De kosmiske analyser i praksis

Jeg er blevet opfordret til at fortælle om, hvordan jeg har anvendt Det Tredie Testamentes analyser i mit daglige arbejde som tandlæge. Hvordan jeg gik ud fra dem, når jeg behandlede mennesker, der var blevet syge af amalgam. I bogen Strukturen. At praktisere Det Tredie Testamente (som kan downloades gratis fra livetsskole.info) har jeg allerede beskrevet, hvordan jeg anvendte analyserne i min forskning. Den del har jeg derfor udeladt her.

Baggrunden for, at jeg begyndte at anvende analyserne i min tandlægepraksis, var, at jeg havde opdaget, at der fandtes en forfatter ved navn Martinus, som havde skrevet Livets Bog. Efter at have læst Livets Bog og alt, hvad Martinus havde skrevet, var jeg kun optaget af én ting, nemlig hvordan man kunne bruge analyserne i praksis. Til at begynde med var jeg naivt gået ud fra, at man kunne lære mere om dette på Martinus Center i Klint. Jeg blev dog hurtigt klar over, at man her udelukkende koncentrerede sig om undervisning og absolut ikke interesserede sig for at praktisere analyserne og den næstekærlighed, som var resultatet. Jeg blev tværtimod vidne til, at man på Martinus Center Klint ofte behandlede mennesker dårligere end i almindelige virksomheder og organisationer uden for Centeret.

På et tidspunkt i begyndelsen af 1980 ’ erne indså jeg klart, hvordan situationen kunne ændres og analyserne kunne praktiseres i Klint. Interessen for dette var dog praktisk talt lig nul. Det gjaldt nærmest alle, herunder rådet (bestyrelsen) og de øvrige medarbejdere på Martinus Institut samt alle andre, der interesserede sig for Martinus’ værk. Holdningen var, at det var interessant at høre om Det Tredie Testamente, men at vide, hvordan man kunne praktisere analyserne, var ikke interessant. Martinus havde ganske vist udtrykkeligt forpligtet rådet til at arbejde efter analyserne, men det valgte man at se bort fra.

Med hjælp fra Rolf Elving, der – som en af de få undtagelser – forstod mit anliggende, udarbejdede jeg 1982-1983 en skitse, der viser, hvordan det rent praktisk kan lade sig gøre at tilrettelægge arbejdet i Klint i overensstemmelse med analyserne (jf. Strukturen. At praktisere Det Tredie Testamente).

Da vejen til at afprøve analyserne i Klint og på Martinus Institut var lukket, besluttede jeg at efterprøve de kosmiske analyser i forbindelse med arbejdet i min tandlægepraksis. Analyserne omfatter jo overhovedet alt, hvad der findes. De hviler på universelle love – livets love – og bør derfor kunne anvendes inden for ethvert område, hvor vi tænker og handler. Jeg ville vide, om det virkelig gik an at basere sin praktiske handlemåde på dem, og hvordan man – for at følge dem – i givet fald skulle tænke og handle. Jeg havde behov for praktiske erfaringer, for jeg ønskede at vide, ikke tro.

Jeg opdagede, at jeg i min tandlægepraksis allerede havde indført en del af principperne 10 år tidligere. For eksempel livsenhedsprincippet, der viser, at den enkelte har et ansvarsområde at tage vare på, og at jeg derfor kun greb ind, hvis der opstod et problem, eller hvis nogen havde brug for hjælp. De ansatte havde ansvar for det område, der interesserede dem mest. Én var ansvarlig for patientjournalerne, indkaldelser m.m., en anden sørgede for, at vi aldrig manglede materialer og håndterede indkøb, og én var ansvarlig for apotekervarer, bedøvelsesmidler og medicin m.m. Tilsvarende hvis der kom kritik fra en patient, en leverandør eller andre, da var det mit ansvar, og da tog jeg hånd om det. Det var meget sjældent, jeg behøvede gøre noget. Medarbejderne voksede med opgaven og håndterede alt helt perfekt.

Jeg spurgte f.eks. alle nyansatte, ”hvem er chef i denne praksis”? Alle svarede, at jeg var chefen. ”Helt forkert”, var mit svar. Det er patienterne, der er chefen. Det er vores opgave sammen at sikre, at de får den bedst mulige behandling. Opstår der tvivl om, hvad vi skal gøre, er det altid patientens bedste, vi skal tage hensyn til.

Målet for patientbehandlingen havde jeg også fastlagt langt tidligere, og formulerede det på den måde, at “den bedste tandpleje er ingen tandpleje”. Jeg var meget omhyggelig med at informere patienterne om, hvordan de skulle undgå at få karies eller paradentose. Efter omkring 4-5 år havde de fleste af mine patienter ikke længere huller, de var blevet kariesfrie.

Det var fantastisk, når patienterne vendte tilbage efter et halvt eller helt år uden nye huller. De modtog da en "guldtandbørste” som belønning og blev stolte over, at det var lykkedes.

Mange af mine kolleger mente, jeg var skør, når jeg fjernede grundlaget for det, vi levede af. Nemlig dårlige tænder. Det viste sig imidlertid, at rygtet spredte sig, at de patienter, der gik hos mig, fik færre huller, og at behandlingen dermed blev billigere og bedre. Det resulterede i, at jeg i stedet for færre patienter fik mange flere, som for det meste blot skulle have et eftersyn og en tandrensning. Det var positivt for alle.

Behandling af amalgamforgiftede

Min forskning viste mig, at amalgam er giftigt. Det var mine patienter, der bragte mig på sporet. Det var en længere proces for mig helt at forstå dette, og den indeholdt mange små skridt og fejltrin undervejs, som jeg vælger at springe over her for ikke at gøre artiklen for lang. Den afgørende hjælp modtog jeg fra en kvinde på over 90 år. Alma Nissen hed hun. Hun havde helbredt sig selv og mange andre gigtpatienter og havde et kursted, hvor hun helbredte mange "uhelbredelige" sygdomme. Hun lærte mig det grundlæggende, hvordan jeg skulle tænke. Hun så helheden og havde tre grundregler, der var udgangspunkt for hver ny behandling:

1. Fungerede mave og tarm? Gik patienten på toilettet mindst en gang om dagen. Var man forstoppet, og det er mange syge mennesker, er man som en levende skraldespand. Man går omkring med skadeligt affald uden at kunne skille sig af med det.
2. Det er vigtigt, at patienten undgår rygning, indtagelse af snus, alkohol, medicin, kemikalier og junk food. Med andre ord undgår alt, som er skadeligt for kroppen, herunder også negative tanker.
3. Det gjaldt for patienterne om at spise den absolut bedste og sundeste føde, som de kunne tåle. I starten skulle man gå forsigtigt frem og ikke straks skifte til en fiberrig vegetarisk diæt. Alma brugte derefter meget frugt, afkog af grøntsager og hvidløg. Kosten var altid vegetarisk, men varierede alt efter patientens tilstand og sygdom. Hun brugte ofte en faste med vegetabilsk afkog til at begynde med.

Alma var altid meget positiv og hjælpsom, men også meget beslutsom, og fulgte man ikke hendes anbefalinger, ville hun ikke tage ansvaret for behandlingen.

Alma var gode venner med Martinus.

Den første patient kom til mig i midten af 1970'erne, inden jeg vidste, hvem Martinus var. Hun kom stavrende på krykker og hævdede at være forgiftet af amalgam. Jeg svarede, at efter hvad jeg havde lært på universitetet, var amalgam stabilt og uskadeligt. Mine patienter plejede dog ikke at lyve overfor mig, og jeg lovede derfor at fjerne hendes amalgam. Til gengæld lovede hun at fortælle mig, hvad der skete efterfølgende, og om hun fik det bedre eller ej.

Et år senere kom hun tilbage og fortalte, at nu kunne hun gå! Jeg havde da helt glemt, at hun brugte krykker et år tidligere. Det var en øjenåbner. Der kom flere syge, og jeg opdagede efterhånden, hvad jeg skulle gøre for at beskytte patienterne så godt som muligt undervejs i behandlingen, og hvordan vi fik de bedste resultater, det bedste helbred.

Når jeg modtog en ny patient, var det typiske forløb, at jeg i begyndelsen blot talte med dem, der var syge af amalgam. De sagde uden undtagelse, at de ville have fjernet (saneret) deres amalgam. Jeg spurgte dem da, om de ville have fjernet deres amalgam eller blive raske? Hvis de blot ville have fjernet deres amalgam, kunne de gøre det hos deres faste tandlæge. Ville de derimod blive raske, måtte de hjælpe til selv og gøre det meste. Jeg kunne blot fjerne amalgamet og dernæst hjælpe ved at dele mine erfaringer.

Dét overraskede patienterne. Sådan havde ingen tidligere talt til dem, at de selv kunne hjælpe med at blive raske. Og da de alle ønskede at blive raske, hjalp de gerne til. Jeg fortalte, at der kun var én virkelig specialist i deres sygdom, og det var hverken deres læge eller en eller anden professor eller mig. Det var dem selv. Kun de vidste med sikkerhed, hvordan de havde det, og hvad der hjalp, og hvad der ikke hjalp. Vi måtte derfor samarbejde om, at de blev raske, og de måtte være helt ærlige over for mig og fortælle, hvordan de reagerede. Ellers var der risiko for, at jeg begik fejl. De sygdomsramte patienter blev overraskede, og jeg bemærkede, at der blev tændt et håb hos dem. Gennemsnitligt havde de været syge i 10 år og mødt mange læger, modtaget mange forskellige behandlinger og medicin uden at få det bedre. Ofte var de tværtimod blevet dårligere.

Der er normalt behov for en virkelig krise, hvis man skal ændre sin tænkemåde. Jeg havde patienter, der havde gået hos mig i lang tid, og som sandsynligvis var syge af amalgam, men næsten ingen af dem var interesserede i at erstatte amalgamet med et ufarligt materiale. De var ikke tilstrækkeligt syge. I jo længere tid de havde været syge, og jo alvorligere sygdomsforløbet havde været, jo lettere var det at få dem til at tænke anderledes og selv hjælpe til. Af de flere hundrede patienter, jeg havde, nægtede kun én at ændre sig – en kæderyger – og jeg afslog derfor at behandle hende. Jeg vidste, at resultatet ikke ville blive godt.

For alle andre stillede jeg følgende krav, som de måtte opfylde, for at jeg kunne hjælpe dem.

De skulle udfylde en blanket med symptomer og registrere, hvor stærke de var, og hvordan de varierede. De kunne også tilføje deres egne kommentarer. Det var patientens egne erfaringer, som var vigtige. Vigtigere end lægens eller tandlægens fortolkning. Ud fra patienternes fakta var det ofte let at stille den rigtige diagnose.

Patienterne skulle også sørge for, at tarmen fungerede, og de skulle helst gå på toilettet to gange om dagen. Hvis ikke, skulle de tage Microlax lavement hver dag. Det var almindeligt med forstoppelse, og patienterne gik da rundt som levende skraldespande. De skulle også kontakte deres læge og ophøre med at tage al medicin, der ikke var absolut livsnødvendig. De skulle ophøre med at tage snus, ryge, drikke kaffe samt indtage narkotika. Naturligvis måtte de tage medicin, som var nødvendig. Jeg lærte meget af mine patienter. Hvad der modvirkede eller hæmmede helbredelse, og hvad der gjorde det lettere at blive rask.

Endvidere skulle patienterne forsigtigt gå over til vegetarisk kost, for det havde vi gode erfaringer med. Absolut ingen junkfood. Grønsager af bedste kvalitet. Når nogen klagede over overgangen til vegetarisk mad, ingen kaffe eller andet, sagde jeg, at de kun behøvede at gøre det indtil vi var færdige. Siden kunne de spise og gøre, hvad de ville. Mange af dem, der efterfølgende vendte tilbage til animalsk kost, genoptog rygning eller tog snus igen fik det hurtigt dårligere. Men da behøvede jeg ikke at sige noget. De havde nu selv fået erfaring og indså sammenhængen og kunne derfor ændre sig og blive raske igen.

Når patienterne havde levet efter mine anbefalinger i 4-5 uger, kunne de ringe og få tid til sanering af amalgamet. Det fantastiske var, at omkring 25% allerede var begyndt at få det bedre, inden jeg havde gjort noget. De havde gjort sig selv mere raske. Det gav patienterne mod på at ændre deres liv.

Patienterne fik dermed hovedrollen i forbindelse med deres egen helbredelse. De fik selvtillid og bemærkede, at jeg tog deres problemer alvorligt. Det vigtigste var ikke hurtigt at fjerne deres amalgam, men at få dem til at ændre tankegang og forstå, at de ikke kun skulle beskytte deres krop imod kviksølv og amalgam, men mod alt skadeligt. At deres krop består af levende celler og organer, og at kroppen er cellernes miljø. Hvis man forgifter sit indre miljø, kan cellerne og organerne ikke fungere, som de skal.

Efter 4-5 uger var belastningen, kroppen var udsat for, mindsket, og det gjorde det meget lettere for mig at fjerne amalgamet uden bivirkninger. Med det korrekte beskyttelsesudstyr, udsugning, frisk luftindtag, aktivt kul osv. Jeg kunne også udføre saneringen hurtigere. Det var nogle gange nødvendigt, fordi patienter ikke kun kom fra Sverige, men også fra Danmark, Norge, Island, Frankrig, Tyskland. En professor kom til og med flyvende to gange fra Taiwan. Det var mærkeligt, hvordan rygtet spredte sig uden den mindste reklame.

Omkring 90% af patienterne fik det meget bedre eller blev helt raske efter saneringen. Det kunne ske nærmest spontant eller tage et år afhængigt af hvor længe og alvorligt syge, de havde været. Deres egen modstandskraft, deres holdning og hvor sundt, de levede, spillede naturligvis også ind.

For dem der ikke kom sig, udviklede jeg en test sammen med et analysefirma for at se, hvilke skadelige grundstoffer (Hg, Ag, Au, Fe, Na, m.m.) kroppen var udsat for. Vi testede altid for 25-30 forskellige grundstoffer (kunne næsten tælle atomer) i afføringen (fæces). Eksponeringen for kviksølv fra amalgam kunne måles der, men ikke i urin eller blod, der anvendtes ved eksponering inden for industrien.

Kredsløbsprincippet siger, at de stoffer, vi indtager, kommer ud. Ved at måle i afføringen kunne jeg derfor se, om der stadig blev udskilt for store mængder kviksølv og sølv (sølv findes også i amalgam). Det betød, at vi kunne se, at amalgam eller kviksølv kunne forblive i kroppen hos nogle patienter, selvom det var helt fjernet i munden. Årsagen var, at de havde tarmlommer, hvor tungmetaller kunne ophobes. Jeg kunne også se det på røntgenbilleder af tarmen som hvide prikker, der fulgte tarmens overflade.

Med testen opdagede vi også, at nogle var syge af andre årsager end amalgam. Blyforgiftning, sølvforgiftning fra kemikalier til fremkaldelse af film eller vandrensere (Brita filtre) osv.

Hos nogle få patienter fandt jeg ikke årsagen og sendte dem derfor videre til en lægeundersøgelse.

Et eksempel

En lektor i miljøvidenskab, der indtog snus, var stærkt overfølsom over for elektricitet og syg. Efter amalgamsanering og en sund livsførelse blev hun helt rask. Cirka et år senere ringede hun og var igen meget syg og overfølsom. Hun var på udflugt i Lapland med sine kolleger, der alle tog snus, og hun var derfor igen begyndt at indtage det og blev syg efter tre-fire dage. Hun ringede derfor nu til mig og var meget ulykkelig. Jeg forklarede hende, at hun selv vidste, hvordan hun skulle blive rask igen. Nemlig ved at ophøre med at indtage snus, leve sundt og ikke udsætte sig for elektricitet.

Efter et par uger i et telt i bjergene var hun rask igen og kunne tage hjem. Hun var dog meget i tvivl om, hvorvidt det var korrekt opfattet, at en smule snus i løbet af et par dage kunne have så drastiske sundhedsmæssige virkninger. Jeg forklarede, at når man har været syg, er man som et glas, der er blevet fyldt op, så det flyder over. Normalt er vores glas kun halvfulde, og vi kan derfor begå en del sundhedsmæssige fejl, før vi bliver syge. For vi er normalt ret modstandsdygtige. Men når vi er kommet os efter en sygdom, er glasset fyldt til randen, og der skal kun lidt til, før det flyder over, og vi igen bliver syge.

Mit råd til hende, som var forsker, var at afprøve snus igen for at observere, hvad der skete. Hun fulgte rådet og blev igen syg. Efter hun var kommet sig, opfordrede jeg hende til at prøve endnu engang, så hun som videnskabsmand fik en vis sikkerhed for, at der var en sammenhæng, og at der ikke blot er tale om "et anekdotisk tilfælde uden videnskabelig værdi". Hendes svar til mig var, “nej, det gør jeg aldrig, jeg tror på dig”, hvortil jeg svarede: “Nej, du skal ikke tro, du skal vide, og nu ved du fra din egen erfaring, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Du ved nu, hvordan du beskytter dit indre miljø, dine organers og cellers miljø. Du ved, hvordan du forbliver rask. Du tror ikke længere.”

Det vigtige er, at man selv forstår årsagerne og sammenhængene, og dermed forstår, hvordan man kan beskytte sin krop mod skadelige påvirkninger, ikke blot mod snus. Det er ikke gennem teori, at man virkelig lærer noget. Teori er meget vigtig for at hjælpe os med at gøre det rigtige. Men det er først, når vi selv oplever konsekvenserne af vores handlinger, at vi virkelig lærer. Det er gennem erfaringerne, at teori bliver til viden, hvor vi for alvor forstår sammenhængen mellem årsag og virkning.

Opsummering

De kosmiske principper, som jeg anvendte, er:

Målsætning: Behandlingen skal være til nytte og glæde. Målet er raske patienter og tomme venteværelser. Patienten er i centrum. Hvordan kan man vide, om man gør det rigtige? Det er såre enkelt. Hvis den syge bliver rask, gør man det rigtige. Hvis den syge ikke bliver rask, handler man forkert. “Man skal kende træet på dets frugter.”

Livsenhed: Den enkelte er ansvarlig inden for sit eget område. Som tandlæge har jeg det overordnede ansvar for behandlingen, men uden patientens aktive medvirken, har behandlingen kun begrænset værdi.

Jeg opdagede, at de symptomer, som patienten havde, var en afspejling af, hvordan organerne og cellerne reagerede. De forsvarsprincipper, som kroppen anvender, var de samme som dens organer og celler anvendte. Når patienten derfor fortalte om nogle symptomer, og jeg spurgte, om de ikke havde lignende symptomer i andre dele af kroppen, var det næsten altid tilfældet.

Kredsløb: Jeg undersøgte hele kredsløbet gennem stadierne rask, sløj og syg til bedring og frem til helt rask igen. Svarende til patientens tilstand først uden amalgam, dernæst med netop nyindsat amalgam, så med vedvarende påvirkning fra amalgam gennem længere tid og til sidst sanering af amalgam efterfulgt af en periode helt uden amalgam.

Kontrast: Patientens tilstand før og efter behandlingen. Patienterne måtte udfylde en sundhedserklæring før og efter behandlingen og kunne da selv se resultatet i form af sin sundhedstilstand med og uden amalgam. Med og uden vegetarisk mad, nikotin, medicin m.m.

Helhed: Jeg behandlede mennesket som helhed. Psyke og krop er ikke adskilt. Tankerne og psyken er grundlaget. Jeg fik patienterne til at tage ansvar for egen krop og forstå, at de selv vidste mest om, hvordan de havde det, og hvordan de kunne beskytte deres krop mod skadelige påvirkninger. Jeg så det samlede symptombillede som en helhed og ikke hvert organ eller det enkelte symptom isoleret, men som en del af helheden.

Årsag: Behandlede årsagen til sygdommene frem for blot at lindre symptomerne, som er den mest almindelige behandlingsform i dag. For at kunne det, er det nødvendigt, at patienten selv deltager. Når det gælder livsstilsændringer, er det nødvendigt med tilstedeværelsen af en krise eller et problem, som det er endnu vanskeligere at håndtere og leve med end dette at ændre sig. Vi går helst den mindst besværlige vej fremfor den rette vej, hvis den forekommer os at være til besvær.

Sundhed: Jeg kontrollerede, hvad der førte til sundhed gennem det enklest mulige behandlingsforløb. Studerede de succesfulde resultater og ikke kun de faktorer, der forårsagede sygdom. Der er altid nogen, der formår at blive rask på en måde, der ud fra den gængse medicinske betragtningsmåde forekommer at være "helt uvidenskabelig". Lægefagligt kaldes dette normalt "anekdotiske tilfælde uden videnskabelig værdi". Det skyldes, at man normalt kun undersøger sygdomstilfældene og -tilstandene. Jeg gjorde det modsatte. Jeg koncentrerede mig om betingelserne for at holde sig sund og rask. Fokuserede ikke på dem, der mislykkedes og blev syge, men på dem, der lykkedes og blev raske.

Jeg erfarede således, at Det Tredie Testamentes analyser fungerer inden for den del af det sundhedsfaglige område, hvor jeg fulgte og afprøvede dem. Det var ingen let vej, men analyserne virkede.

Min erfaring viser også, at man ikke – hvor gerne man end vil – kan hjælpe nogen, hvis de ikke selv vil tage imod hjælpen og ændre sig. Samtidig mener jeg, at man har pligt til at påpege og sige det, hvis noget er forkert. Det er ikke kærligt at forblive tavs og lade folk begå fejl igen og igen uden at gøre opmærksom det. Naturligvis skal det gøres så hensynsfuldt og kærligt som muligt. Vil den pågældende ikke lytte, eller mener vedkommende ikke at have begået fejl, kan og bør man ikke gøre mere. Deres vej bliver da erfaringernes tunge vej. Nogle gange sker det hurtigt, som med den unge forsker, der tog snus, men normalt er det en lang og vanskelig vej at gå. Lytter folk derimod og beder om hjælp, skal man altid hjælpe på den bedst mulige måde.

Viken, september 2020
Christer Malmström

Oversat fra svensk af Jes Arbov