Lokal kultur og verdenskultur
Ordet kultur kommer af latin cultura, – oprindelig dyrkning, pasning, plejning, forædling og bearbejdning, først og fremmest af jorden, planter og husdyr. Altså kultur opstår ved en bearbejdning, kultivering og videreudvikling.
I dag er“Kultur” en betegnelse, der hæftes på alt, der er baseret på udvikling og væremåde. Det er ofte en lokal og begrænset betydning af ordet, hvorimod en verdenskultur er altomfattende.
En verdenskultur omfatter hele det menneskelige samfund og der har været forskellige verdenskulturer på Jorden under skiftende samfundssystemer. – Vi står nu over for det mest omfattende verdenskulturskifte.
I 1962 udkom bogen “Menneskehedens skæbne“, hvori Martinus skriver: “Det vil snart være en kendsgerning for alle, at vi er vidne til den gamle verdenskulturs undergang og en ny verdenskulturs fødsel. Vi passerer et overordentligt stort vendepunkt i jordens historie.“ (Menneskehedens skæbne, s. 12)
I tidsskriftet Kosmos, 1969, side 280, skriver Martinus et afsnit, der hedder:
Menneskeheden og verdenskulturskiftet
“Når to verdensepoker overskygger hinanden, den ene som degenererende og i forfald og den anden som en begyndende ny tiltagende livsopfattelse og væremåde, er det ikke så mærkeligt, at der hersker stor forvirring blandt menneskene. Menneskene forstår ikke, hvad det er, de er vidne til. De ser, at moralske opfattelser, der før betragtedes som urokkelige livsfundamenter, fundamenter for kultur og retmæssig leve- eller væremåde, nu opfattes som ligegyldige og ignoreres. Disse moralske opfattelser eller religiøse idealer passede engang for den endnu meget ringe begavelse og kulturevne, menneskene i længst forsvunden tid kun var i besiddelse af. Var den moralske forkyndelse givet i en højere form, var den absolut ikke blevet forstået. Men menneskene bliver ikke ved med at stå på det samme trin. De udvikler sig netop fra primitivitet til intellektualitet, fra inhumanisme til humanisme, fra brutalitet til kærlighed. Da menneskene var på det inhumane og brutale stadium og ikke havde talent for andet, kunne det ikke nytte noget at give dem kærlighedsidealer. Det var ikke det, de var modne for eller hungrede efter. Alt eftersom udviklingen skrider frem, bliver menneskene mere og mere modtagelige for højere kultur, humanisme og moral. Og menneskeheden bliver da videreført ved de nye moralforskrifter. Og nu er menneskeheden netop inde i den første spæde begyndelse til en sådan ny verdenskultur med dens åndsvidenskabelige syn på Guddommen og det evige verdensbillede. Den ny verdenskultur er endnu kun lige i sin allerførste spæde morgendæmring. Overordentlig mange mennesker, især blandt ungdommen, er allerede modne for modtagelsen af nævnte verdenskultur, men de kender den ikke og har endnu ikke adgang til den. De er derfor tvivlrådige og ved ikke, hvor de skal henvende sig for at få hjælp i denne deres situation. De ved kun, at den overleverede kirkelige religion passer ikke mere for dem. Og den giver slet ikke oplysninger om den organiske forvandling af manden og kvinden, som i særlig grad allerede er nået frem til synlighed midt i virvaret af kulturskiftet.”
“Havde jeg de rigtige åndeligt udviklede medarbejdere kunne den ny verdensorden etableres nu. Men dette ville intet gavne, da menneskeheden på sit nuværende trin ikke er moralsk moden for en sådan verdensorden, ligesom den ved en for tidlig etablering af en sådan verdensorden ville blive forholdt den lidelsessum, der er nødvendig for udviklingen af det kristne sindelag”. (Kurt Christiansen, “Martinus ufuldendte manuskript til bogen Det Tredie Testamente”, side 25, Per Thorells referat.)
“Hold altid den Tanke fast, at alt er bedst, som det er. Der er ikke en eneste Ting i Verden, som ikke er Udtryk for den mest haarfine Fuldkommenhed i selve Udløsningsøjeblikket, d.v.s. alt er paa det mest fuldkomne Trin, det kan være i Dag – men ingenlunde, som det kan være i morgen.” (Lars Nibelvangs referat af en samtale med Martinus i Kurts Christiansens Martinus biografi, Appendiks A, side 22, venstre spalte, linje 17.)
“Det kosmisk frie menneske er nået så langt frem i udvikling, at det ejer den guddommelige egenskab: ikke at vente sig verden eller væsenerne anderledes end den og de netop er.” (Martinus, “Livets vej” side 56.)
“Alt er i øjeblikket således det fuldkomneste, det overhovedet kan være på grund af menneskehedens fortid og med henblik på det, der er Guds plan med den samme menneskeheds fremtid.” (Martinus, “Vejen til indvielse”, 4. kapitel, side 9.)
Vi har ofte misforstået opgaven og troet, at vi skal arbejde på at forbedre hele verden, ved at forbedre alle “de andre” og fremme verdensfreden overalt på jorden.
At arbejde på at forbedre den gamle verdenskultur, er i virkeligheden at modarbejde det kommende verdenskulturskifte. Vi glemmer, at det drejer sig ikke om at stille krav til “de andre”, men til sig selv.
Den udvikling vi oplever, er en forædling af mennesket, – men den går gennem en lidelsesperiode og en læreproces, der er nødvendig, for at den ny verdenskultur kan fødes. Martinus analyser giver os en forklaring på, og en forståelse af den udvikling eller kultivering, som menneskeheden er genstand for, og at verdenskulturskiftet vil ske, som en biologisk proces, når tilstrækkeligt mange mennesker har ændret tænke- og væremåde til en større humanitet og næstekærlighed.
Det er dette store verdenskulturskifte, der er ved at ske, men det enkelte menneske kan allerede nu opleve verdenskulturskiftet og den ny verdenskulturs skabelse, ved selv at leve i overensstemmelse med Det Tredie Testamente.