Kristendommens verdensepoke af Martinus

I din sæd skal alle jordens slægter velsignes

Mange mennesker kender ikke kristendommen til bunds, men den er i virkeligheden det sidste udviklingsstadium, før mennesket skal opfylde bestemmelsen om at blive "mennesket i Guds billede". Det kan måske synes mærkeligt, hvis man ikke kender kristendommen, men den strækker sig ikke blot fra Jesu tid, den går endnu længere tilbage og blev bebudet længe før, han blev født. Vi hører første gang om den, da Gud siger til Abraham: "I din sæd skal alle Jordens slægter velsignes". Abraham var jo en god mand, der var parat til at ofre, hvad det skulle være for guddommen. Han var parat til at ofre sin elskede søn under den prøvelse han kom ud for, og det var allerede en stor opfyldelse af kristendommen. Dér begyndte kristendommen, og den blev forkyndt igennem jødedommen. Profeterne talte om denne verdensfrelse, og der var stor forventning om en frelser og en ny verdensepoke, der skulle komme.

Kristendommens mål er det færdige menneske i Guds billede

Det jødiske folk var det første folk, der begyndte at tro på én sand Gud. De andre folkeslag rundt omkring jøderne troede på flere guder. Går vi endnu længere tilbage, ser vi, der har eksisteret mange kulturer på jorden, og de har alle været med til at føre menneskene fremad i skabelsen af mennesket i Guds billede. Naturligvis har ikke alle mennesker, der levede før jødedommen og kristendommen, fuldført deres udvikling her. Mange har måttet fuldføre de sidste stadier på andre kloder. Der er masser af andre kloder, hvor udviklingen ligger højere end her, og ligeledes hvor den ligger lavere eller er på samme stadium som her.

Når væsenerne udvikler sig til et stadium, hvor de på en klode ikke kan få den fornødne åndelige næring og tilfredsstillelse, har den ingen tiltrækningskraft for dem under reinkarnationen. De må fødes der, hvor disse betingelser eksisterer, og det gælder ikke blot for menneskene men også for dyrene. Men til sidst [slut på side 203] vil der komme en udviklingstilstand her på kloden, hvor menneskene kan nå det færdige stadium og her i fysisk materie blive til "mennesket i Guds billede". Nu er denne epoke kommet takket være kristendommen, takket være Jesu forkyndelse og den væremåde, han præsterede.

"Guds udvalgte folk"

Jødedommens moral var "øje for øje og tand for tand", det vil sige hævn og straf. Man troede, det var i guddommens favør, fordi guddommen var vred og ville straffe og hævne sig på væsener, der ikke opfyldte loven. Der var ikke noget med at elske Gud; det var et væsen, man skulle frygte og være bange for, og man måtte opfylde loven af skræk. Det ses tydeligt, at en sådan kulturbasis ikke kunne være endemålet. Det kan ikke være meningen, at væsenerne som dresserede dyr opfylder loven for tilværelse, men det er et stadium på vejen. Jøderne kaldte sig selv Guds udvalgte folk og de andre for hedninger. De mente, at de var i særlig yndest hos guddommen. Men vi ser, at det var de ikke, der er ingen, der kommer i særlig yndest hos guddommen. Guddommen er ikke et væsen, der har særlige favoritter, et væsen man kan indsmigre sig ved og komme til at stå sig godt med eller komme i særlig yndest hos. Der er intet væsen, som guddommen elsker mindre end andre, uanset om det er dyr eller mennesker. Hele universet er baseret på kærlighed.

Bebudelser og profetien om Messias

I kristendommens udvikling har vi tilbagelagt to epoker, og vi er nu inde i begyndelsen af en helt ny epoke. Den første epoke var som tidligere nævnt jødedommen, og den anden var kristendommen, som var en eneste stor bebudelse i jødedommen, en vældig bebudelse om en verdensfrelser, en Messias, der skulle komme. Dette princip med bebudelser gør sig gældende i alle kulturer. En kultur kommer ikke overrumplende ind som en vældig overraskelse, den er altid bebudet i forvejen, og i vor tid er der også mange bebudelser om fremtiden, om en kultur, der skal komme. I forbindelse med vor tids bebudelser, er det interessant at se på, hvordan bebudelserne i fortiden er blevet opfyldt.

Profeterne bebudede, at der inden for jødefolket skulle fødes en verdensfrelser, og det vil altså sige, at jøderne var klar over, at den kultur, de havde, ikke kunne være det færdige stadium. De ville frelses, de var ikke tilfredse, for ellers var der ingen grund til at vente sig, at der skulle komme en bedre tilstand. De var indstillet på, at kun jøder var i Guds favør, andre mennesker betød ikke noget, dem var det lige meget med, dem behøvede man ikke at tage særligt hensyn til. Jøderne selv derimod var Guds udvalgte folk. De havde en begyndende tro på den ene sande Gud men forestillede sig, at denne Gud måtte være ligesom menneskene. Denne kultur blev derfor baseret på "øje for øje og tand for tand", på straf og hævn. Billedet af guddommen havde ikke meget med kærlighed at gøre, man så Gud som en stor hersker, som et vældigt, almægtigt væsen, som kunne straffe, dræbe og myrde, når som helst man ikke fulgte de foreskrevne love, som profeterne og Moses havde givet. For at dette kunne ændres måtte der ske noget, og ændringen eller den ny epoke begyndte i jødedommen.

Messias – verdensgenløseren

Der skete det mærkværdige, at der fødtes et menneske, der var meget anderledes end menneskene i almindelighed. Han viste sig allerede i 12-årsalderen at være meget klog på psykiske foreteelser, og da han som 30-årig stod i sin manddoms begyndende kraft, havde han en overvældende visdom, som ikke blot åbenbarede sig igennem hans tale og prædikener, men endnu mere i hans væremåde. Han var et mærkeligt menneske, der ganske afveg fra de jødiske love. De havde nok ventet, at der skulle komme noget, der kunne skabe en højere kultur, men at man skulle vende den højre kind til, når man blev slået på den venstre, at man ikke [slut på side 204] skulle straffe men tilgive i alle mulige situationer, det kunne ikke være rigtigt, det kunne en kultur da ikke bygges op på. Næsten hele Jesu liv var en modsætning til det, man plejede at leve på, og selvfølgelig kæmpede man imod denne mentale tilstand og regnede med, at det var noget, der måtte fjernes fra menneskeheden, det var en vildfarelse, og man korsfæstede Kristus.

Kristendommen vokser som en plante

På det tidspunkt da man korsfæstede Kristus, var sæden til den ny epoke allerede nedlagt i menneskene. Der var en hel del mennesker, i hvem Jesu ord, lignelser og væremåde var blevet til kendsgerning, var blevet til kød og blod, var blevet til deres liv. Vi så, hvordan de senere kunne lade sig henrette, korsfæste og kaste for vilde dyr, fordi de ikke ville fornægte dét, de havde oplevet. Således var en ny verdensepoke født i kød og blod. Den kunne ikke dræbes, den kunne ikke ødelægges, den var en plante, der voksede og voksede. Den voksede ud over jødedommen og ud til hedningerne, og her bredte den sig og gjorde de folk og stater, der accepterede den, til verdens største og stærkeste magter.

Jødernes skæbne og landflygtighed

Da jøderne ikke forstod det og endnu ikke var udviklede nok, degenererede jødedommen, og de kom i landflygtighed, som de tidligere havde været under deres særlige kultur i Palæstina. Undertiden var de i landflygtighed, til andre tider var de i deres eget land, men til sidst kom den store landflygtighed, hvor det jødiske folk blev spredt over hele verden. Hvad nu med dette, at de var det udvalgte folk? – Ja, vi kan ikke komme uden om, at de alligevel var så fremragende udviklet, at i dette folk kunne denne Messias fødes. Inden for denne kulturs område var der virkelig mennesker, der var så modne, at denne kosmiske sæd kunne nedlægges i dem.

Når vi ser på jødedommen, ser vi et fuldstændigt sidestykke til det, vi har set i vore dage. Vi ser en grusom tortering af og mishandling af jødernes krigsfanger, en grusom opførsel over for dem, de besejrede, akkurat ligesom vi har set det under anden verdenskrig, hvor kolossale grusomme kræfter i særlig grad blev rettet mod jøderne. Hvorfor blev de nu rettet mod jøderne? – Ja, nogle siger, at det var fordi de korsfæstede Kristus. Det var ikke derfor, men der var alligevel en særlig mening i det. Det var fordi, de ikke var udviklede nok, de havde ikke fået lidelser nok. De var ikke på højde med dem, der blev Jesu disciple og kunne derfor ikke være jordbund for denne nye sæd. Det kunne kun de inden for jødedommen, i hvem Jesu væremåde kunne opfattes som noget guddommeligt. Da de øvrige jøder ikke var modne til det, måtte det smuldre. Der var ikke noget grundlag for, at de kunne bevares som et folk, og derfor blev de spredt ud over hele verden.

En god jordbund for kristendommens videre vækst udenfor jødedommen

Verdenskulturen eller den kristne epoke fortsatte således igennem hedenskabet, altså igennem de stater uden for jødedommen, som nu er kristne. Navnlig her i Europa var disse stater på et stadium, hvor de var ved at være trætte af de gamle guder. Her var der mange mennesker, der var udviklet til at føle lede ved straf, drab og mord og en tilværelse, hvor de hele tiden skulle frygte og være bange. De var begyndt at vokse bort fra den gamle hedenske forestilling, og derfor var der her god jordbund for fortsættelsen, for den videre vækst af kristendommen. Den voksede frem til at blive det fundamentale for disse magters regeringer og lovgivning osv., men naturligvis kunne de ikke leve op til modellen. Kristus var modellen, og kernen i den nedlagte sæd var Jesu bjergprædiken, hans væremåde, hans opfattelse af de daglige situationer og af menneskenes indbyrdes forhold, at de skulle lære at [slut på side 205] elske hverandre, således som han elskede menneskene. Et hedensk folk kunne naturligvis ikke fuldstændig gå over til at efterleve modellen. Det er ligesom et lille barn, der skal lære at spille, det kan ikke blive virtuos lige med det samme, der må gå lange tider.

Religiøsitet baseret på instinkt og følelse

På trods af at mennesker i snart 2000 år har været indstillet på den kristne væremåde, har de endnu ikke nået den, da den stadigvæk ligger så højt. Desuden giver kristendommen ingen særlig videnskabelig forklaring på sin vejledning eller sine facitter. Den siger blot: "Du skal elske din næste som dig selv og Gud over alle ting". "Du må ikke stjæle, du må ikke lyve ", "Det man vil, at andre skal gøre imod os, det må vi gøre imod dem" osv., men den giver ikke en logisk forklaring på disse facitter.

I jødedommen havde man ikke evner til at bedømme guddommen på anden måde end, at han måtte være som menneskene i almindelighed dvs. hævnende og straffende. At Gud eksisterede, oplevede man med instinktet, og med følelsen forsøgte man at danne sig forestillinger og billeder, men det blev ulogiske fantasibilleder, selv om man mente, at det var logisk.

Materialismen er et led i kristendommens skabelse

Men menneskene skulle ikke blive stående på samme stadium med indskrænkede evner, og der udviklede sig i dem en evne til at analysere. De fik intelligensevne og begyndte at udvikle intellektualitet, og de blev derfor meget optaget af det, de kunne opleve igennem denne evne. En helt ny verden viste sig for dem. De havde hele tiden været indstillet på det åndelige, som de ikke i særlig grad kunne opleve realistisk, men nu blev de indstillet på en verden, som de kunne tage og føle på. Man kunne tilegne sig en kolossal mængde viden og oplysninger, her måtte vejen til Gud og livsmysteriets løsning ligge. Bevidstheden og interessen blev selvfølgelig tiltrukket og bundet af de områder, hvor man kunne komme til realistiske kendsgerninger, og områderne med overleveringer fra andre mennesker og det man skulle tro på degenererede. Her fik kristendommen en anden form, og her begyndte dette med Gud, et evigt liv, at man kunne leve videre efter døden, reinkarnation osv. at forsvinde. Det havde man ikke tid til at beskæftige sig med, man kunne få meget bedre oplysninger på den nye måde med f.eks. mikroskoper og store kikkerter. Man fik en masse andre apparater, og det blev ved med at vokse og vokse, og man nåede frem til at kunne beherske den fysiske verden. Man kunne beherske materien og lade naturens enorme kræfter arbejde for sig. Dette vældige område måtte selvfølgelig fuldstændig optage menneskene, og det skulle det også, det var ikke nogen synd, ugudelighed eller frafald, det var et led i kristendommens skabelse.

Følelses- og intelligenserfaringer

På det tidspunkt da Jesus blev født, havde man følelse nok til, at kristendommens højere etik kunne sås, men man havde ikke erfaringer nok til at kunne ændre sin væremåde til at være i kontakt med Jesu væremåde. Der måtte flere erfaringer til. Menneskene måtte erfare og prøve, hvad det vil sige at ignorere de gamle sandheder, at danne regeringer og forhold mellem staterne på rent materialistisk grundlag. Efterhånden som man ikke beskæftigede sig med religiøse ting, med Guddommen, blev det eneste virkelige fundament for kulturen og et lands beståen våben og militarisme.

Den materielle kulmination

Det drejede sig om at have de bedst mulige våben, og derfor koncentrerede man sig på at skabe de mest geniale mordvåben, og her opnåede menneskeheden sin allerhøjeste dygtighed. Det var kulminationen af den materielle udvikling, og denne epoke blev i høj grad opretholdt ved våbnenes magt. Mange mennesker [slut på side 206] blev undertrykt, og de stærke stater undertrykte de andre stater. Hvilke stater var det, der i særlig grad undertrykte de andre stater? – Ja, det var dem hvori kristendommen var sået. De kristne stater var blevet de stærkeste magter i verden. Det forekommer måske underligt, men det var et led i skabelsen af kundskab, det var et mægtig stort skoleområde, hvor menneskene fik lov at gøre, som de selv mente var rigtigt, hvor de fik lov at forlade profeter, hellige bøger og forskrifter og de psykiske principper for helt og holdent at stole på de materielle foreteelser.

En ny epoke i kristendommens skabelse

Da nåede menneskene frem til det nuværende stadium, der er en epoke i kristendommens skabelse, hvor man er ved at opleve, at der alligevel er en mening med livet. Man er kommet til et stadium, hvor man savner en mening med tilværelsen og har opdaget, det ikke kan være tilfældigheder, der regerer verden. Jo mere der forskes i mikrokosmos, makrokosmos og mellemkosmos, jo mere ser man, at naturens skabelse overalt i sit slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener. Man begynder at forstå, at tingene ikke er færdige, hvor der i naturens skabelse er lidelse, smerte, sorger og bekymringer. Menneskene er nu ved at afslutte en epoke, hvor de ikke kan komme længere ved den rent intelligensmæssige materielle forskning, der ikke giver dem det mindste holdepunkt for moral. At de kan bygge vældigt geniale maskiner, og at de kan veje sol, måne og stjerner og bestemme lysets hastighed giver dem hverken styrke eller mod, når de skal til at dø eller trøster dem i sorgen, når de mister nogen af dem, de holder af. De begynder at opdage, at mennesket ikke blot er en materiel ting, og de kommer ud for en masse ting, som videnskaben ikke kan hjælpe dem med eller give en forklaring på, fordi der ikke er nogen mulighed for at komme til det ad hjerne- eller intelligensmæssig vej. Hvad betyder det, at man er æret og anset, at man har en vældig materiel position og besidder mange penge og rigdomme, når det viser sig, at det ikke danner det mindste grundlag for fred i sindet? – Det kan glæde et menneske i en tid, men det skaber også lidelser, bekymringer og sorger, og man begynder at opdage, at man ikke kan komme til freden ad denne vej, og man ser da også, at menneskene er mere og mere imod krig.

Menneskets længsel efter fred

I menneskene bor der en vældig længsel efter fred. Der er intet menneskene hellere ville end at slippe for alle de enorme militærudgifter, at slippe for at have hær og flåde, at slippe for at være bange for krig. Denne fredstrang måtte udvikle sig i menneskene, for at de kunne blive fuldstændig modtagelige for kristendommen. De måtte komme til at forstå, at det at lyve og bedrage, at hæve sig op på andres bekostning er forkert, at straffe, myrde og henrette er ækelt og grusomt. Medfølelsen og medlidenhedsevnen har udviklet sig igennem alle krige, sorger og bekymringer, som menneskene har oplevet som et resultat af deres egne lidelsesvoldende handlinger. Jo mere man selv har lidt, desto bedre forstår man andre, der er inde i tilsvarende lidelser. Det var ikke nok, at der var blevet nedlagt en sæd i menneskeheden; der måtte komme en epoke, hvor der skulle gødes, graves og luges ligesom ude på marken. Det er nu blevet gjort. Menneskehedens mentalitet er blevet kulegravet ganske kolossalt, og i fremtiden bliver det ikke muligt for ukrudtet at vokse op og kvæle den kristne sæd.

Krigen vil udrydde sig selv

Vi vil endnu opleve en vis lidelsestilstand, men dermed vil krigen myrde krigen. Krigen vil komme til at ødelægge sig selv, og menneskeheden vil komme ind i en helt ny epoke, der vil blive båret af dette, at man ikke kan nænne at gøre ondt. De, der i dag kan nænne at gøre ondt, vil også blive forandrede, for når [slut på side 207] man gør ondt, er man imod hele universet, og så kommer lidelserne tilbage. Universet i sin helhed gør overhovedet ikke noget ondt, men fører alting frem til glæde og velsignelse. Universet eller naturen er i færd med at lære menneskene, at de ikke må dræbe eller bringe sorger og bekymringer over andre mennesker, men at de udelukkende er skabt for at være til glæde og velsignelse for alt levende. Vi er livets højeste væsener i mellemkosmos her på jordkloden, alle andre er efter os i udviklingen, og derfor kan Gud i størst udstrækning manifestere sig igennem os, og da ville det være godt, om Guds højeste manifestationsredskaber kunne blive til glæde og velsignelse. Denne længsel efter freden viser, at menneskene i virkeligheden meget gerne vil komme ind i en højere form for tilværelse, et langt skønnere liv, end det de nu har. Nu har de kendskab til krig, bedrageri, undertrykkelse, fattigdom, nød og elendighed, de har et overdådigt kendskab til alle disse realiteter, og derfor vil modsætningen virke som strålende lykke og salighed. Dette måtte til i den materialistiske epoke for at omdanne menneskene til at blive jordbund for den kristne sæd.

Den kristne sæd – Kristi væremåde

Hvad er så den kristne sæd? – Ja, der er allerede for længst givet en model. Kristi væremåde er i alle situationer modellen for det fuldkomne menneskes væremåde. Han var et væsen, der havde gennemgået den sidste udviklingsepoke på en anden klode, hvor han havde oplevet den store indvielse eller den store fødsel og var blevet mennesket i Guds billede. Dermed kunne han blive modellen for de jordiske mennesker, han kunne fødes her i verden og med sit liv være fuldstændig i kontakt med livets mening. Men én ting kunne han dog ikke være i kontakt med. Han måtte have en krop, der hørte denne verden til. I hans egen verden var der en fysisk organisme, der passede til hans væremåde. Den findes endnu ikke her på jorden, men den vil komme i den nu begyndende epoke.

Bebudelser om fremtiden

Denne nye begyndende epoke vil efterhånden bringe menneskene over i en human tilstand. Der har længe udviklet sig humane foreteelser, der er mange slags forsorg, hjælp til gamle, hjælp til syge osv., og det udvikler sig videre til denne nye kultur eller verdenstilstand, som er bebudet i form af "én ny himmel og én ny jord". Det er også bebudet, at der skal blive "en hjord og en hyrde", hvilket vil sige, at alverdens mennesker skal samles om den samme oplevelse af sandheden, guddommen og guddommelig væremåde. Det skal alverdens mennesker nå i den nu begyndende epoke, der vil blive en fredens epoke, der absolut vil adskille sig fra det, vi tidligere har oplevet. Vi ser på mange områder, hvordan Forsynet arbejder bagved, og nu er menneskene ved at være modtagelige for den sande kristendom.

Den kirkelige kristendom

Det var ikke den sande kristendom, der bevirkede, at vi kom ud i denne materialistiske tilstand, det var opfattelsen af, at Kristus var kommet til verden for at lide for de synder, som vi havde begået. Gud var en meget streng og straffende guddom, der forlangte, at det og det skulle opfyldes, og da menneskene ikke kunne det, mente man, at Kristus var kommet for med sin lidelsesfulde korsfæstelse at sone de synder, som menneskene havde begået, og dem de ville komme til at begå. En bedre opfattelse eller evne til at forstå havde man ikke, og det var en afsporing fra det virkelige. Det ville aldrig have fundet sted, hvis menneskene på det tidspunkt havde haft den udvikling, de har i dag.

I dag har menneskene nået en sådan udvikling, at kun videnskaben på det åndelige eller kosmiske område kan hjælpe dem. Den forklarer det af Kristi væremåde, som man dengang ikke forstod eller tog fejl af, fordi man følte, at det var umuligt at være som ham, der var som [slut på side 208] en guddom. Man havde ikke spor forståelse af lidelsens natur, og man kom ind på, at man kunne frelses ved nåde. Man havde ikke forståelsen af, at lidelsen var nødvendig, at den var et gode, og at kun kroppene var noget, der gik under, mens ånden vokser videre igennem livene.

Åndsvidenskabens epoke

Hele menneskeheden går nu ind i en epoke, hvor de store kræfter arbejder på at samle alverdens mennesker til ét folk, til én nation, om én Gud og én væremåde. Men hvordan kan det ske? – Ja, det kan aldrig ske så længe menneskene i øst og vest, i syd og nord har hver sin opfattelse. Hvordan skal menneskene få den samme opfattelse? – Naturen får det til at ske, den giver efterhånden menneskene i øst og vest, i syd og nord den samme viden og de samme erfaringer, oplevelser og kendsgerninger. Disse kendsgerninger udløser sig i slutfacittet, at Kristi væremåde er det fuldkomne menneskes væremåde, den er livets mening, og den væremåde Gud talte om, da han sagde: "Lader os gøre et menneske i Vort billede efter Vor lignelse".

Det skal blive til videnskab, at Kristi væremåde er modellen for det fuldkomne menneske i Guds billede. Det skal ikke være noget, som dét selskab eller dén religion mener; det skal være noget videnskaben siger. Når videnskaben konstaterer en kendsgerning, må den blive til kendsgerning for alle mennesker. 2 plus 2 er 4, det er det både for kristne, muhamedanere og alle andre mennesker. Således må også de store sandheder blive det samme for alle mennesker, men det kan de ikke blive, så længe de har forskellige meninger. Igennem erfaringerne og lidelserne åbenbarer sandheden sig, og man kommer til at indstille sig på et højere tilværelsesplan, og måden at leve på bliver til videnskab.

Åndsvidenskaben er født, der eksisterer en hel analyserække, som er tilgængelig for almindelig intelligens, og som kan kontrolleres af en sådan intelligens. Den viser på alle områder, hvordan alle naturens principper er inkarneret i Kristus, modellen for væremåde. Denne analyserække eller dette verdensbillede viser som en videnskabelig sandhed, at man skal være til glæde og velsignelse for alt levende, og at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv er alle loves fylde. Denne lov arbejdes der på helt nede i mineralriget, i planteriget, i dyreriget og fremme i menneskeriget bliver den udviklet til fuldkommenhed. Alt er baseret på at føre de levende væsener frem til denne tilstand at være mennesket i Guds billede. Når det bliver til mennesket i Guds billede, får det lov at opleve kulminationen af lys i den materielle verden, og når det er færdig med denne verden, får det lov at fortsætte i de allerhøjeste verdener. Indgangen til de højeste verdener er dette, at man bliver ét med Gud. Så længe man ikke er det, må man være her, hvor man mærker lidelser, sorger, bekymringer og frygt, der netop er udtryk for, at man ikke er ét med Gud. Det menneske, der er ét med Gud, forstår det hele, det forstår sine fjender så vel som sine venner, og for disse fjender stråler det med kærlighed lige så vel som for sine venner. Det har overhovedet ingen fjender, for det er noget, vi selv bestemmer. Vi kan ikke bestemme, om andre vil have os til fjender, men vi kan bestemme, at ingen andre er vore fjender. Det bor i det fuldkomne menneske, det har i sig denne tilstand. Det er frugten af den sæd, der blev nedlagt i Betlehem, og som kom til udtryk i Jesu væremåde, og som nu igennem snart 2000 år har ført menneskene fremad.

Hvorfor kristendommen ikke giver oplysninger om reinkarnation

Hvordan kunne kristendommen føre menneskene ud i et materielt stadium? – Det kunne den, fordi den ikke gav oplysninger om reinkarnation. Den skulle kun give oplysninger om det ene liv, og derved kunne menneskene uden de mange liv ikke få den rigtige forklaring på livets mysterium. Kristus kendte udmærket til reinkarnationen, men det skulle menneskene [slut på side 209]ikke, for så ville de ligesom i østen blive ved med at være religiøse og ikke give sig fuldstændig hen i materien. Men netop ved at kristendommen var bygget på denne måde, måtte det ende med, at menneskene til sidst fuldstændig hengav sig til materien og derved kom til at opleve kulminationen af mørket og af, at man ikke kan klare sig uden at have forbindelse med Gud og de højere verdener. Derved bliver de modne til at kunne lytte til den endelige kristendom eller åndsvidenskaben.

Den tredje epoke i kristendommens skabelse

Åndsvidenskaben er ikke åndsvidenskab, hvis den ikke på alle punkter bekræfter Jesu bjergprædiken; kun dér er den i kontakt med livets mening. Der hvor menneskene søger at opfylde Jesu væremåde, at have ham til model og gøre ligesom han i de særlige daglige situationer, dér er den ny kultur allerede ved at skabes. Det er det, Kristus kalder himmeriges rige, det er den sande kristendom, den sande guddommelige væremåde, den sande kærlighed til næsten. Når den kommer rigtigt frem i alle mennesker, lever vi en helt anden tilværelse, der ikke er til at kende igen. Menneskene er blevet til engle eller guddommelige væsener. Vi vil leve i en ny materiel verden, i hvilken alle jordens værdier er tilgængelige for alle i kraft af en retfærdig verdensadministration. I verdensstaten lever ingen på andres bekostning, her er der en helt ny åndelig opfattelse, hvor man er ét med Gud og den åndelige verden og lever i kontakt med livets største love.

Det Tredie Testamente

Vi ser således, at det sidste stadium i den kristne verdensepoke, den nye verdenskultur allerede er indbygget i de tidligere kulturer. Kristendommens verdensepoke består af tre store stadier, hvor det første udgøres af Det Gamle Testamente og jødedommen og det andet af Det Nye Testamente og kristendommen, hvor den materielle tilstand skulle udvikles. Det tredje stadium er Det Tredie Testamente eller åndsvidenskaben, som vil danne grundlag for menneskets videre udvikling og garantere, at menneskene indenfor denne epoke vil komme til at blive ét med Gud.