De store spørgsmål!

Det er jo den slags spørgsmål, som små børn ofte stiller. Og det er den slags spørgsmål, man har sværest ved at besvare. Hvorfor lever jeg i det hele taget? – Hvad sker der, når man dør? – Hvorfor er livet så uretfærdigt? – Er Gud til? – Hvad er meningen med det hele? –

Egentlig starter børn i den rigtige ende. De ønsker svar på livets mest fundamentale spørgsmål, først som sidst.

De starter derfor ofte med ”de store spørgsmål”. Så snart de har lært at tale, ja, jeg husker det fra min egen barndom. Men spørgsmålene hører efterhånden op. Her famler selv de voksne, mere eller mindre, i blinde. Stillet overfor de største mysterier, tvinges også de til kapitulation. Og i deres hjælpeløshed advarer de måske imod at tænke for meget på den slags spørgsmål. “Du må ikke tænke for meget på den slags, fordi så kan du blive tosset”. Det er ikke underligt, at børnene lidt efter lidt holder op med at spørge.

Så går der en tid, og de små spørgsmål bliver mange og ”store.” De fylder så meget, at der ikke mere er plads for de rigtigt dybe og store spørgsmål. Nu er man så i fuld gang med at leve. Man ruster sig for at kunne deltage i alt det, der sker omkring én, man skal finde det rette job, blive økonomisk uafhængig, finde et sted at bo, gerne finde en kæreste, og så starter det om igen, man får børn, og da får man rigtig travlt på mange måder. Så stiller børnene de store spørgsmål, ligesom man selv gjorde det engang. Hvad er egentlig meningen med livet? – Og man kan ikke give andre svar end dem, man selv engang fik, men som man lagde til side på grund af underernæring, med et hjertesuk om, at ”den slags kan man ikke vide noget om”. Man må nøjes med at forholde sig til det praktiske og håndgribelige. Ja, nogle mener, at der overhovedet ikke findes nogen viden, som på tilfredsstillende vis kan give svar på livets gåde. Livet er og bliver en gåde, et mysterium, mener mange. Det forekommer derfor nyttesløst at beskæftige sig med den slags spørgsmål.

Her taler jeg om den slags spørgsmål, vi kalder for eksistentielle spørgsmål. De er store, netop fordi de opleves som uløselige. De opleves derfor som særdeles ”store”. Det man kan er jo let. Det er en type spørgsmål, der tilhører den religiøse forestillingsverden. De er blevet placeret i en særlig skuffe med etiketten “uløselige spørgsmål”. I den kristne verden handler det meget om tro, håb og kærlighed. Når man ikke magter selv at finde løsningen, er det jo en recept som såvel kan berolige som stimulere. Hvis man nu også har evnen til at tro.

Men ubesvarede spørgsmål forsvinder ikke, ved at vi lader, som om de ikke eksisterer. En gåde forbliver en gåde, indtil løsningen er fundet. Ligegyldigt hvor stærk en tro, man har. Og denne gåde tier ikke stille, pludselig kan den ramme os og blive højaktuel. Mest tydeligt er det, når vi tvinges til sige farvel til en partner, et barn, en ven eller anden nærtstående. Er man nu skilt for altid? – Er den person, man har delt sit liv med og føler sig som en del af, partneren og børnene, nu borte for altid? – De store spørgsmål lever stadigvæk, de er ikke forsvundet. De var blot lagt til side. De lever videre som et sår, en pil lige ind i selve hjerteregionen. Man må så kæmpe med at dysse smerten ned. Det gør ondt at skilles fra dem, man elsker, de nære og kære. Glædens bagside er sorgen. Man kan tabe dem man elsker.

Aftonbladet, den 11/3 2019. En svensk avis.

Den amerikanske professionelle cykelrytter Kelly Catlin er død. Hendes far siger, at hun begik selvmord. Smerten er ubeskrivelig, siger han.

 

Kelly Catlin er kendt som en af USAs fremmeste velodromcyklister. Hun var en del af det amerikanske hold, som vandt tre VM-guldmedaljer på stribe mellem 2016 og 2017 og en OL-sølvmedalje i Rio i holdstafet.

”Vi er utroligt kede af hendes bortgang. Kelly var mere end blot en sportsudøver for os, og hun vil for altid forblive en del af den amerikanske cykelfamilie. Vore tanker og bønner går til familien Catlin i denne ufatteligt hårde tid”, siger Rob DeMartini, præsident for det amerikanske cykelforbund, i en udtalelse.

Kelly Catlin blev 23 år gammel. Hendes far, Mark, siger til hjemmesiden ​VeloNews​, at hun begik selvmord. – ”Der går ikke et minut, hvor vi ikke tænker på hende og på det fantastiske liv, hun kunne have levet. Hvert sekund tænker vi tanken, at vi hellere ville have byttet vores egne liv ud med hendes. Smerten er ubegribelig”, siger faren.

Her har vi så et meget drastisk eksempel. På billedet ser vi Kelly stråle med sin guldmedalje om halsen. Et ungt, smukt menneske, et fysisk pragteksempel midt i en strålende idrætskarriere, vælger at tage sit eget liv, kun 23 år gammel. Her lyder alle alarmsignaler med fuld kraft. De mange ubesvarede spørgsmål, netop de barnlige spørgsmål, trænger sig nu pludselig voldsomt på! – Smerten er ubegribelig, siger Kellys far. Han ville gerne give sit eget liv for, at hans elskede datter skulle få mulighed for at leve sit liv fuldt ud.

Jeg kender ikke baggrunden til denne sørgelige historie. Hvad får et ungt fremgangsrigt menneske, blot 23 år gammel, til at vælge denne ”udvej”. Og er selvmord en udvej? – Ja, det er den slags spørgsmål, der hører til emnet ”de store spørgsmål.” Hvad er egentligt meningen med det hele? – At vinde olympisk guldmedalje var ikke nok for den unge, og inden for det sportslige, så fremgangsrige Kelly.

Vi er nu indfanget af ”de store” spørgsmål. Dem som børn ofte formulerer tidligt. De voksne må da vide alt, tror børn. Findes der nu nogen trøst at hente i det, vi her er vidne til? – Noget der giver mening?

Der findes sikkert mange forskellige forklaringer, som man kan klamre sig til ved en så traumatisk oplevelse. Hvis man finder en forklaring eller trøst som fungerer, er det jo glimrende, ligegyldigt hvilken. Så genfinder man jo sin sjælsbalance for en tid, og behovene er som bekendt forskellige. Ikke bare følelsesmæssigt, men også intellektuelt. Man kan lidt efter lidt samle oplysninger og indfaldsvinkler, mens man søger efter det, man har brug for.

Jeg vil her beskrive, hvordan denne drastiske begivenhed kan tolkes ud fra ​Det Tredie Testamentes​ evige verdensbillede. Jeg er dog nødsaget til at springe over en stor og vigtig del af dette værk, nemlig begrundelserne for, at dette livssyn nu også passer med virkeligheden. Det er indlysende, at netop det er en højst central del. Det gør forskellen mellem fantasi og virkelighed. Dette finder dog sted på en usædvanlig grundig måde i værket.

Det Tredie Testamente​ udgør en åndelig videnskab, og den må naturligvis begrunde alle påstande

Åndsvidenskaben er netop beregnet på at besvare de store spørgsmål på logisk vis, i kontakt med livet og naturen. Men det vil føre for langt i en kort artikel at begrunde ethvert tankeled i det evige verdensbillede, vi her bliver præsenteret for. Jeg må derfor henvise til værket, for et dybere forklaring. Dette er blot en smagsprøve. Lad os så reflektere over det, der er sket med Kelly, set ud fra ​Det Tredie Testamentes​ livssyn. Er Kellys problemer nu løst i og med selvmordet? –

Hvad der førte frem til denne beslutning, melder historien ikke noget om. Men vi har et facit. Hvad håbede Kelly på med denne meget drastiske handling? – Hun må have håbet på at komme ud af noget, hun følte, hun ikke orkede at leve med. Selvmordet var et håb om befrielse fra dette onde. Selvmordet var den mest effektive løsning, hun kunne se i den situation, hun befandt sig i. Ubehaget føltes så stort, at hun ikke orkede at bære det. Kelly måtte jo ellers forventes at være i besiddelse af en usædvanlig veludviklet viljestyrke, ellers vinder man ikke en olympisk guldmedalje. Men på trods af disse succeser, må​ hun have håbet på, a​t hun med selvmordet kunne slippe af med sine andre uoverskuelige problemer.

Ifølge ​Det Tredie Testamente​ findes der overhovedet ingen død

Alle levende væsener er uden undtagelse “evige realiteter”. Ligeså evige som verdensaltet selv. Så Kelly opnåede ikke det ønskede resultat. Hun vil opdage, at hun alligevel ikke er død, omend hun gjorde det af med sin veltrænede fysiske organisme. Kelly kom blot lidt for tidligt over på det åndelige plan. Der vil vi jo alle havne, vi som “bor” i en fysisk organisme. Den fysiske organisme har, som alle ved, en begrænset levetid, inden den degenererer, bliver gammel og udslidt, og vi bliver ligefrem taknemmelige for at blive befriet fra den.

Så Kelly lever stadig. Men ikke i den fysiske verden. Nu befinder hun sig i en åndelig verden. Og hun befinder sig således stadig i sin egen tankeverden. Hun har de samme tanker og følelser, som hun havde lige før, hun begik selvmordet. Men nu kan hun ikke gå ud i naturen, ikke tage en tur på cyklen, ikke gå hen til sine forældre, søskende eller venner for at finde opmuntring. Hun kan ikke mere kommunikere med dem fysisk. Nu afgøres kontakten med omverden udelukkende af den måde, hun selv tænker på, dvs. af hendes egen personlige sindstilstand. Her fungerer det efter princippet tiltrækning og frastødning. Man tiltrækker det, man selv er på bølgelængde med. Det sker jo også her i denne verden. Grupper dannes ud fra fællesinteressen, sympatier og antipatier. Når sindstilstanden er mørk og ulykkelig, når man går over til den åndelige verden, tiltrækker man mere mørke og pessimisme. Krage søger mage.

Kelly er nu pludselig dumpet ind den åndelige verden. Til stor sorg for hendes forældre, nære og kære. Og her ender jo alle, der bor i en fysisk organisme. Ikke kun Kelly. Ja, vi alle befinder sig faktisk altid i den åndelige verden, omend vi ikke altid tænker på det. Organismen er ligesom en frakke vi tager på, når vi fødes i en fysisk organisme, men det “bagvedliggende” åndelige er virksomt, også uden at “frakken” er på. Den åndelige side af vores natur fungerer altid. Den er evig. Organismerne slides op eller dræbes, bliver syge og ubrugelige. Men vi dør ikke. 

Den verden, Kelly nu så pludseligt er trådt ind i, er ikke så ukendt, som vi måske i første omgang forestiller os. Vi sover cirka en tredjedel af vores fysiske liv. Vi oplever også, når vi sover. Indimellem husker vi også noget af det. Men i søvnen oplever vi ikke via de fysiske sanser. De er netop slået fra. Slukket ned. Det er jo derfor, vi siger, at vi sover. Ved søvnen bliver den fysiske organisme holdt vedlige. Efter en god nats søvn er vi, når alt fungerer normalt, igen friske og veloplagte. Vi har således andre sanser til rådighed end blot de fysiske. Vi har også åndelige sanser, som virker uafhængigt af den fysiske organisme. Alle levende væsener er udstyret med åndelige sanser, men ikke alle er bevidste om dem. Men ikke desto mindre eksisterer de. Når vi dør, benytter vi udelukkende de åndelige sanser. Ligesom når vi sover dybt og ikke husker noget som helst. Drømme husker vi, fordi den fysiske hjerne ikke helt har været i hvile. Det man da husker, er ofte meget forvirrende. Dog sker det undertiden, at man i drømmen kan opleve helt realistiske klardrømme. Ja, man kan få oplysninger om begivenheder, der endnu ikke har fundet sted i den fysiske verden. Altså information om fremtiden! – De åndelige sanser muliggør således en fortsat oplevelse af livet efter den fysiske organismes undergang. 

Hvad kendetegner så en livsform, der finder sted helt uafhængigt af en fysisk organisme? – Ja, her skal man ikke spise og drikke, bygge huse, biler, flyvemaskiner eller cykle, dvs. bruge hænder, arme og ben eller tekniske hjælpemidler, som vi gør her, for at vedligeholde og flytte rundt på vores organisme. På dette plan lever vi udelukkende i vores tankeverden. Tankeverdenen er nu direkte synlig for omgivelserne. Alt sker her på tankens bud. Og det sker med det samme. Uden at vi flytter os en millimeter. Når vi tænker det, så sker det.

Tankeverdenen er nu en ydre synlig verden. Det gælder ikke blot ens egne personlige tanker, men også andres. Her er tankerne således ikke toldfrie. De er åbent stillet til skue. Når vi er i en fysisk organisme, er tankeverdenen skjult, og vi siger, at tankerne udgør en indre verden. Vi kan derfor let tage fejl af andres menneskers tanker. Derfor kan man, hvis man ønsker det, i den fysiske verden manipulere omgivelserne med list, fup og fiduser. Det lader sig ikke gøre i den åndelige verden. I den fysiske verden formidles tankerne ​indirekte​, i den åndelige verden er de ​direkte ​tilgængelige, nøjagtigt som vi selv, med tanken, former og forestiller os dem. Når vi tænker det, så sker det.

Så kan man spørge: hvis man nu kan leve uden en fysisk organisme, hvad skal man så overhovedet med den fysiske organisme? – Er det ikke forvirrende? – Det er jo den forvirring, der har fået os til at tro, at når vi dør, så eksisterer vi ikke mere! – De fleste tror, at vi kan takke den fysiske organisme for, at vi er til. Derfor er såvel livet som døden et mysterium. Den fysiske organisme opfattes gerne som identisk med livet. Livet og den fysiske organisme opfattes da som et og det samme. Og når den ikke mere virker, så er det slut, og så kan vi ikke rigtigt se, hvordan en fortsat livsoplevelse er mulig. Vi kan jo ikke opleve ved hjælp af noget ingenting. Og når den fysiske organisme ikke mere er til, hvad er der så tilbage? – For normalt kan vi ikke svare på spørgsmålet: “Hvad lavede du inden du blev født?” – For da var du jo ikke til. Du eksisterede ikke. Men hvis vi kan opleve livet uafhængigt af den fysiske organisme, så må vi have oplevet livet også før den nuværende fysiske organisme blev til i moderlivet. Vi var, før vi blev født i moderlivet, det samme “sted” henne, som vi kommer til, efter at den nuværende fysiske organisme er gået til grunde og er blevet til støv. Før vi blev født, opholdt vi os også i den åndelige verden, som er den samme verden, vi besøger hver nat, når vi sover, så længe vi er udstyret med en fysisk organisme. Så selv her på det fysiske plan kan vi se, at vores oplevelse af livet veksler mellem åndelig og fysisk oplevelse. Men det realistiske kendskab til den åndelige livsform er nærmest latent i dag. Derfor opleves døden også så trist og sørgelig af de fleste mennesker.

I omgangen med den fysiske materie vækkes de åndelige sanser gradvis til live, sådan at de kan bringes til funktion og blive bevidst som et ligeså realistisk oplevelsesredskab, som de fysiske sanser nu er blevet det. Det vil sige i omgangen med den fysiske materie udvikles åndelige organer, dvs. evnen til at tænke og skabe. Det er her i den fysiske verden, vi lærer denne kunst. Tænkning kræver også organer. Vi kan, som sagt, heller ikke opleve i den fysiske verden uden organer. Vi har organer for syn og hørelse. Når vi taler om evolution, så handler det af naturlige grunde først og fremmest om den fysiske, rent materielle side af udviklingen, den man direkte kan se. Man kan se, hvordan fuglenes næb tilpasses til gavn for indsamling af den føde de lever af, giraffens lange hals er også til fordel ved indsamling af føde. De fysiske organismer er redskaber, der tilpasses overlevelsesbetingelserne. Og hvad er det så der bevirker denne tilpasning? – Jo, tankeverdenen, som altså baseres på evnen til at benytte åndelige organer.

De åndelige organer er af stråleformig, elektrisk natur. Disse stråler overgår langt lysets hastighed. Med tankens kraft kan vi rejse på en måde, som gør, at den måde, vi i dag rejser på, må siges at ske i sneglefart. Denne side af vores natur beskrives derfor som åndelig. Denne “primære side” af vores natur analyseres grundigt i ​Det Tredie Testamente​. Denne stråleformige, elektriske, åndelige kraft opbygger alt i den fysiske verden. Det er selve den Guds ånd, der svæver over vandene, som det står skrevet. Først dannes der fysiske sanseredskaber i den tunge fysiske materie, og derefter begynder de åndelige, for de fysiske sanser usynlige organer, at udvikles. Ånd sammenlignes i Biblen ofte med vind. Sammenligningen fører tanken til noget usynligt, der skaber bølger på havet, og rusker om i træernes grene og blade. Den åndelige verden kan – ligesom vinden – ikke ses direkte med de fysiske sanser. Det er i kraft af et voksende herredømme over de fysiske usynlige, åndelige organer at det jordiske menneske er blevet alle andre dyr overlegne. Det er nemlig sket ved hjælp af tankens kraft. Derigennem er den menneskelige forestillingsevne blevet udvidet kolossalt. I dag kan man få naturens vældige kræfter til at arbejde for sig, blot gennem tryk på knapper. Vi er her vidne til det, der kan kaldes for åndens sejr over materien! Det der truer mennesket i dag, er den manglende humane kontrol over tænkeevnen. Man tænker stadigvæk i vældig grad i angrebs- og forsvarsmodellens favør, dvs. i dyrebevidsthedens favør.

Hvad sker der så med Kelly, når hun opdager at hun stadig lever? – Er hun ligeså ked af det, ligeså mørk i sindet efter selvmordet, som inden det blev begået? – Ja, det er hun – for en kort tid. Men kun frem til det øjeblik, hun råber om hjælp! – Hun behøver blot tænke tanken om hjælp, så er den der. At råbe om hjælp er jo i virkeligheden en bøn, om end ubevidst. Den er ikke så sjældent rettet imod noget, man ikke kender, råbet på hjælp er ganske uafhængigt af, om der er nogen synlige hjælpere til stede eller ej. Den er da nærmest ubevidst og aktiveres per automatik. Og kan Kelly ikke formulere bønnen i ord, så virker ”råbet” alligevel. Hjælperne står parat. Kelly er således ikke alene. Når hun så opdager, at hun stadigt lever, kan hun blive både chokeret og bange. Men i samme øjeblik råbet om hjælp manifesteres, er hjælpen der. Hun bliver hjulpet af gamle venner og kærlige mennesker, som forstår hendes ulykkelige situation. Der findes således fødselshjælpere også i den åndelige verden, ligesom der gør her, hvor vi er.

Her på det åndelige plan er der jo mange kære, der er gået forud til den åndelige verden. Det kan være en bedstefar eller mor. Nogle der kender Kelly godt, personer der har kærlighed til Kelly, og som derfor kommer hende i møde. Personer Kelly er på bølgelængde med. De bliver hendes skytsengle, og står parat.

Vi kan for øvrigt se i naturen, at de åndelige evner er under gradvis udvikling. Selve kimen til disse er tilstede i ethvert levende væsen. Planten aner behag og ubehag, men føler ingen fysisk dagsbevidst realistisk smerte. Dyret derimod gør det. Dyrene kan føle smerte, de kan skrige i dødsøjeblikket, når de bliver overfaldet af et rovdyr og dræbt. Men så snart et andet dyr i flokken er dræbt, går de andre dyr kort efter roligt og spiser og plages ikke af tanken om, at det muligvis er deres tur næste gang. De får ikke nervesammenbrud af den, egentligt uhyggelige scene, de nu heldigvis er sluppet levende fra. En af flokkens medlemmer er blevet dræbt og spist, lige foran deres øjne! – Et menneske ville få mareridt af mindre! – Men dyreflokken går øjeblikket efter, det er sket, helt uden frygt, stille og roligt og spiser, som om det, der er sket, aldrig har fundet sted.

Dyrenes forestillingsevne er endnu ikke udviklet nok til at “regne ud”, at det, der er sket, kan ramme dem selv næste gang. At regne ud, hvad der vil ske fremover, er netop en åndelig funktion. Det er mental funktion. Den foregår ikke i den fysiske materie. Det er heller ikke hjernen, der tænker, det er åndelige kræfter, der bruger hjernen til at tænke med. Men det er et stort åndsvidenskabeligt emne. Jeg nævner det blot helt perifert her.

Hos det jordiske menneske er forestillingsevnen langt, langt mere udviklet. Ja, her er det sommetider sådan, at de ulykkelige scenarier, vi forestiller os, overgår de virkelige og aktuelle farer. Og mennesker ruster sig for at være forberedt, hvis en fjendtlig handling rettes imod dem. Jeg tænker da især på nationerne. En nation kan jo betragtes som en kollektiv organisme, som man vil forsvare. Et fysisk, territorialt begrænset område, som man mener man har ejendomsret over. Man frygter fjender, dvs. andre nationer. Man frygter, at landområder skal stjæles. Men blot det, at man låser sine døre, gemmer ting og sager væk, opbevarer værdisager i særligt udstyrede sikkerhedsbokse, vidner jo om, at man heller ikke stoler på de mennesker, man er omgivet af. Man frygter dem ligefrem. Man “forudser”, at noget kedeligt kan indtræffe. Menneskeheden er stadigt hjemmehørende i dyreriget.

De forskellige nationer mener, det er nødvendigt med en stående hær i fuld beredskab, for det tilfælde at en fjende angriber og truer nationens territorium. Nationerne forholder sig her akkurat som dyrene, de er indstillede på angreb og forsvar. Det er lovligt at slå andre mennesker ihjel, når det sker i nationens navn. Så kan man ovenikøbet få medalje. Men er man så sluppet af med fjenderne? – Det er man ikke, de er blot kommet lidt tidligt over på det åndelige plan. Og de vil igen fødes. Og ikke nok med det: de vil have den samme bevidsthedsindstilling, som da de blev dræbt i krigen. Man bekæmper således tanker med kanoner. Eller endnu værre våben. Det kan aldrig lykkes.

Derfor må nationerne være forberedt, være oppe på mærkerne, enten for at forsvare eller angribe. Vi taler om en form for krigstilstande, også når der ikke sker direkte konfrontationer. I mennesket bliver denne angrebs- og forsvarsbevidsthed intellektualiseret. Det er vores “arv” fra vores ophold i dyreverdens kampmiljø i tidligere fysiske inkarnationer. Her bliver denne indstilling indarbejdet som vane. Den går i gang, uden at vi behøver tænke. Der er tale om et forsvars- og angrebsinstinkt. For at bremse og modvirke denne vane, kræves der bevidst tænkning og en fast vilje. Det er det, vi bliver stimuleret til at gøre gennem kristuseksemplet: Stik sværdet i skeden. Tilgiv og elsk din næste! – Ikke blot syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange – dagligt. Den væremåde er nemlig i kontakt med livslovene. Det er sådan, vi skaber en lykkelig skæbne for os selv og vor næste. Opfyldelsen af kærlighedslovene er adgangsbilletten til at blive permanent hjemmehørende i de højeste åndelige lysverdener. Det er disse alkærlighedens love, vi gennem de mange jordliv, de mange inkarnationer i fysisk materie, uddannes til at kunne overholde. Det er vejen til det fuldkomne liv. Det var den verden, Kristus var bevidst om og kaldte himmeriges rige. Hvis man kunne hade og kriges også i den åndelige verden, ville denne jo ikke være et paradis eller et himmerigets rige. 

Det såkaldte Guds rige vil blive en realitet på jordens kontinenter. Et rige befriet fra alle dyriske bevidsthedstendenser, manifesteret i praksis, ét rige, én hjord og én hyrde. Det er selve beviset på, at vi lært at tænke fuldkomment. Fuldkommen tænkning er nemlig absolut udrenset for ethvert selvisk begær til fordel for, med hele sin sjæls fulde kraft, at elske og tjene sin næste. Det er selve formålet med de mange inkarnationer i den fysiske materie. Dette rige er et rige, hvor de åndelige sanser er blevet fuldt udviklet. Når disse evner er færdigudviklet og er blevet dagsbevidste, behøver vi ikke fødes i den fysiske verden mere. Så har vi ikke mere at lære her. Så begynder i virkeligheden det fuldkomne liv. Det er en verden, hvor alle elsker alle. Da er det forbi med gråd og tænders gnidsel! – Det virkelige liv kan begynde, og vi er født i åndens verden. 

Her nogle klip direkte fra ​Det Tredie Testamente​

”Det levende væsen eksisterer i en stråleformig organisme, der ikke kan iagttages med fysiske sanser. Hvad er det levende væsen da selv? Det levende væsen repræsenterer en anden form for materie end den rent fysiske. Det eksisterer i en stråleformig organisme, i vibrationer eller bølgelængder, der ikke kan iagttages med fysiske sanser. Det er dette forhold, der udgør årsagen til, at det almindelige jordiske menneske endnu ikke kender sin egen højere, åndelige natur. Det tror, at dets fysiske legeme er identisk med det selv. Det mener derfor, at dets liv står og falder med dets fysiske legeme. Det ved endnu ikke, at dets virkelige legemer, dets kosmiske struktur, er af elektrisk natur og kun forbundet med det fysiske legeme i kraft af et hjerne- og nervesystem, og at det som følge heraf altid overlever den fysiske organismes undergang.

En selvmorder er et menneske, der er kommet så meget i konflikt med livet, at dette er blevet til et uudholdeligt onde. Da et sådant menneske ikke kender til, hvad det vil sige at dø, tror det, at den er ensbetydende med total udslettelse. Det betragter derfor døden som et mindre onde end at blive ved med at leve. Derfor begår det selvmord. Men her vil det så opdage, at det, det troede at blive befriet for, det som det troede at kunne dræbe eller udslette, nemlig alle de ulykkelige tanker, der fik det til at begå selvmordet, er lige levende, lige smertefulde. Det opdager meget hurtigt efter selvmordet, at det stadigt befinder sig i den ulykkelige tilstand, som det befandt sig i, før det begik selvmordet, ja, at denne tilstand nu er yderligere forværret derigennem, at der i den livssfære, hvor det selv har bragt sig, ikke findes nogen som helst oplivende momenter. Her eksisterer alt som mentalt mørke i renkultur. En selvmorder er efter døden kun i stand til at kontakte mennesker, der er på samme åndelige bølgelængde, som han selv. Han vil kun være i stand til at opleve en verden, hvis beboere alle er præget af et kulminerende mentalt sortsyn. Da han ikke mere er i besiddelse af fysiske sanser, idet han jo har ombragt sit fysiske legeme, er han afskåret fra at kunne opleve de lysets impulser, han ellers kunne have fået fra den fysiske verden. I den verden, han nu har betrådt, findes der ingen blå himmel, intet behageligt lysende og varmende solskin, ingen skøn blomsterverden og ingen glade mennesker. Der findes med andre ord ingen af de oplivende eller stimulerende oplevelser, han i den fysiske verden havde mulighed for at kontakte. Disse foreteelser befinder sig alle på langt højere eller finere bølgelængder end de, han nu er i stand til at opleve. Han kan derfor nu kun sanse eller opleve livet gennem den bølgelængde, den triste sansemæssige tilstand, selvmordet har bragt ham i. Da denne tilstand er endnu mere mørk end den, han ved sin handling forsøgte at flygte fra, bliver han hurtigt endnu mere ulykkelig. Men med denne forstærkede ulykkes følelse åbner der sig en i ham eksisterende, automatisk funktion, nemlig evnen til at råbe på Gud om hjælp. Gennem dette råb, denne bøn, udløser han kræfter eller vibrationer, der er i stand til at hidkalde hjælp. Kærlige væsener, de såkaldte ”skytsengle”, træder ind i hans mørke tilstand og befrier ham gennem deres kærlige vejledning for de bevidsthedslag i hans psyke, der førte ham til selvmordet. Efter at disse mørke bevidsthedslag er bortsuggereret fra hans sind, har han nu kun evnen tilbage til at tænke og opleve lys. Han vil derefter indgå i de åndelige tilværelsesplaners normale liv. Han kan her slet ikke erindre noget som helst om sin før så ulykkelige tilstand. Først når han igennem reinkarnationen vender tilbage til den fysiske verden og her når den alder, hvor han i sit foregående liv begik selvmordet, vil han på ny befinde sig i samme situation og må så her tage kampen op imod de mørke bevidsthedstendenser. De mørke skæbneudløsninger kan således ikke udløses på det åndelige plan. På det åndelige plan kan kun lyset udløses. Andre mennesker, der lever i en lignende mørk skæbnetilstand her på jorden, vil ligeledes efter døden blive befriet fra deres lidelser, ved at evnen til at opleve smerte bliver fjernet fra deres psyke, således at de så hurtigt, det kan lade sig gøre, kun kan sanse eller opleve lysets bølgelængder eller vibrationer.” 

Når vi forlader vores fysiske organisme, er vi således på gæstebesøg i åndens verden

At vi er gæster betyder, at der så er andre, der befinder sig her, som ikke er gæster. De er hjemmehørende i den åndelige verden. Vi må altså videre. Vi er kun på gæstebesøg. Vi må altså igen fødes i en ny fysisk organisme. Det er gennem udskiftningerne af de fysiske organismer – helt nede fra planteverdenen og videre gennem dyreverdenen og det jordiske menneske, og videre fremefter imod lysets og alkærlighedens højeste livszoner, i kulminerende visdom – at vi udvikler de åndelige organer, som fører os frem til ikke mere at fødes i denne verden. 

I den tunge fysiske materie kan vi opdage, når vi tænker forkert. Her lærer vi at tænke. Her lystrer materien ikke tanken betingelsesløst. Når vi skaber fysisk, må vi lære naturens og materiens love at kende. Alt det såkaldte onde i verden er således et resultat af ufuldkommen tænkning og en på denne tænkning baserede handlinger.

Gennem loven for tiltrækning og frastødning vender vores udsendte handlinger tilbage til os selv, og vi lærer på vores egen krop og sind, hvad der gør godt og ondt. Tiltrækning og frastødning indebærer, at vi høster det, vi sår.

Vi bliver modtagelige for handlinger fra omgivelserne, der svarer til den bevidsthedstilstand, vi selv udstråler. Samme tiltræknings- og frastødningsprincip virker på det åndelige plan.

Når vi er “indpakket” i fysisk materie, omskabes vi til at blive i Guds billede. Gud er ånd. Den fysiske verden er åndens livmoder. Gud skaber ikke mennesket, fordi mennesket og de levende væsener er allerede på forhånd evige, omend disse væsener endnu ikke er bevidst om dette. Gud indblæser i alle levende væsener – sin ånd, sin fuldkomne bevidsthed. Og det sker lige for vores øjne, gennem alt det, vi vekselvirker med i form af naturen og verden. Det vi oplever bliver til erfaringer, og det, vi gør imod vor næste, bliver til skæbne, som igen bliver til erfaring og undervisning, som igen udvikler evnen til at skelne mellem, hvad der ondt og godt. De voksende erfaringer medfører en bevidsthedsudvidelse, og da erfaringerne ikke er bundet til det fysiske legeme, medbringes de til de efterfølgende inkarnationer eller jordliv. Der føres nøje “regnskab” med alt, hvad der sker. Ingen erfaring eller oplevelse går til spilde. Bevidsthed er et andet ord for ånd. Det ender så med, efter at vi har sået og høstet gennem mange jordliv, at vi bliver moralske genier, så vi ligesom Gud kan skelne mellem ondt og godt. Mennesket er under Guds skabelse og vil, når processen er færdig, blive i Guds billede. 

Vi er under udvikling til at blive en levende fungerende celle i Guddommens bevidsthed. Vi vil ligesom Kristus opleve at blive “Ét med Faderen”. Det er målet med alt, hvad der sker i den fysiske verden.

Det er ud fra dette syn, at Det Tredie Testamente​ beskriver livet og verden. Og her får vi så endnu nogle ord med på vejen fra forfatterens selv, om den “såkaldte død”, som mange jo ligefrem imødeser med frygt.

Døden er en fødsel til lysets riger

“Som man vil forstå, er der intet som helst at frygte af døden, der i sin virkelige natur er en fødsel til de lysets riger, mennesket ved sin åndelige søgen higer imod. Døden afbryder ikke kontakten med vore kære her, og den bringer os ikke bort fra noget af det, vi med vort hjerte føler os knyttet til. I sin inderste natur er døden kun lys, thi igennem den opstår det jordiske menneske på ny i de høje, rene åndelige verdener. En rejse gennem smertens, lidelsens og sorgens regioner er med den fuldbyrdet, og gudesønnen med dens indtræden vendt tilbage til sin evige Faders lyse boliger.”

Som vi kan se, vil det gå godt for Kelly, som i sin ulykkelige tilstand, i sin ungdoms fulde kraft, på trods af store sportslige fremgange, tabte livslysten og selv tog sit fysiske liv. Sagaen og eventyret er uden ende og begyndelse. Efter mørket kommer lys …

Den amerikanske banerytter Kelly Catlin

Kelly Catlin