Hvilken rolle har Gud i Martinus verdensbillede?

Følgeligt er det ikke noget for tænkende mennesker at beskæftige sig med. På det religiøse felt er vi i tvivlens tidsalder. Hvis vi da ikke er totalt ligeglade.

I Det Tredie Testamente indtager gudsbegrebet dog en central rolle. Da det er en fortsættelse af Det Ny Testamente, må det nødvendigvis handle om Gud. Jesus var ikke ateist. Han fortalte om sin himmelske Fader. Han understregede også, at det han sagde, var Faderens tale, ikke hans egen. Han vidnede således om Gud. Ikke om sig selv. Var det blot fantasiforestillinger det hele?

Det Tredie Testamente handler om at formidle viden om det guddommelige. Her henvender forfatteren sig i særlig grad til mennesker, der ikke mere kan tro, men kræver beviser, dvs. logisk underbyggelse af enhver tanke, som de skal kunne acceptere som sand. Til dem der forlanger beviser. Evnen til at tro er degenererende. Man ønsker at forstå selv. Men denne viden må også være i harmoni med det, Kristus praktiserede og fortalte. Ellers er der ikke tale om et tredje testamente, ikke tale om en fortsættelse af de tidligere to testamenter.

På Jesu tid var der ikke så megen viden, der var mulig at formidle, omend den fandtes. ” Jeg har endnu meget at sige jer”, står der skrevet. Hvorfor var Jesus tavs om dette? - Hvorfor holde dette ”meget’ tilbage?

Hans primæremission var at vise, hvordan et gudemenneske kunne tage sin skæbne. Det handlede om eksempletsmagt. Det var således den fuldkomne væremåde i praksis, han først og fremmest skulle demonstrere. Altså en væremåde, som viser, hvordan et menneske, der er i bevidst kontakt med Gud, handler. ”Jeg og Faderen vi er ét,” sagde Jesus jo. Kort sagt, vi får anskueliggjort, hvordan et menneske i livets vanskeligste situationer kan sige: ”Ske ikke min, men din vilje”.

Med hensyn til den praktiske side var der ikke begrænsninger. Noget andet var forholdet til den teoretiske vejledning. Og det fuldkomne eksempel fremtræder jo i sit allertydellegste relief i påskedramaet i Jesu omgang med “sine fjender”. Og det besynderlige her er jo, at Jesus ikke forsvarede sig. Han afviser hjælpen, Peter tilbød. Han flygtede heller ikke. Det ville han have kunnet. Han vidste i forvejen, hvad der skulle ske. Han var indforstået med, hvilke udfordringer der ventede. Han var helt bevidst om, at det videre forløb skulle ende med korsfæstelsen.

Stunden var kommet, da Det Gamle Testamentes gudebillede skulle udfordres. Vredens og hævnens Gud skulle overtrumfes af et langt inderligere og kærligere gudsforhold demonstreret på kolossal drastisk vis. Kulminationen fandt sted på Golgatas kors. ”Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre.” Alle skal således tilgives, også dem der uden grund bragte den uskyldige, den uden synd, på korset. Det gamle hævnende gudebillede overtrumf ed es nu af et menneske i kød og blod.

Det var således denne helt usædvanlige, humane praksis, som kulminerede på korset, som for så mange mennesker blev beviset for, at Jesus var sendt af Gud. “Moses har sagt jer, øje for øje, tand fortand, fod for fod. Men jeg siger jer, elsk jeres fjender, velsign dem, der forbander jer, bed for dem, som forfølger jer.” På korset kom beviset.

Da han opstod fra de døde på tredjedagen, havde han tillige besejret det, mennesker spekulerer allermest over: selve døden. Men er dette nu ikke blot en saga, en eventyrfortælling? - Eventyret eksisterer dog, og det har en “morale” . Så vi behøver ikke tage stilling til, om det rent faktisk er digt eller virkelighed. For digtet eksisterer. Det afgørende er, om denne fortælling indeholder noget sandt, noget som fortæller om selve virkeligheden. Er det nu også fornuftigt at tilgive alt? - Kan freden skabes med andre metoder?

Der var ikke så megen viden, Jesus kunne formidle. Det stiller anderledes store krav til modtagerne. Det var vanskeligt nok at forstå lignelserne. Den intellektuelle side af visdommen lå alt forhøjt. Også blandt Jesu egne, personligt udvalgte disciple. Han måtte derfor fortælle om Gud og Guds rige i lignelser Han måtte i det hele taget beskrive sin visdom i billeder og lignelser.

Der skulle dog komme tider, hvor den intellektuelle og humane modtagelighed var nået længere frem. ”Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu”. "Sådan har jeg talt til jer i billeder, der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder men ligeud skal forkynde jer om Faderen”. Ord fra Jesu mund, der lader os forstå, at det sidste ord ikke var sagt. Der var ” meget” mere at sige.

Hvordan får man viden om Gud? - Heller ikke på dette punkt er vi uden vejledning. Det står skrevet: ”Den rene af hjertet skal se Gud”. Der stilles således krav her. Det indikerer, at Gud er til. Men man må op fylde nogle betingelser. Sådan er det jo med al viden. Hvis man skal klare skolen må man læse lektier.

Her er der dog tale om en anden slags viden. Et “rent hjerte” er en moralsk kvalifikation. At læse bøger giver ikke per automatik moralske kvalifikationer. Så skulle de, der har læst flest bøger, per automatik være mest moralsk udviklede. Det modsatte kan også gælde. Der er således tale om en anden slags viden, andre vilkår end dem, vi far gennem studiet af naturen i det små, såvel som i det store verdensrums kloder, sole og mælkevejssystemer. Her taler vi om en viden, der er afhængig af fysiske sansebetingelser. Her finder man udelukkende skabte foreteelser, bevægelser og forandringer. Denne viden giver ikke svar på livets gåde, på trods af den materielle videnskabs mange fremskridt. Og ikke på det store spørgsmål, hvorfor vi overhovedet eksisterer.

Hvordan fik forfatteren til Det Tredie Testamente sin viden? - Jo, det skete gennem meditation. Det var gennem meditation, at den åndelige, intuitive sanseevne åbnede sig. Med sort bind for øjnene koncentrerede forfatteren (Martinus) sig på Gud.

I denne meditation nåede Martinus ind til sin allerinderste væsenskerne, til sit inderste selv eller jeg, det der er til ”uden for” alt det skabte, uden for eller ”over” alt i det foranderliges verden. Selve eksistensen er ikke betinget af materien. Forholdet er det omvendte, nemlig at alt, der bevæger sig, alt, der er skabt, er en virkning af et ‘noget’, der i sig selv udgør den absolutte stilhed. Det var her, livet skjulte sig. Dette element har ikke med størrelser, mål eller vægt at gøre. Det er et element, der udgør enhver bevægelses ophav. Martinus var her ét med selve evigheden og uendeligheden, altså en total kontrast til alt, vi kan sanse fysisk. Her var livets inderste kilde. Han havde fundet Gud, og var nu bevidst ét med Gud.

Da oplever man, ligesom Kristus, at ”Jeg og Faderen er ét”. Uendeligheden er til stede alle vegne. Den kender ikke til grænser. Gud er allestedsnærværende, har vi lært. ”Han” er inden i os og uden for os. Man er da blevet bevidst i, at man har evig eksistens og er udødelig.

Gud er ophavet til alt, der eksisterer. Gud er skaberen. Og da dette navnløse evighedselement er det samme i alle levende væsener, mineraler, planter, dyr og mennesker, atomer, elektroner, kvarker, alt der overhovedet bevæger sig i det ganske verdensalt, såvel i mikro- som makrokosmos, er vi her stillet over for verdensaltets evige skaber og ophav. Den evige Fader.

Alt liv har således samme kilde. Intet levende væsen kan skille sig ud fra denne helhed. Vi er alle guddommens sanseredskaber.

Det er oplevelser af denne slags, der venter på den ”rene af hjertet”. Derfor taler de, der har den slags oplevelsesevner, altid om betydningen af at elske, og ikke hade, at tilgive og ikke straffe, fordi de forstår, at verdensaltet udgør en evig levende organisme og bevidsthed, i hvilken vi alle lever, røres og er. Alle levende væsener deltager i opretholdelsen af denne samlede evige organisme og bevidsthed. Onde såvel som gode. Alle er med. Alle deltager i dette vældige kosmiske drama.

Det første, forfatteren til Det Tredie Testamente skriver efter indvielsesprocessen, er en tak til Gud. Den har overskriften “Gudesønnen ét med Faderen”. Her er en smagsprøve fra “Efterskriftet” i Livets Bog VII:

Hellige Fader! - Du den eneste ene! Jeg takker og priser dig, fordi du har givet mig Sansesæt, der sætter mig i Stand til at høre, fatte og forstaa alle Naturens eller Livets Manifestationer som værende eet med din almægtige Røst eller Stemme og lader mig opnaa bevidst at opleve og forstaa denne din personlige mod mig rettede faderlige Røst, Opdragelse og Velsignelse. - Tak fordi du har givet mig Evne til at nyde denne din himmelske Stemmes mægtige Musik og Tale. Denne vidunderlige Stemme, som fra guddommelige Væsener har lydt omkring Himalayas sneklædte Tinder, har frembragt Pyramiderne og Sfinkserne og saaledes i Aartusinder udfyldt den aandelige Atmosfære i Indiens og Ægyptens solfyldte Troperiger. Den samme himmelske Røst rungede engang ud over Judæas Bjerge, saa det gav Genlyd i ijeme Riger og ijeme Tider. Det brusede gennem Havenes Vande, det hviskede ved den lille Bæk i Skovens stille Ensomhed, og det vibrerede fra Pol til Pol: „Salige er de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud. - Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises Barmhjertighed. - Salige er de, som hungre og tørste efter Retfærdigheden, thi de skulle mættes ...”. Glæder og fryder eder, og salig, salig, salig, saaledes lød disse himmelske Harmonier i det uendelige, og Ekkoet heraf blev Millioner af Menneskers aandelige Fundament gennem Aartusinder.

Kære almægtige Fader! - Jeg priser og takker dig, fordi du har ladet mig vaagne op i en Bevidsthedstilstand, hvor jeg ser, at jeg evigt er stedet for dit almægtige Aasyn. Du har i en guddommelig, faderlig Korrespondance afsløret for mig dit umaadelige Riges Mysterium, dit gigantiske Væsens Alvisdom, Alkærlighed og Almagt, og at Verdensaltet er en evig kulminerende Kærlighedsmanifestation, betingende alle eksisterende levende Væseners evige Livsoplevelse i dit lysende og varmende Straalevæld. - Jeg takker dig, fordi du paa saa kærlig en Maade har vist mig, at alle eksisterende levende Væsener evigt har hvilet i dit guddommelige, lysende og varmende Favntag, og at de aldrig nogen Sinde vil komme til at faa noget andet Opholdssted. Jeg ser, at det kun er et Tidsspørgsmaal, naar de Mennesker, der i Dag er uvidende om denne Herlighed, skal vaagne op til Bevidsthed i Evigheden og i salig Henrykkelse skue Livets Kilde: Solenes Sol, hvis blændende Lys og Varme er din evige Aand, aabenbarende dig som den absolut eneste, sande Guddom og alle levende Væseners evige Fader. Og saaledes viser du mig her, at alle levende Væsener befinder sig i et evigt guddommeligt Slægtskab. Og jeg ser, at dette Slægtskab kun kan blomstre i Lys, Lykke og Salighed i Kraft af Overholdelsen af dit store Kærlighedsbud: Elsk din Gud over alle Ting og din Næste som dig selv, og at dette er al Lovens Fylde.

Denne indvielse, siger forfatteren, var kun beregnet for ham personligt. Det lyser ud af linjerne, at det var en meget ophøjet og inspirerende oplevelse. Den kan dog i sig selv ikke hjælpe andre mennesker i særlig høj grad. Jeg peger blot på den, fordi vi her tydeligt kan se, hvad Det Tredie Testamente handler om.

Efter denne oplevelse begyndte det store arbejde. Nu skulle den indre verden analyseres, dokumenteres og beskrives. Det evige og udødelige menneske skulle åbenbares som videnskab. Kristendommen skulle udrenses fra al hedensk overtro. Kristi kærlige væremåde retfærdiggøres. Kristendommen skulle intellektualiseres og gøres kontrollerbar også for fornuften. Også det overfysiske, og over alt det skabtes herskende evige love og principper. Den vanskeligste del. Den der lå for højt på Jesu tid. Sådan at det evige liv bliver lige så logisk og veldokumenteret som et hvilket som helst andet kundskabsemne. Tiden var således inde, hvor ”det meget”, som Kristus kunne fortælle, men som man på hans tid ikke kunne forstå, skulle åbenbares i form af et tredje testamente. Menneskets og livets evighedsstruktur skulle gøres til en videnskabelig kendsgerning. Det Tredie Testamente indeholder således en åndsvidenskab. En videnskab om det evige liv, en viden om det guddommelige og en frivillig vejledning for, hvordan vi med vores væremåde kan bringe os selv i kontakt med Gud, og leve i fred og harmoni. Den rummer en beskrivelse af den evige verdensplan. Kontrollerbar for fornuften og en udviklet human sans. Det Tredie Testamente er alkærlighedens videnskab.

Gud findes således ikke et fjernt sted henne. Guds tale sker gennem alt, der sker. Gennem menneskenes og naturens tale. Da alle levende væsener er evige realiteter, ligesom Gud og verdensaltet, er alt, vi oplever i form af skæbne, Guds direkte personlige henvendelse til os. Da vi overlever alle erfaringer og medbringer dem fra det ene jordliv til det andet, udvikles vi. Den guddommelige bevidsthed er under skabelse i ethvert levende væsen, planter, såvel som dyr og det jordiske menneske. Set i evighedens perspektiv, naturligvis. Alt levende befinder sig på den samme evige udviklingsvej. Målet med de skiftende jordliv i den fysiske materie er at bringe skabelsen frem til det færdige, fuldkomne resultat: ”Mennesket i Guds billede”. Og det vil ske.

I den store evige plan er vi på vandring ud af dyreriget. Gennem alle de lidelseserfaringer, vi her oplever, vokser længslen efter en mere human og fredelig verden frem ganske organisk. Menneskeheden er endnu delvis et dyr, dvs. benytter sig af drab og mord som middel for at føre sig frem. Men intet levende væsen kan dræbes, vi bliver hele tiden beriget med erfaringer på ondt og godt. Vi høster det, vi sår, over flere inkarnationer i den fysiske materie. Der er retfærdighed til. Det vil ende med, at vi til sidst kun gør det gode. Og vi forstår, at det onde ikke kommer fra ”de andre”, men fra os selv. Vi lærer at ”vende den anden kind til”. Da vil vi ligesom forfatteren til Det Tredie Testamente få kosmisk bevidsthed og opleve, at vi også er ”ét med Faderen”. Da er den evige fred blevet en realitet.

Bruno Van der Krann, Unsplash