Om at forholde sig til Verdens mørke

af Ingemar Fridell

Jeg vil gerne videregive nogle personlige tanker om, hvordan vi kan håndtere livets ubehagelige sider. Mørket er blot ”skyggen” fra livets altoverstrålende lys. Og for at gøre sig dette klart gælder det om at hæve blikket og forsøge at se på det hele med Guds øjne. Det handler i bund og grund om at have tillid til Gud og til livet. En tillid man kan få ved at etablere en dyb og personlig kontakt til Gud. En sådan kontakt bliver mulig, når man vænner sig til at bruge bønnen som redskab i alle situationer.

Det gælder om at forstå, at alt hvad der sker i verden, sker med Guds billigelse. Der er en overordnet, guddommelig plan bag alle hændelser. Og der findes for hver eneste af os også en individuel plan, som kommer til udtryk i vores private liv. Derfor er det vigtigt at forsøge at vænne sig af med at kritisere mørket, idet man bør tænke på, at alt i sidste ende viser sig at være til alle levende væseners bedste. Alt ender med at blive til velsignelse for alle, i overensstemmelse med Guds plan for menneskehedens udvikling frem til kosmisk bevidsthed. Intet af det der sker, er forårsaget af nogen som helst andre end én selv. Det er derfor logisk at tilgive alle sine medvæsener for alle de tildragelser i livet, som man oplever som ubehagelige. Når vi tilgiver vores medvæsener, ”tilgiver” vi samtidig Gud selv! Kosmisk set er der ikke nogen, der er hverken skyldig eller uskyldig!

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke findes godt og ondt – eller rigtigt og forkert – set i forhold til kærlighedsloven og verdensaltets logiske struktur. Alt i alt drejer det sig jo om at lære at skelne mellem godt og ondt i den udviklingsproces, som vores bevidsthed og moral er ude i netop nu. Men hvordan kan vi så blive i stand til at skelne mellem godt og ondt, lys og mørke, uden at kritisere Guds plan? – Vi kan jo ikke pludselig lukke af for alt det, som vi til dags dato har erfaret gennem en lang række af inkarnationer. Vi kan ikke lukke øjne og ører og skrue ned for evnen til at tænke. Men selv efter at vi har udviklet og forbedret evnen til at gennemskue det der sker – såvel mørke som lys – gælder det om at komme videre og blive forsonet med alt det, der er ufuldkomment. Martinus opfordrede os til at ”holde sig på ret køl” i alle livets forehavender. I mange tilfælde kan dét betyde, at det er bedre at holde sin mund og afstå fra at sige sin mening. Det gælder i de tilfælde, hvor der ikke er udsigt til at blive mødt med forståelse af modparten.

Livet er i grunden ikke andet end Guds tale rettet direkte til hver og én af os. Gennem hverdagens rigt facetterede oplevelser og begivenheder stiller Gud skjulte spørgsmål til os: ”Hvad synes du om dette? Hvad synes du man skal mene? Hvordan synes du man skal forholde sig? Hvorfor kommer du ud for dette, og hvad kan du lære af dét?” Disse spørgsmål stilles både i forbindelse med det, der sker i vores private liv, og i forbindelse med det der sker ude i verden. Det hele handler om at udvikle evnen til at skelne ufejlbarligt mellem godt og ondt, præcis som det symbolsk siges i Bibelen, hvor der i skabelsesberetningen tales om at spise af frugten fra kundskabens træ. Med ”slangens” ord lyder det: ”Men Gud ved, at hvilken Dag I æde deraf, da skulle eders Øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt.” (1. Mos. 3.4-5, Bibelen 1919)

Den kosmiske bevidstheds gradvise udvikling er det samme som det at spise af frugten fra kundskabens træ. Altså at man i alle livets situationer lærer sig at skelne mellem godt og ondt, rigtigt og forkert, i en sådan grad, at man aldrig nogensinde kan tage fejl! Sandheden i ”flammeskrift” på himmelens skyer viser sig altid for den, der har ”øjne at se med”. Livet er en guddommelig skole med en genial pædagogik.

Hvordan vi så vælger at agere i livets forskellige situationer, er en anden sag. Vi har allesammen forskellige roller og vælger forskellige ansvarsområder. På spørgsmålet om hvad man i en given situation bør gøre, kan det der er rigtigt og forkert for én person, se helt anderledes ud for en anden person. Hvad der er rigtigt og forkert vil afhænge af vores udviklingstrin. Og det vil gælde så længe vi oplever livet fra forskellige udsigtspunkter og altså ikke har opnået fuld kosmisk bevidsthed med dertil hørende totalt guddommeligt overblik over alle livets processer.

Heraf følger, at der for os ufuldkomne mennesker ikke findes standardsvar på, hvordan vi bør opføre os og agere, når vi møder det, som vi opfatter som ubehag og mørke i tilværelsen. Martinus giver os simpelthen ingen standardsvar; han forklarer kun livets love i overensstemmelse med dén ”kosmiske kemi”, som han har fremlagt i Livets Bog. Kun undtagelsesvis formulerer han specifikke leveregler. Men efter min mening peger det kun yderligere på det storslåede i hans værk, Det Tredie Testamente. – Meningen er, at hver enkelt af os skal lære at tænke, reflektere og vælge sine handlinger selvstændigt, af egen kraft og ud fra sin egen personlige moral. Uden at lade sig påvirke af andre!