Kristi genkomst

Hvad er det, Kristus har udtrykt under begrebet ”genkomst”? - Som vi har set, har han ikke sagt, at han atter kommer igen som en fysisk person, prædiker ordet, laver mirakler og skal ses af hele folket både her og der. - Nej. Han har tværtimod advaret menneskene imod denne antagelse. Når han ved denne ”genkomst” hverken kan findes i ørkenen eller i kamrene og heller ikke findes hverken her eller der, kan hans genkomst absolut ikke være som en Kristus i form af en almindelig fysisk person. I så tilfælde måtte han være let at finde og genkende et eller andet sted. Han advarer stærkt imod at tro på dem, der kommer og siger, at de er Kristus eller siger, at han findes her eller der. Hans virkelige genkomst skal således ikke i nogen særlig grad være af fysisk natur. Han kommer ikke mere på jorden for at være en for alle fysisk synlig åndelig autoritet og fortæller, at han er Kristus. Han kommer ikke mere for at være et fysisk synligt tilbedelsesvæsen og styrke sin guddommelige autoritet ved mirakler og sit kærlige væsen.

Tiden står ikke stille. Og Guds skabelse af mennesket er nået frem til et langt højere udviklingsstadium, hvor menneskeheden kan begynde at modtage ”det meget”, Kristus endnu ikke kunne fortælle i sin tid i Palæstina. Når kristendommen i dag ikke tilfredsstiller de humant og intelligent udviklede mennesker, skyldes det dens uintellektuelle tilstand. Disse kristendommens lignelser passer glimrende til begyndende humant udviklede, men endnu uintellektuelle mennesker på Jesu tid. Men de to årtusinder, der nu snart er gået siden den uintellektuelle kristendoms fødsel, er begyndt at forandre mange menneskers humane følelse og intelligens fra primitivitet til intellektualitet. Og denne udvikling vil snart komme i stærk vækst. For disse mennesker er den uintellektuelle kristendom kun dogmer eller påstande, da der ikke for den er ført logiske udredninger eller bevisførelser til støtte for kristendommen som kendsgerning. Men det var denne mangel, Kristus var på det rene med, at den uintellektuelle kristendom ville afføde for fremtidens mennesker. Og det var derfor, han bebudede, at kristendommen i hele sin sandhed ville blive åbenbaret senere for menneskene, når tiden herfor var inde. Og det er denne bebudelses opfyldelse eller virkeliggørelse, der er blevet kaldt ”Kristi genkomst”. Denne genkomst er altså kristusmissionens videreførelse fremover til sit færdige stadium, der vil være det samme som menneskenes indvielse i hele kristendommens mysterium, der er det samme som livsmysteriets løsning. Det er således ikke selve Kristi fysiske identitet, der skal være det primære i hans såkaldte ”genkomst”. Han udtrykker meget bestemt, at det er ”den hellige ånd”, som Faderen i hans navn skal sende til menneskene. Denne ånd, som Kristus også udtrykker som ”sandhedens ånd”, skal vejlede menneskene til hele sandheden. - Hvad er det for en sandhed, denne ånd skal lede menneskene til? - Er det ikke netop kristusmissionen, der skal føres videre? - Siger ikke netop Kristus, at den skal tage af hans viden og give menneskene? - Hvad kan det være andet end den viden, han i sin tid bebudede menneskene senere hen, da de under hans fysiske inkarnation på jorden ikke var udviklede nok til at kunne antage alle kristendommens gigantanalyser, der er selve verdensaltets analyser? - Han siger ikke, at han selv fysisk kommer og fortæller menneskene dette. Han siger derimod, at Gud skal sende ”den hellige sandhedens ånd” til menneskene. - Men hvad er i realiteten det, der udtrykkes under begrebet ”ånd”? - Ånd er erfaringer, tanker og viden. Den hellige sandhedens ånd er altså det samme som hellige erfaringer, tanker og viden. Men hvad er hellige tanker og viden? - Er det ikke netop de allerhøjeste oplevede erfaringer, tanker og viden, som udtrykker ”Guds eksistens” og ”livsmysteriets løsning” og dermed ”alkærligheden” som livets evige fundament som kendsgerning og ”væsenernes oplevelse af udødelighed og evig eksistens i Guds billede efter hans lignelse”? - Hvilke tanker kan være højere og mere hellige eller rene end selve disse tanker som videnskab eller kendsgerning i renkultur og dermed være den absolut evige, urokkelige sandhed om livet? - Var det ikke netop dette, Kristus bebudede, at Gud ville sende menneskene denne højeste guddommelige sandhedens ånd, der kun kan være den allerhøjeste sandhed eller videnskab om livet? - Kristus siger ikke, at han selv personligt som en fysisk Kristus vil give menneskene denne høje viden. Han siger, at Gud skal sende menneskene denne viden, hvilket igen vil sige, at Gud vil give menneskeheden denne højeste, hellige viden som en kosmisk videnskab, som er forståelig for mennesker med udviklet humanitet eller alkærlighed, intelligens og intuition.

Denne talsmanden, den hellige ånd eller ”Kristi genkomst” er ”kristendommen i intellektualiseret form”, der igen er det samme som ”livsmysteriets løsning”.

”Kristi genkomst” er altså en viden eller videnskab, Gud vil lade opstå i menneskeheden, når den befinder sig i ragnaroks mørke. Siger han ikke netop: ”Men når I høre om krige og krigsrygter, da lader eder ikke forskrække, thi det må ske; men enden er ikke endda. - Thi folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, og der skal være jordskælv her og der, og der skal være hungersnød og oprør. Dette er veernes begyndelse” (Mark. 13,7-8). - ”Og evangeliet”, altså den ”hellige ånds budskab”, ”bør først prædikes for alle H 22 folkeslagene” (Mark. 13,10).

Vi kan ikke komme nærmere ind på dette emne her. Vi kommer tilbage til det senere. ”Sandhedens ånd” vil således også fortælle menneskeheden om mørket eller djævlementaliteten. Det er ikke nogen ringe verdensgenløsningsbegivenhed, der allerede er begyndt at forestå, og hvis veer allerede er i gang. Men selv om det er kulminerende djævlebevidsthed, så er det i absolut forstand ikke helvede eller noget absolut ondt. Menneskeheden er inde i en ”pyramideindvielse”. Ligesom aspiranten i sin tid til denne pyramideindvielse for at kunne blive ypperstepræst og farao måtte finde igennem pyramidens mørke gang, før han nåede op i kongeværdighed, således må mennesket i dag passere mørkets kulmination, men for åbent tæppe, for at blive et kristusvæsen, blive ét med Gud i hans ”billede efter hans lignelse”.

Kristi genkomst skulle blive den høje, gigantiske viden om kristendommen, som menneskene i sin tid ikke var udviklede eller begavede nok til at kunne modtage. Men denne genkomst drejer sig altså ikke om hans fysiske fremtræden med mirakler og bjergprædikener og fremtræden som model for menneskenes kommende væremåde. Han behøver som før nævnt ikke en gang til at vise menneskene, at han kan tilgive selv en korsfæstelse fra sine bødlers side. Det har han i overdådig grad allerede bevist ved sin tidligere fysiske inkarnation. Kristus nævner slet ikke, at hans såkaldte ”genkomst” skal være rent fysisk. Han udtrykker derimod denne som ”talsmanden, den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære eder alle ting og minde eder om alle ting, som jeg har sagt eder”. - Han gentager endnu engang: ”Men når han, sandhedens ånd kommer, skal han vejlede eder til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og om de kommende ting skal han forkynde eder. Han skal herliggøre mig, thi han skal tage af mit og forkynde eder. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde eder”. Hvorfor nævner han ikke sig selv her? - Hvem er denne ”talsmanden, den hellige ånd” eller sandhedens ånd, som Faderen vil sende i Kristi navn, og som skal tage af Kristi kosmiske visdom, som altså er Faderens visdom, og vejlede menneskene til hele sandheden? - Hvad er ”hele sandheden”? - Er det ikke den resterende del af kristusforkyndelsen, som menneskene ikke var begavede eller modne nok til at kunne modtage på Jesu tid, og hvorfor han måtte bebude dens forkyndelse til en senere tid? - Hvorfor nævner han ikke sig selv som den, der i fysisk skikkelse og fremtræden skal åbenbares for menneskene som Kristus? - Det sker udelukkende, fordi menneskene ikke mere trænger til en Kristus i fysisk manifestation. Hvad ville det nytte, at Kristus som en fysisk mand kom og fortalte menneskene, at han var Kristus? - Ja, selv om han lavede mirakler, ville man være umådelig skeptisk og overhovedet ikke tro på ham og i særdeleshed ikke, da fremtidens mennesker ikke kan føres ved tro, men kun ved virkelig viden og kendsgerninger. Ser vi ikke netop i dag, at millioner af mennesker for længst har tabt troen på Kristus? - Ja, der er dem, der benægter, at han overhovedet har eksisteret, men denne benægtelse skyldes kun disse menneskers religiøse instinkts totale forfald og en forvokset intelligens i forhold til human følelse. Den fysiske side ved kristusmissionen udførte Kristus med sin fysiske væremåde som model for den væremåde, menneskene efterhånden vil blive udviklet i for at blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Han udførte den i en så høj grad, at han på Golgatas kors under kulminationen af livets største smerte kunne tilgive sine bødler og bede: ”Fader! forlad dem! thi de vide ikke, hvad de gøre” (Luk. 23,34). Menneskene ved ikke, at med disse ord lagdes grunden til en hel ny verdenskultur, en verdenskultur i alkærlighed. Kristus behøver ikke mere at demonstrere den virkelige kristne eller kosmiske væremåde, der skal til for at opfylde Guds plan og gøre væsenet til det færdige menneske i Guds billede. Den har han i overdådig alkærlighed fuldbragt. Det drejer sig nu mere om den ånd, kraft og herlighed, som forekommer bag denne hans verdensgenløsnings mission, som han påbegyndte i Palæstina. Det drejer sig i dag om ”det meget, han havde at sige”, men som hans disciple og den øvrige menneskehed ikke kunne fatte eller forstå, da han fysisk vandrede på jorden som Kristus. Det meget, han dengang havde at sige, men måtte undlade at gøre på grund af menneskenes uintellektuelle tilstand, udgør netop det, der nu skal til at være den ny verdensepokes åndelige livsfundament. Det er en videnskabelig eller intellektuel forklaring af de store sandheder, som Kristus i sin tid måtte nøjes med at udtale som påstande, og som menneskene i dag kun opfatter som blot og bar tvivlsomme, fordi de netop er uden intellektuel underbygning eller bevisførelse. Den ny verdensepokes livsfundament vil altså blive kristendommens videreførelse ind i sin intellektuelle åbenbaring eller afklaring. Den vil fortsætte som en åndelig videnskab, altså en åbenbaring af kendsgerninger, der er tilgængelige for et sansesæt, der har en udviklet næstekærlighed eller alkærlighed, intelligens og intuition. I den ny verdensepokes begyndelse, som mange mennesker allerede er fremme i, vil der opstå mørke karmabegivenheder, der netop vil udvikle de nævnte sanser til en sådan kapacitet, at de vil acceptere denne kristendommens videnskabelige eller intellektuelle afklaring som livsfundament og føre dem frem til kosmisk bevidsthed, der gør mennesket til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse.