Gudsbegrebet og bønnen

De store verdensreligioner har i mange århundreder sat sit præg F på de fleste af verdens kulturer. Men på grund af et stærkt voksende ønske om et mindre slidsomt liv - kombineret med større forståelse og indsigt -har menneskene i den senere tid fokuseret mere og mere på det materielle. Blandt andet for at få adgang til moderne bekvemmeligheder. Naturvidenskabens og teknikkens gradvise indtrængen i kulturen har fremskyndet udviklingen hen mod en verden, hvor religiøse dogmer gradvist har måttet vige for en voksende interesse for, hvad det jordiske har at byde på. Som en konsekvens af denne nye tendens i tiden bliver stadig flere mennesker gudsfornægtere og ateister. Især i den såkaldt vestlige verden. Kirker og andre hellige steder er langtfra lige så velbesøgte som før i tiden. Det er sådan set rigtigt, at det religiøse endnu ikke har nået sit mætningspunkt i samme grad overalt i verden. Men når man tænker på, hvordan jagten på det materielle ubestrideligt breder sig ud i enhver af verdens afkroge, er det kun et tidsspørgsmål, før det, som Martinus kalder for religionerne i den gamle verdensimpuls, har fuldført sin mission og - som det ser ud nu - går sin totale opløsning i møde.

De gamle forklaringsmodeller, baseret på dogmatiske religioner, står ikke mål med det, som moderne mennesker forventer, deres højere bevidshedsviveau taget i betragtning. For at forstå det guddommelige formål med de nedarvede religioner må man holde sig for øje, at de i deres ydre form var tilpasset til mennesker med et tankesæt, der var betydeligt mere primitivt end vore dages. Ateismens fremgang er blandt andet en konsekvens af voksende intelligens i forening med en spirende humanitet. Dertil kommer en tiltagende uvilje mod den begrænsning af tankefriheden, som har været en følge af de religiøse bud. Vi er simpelthen vokset fra den gamle religiøse ’klædedragt’. I den tid, vi lever i, ønsker de fleste mennesker i videst muligt omfang at føle sig frigjort fra alle oppefra kommende påbud, og det uanset om denne frihedstrang medfører gode eller dårlige konsekvenser. Egoisme og konkurrence er blevet de store ledestjerner i vor tids globale kultur. Parallelt hermed siger Martinus, at alle normale ønsker før eller senere går i opfyldelse. Det gælder også menneskers higen efter det materielle og deres uhæmmede frihedsbehov.

Men at bygge sit liv alene på materielle ting kan være højst usikkert. Det kan sidestilles med at ”bygge sit hus på sand”, som det udtrykkes i Bibelen (jf. Matt. 7.24-27). Hvad sker der med den, der må se sine materialistiske drømme knust? Hvad med den, der havner i ulykkelig skilsmisse, mister sit arbejde og sin indkomst, rammes af ulykke og invaliditet, kommer ud for bedrageri og tyveri, får sit fine hus eller anden ejendom ødelagt af ildebrand eller lignende? Hvad med den, der kommer ud for et kært familiemedlems eller en nær vens pludselige død? Der findes ingen som helst forsikring, der kan garantere et liv i permanent lykke, uden risiko for tab og ulykke!

Så længe det går os godt er vi måske helt opslugt af alt det, der påvirker os i vores nærmeste omgivelser. Guds eksistens benægtes eller fortrænges fra ens tankeverden - ja, anses måske for at være en overflødig eller uinteressant problemstilling. Lidt ligesom dette at bede til en højere magt. Men når man selv kommer ud for ulykkelige begivenheder, spørger man ikke så sjældent sig selv, hvad meningen er med det hele, og hvorfor man er havnet i så ubehagelig en situation. På et vist trin opstår endog tanken om selvmord. En sidste udvej, når man midt i sin mørke skæbne ikke længere ser nogen løsning. Men der findes naturligvis meget bedre og mindre smertelige løsninger!

Det ateistiske stadium er kun et tidsbegrænset overgangstrin i menneskehedens udvikling. Det fungerer som en bro mellem de gamle religioners dogmatiske verdensopfattelse og den nye åndelige videnskab, som nu begynder at gøre sig gældende. Martinus’ samlede værk Det Tredie Testamente forbinder den gamle verdensimpuls med den nye, som betyder opfyldelsen af Kristi profeti om Helligåndens komme. Helligånden skulle forklare alt det, der måtte vente til senere tider på grund af datidens begrænsede fatteevne. Det er emner som gudsbegrebet, Forsynets overordnede rolle, bønnens kosmiske funktion, den overjordiske plan for menneskehedens udvikling her på Jorden, forklaringen på det evige liv og opstandelsen fra dagens materialistiske dødskultur, alle levende væseners evige kosmiske struktur, skæbneloven og reinkarnationen.

Martinus forklarer gudsbegrebet og bønnens magiske kraft

Selve essensen i de gamle religioner vil blive vakt til live igen, forklarer Martinus. Men i en form, der kan accepteres af vore dages søgende mennesker. Altså en form der er i overensstemmelse med deres behov for sand intellektualitet og humanitet. Det er alene de gamle religioners ydre form og deres dogmer, der vil forsvinde. Det centrale guddommelige indhold bag bogstavernes symbolik består faktisk af evige, kosmiske sandheder. Det Tredie Testamente fuldbyrder Kristi mission og giver en fuldstændig beskrivelse af livet og Guds eksistens i form af såkaldte kosmiske analyser. Gud bliver populær igen, og det gælder også Jesus Kristus, har Martinus forudsagt. Det bliver dog ikke som en guddom, man skal dyrke, men som det fuldkomne anskuelseseksempel på, hvad det vil sige at blive et rigtigt menneske. Et menneske med kosmisk bevidsthed, der i hele sit væsen er totalt opfyldt af guddommelig kærlighed.

Deraf følger også, at menneskene vil genopdage bønnens magiske kraft og benytte sig af denne resurse i betydeligt større udstrækning end i dag. Men her er det nødvendigt med en hel del vejledning i, hvad bøn betyder, og hvordan den rent praktisk fungerer. Gennem en sådan vejledning lærer vi at bede på en sådan måde, at vi kan komme i direkte kontakt med Gud og de højere verdener. Bønnen er nemlig ikke opfundet af mennesker, hævder Martinus. Den er indbygget i alle menneskers evige væsensstruktur såvel som i alle andre levende væsener uden undtagelse! Det er grunden til, at mennesket spontant retter sin bøn om hjælp til højere magter, når de havner i en svær nødssituation. Og det kan ske for selv den mest indædte ateist. Allerede i dyreriget kommer denne indbyggede funktion automatisk til udtryk som en ubevidst reaktion, nemlig som dyrets angstskrig når det kommer ud for livsfare.

Bøn forekommer i alle religioner og kulturer overalt i verden. I mere primitive kulturer har det som regel drejet sig om at opnå ’gode’ magters gunst i kampen mod alt det, der blev opfattet som onde magters ubehagelige indflydelse. For at gøre indtryk på guden og opnå dennes sympati og velvilje ofrede man ikke alene blomster, man slagtede og brændte dyr, ja af og til endda mennesker. Til gengæld håbede man at få held med jagten, få en god høst og få sejr i krig, forstået som held til at dræbe så mange formentlige fjender som muligt. I nyere kulturer drejer det sig nok mere om at få materiel hjælp, penge og gerne rigdom, at få et godt helbred, at få et lykkeligt ægteskab med velopdragne børn og et lykkeligt familieliv. Disse lidt mere civiliserede former for bøn ledsages ikke nødvendigvis af dyreofringer, men i mange tilfælde af forskellige ritualer og ceremonier. Det kan for eksempel være skikken med at brænde røgelse eller ringe med klokker. Alt sammen for at påkalde sig højere magters opmærksomhed.

Bønnen har imidlertid et meget højere sigte; bønnen er som nævnt en magisk kraft, der kan sætte os i direkte forbindelse med Gud selv! For at forstå denne bønnens højere mission må man først analysere gudsbegrebet på en højintellektuel og udogmatisk måde. Martinus forklarer, at Guds treenige struktur og Guds inderste væsen omfatter hele det evige, uendelige og levende verdensalt. Dette består igen af utallige levende væsener overalt i universet, såvel i mikrokosmos som i makrokosmos, såvel på det fysiske plan som i de højere åndelige verdener. Alle levende væsener er uden undtagelse evigt forbundet med Gud. Det følger af den treenige struktur, som Martinus forklarer i f.eks. Det Evige Verdensbillede I (Symbol nr. 8-10: Det treenige princips tre analyser samt symbol nr. 11: Det evige verdensbillede, Det levende væsen II, Den evige Guddom og de evige Gudesønner). Hvert enkelt individ er dermed også ét kød og blod med alle andre levende væsener, som man kommer i berøring med.

Gud er allestedsnærværende, men alligevel personlig

Det er altså vigtigt at forstå, at Gud er noget helt andet end én eller anden form for overjordisk skikkelse, der har sin bolig oppe i skyerne, som nogen undertiden har troet. Om man så bruger navnet Gud, Allah eller Brahman er jo fuldstændig uden betydning. For mange kan det imidlertid være svært at forestille sig en overpersonlig Gud bestående af samtlige eksisterende levende væseners individuelle personligheder på én gang. Af den grund har der været en tendens til at forsøge at konkretisere forestillingen om Gud ved hjælp af forskellige afbildninger. Som eksempler kan nævnes den korsfæstede Kristus, ’jomfru’ Maria som ’Guds moder’ eller andre helgenbilleder i den kristne tradition. Eller de utallige gudeskikkelser i den østerlandske tradition. For at undgå et sådant vildledende fokus har man inden for visse religioner formuleret et forbud mod at afbilde Gud eller andre hellige personer. Det oprindelige formål med dette forbud har formodentlig været at undgå at aflede tankerne, så man i stedet for at fokusere på den almægtige Guddom kom til at anse en eller anden særskilt person for mere vigtig, hvad der kan betegnes som en slags afguderi. Imidlertid blev dette forbud med tiden til et dogme uden intellektuel forklaring.

Nutidens mennesker kan stadigvæk have svært ved at forestille sig, at Gud på én og samme tid kan være abstrakt og hævet over alle materielle former, og så alligevel være personlig og til at komme i kontakt med. Jeg tror selv, at dette er en af grundene til, at mange synes at foretrække at forestille sig Gud som en form for upersonlig, overfysisk energi eller kraft, der gennemstrømmer verdensaltet, i stedet for at tænke på Gud som en virkelig person, som man kan have en levende kommunikation med.

Under sit midlertidige ophold i den åndelige verden havde den ellers så ateistisk sindede neurokirurg og forsker Eben Alexander en nærdødsoplevelse (jf. Til himlen og tilbage. Forlaget Det Blå Hus, Gyldendal A/S, 2013). Den var så stærk, at den ser ud til at kunne opfylde kriterierne for et såkaldt kosmisk glimt. Forfatteren oplevede ingen som helst afstand mellem sig selv og Guddommen, til trods for at han erkendte Guds storhed og sin egen lidenhed. Vi kan aldrig skilles fra Gud, fortæller han. Vi er uløseligt forenet med det gigantiske univers. Ofte kunne han ikke skelne mellem sig selv og den verden, han befandt sig i. Undertiden blev grænsen mellem ham selv og omgivelserne så udvisket, så han følte sig ét med altet. Alligevel oplevede han en dualitet i form af en samtale mellem sig selv og Gud, altså Gud som individ (jf. Livets Bog VI, stykke 2088). Trods sin storhed er universet ikke fjernt i fysisk forstand, forklarer forfatteren; det eksisterer lige på stedet, lige her og nu. Universet har hverken begyndelse eller ende, det være sig rumligt eller i tid. Og Gud er til stede i hver eneste partikel!

Eben Alexander understreger, at kontakten mellem ham selv og Gud føltes varm og - underligt nok - personlig. En af de største fejl, som folk begår, når de funderer over Gud, er, at de forestiller sig Gud som upersonlig. Gud er oven i købet mere menneskelig end du og jeg.

Det er naturligvis svært for os - på vores nuværende udviklingstrin - fuldt ud at forstå, hvordan Gud kan være personlig og helt tæt på, og så samtidigt - som overpersonligt universalvæsen bestående af alle eksisterende levende væsener - alligevel undfly alle forsøg på afbildning.

Ben White, Unsplash

Guds lytte- og taleorganer

Når vi mennesker kommunikerer med hinanden, sker det ved hjælp af sanseorganer. I de fleste tilfælde især øjne og ører. Men når jeg taler til en anden person, taler min mund forhåbentlig ikke på eget initiativ - helt uden min medvirken. Og selv om jeg retter mit blik mod den anden persons ansigt, er det ikke dennes øjne og ører, jeg henvender mig til, når jeg fremfører det, som jeg vil sige. Jeg henvender mig til det usynlige væsen, der skjuler sig bag personens rent fysiske fremtræden. På samme måde retter den pågældende ikke sit svar alene til mine ører eller til mine øjne. Så selv om det er rigtigt, at man for det meste udtrykker sig ved hjælp af taleorganer, øjne og ører, så kommunikerer disse organer ikke af sig selv. De kan ses som redskaber, ved hvis hjælp dén væsenskerne, der befinder sig ’inden for’ vores fysiske krop, kan udtrykke sig og kommunikere med omverdenen.

På samme måde må kommunikation med Gud foregå ved hjælp af en eller anden form for redskaber eller organer. Man kan ikke tale med Gud ud i den blå luft, uden mellemled. Gud har også 'taleorganer’, ’øjne’ og ’ører’. Men hvor finder vi disse organer? Martinus forklarer, hvordan der i den åndelige verden findes særlige lytteorganer’ i form af levende væsener. De hører alle vores bønner, helt ned til det mindste suk. Igennem disse organer opfatter Gud, hvad vi beder om. I den åndelige verden finder vi også Guds Taleorganer’, igen i form af levende væsener. De svarer på alle vores bønner uden undtagelse. Men måske ikke altid på den måde, som vi selv ønsker.

Hvem er de så, disse guddommelige ’kommunikationsorganer’, der sætter os i stand til at komme i direkte forbindelse med Gud? - Det kan være væsener, der er permanent hjemmehørende i den åndelige verden, men det kan også være afdøde nære venner eller andre ’skytsengle’, der hjælper os ved at formidle vores bønner videre til deres højeste bestemmelsessted. Vores bønner bliver altid besvaret. På den ene eller den anden måde. Der findes i den åndelige verden en bevidsthedsmæssig rangorden, og de væsener, der har et meget højt udviklingsniveau, opholder sig permanent i de åndelige sfærer. Det er først og fremmest dem, der har mandat til at besvare vores bønner. De har det overblik, der skal til for at svare på en sådan måde, så det er allermest til gavn for vores videre udvikling hen mod det, der er vores overordnede mål: at opnå fuldkommenhed, alkærlighed og kosmisk bevidsthed.

Det er dog af største vigtighed, at den højeste form for kommunikation med Gud sker direkte. Altså uden at man stirrer sig blind på de enkelte kommunikationsorganer, som Gud har på det åndelige plan. Her i den fysiske verden henvender vi os jo heller ikke først og fremmest til hinandens munde og øjne, eller retter det vi vil sige til modpartens ører. Vi retter det til personen bag dennes fysiske fremtoning. På samme måde bør den højeste form for guddommelig kommunikation rettes direkte til Gud ’som er i himlen’, og ikke til det ene eller det andet åndevæsen, til en eller anden helgen, til nogle engle, til Jesus Kristus, ’jomfru’ Maria, eller måske til Østens såkaldte avatarer eller andre gudelignende skikkelser. Vi behøver ikke at ofre selv den allermindste tanke på hvilke åndelige væsener, der gør tjeneste som Guds lytteorganer. Vi behøver heller ikke bekymre os om, hvilke væsener der svarer på vores bønner. Det sker altid på en sådan måde, at de væsener, der er allerbedst egnet til at høre og besvare vores bønner, får dette som deres særlige opgave.

Man må forstå, at selv om der i lang tid har været tradition for at bede til f.eks. Jesus Kristus, så er det næppe ham, som ene mand kunne svare på alle de utallige bønner, som de mennesker, der rundt om i verden har bekendt sig til den gamle kristne tro, har rettet til ham i snart to tusind år. Vi må huske på, at i den åndelige verden vrimler det med kosmisk bevidste væsener, der har samme åndelige kapacitet som Kristus. Derfor handler det slet ikke om at rette sin bøn til en eller anden særlig favorit. Det gælder om at lære at rette sin bøn direkte til Gud. Så vil den blive sendt videre af dertil egnede væsener i den åndelige verden.

Det kan ikke bestrides, at det kræver en vis øvelse at få lært at bede på en højintellektuel måde. Det betyder nemlig, at man skal vænne sig til at tale til et fysisk usynligt væsen af højeste karat, som ikke desto mindre er personligt nærværende til alle tider og på alle steder. Det er heller ikke tilfældigt, at den åndelige verden er usynlig for os her på Jorden, for det hjælper os, så at sige, til ikke ’at gå i stå på halvvejen’, når vi vil tale med Gud. Martinus beskriver dette på en genial og malende måde i sin bog Bønnens mysterium, kap. 9: ”Men hvis væseneme fysisk kunne se dette ”andet sted”, og Guddommen som et væsen boende på dette ”sted”, ville de opleve, at nævnte ”sted” var ligeså befolket med levende væsener som deres egen sfære, og at Guddommen fuldstændig bliver borte i denne vrimmel af liv.”

Begrebet 'Forsynet’

Hvis det nu ligger lidt tungt med at forstå Guds evige væsensnatur, så er det formodentlig betydeligt lettere at forstå begrebet Forsynet. Forsynet kan beskrives som det af Guds organer, der har jordmenneskehedens skæbne og videreudvikling som sit ansvarsområde. Dette organ består af en gruppe kosmisk totalt indviede væsener, der befinder sig i jordklodevæsenets åndelige sfære.

’Medlemmerne’ af denne overjordiske gruppe er totalt enige indbyrdes. De behøver aldrig at diskutere fremgangsmåder, eftersom de allesammen har samme grad af indvielse med fuldt overblik over alt det, der må ske, for at et jordisk paradis kan blive til virkelighed engang i fremtiden. Alt hvad der sker på Jorden, hvad enten det drejer sig om globale hændelsesforløb eller begivenheder, der udspiller sig inden for individernes privatsfære, sker med Forsynets samtykke. Forsynet administrerer de skæbneudløsninger - både de behagelige og de ubehagelige - som hver og én af os selv har udløst, og som det var nødvendigt for os at opleve, for at vi kunne komme videre frem i vores udvikling hen imod at blive til fuldkomne mennesker i Guds billede. Forsynet bestemmer, hvornår der bliver krig, og hvornår der bliver fred; hvornår der sker naturkatastrofer, og hvornår folk får støtte fra hjælpeorganisationer; hvilke politikere og embedsmænd der kommer til magten, og hvilke der forsvinder fra magtens arena. Forsynet griber desuden ind i vores personlige liv. Via Forsynet udløser Gud alt det, der nødvendigvis må ske, for at vi kan komme videre i udviklingen. Intet er tilfældigt; alt har et guddommeligt sigte!

Mødet med Gud i hverdagen. Guds primære og sekundære bevidsthed

Men hvad er bøn egentlig for noget, og hvordan fungerer den helt konkret? - For at forstå hvad bøn er, kan vi begynde med at tænke lidt over kommunikationen her på Jorden, mennesker imellem. For i virkeligheden er der ingen principiel forskel mellem - på den ene side - vores omgang med og vores samtaler med et eller flere medmennesker og - på den anden side - at bede til Gud! Eftersom Gud er til stede overalt i alle levende væsener, kan al kommunikation siges at være en form for bøn. Alle levende væsener har nemlig en dobbelt identitet! Samtidig med at vi har vores egen individuelle personlighed som f.eks. hr. Hansen eller fru Jensen, er vi også en repræsentation af Guddommen og en guddommelig rolleindehaver i livets evige spil (jf. Grand Kursus, stykke 395). Vi er vant til at forestille os Gud som noget uden for os selv, men sandheden er den, at Gud bor inderst inde i hvert eneste levende væsen i hele universet. Det betyder, at vi konstant møder Gud i alt og alle, eftersom ethvert væsens inderste identitet er udeleligt forbundet med Gud. Gud ’skjuler sig’ således ’bag’ enhver, som vi møder, såvel i den fysiske verden som i den åndelige. Vi kan overhovedet ikke opleve livet, uden at det indebærer et møde med Gud. Livet er en uafbrudt kommunikation med Gud, og - i sidste instans - ikke med nogen anden!

Hele livet er således helligt. Og de omgivelser, som vi oplever i hverdagen, er mere hellige end noget tempel eller nogen kirke! Med denne indstilling er det let at se, at alting har betydning: hvordan vi tænker, hvordan vi handler og hvordan vi omgås og behandler hinanden. Alt hvad vi tænker, og alt hvad vi gør, er - omend ubevidst - vores egen ’tale’ til Gud. Det gælder også for alle vores reaktioner i forbindelse med livets oplevelse, og det gælder for de tanker og handlinger, der affødes af disse reaktioner. Til gengæld består livets oplevelse af Guds direkte tale og svarene på vores bønner, stilet personligt til hver enkelt af os.

Livets struktur er så fantastisk og ufattelig genialt indrettet, at hvert eneste individs personlige livsoplevelse passer nøjagtigt ind i samtlige andre levende væseners livsoplevelse og skæbne. Og det gælder overalt i hele det vældige verdensalt, både i makrokosmos og i mikrokosmos. Livet er som et gigantisk puslespil, hvor alt går op i en højere enhed. Og hvor Gud samtidigt - i hvert eneste sekund - er i direkte personlig kontakt med hvert eneste levende væsen. Verdensaltets harmoni lader sig aldrig nogensinde rokke! Hvis så meget som et støvkorn kunne falde til jorden ved et tilfælde, ville hele universet falde fra hinanden, hævder Martinus. Min egen konklusion er, at jeg ved blot at løfte min lillefinger en centimeter op i luften påvirker hele verdensaltet til en vis grad!

Men der må vel alligevel være forskel på at tale med sine medmennesker her i den fysiske verden og så at bede til Gud? - Ja, forskellen er jo den, at mine medvæsener her i den fysiske verden er synlige takket være deres skabte organismer, mens Gud ser ud til at være fysisk set usynlig. En anden og endnu vigtigere forskel er, at vi selv - ligesom vores fysiske medvæsener - er mere eller mindre ufuldkomne, idet vi stadigvæk befinder os midt i en skabelsesproces. I den fysiske verden fornyes den kosmiske bevidsthed i et millionårigt udviklingsforløb. Det er dét, som naturvidenskaben opfatter som den såkaldte biologiske evolution. Men den afgørende forskel på den etablerede naturvidenskabs syn og Martinus’ kosmiske analyser er, at naturvidenskaben ser livet som et produkt af materien, mens Martinus forklarer, at det er livet, der skaber materien - ikke omvendt! Alle de væsener, der befinder sig i den fysiske verden, udgør det, som Martinus kalder Guds sekundære bevidsthed. Guds primære bevidsthed består derimod af alle fuldkomne væsener. De befinder sig permanent i de højere åndelige verdener og har allesammen en færdigudviklet kosmisk bevidsthed. Det er dog vigtigt at forstå, at ikke ét eneste af de væsener, der er under skabelse i den sekundære verden, er overladt til sig selv. Hele udviklingen frem til det fuldkomne stadium befordres af højere kosmiske væsener, der er lydhøre over for individernes bønner og henvendelser til Gud.

Alle levende væsener udgør en organisk enhed og er af samme ’kød og blod’

Kosmisk set eksisterer der strengt taget kun ét levende væsen: Gud! Men for at kunne opleve livet må denne guddommelige enhed deles op i separate individer. Og oplevelsen af at være et selvstændigt individ kan alene fornyes i den fysiske verden. Vores inderste jeg er identisk med Guds jeg og alle andre levende væseners jeg, og dette universelle jeg er i sig selv udeleligt. Det er til stede overalt i hele universet og binder samtlige levende væsener sammen til en organisk enhed. Takket være det levende væsens evige skabe- og oplevelsesevne (X2) bliver vi alle bibragt illusionen af to levende væsener: én selv og ens omgivelser!

Martinus siger det på den måde, at Gud taler til en flue gennem en anden flue, til en hund via en anden hund, til en forbryder via en anden forbryder, til en helgen via en anden helgen osv. (jf. Grand Kursus, stykke 396). Gud taler også til os via naturen og gennem vores mikrovæsener, ligesom vi selv taler til naturen og vores mikrovæsener ved vores måde at tænke og handle på.

Det gælder altså om at kunne se Gud i alt hvad man kommer ud for, og i alle som man møder. Men hvordan passer det sammen med at skulle rette sin bøn direkte til den usynlige Gud, der i sin egennatur trods alt ’befinder sig’ hinsides alle individer og foreteelser? - Ja, så melder spørgsmålet sig, om Gud virkelig er usynlig! Den berømte svenske filminstruktør Ingmar Bergman lader i sin film Lys i mørket¹ præsten beklage sig over, at Gud aldrig svarer på hans bønner. Problemet var nok, at han ventede svar fra en helt anden kant end der, hvor Gud faktisk talte til ham. Men hvor er det så, at Gud taler til os? Hvordan kan vi skelne Guds røst?

Guds synlige skikkelse

Gud er absolut ikke usynlig! Gud har så sandelig en synlig skikkelse ligesom ethvert andet levende væsen. Men ingen kan nogensinde opleve at se Guds totale skikkelse i et enkelt blik. Det skyldes det faktum, at Guds totale skikkelse omfatter hele verdensaltet med alt hvad det rummer i form af alle eksisterende levende væsener og energiudløsninger. Da alle kontraster udligner og neutraliserer hinanden, bliver den samlede sum totalt usynlig. Ting kan jo kun opleves på basis af deres kontrast! Følgelig er Guds usynlige helheds skikkelse identisk med selve det i sin egennatur umanifesterede universelle jeg. Altså den almægtige Guds jeg forbundet med alle separate levende væseners udelelige jeg. Det betyder, at ingen kan opleve at se andet end en partiel åbenbarelse af Guds totale skikkelse. Alligevel udgør dette partielle syn - for hver og én af os - en klar synliggørelse af Gud.

Hvad er det så vi ser, når vi ser Gud? - Ja, her træder livets store under frem: For hvert eneste levende væsen udgør Guds synlige skikkelse dets samlede oplevelse aflivet! Det vi oplever i form af medvæsener i vores omgivelser, i naturen, i mikro- og makrokosmos, i form af mineraler, planter, dyr, mennesker og begivenheder, det er altsammen Guds åbenbarelse og synlige skikkelse! Hele vores livsoplevelse er Gud. Gud viser sig og taler direkte og personligt til hver og én af os! Guds svar på vores bønner kan ikke komme til os på nogen som helst anden måde end i form af livets oplevelse i hverdag og fest. Gud taler til os hele tiden, og man kan ikke opleve noget som helst, som ikke er en del af denne livets evige tale. Derfor drejer det sig i bund og grund om at være opmærksom på, hvad det er, som Gud i ethvert øjeblik vil sige til os, således at budskabets dybeste mening når hele vejen frem til os. På tilsvarende måde er alt, hvad jeg føler, tænker og gør, min egen - i de fleste tilfælde - ubevidste tale til Gud! 

Nyhamnslåge, 10 oktober 2018
© Ingemar Fridell
Oversat fra svensk af Preben Bagger

Anden del: Bønnens kosmiske struktur kommer i Den ny Verdensimpuls nr. 005.