Et juleeventyr

Julens grundprincip er at tænde lys i mørket

Nu da vi atter er nået frem til den tid, hvor julelysene begynder at funkle omkring os, hvad de jo allerede længe har gjort i butikkerne og snart også vil gøre i hjemmene overalt i den kristne verden, vil jeg gerne i dag tale om juletræet. Juletræet er selve julens kulmination af lys, men hvorfor nu alt dette lys? Først og fremmest skyldes den megen anvendelse af lys den omstændighed, at vi lever i en zone på jordkloden, hvor dagslyset ved vintersolhverv kun er meget lidt fremme. Nattens mørke indhyller alt i sin sorte kåbe så at sige fra klokken 15 til klokken 9 næste dag under disse breddegrader, og højere mod nord er natten endnu længere. At man i en sådan fysisk mørkezone bliver mæt af mørke og hungrer efter lys er ganske naturligt, og det er lige så naturligt, at det bliver forbundet med glæde og festlighed at tænde lys. Her har vi julens evangelium åbenbaret i sin rent fysiske fremtræden, selve julens grundprincip udgør dette "at tænde lys i mørket". Da alle foreteelser i verdensaltet er led i kredsløb, og da kredsløb altid eksisterer som spiraler eller led i større kredsløb, bliver dette "at tænde lys" en foreteelse, som også går igen i højere og højere former for kredsløb. Det vil altså sige, at selve mørket også må gå igen i stadig højere kredsløb eller spiraler, thi der må jo eksistere et mørke, hvori lyset kan tændes.

Spiralkredsløbsprincippet

Hvad er da et kredsløb? Et kredsløb er en tidsepoke, inden for hvilken levende væsener oplever de fire eksisterende grundprincipper i livsmanifestationen, foråret, sommeren, efteråret og vinteren, hvilke principper igen henholdsvis er det samme som udvikling, kulmination, degeneration og latent tilstand. Intet i verden kan eksistere uden at repræsentere et eller andet af disse fire principper. Enhver ting befinder sig enten i udviklingens stadium og repræsenterer da foråret, eller også er den i kulmination og repræsenterer da sommeren, eller i degeneration og repræsenterer efteråret, hvis den da ikke fremtræder i en tilsyneladende livløs tilstand, den latente livstilstand, vi kalder vinteren. Tænker vi på det døgn, som dagen i dag er en del af, kan vi se, at også det er et kredsløb, hvori de samme principper gør sig gældende. Dette øjeblik er en del af døgnets "forår", men i sproget udtrykker vi det ikke således, vi siger, at det er "formiddag". Men vi ved, at solen står højest på himlen klokken 12, på hvilket tidspunkt dagen da udtrykker sit sommerprincip, som vi kalder "middag". På denne måde bliver eftermiddagen til døgnets "efterår", og natten til døgnets "vinter". Tænker vi på menneskets egen organisme, kan vi også der se, hvorledes den udtrykker en eller anden af de fire årstider. Enten tilhører den barnestadiet og udgør da endnu noget af den latente fysiske livsform, vinterens princip. Eller også tilhører den ungdommen, der er det samme som forårsprincippet, en tilstand, hvor de tidligere latente kræfter bryder frem og sætter en udvikling i gang. Nogle menneskers organisme er nået frem til at repræsentere "sommeren", den modne alder, der er kulminationen af bevidsthedsudfoldelse på det fysiske plan, hvis de da ikke allerede er nået ind i alderdommens fysiske degeneration, der udtrykker "efterårets" princip. Men ligesom årskredsløbene danner en sammenhængende kæde og en stadig fornyelse baseret på de samme love og principper, er også vort nuværende liv, hvori vor organisme i øjeblikket repræsenterer en af de fire årstider, blot et lille led i en kæde af liv, kun et "døgn" i et meget større kredsløb, der hedder reinkarnationen inden for det kosmiske spiralkredsløb, De kender fra analyserne i LIVETS BOG. På denne måde er alt, hvad vi overhovedet kan sanse eller opleve, led i kredsløb, der gentager sig i højere og højere former, og således er det også med hensyn til dette "at tænde lys i mørket".

Sjæleligt mørke og lys

Ligesom vi kan være trætte eller mætte af det fysiske mørke og hungrer efter at tænde det fysiske lys, således kan man også blive træt af mørket på et andet plan og ligeledes her længes efter lys. Det "andet plan", jeg her taler om, er et kredsløb for mørke og lys, som ligger over det fysiske plan. Det er altså ikke fysisk mørke og lys, der er tale om, men psykisk eller sjæleligt mørke og lys. Hvad forstår man ved det? Derved forstår man alt vedrørende vort tankeliv, vor mentale struktur, som giver sig udtryk her i den fysiske verden gennem vort nervesystem. Ved hjælp af denne struktur sanser vi et mørke og et lys, der ligger på et højere plan end det fysiske. Dette mørke kender vi som sorg, nedtrykthed, håbløshed, livslede og gudsforladthed. Det kan også karakteriseres som menneskets uvidenhed om sin egen identitet som et evigt udødeligt væsen. Og lyset på samme plan kender vi som glæde, inspiration, livslyst, kærlighed og skaberkraft. Det kan også karakteriseres som begyndelsen til kosmisk bevidsthed eller den høj intellektuelle tilstand, hvor væsenet besidder viden om sin udødelighed og kosmiske identitet.

Det sjælelige lys er det sande julelys

Da menneskene sjæleligt lever i sorgernes og lidelsernes sfære, der er sjælens vinterzone, er det ikke så mærkeligt, at de samme væsener længes eller hungrer efter sjælens lys, dens forår og sommer. Ligesom det er en glæde at tænde fysiske lys i årets mørketid, er det derfor også ved at blive en glæde at tænde lys i den sjælelige mørkesfære, og det er dette sjælelige lys, der er det sande julelys, som alle fysiske julelys, der tændes i denne tid, symboliserer på det fysiske plan. At tænde virkeligt eller sandt julelys vil altså være det samme som at tænde glæde og livslyst i levende væseners sjæle. I samme grad som et menneske kan tænde lys og livsglæde i andre menneskers mentalitet, er dette menneske et "kosmisk julelys".

De store verdensgenløsere har alle været stærkt lysende væsener i jordmenneskehedens sjælelige vinterzone

Ved at se tilbage i menneskehedens historie bliver vi vidne til væsener, der har været så stærke til at tænde lys i sjælene, at millioner af mennesker endnu i dag opretholder deres livslyst i kraft af dette lys. De store verdensgenløsere og virkelige vismænd har alle været stærkt lysende væsener i jordmenneskehedens sjælelige vinterzone; hvad de igennem skrift, tale og væremåde har givet som næstekærlighed, som oplysning og visdom, har beriget menneskers sind og gjort det lettere for dem at bære de byrder, der tynger dem i livets mørke sfære. Hvis ikke disse væseners lys havde skinnet i den jordmenneskelige vinterzone, ville menneskehedens historie kun have rummet beretninger om krig og atter krig. Det dræbende princip ville have udfoldet sig i en grad, som det er umuligt at forestille sig. Ikke et eneste sted ville der da have været håb om sjælelig sommer og sollys, alt håb ville være ladt ude, og en åndelig polarnats isstorme ville hvine og fløjte en ligsang over døde sjæle. Men således er det ikke. Selvom sjælelige vinterstorme med kulde, frost og død har raset hen over menneskehedens mentale himmel, er håbet ikke ladt ude, netop fordi Guddommen igennem verdensgenløsernes stærke varmende lys har tændt et nyt håb, nye længsler, inspiration, glæde og livsmod i jordmenneskehedens mørke mentale vinternat. Her er vi stedet over for julen i sin allerhøjeste åbenbaring, menneskehedens historie afslører ligefrem for os, at vi er til julefest hos selve den evige Fader. Jordmenneskeheden er det mørke grantræ, på hvilket den evige Guddom allerede har tændt og stadig er i færd med at tænde funklende og strålende "julelys" i form af verdensgenløsernes og alle humanismens forkæmpere. Kosmisk bevidsthed, høj intellektualitet, oplevelse af udødelighed og af at blive ét med Faderen og den hermed følgende varige fred eller salighed er de julegaver, menneskeheden engang skal modtage. De er gemt endnu et stykke tid for de fleste bagved det store træ, hvori det enkelte menneske selv skal blive et strålende lys tændt ved flammen fra et lys, som i forvejen stråler klart. Når mennesket selv bliver et julelys, hvis varme menneskelighed stråler til alle sider, bliver det også for dette menneske tiden til at modtage de guddommelige gaver. Universet er Guds store festsal, kloderne, solsystemerne og mælkevejene er hver for sig vinduer, der vender mod tidens og rummets verden. Men vi selv er evigheden. Et med Faderen overlever vi sole og stjerner for at se nye sole og stjerner tændes. Vi er livets og dødens herre, det er os, der tænder og slukker lys, vor viljeføring er vor stemme i universets lovsang og hymne til livet, lige såvel som den også kan lyde med i en dødssang, thi døden er en nødvendighed, men blot for at det, der dør, kan fødes til nyt liv i højere former, til højere kredsløbs mørke, hvor et større lys kan tændes i mørket og få nattens skygger til at vige.

"Himmerigets rige" skal komme til at stråle ud fra alle mennesker

Mange mennesker i vor tid har den indstilling, at de er "vokset fra at holde jul". De ved ikke, at de er midt i en kosmisk julefest, hvor der bestandig tændes lys i mørket. Men så længe mennesket ikke ved det, er det guddommeligt, at menneskene i alt fald én gang om året fejrer lysets fest og oplever glæden ved at give. Vi fejrer med julen den begivenhed, at et barn fødtes på denne klode, et barn, som voksede op og blev et åndens lys for menneskene, et guddommeligt sendebud fra "himmeriges rige". Men han talte til menneskene om, at "himmeriges rige" også var inden i dem. Der hvor mennesket mere er indstillet på at tjene end at lade sig tjene, der hvor det hellere selv vil lide, end det vil være årsag til andres lidelse, og der hvor det arbejder på at udvikle sine menneskelige evner til gavn for helheden, er "himmeriges rige" ikke blot i dem, men det begynder at stråle ud fra dem i tanker, ord og handlinger. Det er "julens mentalitet", sjæleligt julelys, som lyser op i den mentale vinternat. Man kan træne sig op til at få den virkelige jul i sit indre ved at søge at beherske sit eget sind. Der er nok, der kan irritere én, eller gøre én vred eller bitter selv i juletiden, det er det åndelige mørke, snestormen og den bidende frost. Det er "herodesmentaliteten", som vil virke dræbende på "kristusbarnet". Men vi ved jo fra juleevangeliet, at "kristusbarnet" ikke blev myrdet, det blev frelst fra Herodes' soldater. Denne gamle beretning fortæller ikke blot om en begivenhed, som har fundet sted, men om en begivenhed, som stadig finder sted. Kristusbarnet fødtes ikke blot i Bethlehem for snart to tusind år siden, dets fødsel er også ved at finde sted den dag i dag i Dem, i det enkelte menneske. Når juletræet stråler og funkler med sine mange lys og stjernen i toppen, når mennesker tager hinanden i hænderne og danner en kæde som symbol på, hvad mennesker af alle hudfarver og nationaliteter engang skal gøre, når de synger om "fred på jord, fryd på jord" og giver hinanden gaver, da fejrer de også kristusbarnets fødsel i deres eget indre.

Mine kosmiske analyser er en logisk tankerække, men de er også en del af julebudskabet

Det er specielt blevet min opgave at overføre de kosmiske principper til intelligensmæssige analyser, således at de passer både til intelligens og intuition. Disse analyser er en logisk tankerække, som det udviklede menneske, der har erfaringsmateriale at arbejde med, kan tilegne sig og se, om de passer med de livsytringer, det møder i hverdagen. Men det er også en del af julebudskabet. Der hvor disse analyser bliver til viden for Dem, til en del af Deres liv, der er også verdensfreden. Der hvor den kosmiske viden bliver en realitet for både følelse og tanke, der må næstekærligheden folde sig ud, ikke som sentimentalitet, men som virkelig kærlighed, der på en hensigtsmæssig måde gavner det enkelte væsen såvel som helheden. Jeg mener altså ikke, at man, fordi man arbejder med åndsvidenskaben, bliver for "voksen" til at fejre julen. Tværtimod, men man kommer jo gennem åndsvidenskaben til at se på mange ting i et andet perspektiv end før, og det vil med tiden få de materialistiske sider ved julens skikke til at ændre sig. Men julens princip "at tænde lys i mørket" er det blevet en nødvendighed for menneskene at fejre, især for dem der lever i jordens fysiske vinterzone. Og da har det sin betydning at tænke på, at "julens grundtone", lyset, freden, det at give gaver, er det samme som "universets grundtone", næstekærligheden, dette at være til gavn for helheden. Det er den mentalitet, der med tiden skal spredes over hele året og over hele jorden; da bliver "juleeventyret" til en strålende realitet i en fysisk verden, og jordkloden til en "julestjerne".