Martinus tale til præsterne på Island

Næste dag skulle jeg holde mit sidste kursusforedrag. Men rent bortset herfra var jeg af Islands biskop inviteret til et samvær samme dag med landets præster, der var samlede i Reykjavik til en synode. Lidt før kl. 15.00 kom pastor Arelius Nielsen og hentede mig i sin bil og førte mig til universitetet, hvor samværet skulle foregå i studenternes store spisesal. Her blev jeg præsenteret for Islands nye biskop, som bad mig til sæde ved sin højre side ved et af de meget lange kaffeborde, som fyldte den store sal. Ved min højre side havde jeg min sags gode ven pastor Arelius Nielsen. Ved kaffebordet blev jeg af biskoppen præsenteret for de tilstedeværende islandske præster, hvilket vil sige omkring et hundrede personer. Til stede var også en islandsk professor i teologi fra Amerika, samt en dansk præst. Jeg må også tilføje, at den islandske biskop selv har været professor i 25 år, før han blev biskop. Det var en ejendommelig oplevelse for mig, der aldrig selv har fået nogen som helst akademisk uddannelse eller nogen som helst anden form for religiøs undervisning end den, man i en primitiv skole på landet får gennem opremsning af salmevers og skriftstederne i Luthers Katekismus, at sidde over for denne lærde forsamling af universitetsuddannede, autoriserede sagkyndige i Kristendom. Biskoppen havde opfordret mig til om lidt at give denne forsamling et lille glimt ud fra mit eget syn på livet. Jeg betragtede disse mange forskelligt prægede præsteansigter meget nøje og tænkte på, hvordan man nu ville reagere over for mit syn på det fundamentale emne, som jeg om lidt skulle give den store præsteforsamling. Pastor Arelius gættede mine tanker og hviskede kærligt til mig: ”Ja, De behøver jo ikke at være bange for, hvad De skal sige til os, thi De er i så rigt mål gennemstrømmet af den hellige ånd, så De vil altid kunne sige det rigtige, selvom De eventuelt slet ikke skulle være forberedt”. Han havde allerede i forvejen givet mig et lille vink om, at man gerne ville høre lidt om mit syn på Kristus. Og så kom det øjeblik, da biskoppen gjorde bekendt, at jeg ville tale til forsamlingen. Der blev meget stille, og jeg gav et koncentrat af mit syn på Kristus så godt, som det nu kunne lade sig gøre på de ca. 20 minutter, der var givet mig til mit foredrag. Jeg må dog her indskyde, at da mit foredrag udelukkende blev holdt pr. intuition og ganske uden manuskript, kan jeg ikke her gengive det ordret. Dog skal jeg forsøge at gengive mit syn på Kristus i en ordform, der ligger så nær den anden, at dér, hvor den eventuelt ikke udtrykkes ved de samme ord, så dog ord, der siger det samme som de, der blev benyttet ved foredraget, og hvorved helhedsindtrykket af dette er bevaret. Jeg begyndte med at forklare, at jeg ikke på nogen måde kunne acceptere den ortodokse opfattelse, at Kristus kom til verden for at påtage sig straffen for menneskenes synder, og at enhver kunne blive fri for at få virkningerne af sine slette handlinger, fordi Kristus var blevet korsfæstet. En Gud, der ikke kan tilgive en synder, uden at straffen for hans forseelse skal udløses på et andet menneske, som er ganske uskyldigt i den givne forseelse eller synd, elsker hverken synderen eller det uskyldige menneske. Hvis han virkelig elskede synderen, ville han tilgive ham ganske uden at forlange straffen for hans forseelse påført et andet menneske. Og hvis han elskede den uskyldige, ville han umuligt kunne tillade, at denne skulle lide straf for en synd, han aldrig havde begået. Det vigtigste for denne Gud er således hverken synderen eller den retskafne, men derimod udløsningen af straffen. Denne skal for enhver pris udløses; kan den ikke udløses på den skyldige, må den udløses på den uskyldige. Det er altså hovedbetingelsen for ”syndernes forladelse”. Men en synd er jo ikke forladt eller tilgivet, når straffen for den ikke er ophævet. At lade en uskyldig lide straffen for den skyldiges forseelser er kulminationen af uretfærdighed, også i tilfælde, hvor den uskyldige frivilligt gerne vil påtage sig den. Den ortodokse, kirkelige syndsforladelsesopfattelse lader således Gud komme tilsyne som et ganske uretfærdigt væsen, totalt blottet for kærlighed til de levende væsener, men derimod med en så urokkelig vilje og lyst til at se udløsningen af straf og lidelse over de samme væsener, at han urokkeligt kun fritager et væsen for lidelse ved at overføre den til et andet væsen. En sådan Gud har altså aldrig nogensinde ophævet virkningerne af eller straffen for nogen synd. Hvis en mand ikke kan betale sin kreditor det pengebeløb, som han skylder ham, men der kommer en anden mand, som betaler gælden for ham, er det denne mand og ikke kreditoren, der har eftergivet gælden. Ligesom kreditoren her ikke har givet afkald på sit tilgodehavende hos debitor, således har Gud i den førnævnte syndsforladelsessituation heller ikke givet afkald på straffen over for synderen. Han lader bare en anden gengælde. At en sådan syndsforladelsesopfattelse ikke kan overleve udviklingen af logisk tænkning og voksende retfærdighedssans hos menneskene turde være en selvfølge. At en livsopfattelse, der i sine dybeste, logiske konsekvenser lader Gud blive et væsen, der hverken er retfærdig eller kærlig, og hvis højeste, ufravigelige mål og interessesfære er straf eller lidelse over de levende væsener, umuligt kan danne basis for en guddommelig verdenskultur eller opfyldelsen af juleevangeliets fred på jorden og den heraf følgende store velbehagelighed for menneskene, turde ligeledes ufravigeligt være givet.

Nej, Kristi mission var ikke dette at lade sig slagte eller korsfæste for at formilde en vred og hævngerrig Gud, lige så lidt som det var for at opdrage menneskene til ikke at tage konsekvenserne af deres forkerte eller slette handlinger. Livet selv udvikler eller opdrager alle levende væsener til at tage konsekvenserne af deres handlinger. Kommer et menneske salt i sin kaffe i stedet for sukker, må det finde sig i, at kaffen bliver salt. Og således vil alle mulige ubehageligheder i et væsens skæbne udelukkende kunne føres tilbage til den samme årsag. Det har været uvidende og handlet forkert. Disse forkerte handlinger udløser virkninger, der ligesom fejltagelsen med saltet, bliver af ubehagelig natur. Men denne ubehagelige natur, der ofte kan udløse sig i en kulmination af ulykke og lidelse, giver hele fundamentet for det, vi kalder udvikling. Fejltagelsernes ubehagelige virkninger afføder visdommen. Fejltagelserne og visdommen vil således uundgåeligt gennem reinkarnationen forvandle det nuværende ufærdige menneske til ”Mennesket i Guds billede”. Dette mål er anderledes en Gud værdig, end det førnævnte, perverse mål, at fritage skyldige mennesker for straf ved at overføre den til et uskyldigt menneske. Men hvordan bliver menneskene kendt med ”Guds billede”? Ja, var det ikke derfor, at dette måtte åbenbares i kød og blod? – Var det ikke meget strengt nødvendigt, at der fødtes et menneske, der helt kunne udtrykke Guds billede i tanke, sind og væremåde? – Og er Jesus Kristus ikke åbenbaringen af dette billede? – En væremåde, der aldrig i nogen som helst situation kan udløse vrede over for nogen eller noget, en væremåde, der kan tilgive sin næste ikke blot syv gange dagligt, men tilgiver ham indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange dagligt, en væremåde, der vender den højre kind til, når dens ophav bliver slået på sin venstre, en væremåde, i hvilken det er saligt hellere at give end at tage, en væremåde, i hvilken dens ophav hellere selv vil lide, end at andre skal lide, en væremåde, i hvilken man aldrig i nogen situation kan dømme andre væsener til straf og lidelse, en væremåde, i hvilken man på korset i kulminationen af de sværeste lidelser med de sidste rester af sine døende kræfter kan kærtegne sine bødler eller korsfæstere med sit inderligste ønske om, at disse ikke selv skal komme til at gå disse lidelser igennem, en væremåde, indenfor hvilken man ved, at alle dem, der påfører andre væsener lidelser og smerte, i virkeligheden slet ikke ved, hvad det er, de gør, og derfor i realiteten ikke er ”syndere”, men uvidende og dermed ufærdige mennesker i Guds skabelse af mennesket i sit billede og således kun kan betragtes som yngre brødre, en væremåde, der ser, at alt i øjeblikket er et stadium i opbygningen af himmeriges rige på jorden, det er åbenbaringen af Guds billede. Det er kosmisk bevidsthed. Det er Kristus. Det er ikke så mærkeligt, at Kristus kunne sige ”Jeg og Faderen, vi er eet”. At et sådant Guds billede, manifesteret i kød og blod, manifesteret i fysisk væremåde, må få det gamle hedenske gudebillede med sin vrede, straf og evig fortabelse over syndere til at blegne, synke i grus, opløses og forgå, turde vel også være selvfølgeligt. Når et menneske i kød og blod kan udvise en så ophøjet, fuldkommen bevidsthed i kulminerende kærlighed, må Guddommens bevidsthed eller stråleglorie være mindst ligeså funklende og lysende. Kristi mission var således at åbenbare Guds billede på jorden. Kristus er det fuldkomne menneske. Han er den model for guddommelig væremåde, efter hvilken al menneskelig væremåde må opbygges. Derfor er han vejen, sandheden og livet for alverdens endnu ufærdige mennesker. Uden denne væremåde ingen som helst fred i sindet, ingen fred mellem nationer og racer, ingen afskaffelse af sygdom, nød og elendighed. Livet selv bearbejder og modner mennesket til denne væremåde, men den dag, det selv kan begynde at være medvirkende til at gøre denne væremåde til talent og vane, da begynder det allerede at opleve himmeriges rige i sit eget indre. Og i samme grad som himmeriges rige vokser i dets indre, i samme grad er det selv ved at blive en Kristus eller ”Mennesket i Guds billede”.

Min tale vakte stærkt bifald, og biskoppen takkede mig for foredraget og sagde: ”Det kom fra hjertet, det kunne man mærke”. Herefter kørte Arelius Nielsen mig tilbage til min bopæl. Og hermed var jeg blevet en ejendommelig oplevelse rigere.