til 28 lande, udarbejdede professor Francois Grin, tidligere direktør for SRED (Center for Undervisningsstudier) i Geneve en rapport om sprogsituationen i Frankrig og hele Europa. Her nævnes det bl.a.: ”Storbritannien tjener hvert år mindst 10 milliarder € grundet den dominerende rolle, som det engelske sprog spiller”.

Hvis denne økonomiske besparelse bliver set i forhold til de mange sprog, der tales i verden, og hvor mange undervisningstimer, der kunne spares i verdensperspektiv, er der tale om rigtig mange penge, der kunne spares til glæde for os alle. Samme år stillede en gruppe italienske parlamentarikere et forslag til at styrke brugen af Esperanto i EU, og forslaget fik støtte fra 42 % i parlamentet.

Der har igennem en længere årrække været et samarbejde mellem UNESCO og UEA, som er Esperantobevægelsens hovedorganisation. I denne forbindelse har bevægelsen konsultativ status.

Det er ikke blot tanken om fred, der er centralt for Esperanto, men også ideen om mere lighed og retfærdighed i verden. Den måde de gamle europæiske nationalsprog er blevet spredt på i verden, er gennem krige og kolonisering, og det siger sig selv, at de lande, som har fået et sprog påtvunget, stadig er i en form af afhængighedsforhold til de gamle kolonilande, da det pga. sproglige barrierer er svært for landene at vende sig mod nye samarbejds- og handelspartnere.

Der vil først blive en mere ligelig identitetsfølelse og kulturel balance i verden, når alle lærer sig et fremmedsprog, og den indirekte kulturelle indflydelse, der følger med, når nogle skal lære sig andres nationalsprog forsvinder. De, som er født med et sprog eller lærer det i barndommen, vil altid beherske dette bedre end andre, som lærer det senere, og ikke bruger det dagligt. Se f.eks. på langt den største del af oversættere af bøger, de oversætter næsten alle fra et fremmedsprog til deres nationalsprog.

Dette forhold kan nemt blive til et overlegent og elitært forhold, og kan være en afgørende faktor, når der besættes stillinger i den tungere ende af EU-systemet, samt andre store internationale firmaer og organisationer, til fordel for dem, som er født med et dominerende nationalsprog.

Som interesseret i Det Tredie Testamente ved vi, at verdenssamfundet når til den konklusion en dag, at disse skæve og ulige forhold er utilfredsstillende, og at udviklingen vil styrke interessen for et fælles verdenssprog. Vi ser, at sprog, religion og politik er de mekanismer, som i højeste grad skiller verden op i adskilte grupper, og når jeg åbner min daglige avis, synes jeg, at der er brug for noget, der samler verden. Det har undret mig en del, at se den stigende debat om globalisering i medierne, uden at høre nogen nævne, at der vil være mange fordele ved et fælles verdenssprog.

Hvis man ser bort fra Martinus udtalelser om Esperanto, og forsøger at se objektivt på, om det sprog vil kunne anvendes som verdenssprog, så er der mange argumenter for det. Det er et fuldt udbygget sprog, som er blevet afprøvet og justeret gennem over hundrede år, og der er allerede oversat en stor mængde litteratur. Bibelen, Koranen, en del af Det Tredie Testamente, samt en stor del af den klassiske verdenslitteratur er oversat, Shakespeares værker, Ringenes Herre, H C Andersen, en del af Astrid Lindgrens bøger, Asterix og Tin Tin ligeledes. Ny teknologi muliggør TV og radioudsendelser, som produceres over hele verden og benyttes flittigt.

En status over hvor meget af Martinus værk der er udgivet på Esperanto viser, at bind 1 af Livets Bog, bind 1-4 af Det Evige Verdensbillede, samt 11 af småbøgerne er oversat, samt at Kosmos løbende udgives som e-bog. Den resterende del af Livets Bog er oversat, men i en ikke fuldt gennemarbejdet udgave, og er derfor ikke endnu udgivet.

Martinus Instituts bestyrelse vedtog enstemmigt i 1965, at erklære Esperanto for instituttets officielle internationale sprog, og der var i en længere årrække en aktiv gruppe der arbejdede med sproget, men det er i de seneste år ophørt. Det var meningen at bruge Esperanto som brosprog til oversættelse fra Dansk til mindre sprog, så der ikke skulle oversættes gennem flere sprog.

Martinus sagde på et rådsmøde 30.04.1974 følgende: ”Jeg tror, vi er lidt tidligt på den med Esperanto, men ellers er det mægtigt godt. Men det vil komme en gang, og så er det storartet. Det er dejligt, hvis det kommer hurtigt. Men det bliver Esperanto. Hvad skulle det ellers blive? Er der andre sprog der er så langt fremme? Der er ikke noget sprog der er så humant. Man må se på skaberen. Han var en kolossalt human mand. Man kan næsten se, han var sat til at gøre det.”

Vi bliver ofte spurgt om, hvor mange der taler Esperanto, og det ved vi ikke præcist, da ikke alle er medlem af foreninger eller sammenslutninger, og specielt de unge mennesker, der lærer sproget nu ved hjælp af de gode læringsprogrammer, der findes på nettet, bliver sjældent medlemmer af organisationer, men dukker op til ungdomskongresser og får venner der. Estimater går fra en million og opefter.

Der arbejdes selvfølgelig intenst blandt esperantoorganisationer for at informere specielt politikere om fordelene ved et sprog, som rummer store mulighed for nemmere samarbejde over landegrænser og kontinenter. Fra undersøgelser blandt EU-politikere får disse organisationer ofte meget nuancerede svar tilbage, som viser, at der er mange, der er klar over den kaotiske og utilfredsstillende situation, det skaber, når der tales så mange sprog. Der er flere, som har svaret – anonymt, at de ikke er tilfredse med tingenes tilstand, en del har indrømmet, at de flere gange har siddet i vigtige forhandlinger om aftenen eller natten efter, at tolkene er gået hjem, og forhandlet forlig på plads med personer fra andre sproggrupper, de kommunikerer dårligt med pga. manglende fælles sprog. Flere danske politikere har været fortalere for at styrke brugen af sproget i EU.

Ifølge de seneste prognoser over verdens befolkningsudvikling, vil befolkningen i Europa i fremtiden falde, i USA vil den stige lidt, men i Afrika og specielt i Asien vil den udvikle sig meget.

Vil denne udvikling ændre på verdens udvikling? Og vil disse befolkninger forsat acceptere at tale de gamle kolonisprog?

Der er ved et fælles verdenssprog mange fordele for det kommende verdenssamfund. Nemmere samarbejde, større mulighed for udveksling af viden og erfaring og stor økonomisk besparelse, og specielt lige nu, hvor fugerne knager i meget samarbejde i verden, er det en fornøjelse at være positivt forankret i en konstruktiv løsning på nogle af problemerne og vide, at Forsynet på længere sigt også arbejder for sagen. Vi, der taler Esperanto, har det privilegium at være engageret i en positiv ide, uden at have modstandere, som i det politiske liv, og indtil verdenssamfundet indser fordelene ved vores ide, så har vi mange dejlige oplevelser med vores fælles interesse.

Pieter Bruegel den ældre: Babelstårnet. Museum Boijmans Van Beuningen in Rotterdam.