Åndsvidenskab og materiel videnskab

Den materielle videnskabs grænser for erkendelse

Inden for den vestlige tradition er det især den kirkelige udlæg­ning af kristendommen og den materialistisk orienterede naturvidenskab, der sammen og hver for sig har gjort krav på at levere den sande fortolkning af verden. Martinus mener, at begge traditioner rummer værdifuld vi­den og erkendelse, men han mener samtidig, at de begge lider under nogle afgørende mangler, der bevirker, at man uvilkårligt ser virkeligheden i et falsk perspek­tiv, hvis man lægger deres tilværelsestolkninger til grund for sin opfattelse af verden.

I løbet af de sidste især 200 år har kristendommen tabt terræn til videnskaben. Efter at naturvidenskaben i løbet af det 18. og 19. århundrede gradvist løsrev sig fra kristendommens metafysiske for­ståelseshorisont, har den tekniske udvikling, de forbedrede levevilkår, samt prioritering af selvstændig iagttagelse og logisk tænkning på bekostning af reproduktion af overleveret viden, gjort kristendommens dogmer og trosforestillinger utidssvarende, og resultat har været, at de har mistet en stor del af deres appel. Trods sin succes på det rent materielle og tekniske område, som også åndsvidenskaben fuldt ud anerkender, bliver imidlertid også den materielle videnskab i stigende grad mødt med skepsis fra mange sider. Det skyldes ikke mindst, at den endnu savner grundlæggende begreber om, hvad liv og bevidsthed er, og at den som følge heraf er ude af stand til at levere videnskabeligt evidente svar og løsningsmodeller på de økonomiske, sociale, psykologiske, miljømæssige og sikkerhedspolitiske problemer, som verden er stillet overfor.

Den materielle videnskabs erkendelsesmæssige begrænsninger viser sig ikke mindst, når de videnskabelige undersøgelser bevæger sig ind på områder, der berører livet, dets formål og mening. Mens mange forskere erken­der, at videnskaben dybest set intet svar har på disse spørgsmål, er andre mindre tilbageholdende. De betragtninger, de fremkommer med, vil dog som regel være fejlagtige. For spørgsmål vedrørende livets grundlæggende struktur kan, i overensstemmelse med den definition på liv som åndsvidenskaben fremlægger, ikke besvares på grundlag af en materia­listisk omverdensforståelse. Hvorfor det forholder sig sådan, skal vi se nærmere på i det følgende.

Den materielle videnskabs erkendelsesteoretiske grundlag

Siden naturvidenskabens gennembrud i det 16. århundrede har det været dens erklærede program at tage udgangspunkt i det, der kan kvantificeres – dvs. tælles, måles og vejes – i form af data indsamlet via sanserne samt deres forlængelse i form af forskelligt måleudstyr. Den skotske filosof David Hume formulerede det programagtigt på denne måde i afhandlingen Enquiry Concerning Hu­man Understanding (1748):

“Det forekommer mig, at de eneste genstande for de abstrakte videnskaber eller bevisførelse er kvantitet og tal. (…) Når vi gennemgår bibliotekerne, idet vi er overbevist om disse prin­cipper, hvilke ødelæggelser må vi da ikke lave? Hvis vi tager et hvil­ket som helst bind i hånden om f.eks. teologi eller skole-metafysisk, så lad os spørge: Indeholder det noget abstrakt ræsonnement om kvantitet og tal? Nej. Indeholder det noget eksperimentelt ræson­nement om spørgsmål angående kendsgerninger og eksistens? Nej. Så overlad det til flammerne: for det kan ikke indeholde andet end sofisteri og illusion”.²

Humes position er radikal, for han afskriver hele den del af den teologiske og filosofiske tradition, der ikke lever op til et rent materialistisk objektivitetsideal. Med sit fokus på det kvantificerbare har den materialistiske videnskab udelukket store dele af virkeligheden fra sit forskningsområde. Resultatet heraf har været, at væsentlige sider af tilværelsen er forblevet underbelyste og af den grund fejlfortolkede i en grad, som de fleste i dag næppe gør sig klart. At det ikke er ligegyldige emner, det dre­jer sig om, ser vi deraf, at jo nærmere man kommer tilværelsens helt grund­læggende, eksistentielle spørgsmål, jo vanskeligere har det været at nærme sig dem ad videnskabelig vej. Mange centrale etiske, psykologiske og eksistentielle problemstillinger er derfor for­blevet ubesvarede. Dette er imidlertid på længere sigt en uholdbar situation, for da menneskets skæbne og lykke beror på kvalificeret stillingtagen til disse spørgsmål, er det i længden forbun­det med store risici at skyde dem fra sig og dermed træffe beslutninger på et usikkert eller decideret fejlagtigt grundlag.

Den materielle videnskabs opfattelse af liv

Den materielle videnskabs kortlægning af den stoflige verden, der omgiver os, er virke­lig imponerende. Man kan her tænke på kvantefysikernes kortlægning af ato­mernes og de subatomare partiklers verden, på astronomernes fasci­nerende beskrivelser af stjernernes udviklingsfaser fra fødsel til død, og på biogenetikernes stadig mere detaljerede afdækning af den geneti­ske kode. Tilsvarende er der gjort enorme fremskridt inden for neu­rologiens område gennem kortlægningen af hjernens centre samt på­visningen af den trafik, der i komplicerede netværk via signal­stoffer finder sted mellem hjernens millioner af celler. Klodens dyre­verden er i dag kendt og beskrevet langt mere detaljeret end tidligere. Man kan blot tænke på de fascinerende, fænomenalt flot filmede tv-produktioner om dyreliv fra alle egne af kloden. Den mate­rielle verden kortlægges uophørligt med stadig stigende intensitet.

Ikke desto mindre er det klart, at videnska­ben trods disse fremskridt i forhold til begrebsmæssig afklaring og beskrivelse af fænomenet liv, har et erkendelsesteoretisk problem, der vokser i takt med at menneskets behov for at lære sig selv og sin egen dybeste identitet at kende bliver stadig mere påtrængende. Indtil nu har den materialistisk orienterede videnskab udelukkende koncentreret sig om at analysere stoffet, eller hele det område, som Martinus i sin termino­logi betegner som X3, og som kun er et delaspekt af det levende væsens analyse. Man kender til grundstofferne og kemiske forbindelser og til de forskellige organismers opbygning. Men man er næsten totalt uvidende, når det gælder udforskningen af de bagvedliggende love som er bestemmende for, hvorfor stofferne og organismerne dybest set eksisterer og fremtræder, som de gør.

Lad os tage det nyfødte barn som eksempel. Man ved, at barnet er blevet undfanget som et resultat af en sædcelles indtrængen i en ægcelle. Under graviditeten vidner fosterets udviklingsstadier om en evolutionær proces fra langt mere primitive dyreformer, hvilket da også stemmer fint overens med den materielle videnskabs (palæontologiens) opfattelse af arternes udviklingshistorie. Så langt er den materialistiske videnskab og åndsvidenskaben enige. De mener begge, at den menneskelige or­ganisme er resultatet af en lang udviklingsproces. Efter denne kon­statering skilles vandene imidlertid. For mens åndsvidenskaben har sit primære fokus på det levende væsen, har den materialistiske videnskab­ i sin udforskning det afgørende fokus på stoffet og dets reaktioner med andre stoffer. Mens åndsvidenska­ben anser stoffet for at være et resultat af levende væseners skabende aktivitet, ser den materialistiske videnskab de stoflige reaktioner som et resultat af livløse proces­ser. Inden for rammerne af den materielle videnskabs forståelses­ho­ri­sont bliver levende væsener derfor også til som et resultat af grund­læg­gende upersonlige, mekaniske og biokemiske processer. Dybest set opstår liv ved en tilfældighed, og når disse processer ikke længere samarbejder og opretholder organismen som en funk­tionsdygtig enhed, ophører væsenet med at eksistere. Hver enkelt levende væsens eksistens står og falder således med stof­fets tilste­de­værelse og organisation som en konkret organisme. Det, som derfor først og frem­mest karakte­riserer den materielle videnskabs syn på levende væsener, er dens principielle re­duktion af liv til stof. For den konsekvente, materialistisk indstillede forsker er liv identisk med forskellige grader af intelligent adfærd, og intelligens er en konsekvens af tilstedeværelsen af komplekst organiseret stof.

Åndsvidenskabens begreb om hvad liv er

Åndsvidenskabens opfattelse er en anden. Åndsvidenskabeligt set findes der nemlig noget levende bag stoffet, og det er det, der er det primære. Alt stof er betinget af dette levende, og stoffets konkrete sammensætning og opbygning er derfor et resultat af levende væseners aktivitet.

Dette levende besidder en ganske bestemt egenskab, som endnu er ukendt for mange. Ifølge åndsvidenskaben er alle levende væsener nemlig evige. De har altid været til og vil vedblive med at være det. Nu ved enhver, at organismer opstår, forandrer sig, opløses og forsvinder i en proces, hvor de omdannes til noget andet. Vi fødes, ældes og dør. Det er derfor selvsagt ikke organismen, der er evig. Det er derimod det “jeg” eller det “noget”, der findes bag organismen og betjener sig af den. Det er en af Martinus’ helt store fortjenester, at han mere end nogen anden gennem grundige, logiske analyser har påvist eksistensen af denne dimension i det levende væsen. Da evighedsdimensionen er immateriel, befinder den sig uden for tid og rum. Man kan derfor heller ikke knytte sansekvaliteter som fx stor, hård, flad, hurtig eller tung til den. I kraft af sin evighedskarakter er den lige­ledes hævet over enhver aldersbestemmelse. Martinus betegner dette usanselige centrum i det levende væsen som X1 eller jeget. Det er denne di­mension, som udgør det egentligt levende i de levende væsener. Det er det faste punkt, hvorfra organismens opbygning og adfærd ledes og reguleres.

Denne bestemmelse af det levende væsen har den, sikkert for mange, overraskende konsekvens, at ingen nogen sinde har eller vil kunne komme til at se et levende væsen. For når det levende centrum er hinsides materie og dermed sansning, kan det kun erkendes indirekte ved de virkninger, det frembringer. Som Martinus formulerer det et sted: “Vi har således aldrig nogen sinde set vores venner eller vores fjender, vores forældre eller søskende, eller noget som helst andet væsen. Vi har kun set disse væseners midlertidige organisme eller skabte redskab for deres manifestation og tilkendegivelse”.³

Som den absolut eneste instans i tilværelsen besidder jeget det privilegium at kunne manipulere med materien. Derigennem bliver det i stand til at opbygge sin egen organisme. Opbygningen af orga­nismer i verdensaltet finder sted efter et ganske bestemt mønster, der har til hensigt at sikre, at jegets oplevelse af livet foregår kontinuer­ligt uden begyndelse eller afslutning, på samme tid som den er varie­ret og meningsfuld for jeget selv. Med denne forklaring leverer Mar­tinus et overraskende enkelt svar på spørgsmålet om livet og livets mening, idet “livets mening” i sin grundanalyse er at opleve livet og at sikre dets fortsatte ‒ dvs. evige ‒ oplevelse.

I praksis fornyer jeget sin skabe- og oplevelsesevne ved hele tiden at ændre på sammensætningen af de grundenergier, det tager i an­vendelse, når det opbygger organismen. Man må jo huske på, at jeget oplever verden gennem et sansesæt, der er en integreret del af organismen. Det er denne evigt foranderlige energimæssige sammensætning af organismen, der er den dybeste år­sag til, at alt stof fremtræder lovbundet i overensstemmelse med en overordnet plan, der som en evig, uskabt kosmisk struktur er indlej­ret i universet. De skabeprin­cipper, der ligger til grund for jegets organismeskabelse og livsople­velse, kalder Martinus for X2. Det er således X2, der er garant for, at de levende væsener gennemløber en planmæssig udvikling gennem de seks tilværelsesplaner eller “energi­niveauer”, som Martinus gør udførligt rede for, og hvoraf vi her på jorden i almindelighed kun kender til de tre. Nemlig mineralriget, planteriget og dyreriget.⁴

Mens X1 udgør det usynlige jeg, og X3 er tilværelsens mate­rielle aspekt, er X2 således “broen” mellem de to dimensioner, idet X2 er udtryk for jegets evne at skabe organismer og opleve livet i forskellige nuancer mellem det totale mørke og det klareste lys. Som X1 er heller ikke X2 synlig eller tilgængelig for sanselig erkendelse. Også her må man sige, at vi udelukkende opnår kendskab til X2 gen­nem dets fysiske virkninger. Nemlig gennem iagttagelse af det, jeget på et givet tidspunkt er i stand til at skabe. Det er en pointe hos Mar­tinus, at X1, X2, og X3 altid optræder samlet, og at de tilsam­men netop udgør de tre aspekter, som definerer det levende væsen. At skelne mellem jeget (X1), skabe- og oplevelsesevnen (X2) og organismen/væremåden (X3) er altså en ren analytisk operation. I praksis udgør de tre X’er en enhed, som er identisk med det levende væsen.

Konsekvenserne af den materielle videnskabs illusoriske livsopfattelse

Det er det manglende kendskab til disse bagvedliggende, styrende skabeprincipper, der gør, at den materielt orienterede naturvidenskab opfatter den fysiske verden som en tilfældigt opstået organisation af stof uden forbindelse med en overordnet plan og hensigt. Stoffet er her, vi er her, men det er tilfældigt, at vi er her, og vi vil forsvinde igen, når vores organisme ved dødens indtræden holder op med at fungere og går i opløsning. Det er den materielle viden­skabs livssyn kort fortalt, og i grunden er det konsekvent. For det viser jo, at den er tro mod sit eget program, som bl.a. Hume formulerede det, om kun at udforske det, der kan gøres til genstand for kvantitativ registrering gennem fysisk sansning.

I længden er denne grundholdning til udforskning af naturen dog utilfredsstillende, for den blokerer for, at mennesket kan nå frem til sand erkendelse af sig selv og sin plads i universet. Den vil derfor af stadig flere blive opfattet som en barriere, der må forceres, hvis behovet for at finde mening og sammenhæng i tilværelsen skal tilfredsstilles. Har åndsvidenskaben derfor ret i, at mennesket, som ethvert andet levende væsen, i sin kerne er evigt, er den materielle videnskabs reduktion af liv til stof en krænkelse af dets værdighed og bestemmelse, rent bortset fra at det er en illusion, der som sådan må vige for sandheden.

Det er indlysende, at den materielle videnskabs misfortolkning af, hvad liv er, har konsekvenser for de beslutninger, der træffes, og de handlinger, der udføres, på alle niveauer i samfundet. For hvordan f.eks. tage stilling til spørgsmål om abortlovgivning, medlidenhedsdrab, organtransplanta­tion, slagtning af dyr og fortæring af de aflivede dyrekroppe, det enkelte individs relation til arv og miljø etc. så længe vi savner elementær viden om, hvad et menneske dybest set er. Uden indsigt i de levende væseners evighedskarakter kommer det ufødte barn, den lidende krop, organet, dyret, samfundsborgeren og forbrugeren alt for ofte til at indrette sig efter det, der forekommer at være mest hensigtsmæssigt ud fra et her og nu perspektiv. Selv om den enkelte læge, forsker, pædagog, socialarbejder mv. rent personligt måtte ønske det anderledes, er det uundgåeligt, at de materialistiske forklaringsmodeller og den massive samfundsmæssige uvidenhed på området hæmmer bestræbelserne på at handle på måder, der ikke blot er hensigtsmæssige ud fra en isoleret her og nu logik, men som samtidig er hensigtsmæssige i det evighedsperspektiv, der reelt er det levede væsens perspektiv.

Det er åndsvidenskabens opgave at kaste lys over dette område, og den dag, hvor man som noget selvfølgeligt forstår, at mennesker lever evigt i overensstemmelse med kosmiske love, vil det erkendelsesmæssige grundlag for samfundsmæssig aktivitet forandre sig markant. Beslutninger på alle niveauer i samfundet vil ændre karakter, og ikke mindst vil de argumentationsformer i den videnskabelige, etiske, økonomiske, miljømæssige og politiske debat, der i dag er båret af human følelse, men som har svært ved at gøre sig gældende, få et logisk fundament, der vil give dem den intellektuelle legitimitet, som de i mange sammenhænge savner i dag.

Er åndsvidenskabens verdensbillede videnskabeligt?

Mens den materielle videnskabs resultater i princippet lader sig efterprøve ved hjælp af systema­tisk indsamling af målbare data på det fysiske plan, beror erkendelsen af de åndsvi­denskabelige resultater på en forfinelse af menneskets ikke-fysiske sanser. Graden af forfinelse er et udviklingsspørgsmål, der igen er et resultat af de lidelseserfaringer, som det enkelte menneske tilegner sig gennem mange inkarnationer. Med lidelserne udvikles medfølelsen og dermed den sympatiske indstilling til alt levende, hvilket på sin side er en forudsætning for, at man ved selvsyn kan opleve tilværelsen uden illusoriske slør, sådan som den reelt er:

“Selve oplevelsen af den evige tilværelse er en organisk proces, der indtræder i ethvert menneskes liv, når vedkommende har nået en mental modenhedsgrad, der er baseret på meget stærk næstekærlighed og et inderligt guddomsforhold. I denne tilstand vil mennesket i vågen dagsbevidst sansning opleve sin evige tilværelse lige så absolut, som det i forvejen oplevede sin fysiske tilværelse. Om man kan opleve den evige tilværelse, er altså et sansespørgsmål. Ligesom lyset eksisterer, men kun kan opleves ved hjælp af øjnene, således eksisterer evigheden også, men kan kun opleves med dertil egnede sanser.”⁵

Jordens befolkninger har endnu kun i begrænset omfang udviklet sådanne fintfølende sanser. Det vil imidlertid ændre sig i de kommende årtier, hvor de mørke skæbnebølger, der siden Første Verdenskrig periodisk har rullet ind over forskellige egne af kloden i form af krige, økonomiske kriser og social uretfærdighed, forsat vil manifestere sig og – efter de aktuelle destabiliserende udviklingstendenser at dømme – sandsynligvis vil eskalere i styrke. I takt med at menneskenes sympatiske anlæg som følge heraf udvikles, og verden – som vi kender den – styrter i grus, vil de grundlæggende spørgsmål om kosmos, Gud, mening og formål få fornyet aktualitet. Man vil da få brug for svar, der er urokkelige. Dvs. svar som ikke er baseret på ideologi – herunder heller ikke på videnskabelig materialisme der reducerer liv til stof – men på sandfærdig analyse af tilværelsen, sådan som den dybest set er.

Gennem de kendte civilisationers mere end 6000 år lange historie har vi set, hvordan forskellige tilværelsestolkninger har afløst hinanden. På den baggrund forekommer idéen om den endegyldige sandhed mange at være urealistisk. Stillet over for denne indvending, skriver Martinus imidlertid:

“Nu vil man jo her i denne Forbindelse kunne spørge: ‛Hvor længe skal den evige Sandhed blive ved med at afsløres?’ Og svaret bliver: ‛Til der ikke findes flere Slør omkring Sandheden.’ Så vil man igen kunne spørge: ‛Hvornaar er der ikke flere Slør omkring Sandheden?’ Og Svaret herpaa bliver: ‛Når Indivi­dets Sansebegavelse er så langt fremskreden i sin Udvikling, at det er i stand til som en realistisk Kendsgerning at opleve, at – alt er såre godt, – da er den evige Sandheds Afsløring fuldendt, idet nævnte Op­levelse netop ikke kan eksistere uden at være identisk med Oplevelsen af nævnte Sandheds videnskabelige Grundanalyse’.”⁶

Skal man tro åndsvidenskaben, er det her en af de helt store overraskelser i forbindelse med sandhedens endelige afsløring ligger gemt. For når hovedparten af jordens mennesker i dag mere eller mindre oplever tilværelsen som tilfældig og uretfærdig, beror det på en illusion, der skyldes, at menneskene endnu ikke er færdigudviklede følelsesmæssigt og intellektuelt, og at de af den grund savner de mentale forudsætninger for at erkende verden uden ideologiske slør. I virkeligheden – det er det, sand­heden vil afsløre – er tilværelsen og hele verdensaltet logisk, retfær­digt og kærligt i sin grundlæggende struktur. Det er den erkendelse, der er resultatet af hver eneste analyse i Det Tredie Testamente, og som bevirker, at alt går op i det store, guddommelige facit ”alt er såre godt”.

Med fremkomsten af Det Tredie Testamente, vil ethvert menneske på jorden – allerede inden det har gennemgået den proces, der sætter det i stand til ved selvsyn at opleve ”sin evige tilværelse” – kunne opleve verdensbilledet som en realistisk, teoretisk kendsgerning. I takt med at lidelseserfaringerne udvikler humaniteten, og der i det enkelte menneskes mentalitet opstår balance mellem følelse og intelligens, modnes det til gennem selvstændige studier at kunne tilegne sig det evige verdensbillede. Man vil da opdage, hvor logisk velfunderede, inspirerende og frugtbare de kosmiske analyser i Det Tredie Testamente er, og hvordan erfaringer, der ikke tidligere gav intellektuel mening, falder på plads og bliver meningsfulde inden for rammerne af den udvidede forståelseshorisont, som åndsvidenskaben tilbyder.

Åndsvidenskaben vil således i første omgang være en teoretisk videnskab for den enkelte, idet den leverer en helhedsforståelse af livet og det enkelte individs indplacering i en kosmisk sammenhæng. I takt med at den teoretiske forståelse breder sig, vil stadig flere gennem en organisk proces ved selvsyn opleve det evige verdensbillede som en ubetvivlelig realitet. Med denne udvikling vil åndsvidenskaben i stigende grad også på det samfundsmæssige plan blive accepteret som den grundlæggende videnskab om livet, og den vil efterhånden brede sig til alle egne af kloden og lægge grunden til en helt ny human, global kultur.