Gudsbegrebet og bønnen

Mødet med den personlige Guddom

Det gælder altså om at forstå, at Gud viser sig for os som vores samlede omverden, uanset hvad og hvem vi møder. Af denne grund kan man rent faktisk udtrykke det på den måde, at livsoplevelsen er et evigt møde med en person! Og “personen” er Gud! Alle livserfaringer er Guds synliggørelse og personligt tilpassede svar på hvert enkelt menneskes bønner. Hvis man har brug for hjælp på det fysiske plan, er det naturligvis mest hensigtsmæssigt, at man i første omgang henvender sig til sine fysiske medvæsener. Men der kan være mange situationer, hvor man oplever, at der ikke findes hjælp i den fysiske verden. Det er i sådanne situationer, at man kan henvende sig i bøn og samtale med Gud i sit “kammer” (jf. Grand Kursus, stykke 403, om at gå ind i sit lønkammer, det vil sige at rette sin koncentration direkte mod Gud). Martinus anbefaler denne inderlige private henvendelse frem for at bede i “flok” og eventuelt med høj stemmeføring sammen med andre.

I Livets Bog IV, stykke 1085, forklarer Martinus, at livet er en vedvarende samtale, en dialog mellem hvert enkelt levende væsen og Guddommen. Denne samtale foregår på et højintellektuelt niveau set fra Guds side og med alkærligheden som grundtone, hvilket betyder, at livet er helligt. Fordi Guds kommunikation er perfekt, bliver væsenets egen livoplevelse gradvist omdannet, så man til sidst opnår kosmisk bevidsthed og ved egen kraft kan opleve livets fuldkommenhed.

Universet er overalt gennemsyret af fuldkommen kærlighed, og ingen kan derfor opleve livet på det fysiske plan uden at samme kærlighed før eller senere vil vokse frem inde i en selv. Til sammenligning har den fysiske synsevne udviklet sig i kraft af lyset eksistens ​​. “Ingen kan bade i vand uden at blive våd.”

Bønnens inderste formål er at etablere et personligt, inderligt og intimt gudsforhold for derved at lade den enkelte betræde den absolut hurtigste vej mod udvikling af ​​kosmisk bevidsthed! Gud er overalt og hører alle slags bønner. Med bøn overføres kraft fra stærkere til svagere væsener (jf. Livets Bog VI, stykke 2383). Bønnen kan hjælpe mennesker med at opleve en urokkelig tryghed og indre fred, uanset hvad der sker i ens liv.

At lære at forstå livets direkte tale

I Livets Bog VI, stykke 2052, forklarer Martinus, at vores samlede livserfaring for den opmærksomme iagttager afslører “vejen, sandheden og livet”. Den materielle verden er som en tekst med et usynligt indhold, men uden kosmisk bevidsthed er vi som “analfabeter” og kan kun opleve denne livets store tekst i livet som papir og blæk.

Vores fysiske eksistens er en vandring i bogstaver og tekster, der udtrykker en vældig guddommelig tale, en henvendelse fra en evig Guddom til en evig gudsøn. Det eneste nødvendige for os er at lære at læse livets tekst og tyde livets direkte tale for derigennem at lære Guddommen at kende og dennes tanker som er udtryk for alkærlighed (jf. Livets Bog VI, stykke 2064).

For at forstå et andet væsen må man forstå det sprog, som det taler. For at forstå Guddommens tanker må man på samme måde forstå Guds sprog (jf. Livets Bog II, stykke 489-). Så længe vi ikke forstår hinandens sprog, misforstår vi let hinanden. Fjendskab er livets største misforståelse, og vi lever her i en permanent misforståelse af livet og Gud. For alt hvad vi gør, gør vi imod Gud!

Tilgivelsen af ​​ens formodede fjender og modstandere i form af betingelsesløs kærlighed er således den eneste logiske måde at forholde sig til sine omgivelser på. Allerede i Fortalen til Livets Bog I, stykke 19, skriver Martinus, at man ved at tilgive sin næste befrier sig fra de “sandsække”, der holder en bundet til lavere og mindre udviklede tilværelsesplaner, og at man da i stedet bliver ført frem mod en lysere og lykkeligere tilværelse. Da Kristus udtalte sætningen “ Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Luk 23,34), var dette ifølge Martinus den største demonstration i hele menneskehedens historie af sand næstekærlighed. Denne episode betød et totalt vendepunkt for jordklodevæsenets bevidsthedsindstilling, der siden da gradvist har påvirket alle jordens kulturer med en helt ny måde at tænke på: ikke længere at forsvare sig med vold! Den dybeste betydning af Kristi guddommelige udtalelse er, at ingen kan handle fra et højere udviklingsstadie end det man til dag dato har opnået (jf. Livets Bog VII, stykke 2658, punkt 31). Alt, hvad man møder, har sin oprindelse i ens egne tidligere handlinger, intet kan opstå og komme udefra, og derfor bliver det logisk at tilgive alt og alle. Teoretisk tilgivelse er bedre end slet ingen, men ægte tilgivelse omfatter både forstand og hjerte! (jf. Livets Bog VII, stykke 2409)

Hvis livet nu viser sig at være en vedvarende dialog mellem Gud og gudesøn (=gudebarn), er der al mulig grund til at lære at forstå Guds sprog for at komme til klarhed over det guddommelige budskab i alt, hvad vi møder i livet (jf. Livets Bog II, stykke 489). Uden at forstå livets direkte tale, er vi som spædbørn, der endnu ikke forstår forældrenes sprog. Vi forstår heller ikke, at alt, hvad vi tænker, ​​og alt, hvad vi gør, er identisk med vores ureflekterede svar på det, som livet fortæller os. På det kosmiske spædbarnsstadium svarer vi ofte på en måde, der kan sammenlignes med spædbarnets pludren og uartikulerede lyde. Vores mest presserende opgave er derfor at vokse op og lære livets sprog, så vi kan begynde at tale med Guddommen som en jævnbyrdig samtalepartner.

Den rigtige indstilling til bønnen

Nu er spørgsmålet selvfølgelig, hvordan vi skal bede og hvilken slags samtale vi helst skal føre med Guddommen, når vi praktiserer den mest intime form for bøn i vores “kammer” (jf. Livets Bog III, stykke 755). Den kirkelige kristendom har lært os at “bede i Jesu navn”, en opfordring der dog er blevet misforstået gennem tiderne. Det handler ikke om at indsætte Jesu fysiske navne i sine bønner, men om at bede direkte til Gud i den samme ånd, som Jesus selv praktiserede gennem sin personlige adfærd, der i alle henseender var gennemsyret af alkærlighed. Det er altså ikke bønnens egentlige formål, at den skal anvendes til rent egoistiske formål. Jesus formulerede bønnen “Fader Vor” som en hjælp til os. Den indeholder i princippet alt, hvad vi behøver at bede om. Martinus har grundigt analyseret alle sætninger i denne bøn, dels i bogen Bønners mysterium og dels i artiklen Meditation.

Den allerhøjeste form for bøn er at indstille sig på, at Guds vilje først og fremmest skal ske, før min egen vilje og opfyldelsen af ​​mine egne ønsker. Dette blev stærkest udtrykt i Jesu bøn til Gud i Gethsemane Have lige før han blev taget til fange og korsfæstet: “Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.” (Matt 26,36-56). Det er en forudsætning for at kunne indtage en sådan holdning, at man har fuld fortrolighed med og tillid til Gud, og at man derfor tør overgive sig i Guds hænder uden den mindste bekymring, i tillid til at livet altid vil os det godt, og at selv de ubehageligheder, vi møder, viser sig at bekræfte den evige alkærlighed, der gennemtrænger hele universet.

Det ubehagelige, som alle jordiske væsener støder på, er en vigtig del af livet, men det betyder ikke, at livet er en straffeforanstaltning. Det er meningen med livet, at alle mennesker gennem deres lange vanding i den fysiske sfære skal få deres øjne åbnet og på ny udvikle deres kosmiske bevidsthed. I Bibelens skabelsesberetning udtrykkes denne kosmiske sandhed symbolsk: Slangen sagde: “Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag, I spiser af den [frugten], bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.” (1 Mos. 3,4-5) Ved at blive konfronteret med det ubehag, som vi selv har skabt på grund af vores uvidenhed om livets love, bliver vi indviet i mørket for at lære at skelne mellem godt og ondt, rigtigt og forkert. Det er på den måde bevidstheden vokser og udvikles. “Spisningen af kundskabens frugt” er således det samme som den kosmiske bevidstheds gradvise udvikling.

Martinus forklarer at kærligheden i tilværelsen faktisk er så stor, at alle normale ønsker vil blive opfyldt før eller senere, men at de fleste af os har så mange ønsker, at de umuligt kan opfyldes i et enkelt liv. De uopfyldte ønsker beskrives af Martinus som usynlige tråde, der forbinder os med kommende inkarnationers nye muligheder (jf. Livets Bog III, stykke 716). Det eneste, der kan forhindre at ønskerne bliver opfyldt, er de skæbnemæssige forhindringer, som vi selv har skabt ved at tænke og handle på en måde, der strider mod livets love, og som forhindrer os i at opleve det, vi længes efter. Det gælder også, at når man beder til Gud, bør bønnen harmonere med ens praktiske handlinger i hverdagen. Hvis nogen for eksempel beder om fred i verden, mens personen selv bidrager til at skabe krig og konflikter, da kommer denne persons egne handlinger til at overdøve bønnen om fred. Når man på den måde taler “med to tunger”, opfyldes bønnen ikke.

For at modtage hjælp gennem bøn kræves desuden at vi opfylder visse betingelser. Man må først selv gøre, hvad man kan for at hjælpe med at skabe de forhold i livet, som man vil opnå (jf. Grand Kursus, stykke 401). Vi har selv et ansvar, og man kan ikke regne med Guddommens beskyttelse, hvis man ikke tænker sig om. Hvis man for eksempel går ud på en trafikeret gade uden at se sig for, kan man ikke forvente Guds beskyttelse. En sådan uforsigtighed kan beskrives som et såkaldt “intelligensbrud”, fordi vi ikke benyttet den forstand, som vi har udviklet. Vi bliver kun beskyttet i samme grad, som vi selv forsøger at leve op til livets love, så godt vi nu kan. Meninger er, at vi i alle henseender skal lære at skelne mellem godt og ondt og forstå hvordan livet fungerer. Så længe vi ikke fuldt ud har lært dette, kan vi ikke regne med at være fuldstændigt befriet fra lidelse og ubehag.

Livet må indeholde kontraster af mørke og lys

En livsoplevelse, der indeholder mange kontraster, stimulerer allerbedst den menneskelige udvikling. Livet kan indeholde perioder, hvor alt går godt, og hvor de ubehagelige skæbneudløsninger udskydes til en senere lejlighed, hvilket indebærer at de sættes på “venteliste”. Sådanne behagelige perioder kan betegnes som livets sommer. Men ligesom sommeren ikke varer evigt, men afløses af et noget mere dystert efterår, kommer der før eller senere perioder hvor den skæbne, man har skabt for sig selv, uundgåeligt kommer til udløsning. Årsagen til dette er, at vi skal udvikles yderligere. Intet stopper før det tilsigtede mål er nået. Hvor lang tid disse lyse og mørke livsperioder varer afhænger af, hvad der bedst tjener individets personlige udvikling. Nogle gange kan en lys periode vare en hel inkarnation, og så kan man kalde dette en “hvileinkarnation”. Men selv en mørk periode kan have en lang varighed. Det ubehag man da møder kan tolkes som et signal om, at det er på tide at foretage en kovending og betræde en helt ny vej i livet.

Som tidligere nævnt når alle bønner frem og bliver hørt væsener på det åndelige plan. Disse bønner besvares uden undtagelse i form af alt som sker inden for individets personlige livssfære, men måske ikke altid på den måde, som var forventet. Der kan således være stor forskel mellem bønhørelse på den ene side og forventningen om opfyldelse af personlige ønsker på en anden. Jeg har selv oplevet en mangeårig mørk periode i mit liv, som nu for længst er overstået. I denne periode bad jeg intenst og som aldrig før til Gud, men den hjælp jeg modtog oplevede jeg, var meget begrænset. Man kan sammenligne situationen med en, der er faldet i vandet og er ved at drukne. Den eneste hjælp der var til rådighed, var hjælp til at “holde hovedet over vandoverfladen”; der var ingen hjælp til at “komme op af vandet”. Som jeg har forstået det, drejer det sig om den type livserfaring, der undertiden omtales som “sjælens mørke nat”. Udover den ændrede livssituation, der fulgte efter denne mørke periode, tolker jeg det selv sådan, at meningen frem for alt var at opbygge en mere stabil indre styrke og fasthed. Ved i nogen grad at “hærdes” kan livskraften øges. Men det betyder naturligvis ikke, at det behøver at føre til bitterhed eller manglende følsomhed, tværtimod! Vi må ikke glemme, at det endelige mål for os alle er at forvandles til et Kristusvæsen, som i kraft af sin gudskontakt har opbygget en sådan stabil mental immunitet for alt ydre ubehag, at man til sidst ikke engang – om nødvendigt – viger tilbage for en korsfæstelse.

Der er mange mennesker i dag, der ganske vist kan være åbne for muligheden af Guds eksistens, men som alligevel oplever det som meningsløst at bede, for eksempel fordi de ikke synes at få den hjælp, de havde håbet på. Men først og fremmest er det ikke nok at bede en enkelt gang og tro, at alle ens problemer løser sig med det samme. Det kræver træning at lære at bede på den rigtige måde, præcis som alt andet, man vil lære, kræver træning! Enhver, der er vedholdende og ønsker at lære at bede på den rigtige måde, vil opdage, at man vokser trin for trin, åndeligt og mentalt. Hvis vi er skuffede over, at vores ønsker ikke bliver opfyldt, som vi havde håbet, bør vi måske begynde at reflektere over om denne opfyldelse virkelig ville være det bedste for os. Til sammenligning giver fornuftige forældre ikke deres børn is i stedet for et rigtigt måltid, selv om barnet foretrækker dette og måske ligefrem skriger sin skuffelse ud over ikke at få sin vilje. Gud opfylder ikke ethvert egoistisk og ufornuftigt ønske, når det ikke gavner vores fortsatte udvikling. Vi forstår måske ikke altid, at det faktisk er udtryk for Guddomens kærlighed, at vi ikke altid får opfyldt vores egen ufuldkomne vilje.

Bønnen er til for vores egen skyld. Forskellige former for bøn

Et spørgsmål, der kan opstå, er selvfølgelig, hvorfor man overhovedet skal bede, når alt er fuldkomment, og alt alligevel sker, præcis som Gud vil (jf. Grand Kursus, stykke 392). – Bønnen er imidlertid ikke hovedsageligt til for Guds skyld, men for vores! Det er os, der har brug for at bede for vores egen skyld! Bønnen gør os observante og opmærksomme på at alt, hvad vi oplever som vores omgivelser, er Guds personligt henvendte tale til hver enkelt af os. Intet af det som sker er tilfældigt! Det er ikke tilfældigt, hvornår og hvordan noget sker, og det er heller ikke tilfældigt, hvem eller hvad man møder i hverdagen. Alt har en mening, og ved hjælp af bøn kan vi lære at tyde og forstå livets direkte tale og begynde at kommunikere direkte med Guddommen på en bevidst måde. Bønnen fører os ind på den direkte vej til kosmisk bevidsthed, og der ingen anden metode, der kan måle sig med bønnens magiske virkning.

Her melder sig selvfølgelig spørgsmålet om hvad, man skal bede om. – Man kan bede om alt muligt og på mange forskellige måder. For det første behøver ingen at gå ned på knæ for at Gud kan høre ens bøn. Det er heller ikke nødvendigt at folde hænderne eller lukke øjnene, medmindre man føler, at det forbedrer koncentrationen. Bønnen kan udvikles til en inderlig, intim, personlig og fortrolig samtale. Der er intet, som kan skjules for Gud, og der er heller ikke noget, som man behøver at skamme sig over. Man kan helt enkelt bede om netop alt! Gennem bøn kan gudsforholdet blive så nært og tæt, at man oplever Gud som sin allerbedste ven. Forholdet kan udvikle sig i en sådan en grad, at man til sidst oplever Gud som mere håndgribelig og realistisk end noget andet medvæsen. Herunder findes nogle eksempler på, hvordan bønnen kan anvendes:

• Bøn for “vort daglige brød”
• Forbøn for andre
• Bøn for kraft til at tilgive ens “fjender”
• Bøn om at være til glæde og velsignelse for sin næste
• Bøn om at forstå og acceptere sin skæbne
• Bøn om visdom og opmærksomhed
• Bøn om kraft, inspiration og livsglæde
• Bøn og meditation
• Taknemmelighedsbøn
• Bøn som en personlig, intim samtale

De fleste af os har sandsynligvis brugt bønnen som en slags “ønskeseddel”, der sendes til Gud. Man forestiller sig næsten Guddommen som en slags “julemand”, der deler gaver ud til jul. Det er naturligvis aldrig forkert at bede om det “daglige brød”. Det vil sige alt, hvad vi har brug for fysisk og mentalt for at kunne overleve i denne verden. Vi har brug for at spise og drikke, vi har brug for et sted at bo, vi har brug for tryghed, og vi har brug for at tjene til livets ophold ved at have et arbejde. Man kan også bede om vejledning til at komme sig over en sygdom eller i det mindste forbedre betingelserne for at kunne leve med og acceptere en sygdom, man lider af. Det er heller ikke på nogen måde forkert at bede om at møde en passende partner for at kunne tilfredsstille sine følelsesmæssige og seksuelle behov. Normalt er det ikke meningen, at et menneske skal være henvist til at leve alene ufrivilligt. Alle disse nævnte ønsker er helt relevante, og sådanne bønner kan meget vel blive opfyldt, hvis man ikke selv har skabt uoverstigelige skæbnemæssige forhindringer gennem sin tænke- og handlemåde. Denne traditionelle type ”ønskeliste-bøn” er dog ikke bønnens primære formål. Især ikke hvis man beder om unødvendig rigdom og andre privilegier på bekostning af sin næstes ve og vel. Bønnens primære formål er at udvikle et personligt gudsforhold i form af en altid nærværende, permanent, fortrolig og fordringsløs samtale. Tænk hvis vi kun kommunikerede med vores bedste ven, når vi havde brug for hjælp til noget specielt og ellers ikke! Hvad skulle man kalde et sådant forhold, hvor alt handler om at udnytte den anden uden at give noget igen?

En anden form for bøn er forbøn. Det vil sige når man beder for andre, for eksempel at de skal komme sig over en sygdom eller på anden måde kunne opnå en større fysisk og mental livskvalitet end den, de for øjeblikket lever i. Bønnen er som nævnt en magisk kraft, og sådanne bønner kan helt sikkert påvirke andres livssituation, hvis der ikke er skæbnemæssige hindringer for det.

At bede for sine modstandere og oplevede “fjender” og få kraft til at tilgive alle dem, som man synes ​opfører sig ubehageligt, er en bøn der er overordentlig vigtig, ikke mindst for ens eget mentale velbefindende.

At bede om at være til glæde og velsignelse og betyde noget for sin næste er en fuldstændig uselvisk bøn, der meget vel kan gå i opfyldelse.

Når man beder om visdom og opmærksomhed, kan dette indebære, at man udvikler sin evne til at læse livet og integrere det guddommelige budskab, som er indfældet i ens daglige livsoplevelse.

For at kunne være til gælde og velsignelse for sin næste, har vi naturligvis brug for kraft, inspiration og livsgælde. Mange mennesker oplever i dag en unaturlig træthed, der kan skyldes en slags mentalt “vokseværk”. Samfundet stiller mange krav til sine borgere, krav som ikke alle kan leve op til. Vi lever i en tid med mange store forandringer, der kræver en god tilpasningsevne og indre stabilitet, på samme tid som vi selv befinder os i en intensiv proces, der gradvist bringer os ud af dyrerigets sidste resterende stadier på vej mod en ny og mere human væsenstilstand. At bede om kraft og livsglæde er i højeste grad en legitim bøn.

For Martinus bøn var en form for meditation, lige som meditation kan praktiseres som bøn. Som nævnt analyserer han den dybeste betydning af alle sætningerne i Kristi bøn Fader Vor, både i bogen Bønners Mysterium og i artiklen Meditation. Når man formulerer sine tanker i ord ved hjælp af sproget, bliver tankerne tydeligere på det åndelige plan, hvilket øger mulighederne for at blive bønhørt gennem åndelige væseners indgriben. Sproglig bøn er derfor overlegen i forhold til meditation, hvor man undertiden blot gentager en form for mantra. Dermed er ikke sagt, at ufarlige former for meditation ikke kan hjælpe den enkelte til at blive mere rolig og mentalt afslappet.

Derefter har vi dette med taknemmelighedsbøn, som desværre ofte er en forsømt form for bøn. Vi glemmer nemt at takke for alle de gode ting i livet i den tro, at bønnen kun er til for at opfylde vores egne forventninger til livet. Bønnen kan gøre os opmærksomme på al den kærlighed vi møder, og som rummes i livet, og som vi ikke har været i stand til at opdage tidligere på grund af vores egoisme, der gjorde os blinde. Livet indeholder både behag og ubehag, lys og mørke. Det man fokuserer på, lærer man at skelne. Hvis man fokuserer for meget på mørket, ser man ikke lyset. Men hvis man i stedet forsøger at fokusere på lyset, kan verdenens mørke til sidst “miste sin brod”, så ens indre balance ikke mere forstyrres. Bøn kan give os et helt nyt syn på livet som Guddommens fysiske åbenbaring og stemme!

Sammenfattende kan man sige, at bønnens primære formål er at være en personlig, inderlig samtale direkte henvendt til Gud. Bøn er en form for kunst, der forbinder os med livets højeste sfærer og hjælper os med hinsides alt det mørke at åbne øjnene for den altomfattende kærlighed som råder overalt i tilværelsen. Den fysiske verden beskrives af Martinus som en livmoderzone og en indvielsespyramide for det egentlige liv med kosmisk bevidsthed (jf. Livets Bog VI, punkt 2387).

Gennem bøn kan man få et så lyst syn som sin ulykkelige situation, at man endog takker Gud for den. Bønnens princip er en åben dør til Gud og de højere verdener. Gud lytter til sin evige “søn” i nødens stund. Gennem denne åbne dør tager han sin ulykkelige “søn” til sit hjerte. Livets kærlighedsstruktur kan ikke overdrives (jf. Det Evige Verdensbillede II, Symbol nr. 21, stykke 23).