Den sexuelle polforvandling

Det jordiske menneskes parringsseksualitet adskiller sig i princippet ikke meget fra den vi kender til fra dyreriget. Hos såvel dyr som hos jordiske mennesker har seksualiteten først og fremmest været koblet til forplantningen, hvilket dermed muliggør reinkarnationen og individernes tusindårige mentale udvikling. Bag denne form for seksualitet skjuler der sig ifølge Martinus en åndelig struktur, som kendetegnes af at væsenerne er opdelt i adskilte han- eller hunkøn. I samme struktur finder vi roden til selvopretholdelsesdriften og kampen for tilværelsen i dyreriget, hvilket i igen har sat sit præg på hele den såkaldte biologiske evolution. At der skulle findes en helt anden og væsensforskellig form for seksualitet end den vi har fælles med dyrene, er derimod ubekendt for de fleste.

Kærlighed og forelskelse

Martinus beskriver en menneskelig seksualitet, som langsomt vokser frem hos enhver. Den er præget af uselviskhed og har i sin rene form intet at gøre med forplantning, forelskelse eller ønsket om at eje et andet væsen for sig selv. At være forelsket opleves af de fleste som behageligt og smukt, og det er i høj grad en guddommelig anordning, der kaster sit lys ind i den ellers temmelig mørke fysiske verden. At blive forelsket inspirerer stadig mange mennesker, men egentlig er dette dybest set udtryk for egoisme og ikke for kærlighed. Forelskelsen er koblet til parringsdriften, selvom den hos os ifølge Martinus er blevet idealiseret og iklædt menneskelige tankebilleder. Man kommer for eksempel ikke udenom, at ugengældt forelskelse kan udløse jalousi og i nogle tilfælde endog had. Set fra et højere perspektiv er den seksuelle sympati mellem mand og kvinde ganske vist en åndelig struktur, men i sidste instans er den beregnet til at fremkalde antipati. Det dybeste formål er at indvikle det evigt levende væsen langt ind i den fysiske verdens mørke i sin allerførste indviklingsfase. Væsenet får derigennem mulighed for at “spise af kundskabens frugt” for gradvist at udvikle sin tænkeevne i det nye spiralkredsløb og gennem selvoplevede erfaringer lære at skelne mellem godt og ondt, rigtigt og forkert, sandt og falsk. Den samme proces vil så på et meget senere tidspunkt indvie væsenet til tilværelsens lys og føre det videre op på bølgelængde med den kosmiske bevidsthed, hvilket vil sige den altomfattende bevidsthed der styrer alt liv.

For at opleve livet har alle levende væsener i deres kosmiske struktur både en maskulin og en feminin pol. Men i dyreriget er en af disse to poler degenereret og nået sit latente stadium. Hvis det er den feminine pol, der er latent, har vi at gøre med et maskulint væsen, og hvis det er den maskuline pol, der er latent, har vi at gøre med et feminint væsen. Den menneskelige seksualitet udvikles derimod organisk gennem væsenets såkaldte modsatte pol, det vil sige ved, at mandens feminine og kvindens maskuline pol igen begynder at vokse frem trin for trin for til sidst at blive jævnbyrdig med den såkaldte ordinære pol, hvilket vil sige den pol, der gør os til mand og kvinde. At den latente pol igen begynder at vokse, beror blandt andet på den enkeltes personlige oplevelse af al den tilbagevendende lidelse, som vedkommende tidligere har påført andre levende væsener.

Takket være det faktum, at vores modsatte pol allerede er vokset en hel del, har vi udviklet en menneskelig tænkeevne og en bevidsthed, der adskiller os fra de rendyrkede dyr. Vi har i almindelighed mange interesser og hobbyer uden for hjemmet og familien, hvilket kan resultere i et tovtrækkeri mellem vores oprindelige biologiske instinkter og de nyvakte menneskelige interesser. Evnen til at være forelsket i en og samme person i lang tid mindskes, hvilket ofte skaber problemer i form af ulykkelig “kærlighed”, skilsmisser og børn, der mistrives. Martinus forklarer, hvordan ægteskabelig “kærlighed” med tiden vil forsvinde i takt med, at fremvæksten af den modsatte pol gradvist forvandler os fra han- og hunvæsener til dobbeltpolede væsener. Det væsen, der engang var et rendyrket dyr, bliver således forvandlet til et fuldkomment menneskeligt væsen. Allerede nu begynder vi at kunne mærke, hvordan den modsatte pols vækst har udjævnet forskellene mellem mænd og kvinder, både fysisk, mentalt og socialt

Ingen behøver dog at føle sig truet af denne udvikling, for ægteskab, familieliv og børnefødsler vil vedblive med at findes, så længe det er nødvendigt, og så længe vi selv vil! Uden familiedannelse og børnefødsel ville reinkarnation ikke være mulig, hvilket i givet fald ville betyde, at al videre udvikling af individernes bevidsthed blev standset.

Men livet har en højere mening, end at vi for al fremtid blot skal forblive en slags højtstående “pattedyr”: Meningen er, at vi alle skal blive Kristusvæsener eller fuldkomne mennesker i Guds billede! Og efterhånden som alkærligheden vokser, vil den uundgåeligt udkonkurrere den ægteskabelige “kærlighed”. Sympatien mellem han- og hunvæsen er en kosmisk hjælpeanordning, som er begyndt at udspille sin rolle, og hvis kulmination allerede har fundet sted på et mere primitivt udviklingsstadium.

En menneskelig seksualitet

Betyder det så, at den seksuelle lyst vil forsvinde? – Nej! I sin bog Logik understreger Martinus, at alkærligheden også er af seksuel karakter:

“Tror man, at Verdensgenløserens [=Jesus, min kommentar] Hjerte var en Isklump? – Har han ikke netop i sine Tanker omfavnet og kærtegnet alle Mennesker? – Tror man ikke, at en fysisk Berøring med mange af disse af ham elskede Væsener ville have været ham kærkommen?” (Logik, kap. 36)

Martinus hævder i det følgende kapitel, at selv den “rene” kærlighed er af seksuel karakter:

“Med hensyn til Kristi Kærlighed vil man naturligvis protestere og sige, at han elskede ganske vist alle Væsener, men denne Kærlighed var “ren”, var ganske blottet for seksuelt Begær” […] “Er det ikke en Kendsgerning, at det er en Nydelse at kærtegne og omfavne dem, man elsker, ogsaa der, hvor man ikke er besat af Forelskelse? – Det vil altsaa sige, at “ren” Kærlighed ogsaa er en Nydelse. Der, hvor dette ikke er Tilfældet, der rummer den i sig en vis Procentdel af Antipati og bliver saaledes i tilsvarende Grad en Modsætning til sin natur […] Den absolut “rene” Kærlighed gør enhver Omfavnelse, Berøring og Kærtegn af dem, man elsker, til en absolut behagelig og velgørende Fornemmelse […] Er der da slet ingen Forskel paa Seksualisme og Kærlighed? – Nej, i Grundprincippet eksisterer ingen Forskel. Seksualisme er Glæde og Nydelse ved Berøring og Kærtegn, Kærlighed er Glæde og Nydelse ved Berøring og Kærtegn. Nu vil man eventuelt indvende, at der dog findes mange Væsener, man elsker, uden at dette har noget som helst med seksuelt Begær at gøre. Men hertil maa jeg svare, at det er en af Verdens allerstørste Illusioner.”

Det drejer sig altså blot om

“… en Variationsforskel i Nydelsen og skyldes kun Menneskets midlertidige Polkonstellation og Køns- eller Seksualorganers særlige Natur…” (Logik, kap. 37)

Den uselviske form for menneskelig kærlighed kommer således også til fysisk udtryk i sin færdigudviklede form. Ellers ville den ende i skyggen af den kønsbaserede seksualitet, som er baseret på forelskelsessympatier. Uanset hvilket stadium vi befinder os på i udviklingen, er netop al oplevelse i større eller mindre grad af seksuel karakter, og den er i grunden åndelig; det udgør et kort møde med Gud selv, en oplevelse af Guds hellige ånd via det, Martinus kalder “den højeste ild”. Så længe vi er inkarneret i en fysisk verden, må seksualiteten nødvendigvis komme til udtryk ved hjælp af kroppen, som er vores fornemste redskab i denne verden.

Efterhånden som bevidstheden udvikler sig, bliver vi mere følsomme både fysisk og mentalt. Vores nervesystem og vores sanser udvikler sig, vores fantasi og indlevelsesevne vokser og dermed også behovet for fysisk og mental nærhed, hvilket vil sige et behov for at omfavne og kærtegne andre og selv blive kærtegnet. Det er den samme slags voksende følelsesmæssige behov, der ligger bag alle former for kunstnerisk skabelse. Hvis denne tiltagende følsomhed ikke også kunne give sig til kende rent fysisk, ville hele udviklingen være meningsløs. Alkærlighed indebærer jo at elske sin næste som sig selv og Gud over alt. Da det er praktisk umuligt at elske noget “umanifesteret”, kan vi kun elske Gud gennem vores medvæsener. Når vores kærlighedsevne vokser, øges vores behov for kropslig nærhed normalt i samme grad.

I sin bog To slags kærlighed beskriver Martinus hvordan kærligheden kommer til udtryk på det fuldkomne stadium i udviklingen

“Her vil et kys, en omfavnelse, et varmt håndtryk eller en anden mild og gensidig berøring af hinandens organisme eller legeme være i stand til at frembringe den guddommelige lysoplevelse af “den højeste ild” eller lyset fra Guds evige ånds strålevæld, som tidligere i en meget begrænset form kom til udløsning i de enpolede væseners parringsakt.” (To slags kærlighed, kap. 53)

Dette kan foranledige nogen til at tro, at det da mest drejer sig om den såkaldte platoniske kærlighed, der kun kommer til udtryk gennem blide og “uskyldige” kærtegn. Denne forestilling modsiges dog af Martinus i blandt andet det følgende afsnit hentet fra Det Evige Verdensbillede III:

“At denne kærlighed [= den dobbeltpolede kærlighed, min kommentar] i sin fuldkomne form eller tilstand skaber hunger efter at kærtegne, hunger efter at give et koncentreret udtryk for sin sympati for denne kærligheds objekter er naturligvis givet. Hvad skulle kærlighedsevnen ellers fremkalde? – Ligesom parringskærligheden ikke er baseret på en platonisk tilstand, således er næstekærligheden, i sin færdige udviklede tilstand, heller ikke baseret på en platonisk eller asketisk tilstand. Hvad ville en ægteskabs- eller parringskærlighed betyde, hvis denne var en blot og bar platonisk tilstand og således var ganske uden den kulminerende sjælsudløsning, som finder sted imellem parterne under samlejet eller parringsakten? – Ligesom parringssympatien skaber en hunger efter denne udløsning, der er fundamentet for ægteskab og samliv, således er næstekærligheden i sin fuldkomne eller færdige tilstand også affødende en hunger efter en kulminerende sjælsudløsning med væsener, der kan være retmæssige partnere i udløsningen af den guddommelige akt. Det kan absolut ikke med rette benægtes, at jo mere næstekærlighedsevnen udvikler sig i væsenet, jo mere afføder den også en hunger efter en kulminerende sjælsudløsning. Den absolut fuldkomne guddommelige kærlighed kan ikke fuldkomment eller retmæssigt tilfredsstilles blot ved at give varme håndtryk og milde øjekast, give gaver og andre behagsmanifestationer over for sin næste, trøste og hjælpe syge og sorgfulde, ulykkelige mennesker eller lignende.” (Det Evige Verdensbillede III, Symbol 33, stk. 27)

Ved en overfladisk læsning af de to ovenstående citater kan det virke, som om Martinus modsiger sig selv. At “varme håndtryk” og “milde øjekast” fremkalder den største nydelse (som i øvrigt allerede nu kan opleves sådan), betyder ikke, at der ikke også er andre og væsentligt mere intense kærlighedsudfoldelser, der kan komme til udtryk, ikke kun mellem fuldt udviklede mennesker, men også mellem mennesker, der i dag er på vej til at udvikle en øget mental og fysisk sensitivitet (jf. Kosmos 2009, nr. 8: “Spørgetime, Gardenparty ved Villa Rosenberg”, juli 1973). I den nævnte spørgetime fortæller Martinus om en ny form for “kærtegnsseksualitet” eller “julelege”, som han humoristisk kalder dem. Disse kan bruges af mennesker, der længes efter intim fysisk nærhed uden at ville giftes og stifte familie. Det handler dog overhovedet ikke om det traditionelle samleje, som Martinus mener strengt taget er forbeholdt mennesker, der ønsker at stifte familie og få børn, og som også er parate til at tage ansvar for dette!

Men det er først, når vi har udviklet os til at kunne materialisere en fuldstændig menneskelig organisme, at den menneskelige seksualitet kommer til sin fulde ret:

“Forskellen paa det færdige Menneskelegeme og det almindelige jordmenneskelige fysiske Legeme er den, at førstnævnte Legeme har en saa udviklet seksuel Følsomhed, at den højeste Ild flammer og straaler, lyser og varmer igennem alle dets Celler, ganske uafhængigt af hvilken animalsk Del af Organismen de saa end maatte repræsentere.” (Livets Bog V, stk. 1913)

“Igennem udviklingen af den totale og fuldkomne kærlighed er de færdige menneskers organismer blevet så forfinede i føle- eller fornemmelsesevne, at de pågældende væsener kan opleve den højeste ild eller Guds ånd i renkultur igennem hele organismen under kærlighedens kulminationskontakt. Den vellyst eller behagskulmination, der før kun kom til udløsning igennem de enpolede seksuelle organer, kommer her til udløsning igennem hele organismen. Evnen til at modtage Guds ånds lysvæld igennem næstekærlighedens kontaktudløsning mellem de totalt fuldkomne mennesker befordres således af hele deres fysiske og åndelige organisme. I hvert eneste punkt, i hver eneste lille del af denne forekommer der specielle nerver for udløsningen af denne særlige vellyst eller behagskulmination, der kommer til manifestation, så snart to fuldkomne dobbeltpolede væsener i en kærlighedskontakt berører hinanden, det være sig ved omfavnelse, kys eller andre kærtegnsudvekslinger. Da udløses den højeste ild, og de to væsener overskygges og gennemstråles direkte af et altgennemtrængende lysglimt fra Guds ånds evige lysocean.

Da alle her elsker alle, er denne guddommelige oplevelse af Guds ånds lys igennem en kærlighedskontakt mellem to færdige mennesker i Guds billede i det rigtige eller færdige menneskerige en ganske almindelig akt mellem menneskene. De oplever denne den allerhøjeste vellystfornemmelse eller kulminerende behagsfornemmelse med hinanden som en guddommelig velsignelse, en glædesbefordrende livskraft, en altoverstrålende, guddommelig oplevelse af Guds tilstedeværelse i deres organisme og psyke under deres fælles udløsning af kærlighedens kulminationskontakt og det heraf affødte lys fra Guds ånds strålevæld.” (Det Evige Verdensbillede III, Symbol 33, stk. 31)

Den færdigudviklede menneskelige organisme er således kendetegnet ved en kolossal følsomhed i hver enkelt celle. Desuden er denne krop ikke længere bestemt af det mandlige eller kvindelige køn, idet væsenet mentalt set er dobbeltpolet. Væsenet er her befriet fra alt, hvad der har med forplantning at gøre og mangler derfor fungerende kønsorganer. I stedet kommer det seksuelle højdepunkt her til udtryk gennem kysset:

“Denne Kulminationsfornemmelse udløser sig gennem den organiske Fornemmelse, der i Dag er i Færd med at udvikle sig igennem det, vi kender som ’Kysset’.” (Livets Bog V, stk. 1915)

Med udviklingen bliver læber og tunge således mere og mere følsomme over for berøring. Kys kombineret med kærtegn af hele kroppen afløser den gamle parringsakt. Den fysiske forplantning vil blive erstattet af materialisation, som sker ved hjælp af tankekraft.

Men på vores nuværende udviklingstrin, altså inden vi er nået det høje mentale stadium, som inkluderer evnen til at kunne materialisere en fuldkommen menneskelig organisme, der fuldt ud er tilpasset individets færdige dobbeltpolede stadium, er der ingen moralske hindringer for at to frie individer kan bruge den “kærtegnsakt”, som Martinus omtaler i førnævnte “Gardenparty”. Denne “akt” kan også involvere gensidige kærtegn af kønsorganerne!

“Saalænge den for seksuel Topolethed beregnede Organisme endnu ikke forekommer i en for Udløsning af denne Topoletheds Kulminationsakt færdige Tilstand, kan Individet endnu kun faa seksuel Udløsning igennem de fra Dyreriget nedarvede eenpolede Kønsorganer.” (Livets Bog V, stk. 1909)

Den gamle “pattedyrskrop” “slæber nemlig efter” i udviklingen i forhold til individets mentale og bevidsthedsmæssige udvikling, som foregår i et lidt hurtigere tempo. At selv kønsorganerne med fordel kan bruges i en “kærtegnsakt”, behøver ikke at blive opfattet som noget negativt, skamfuldt eller “lavere”, mener Martinus:

“Da Kønsorganerne som nævnt er Kærtegnsorganer, udgør de dermed de højeste og fornemste Organer, et Væsen kan have.” (Livets Bog V, stk. 1921)

Traditionelt er mennesker i de fleste kulturer på Jorden blevet opdraget til at have et relativt ambivalent og ikke sjældent direkte usundt syn på seksualitet. I mange religioner er seksualitet blevet begrænset gennem strenge “moralske” regler, og seksuelle aktiviteter uden for ægteskabet mellem en mand og en kvinde betragtes ofte som synd. Seksualitet med det formål at avle børn opmuntres der normalt til, men i andre sammenhænge uden for det “hellige ægteskab“, for eksempel blandt munke og nonner i klostermiljøer, er afholdenhed blevet betragtet som en ædel moralsk dyd. Selv blandt nutidens åndeligt søgende mennesker tror mange, at seksualitet og “åndelighed” ikke kan forenes. Her vender Martinus op og ned på gamle forestillinger med et betydeligt mere livsbekræftende syn på seksualiteten!

Det dobbeltpolede menneske

Det færdigudviklede menneske er således hverken mand eller kvinde; idet begge seksuelle poler er smeltet sammen til en enhed. Det er denne dobbeltpolede struktur, der til sidst åbner porten til den kosmiske bevidsthed. På dette høje stadium har mennesket overvundet alle lavere, mere primitive tendenser, og dets tankeliv præges helt af højintellektualitet og logik. Det indebærer blandt andet, at det ikke længere kan blive forelsket, jaloux eller vred. I stedet udstråler det kærlighed og sympati mod alt og alle. Når en tilstrækkelig stor nok del af Jordens mennesker begynder at blive dobbeltpolede, vil det jordiske paradis blive en realitet.

Da det ifølge Martinus er den oprindelige rivalisering og fjendskab mellem væsener af samme køn, der er den primære årsag til mørket, vil det en dag opleves som en særlig glæde at kunne elske alle dem, der engang var ens rivaler og dødsfjender. Så længe man først og fremmest definerer sig selv som mand eller kvinde, er det naturligt at mærke en vis form for fysisk modstand mod at komme alt for tæt på et væsen af samme køn som én selv. Men hvis alkærligheden ikke kunne eliminere denne modstand med en sympati, der et rettet mod væsener af ens eget køn, ville der ikke være tale om en ny evne. Uanset om vi kan lide det eller ej netop nu, vil det seksuelle begær efter væsener af det modsatte køn en dag blive udlevet og mættet. I stedet vokser evnen til at elske det levende og guddommelige i alle medvæsener, uanset ydre seksuel struktur.

I Livets Bog V beskriver Martinus en “nerveforbindelse” (formodentlig af åndelig art), der er ved at vokse frem, dels nede fra kønsregionerne, dels oppe fra hjernen og nervesystemet. I løbet af udviklingen nærmer disse to nervetråde sig mere og mere hinanden og vil til sidst mødes og smelte sammen et sted midt i kroppen (i hjerteregionen?). Samme nerveforbindelse er illustreret i Martinus’ symbol nummer 66 (jf. Det Evige Verdensbilde V):

“Med hensyn til de to Poler, da har den ordinære Pol, hvilket vil sige den maskuline i Manden og den feminine i Kvinden sit Udløsningscenter i de seksuelle Organer. Den latente eller modsatte Pol, hvilket vil sige den maskuline i Kvinden og den feminine i Manden har sit Udløsningscenter i Hjerneorganerne. Hos det normale jordiske Menneske er disse to Centrer endnu stærkt adskilt. Men efterhaanden, som Udviklingen finder sted, og den modsatte Pol tager til, vokser der en Forbindelseslinje frem, en slags psykisk Hovednerve imellem de to Centrer. Den begynder som en lysende Udløber fra begge Centrer, hvilket vil sige, fra Hjernen og fra det seksuelle Center i Rygmarvsomraadet. Disse to Udløbere bliver ved med at vokse, indtil de en Dag naar hinanden og gaar da øjeblikkelig i Forbindelse. Dette betyder saa igen, at der ligeledes i samme Øjeblik opstaar en fuld Kontakt mellem det seksuelle Hjernecenter og det seksuelle Parrings- eller Sympaticenter. Væsenet bliver fuldstændig vaagen dagsbevidst i sin modsatte Pol, der netop nu bliver overskygget fra det seksuelle Sympaticenter. Der opstaar da i Væsenet Sympati eller Kærlighed til dets eget Køn, men denne Kærlighed har ikke noget med Ægteskab at gøre. […] Man fornemmer sig ét med alt og alle, hvilket vil sige: ét med Gud. Man er i den samme Følelse som den, Kristus var i, da han sagde, at “jeg og Faderen vi er ét”. Alt er nu indlemmet i det sympatiske Anlæg, alt er Flammer af den allerhøjeste Ild. Og først da er Jordmennesket blevet til det virkelige Menneske. I denne Ild eller seksuelle Tilstand kulminerer Overholdelsen af Kærlighedsloven og dermed Opretholdelsen af selve Verdensaltet.” (Livets Bog V, stk. 1935)

Men allerede inden de to førnævnte “nerveudløbere” har mødt hinanden og er vokset sammen, begynder de at nærme sig hinanden, hvilket kan give anledning til en slags “elektriske udladninger”. Dette kan tage to forskellige udtryk: dels som midlertidige intuitive “kosmiske glimt”, dels som en nyvakt evne til at opleve omverdenen fra et perspektiv, som et væsen af det modsatte køn til en selv har været i stand til i en meget lang tidsperiode. Det betyder, at det væsen, der engang blot var en mand, nu også begynder at kunne opleve verden som en kvinde, mens det væsen, der engang var en kvinde, begynder at kunne opleve verden som en mand.

Selv forestiller jeg mig dette fænomen som, at væsenet får et “dobbeltperspektiv”, der gør det muligt at opleve verden både som mand og kvinde. Med udgangspunkt i den nuværende almindelige pol oplever man kun verden “todimensionelt”, mens man med sin nye evne til at opleve verden ud fra begge perspektiver får et “dybdesyn” og kan opleve verden “tredimensionelt”. At opleve verden fra ens modsatte pol indebærer, at man kan føle en sådan sympati for et væsen af ens eget køn, som kun ens medmennesker af det modsatte køn har kunnet. Da dette er en helt ny evne i modsætning til den ordinære seksuelle struktur, skaber dette en stor glæde i væsenet!

Men de, der ikke kun har kunnet vise sympati for væsener af det modsatte køn, men som derudover også i andres øjne har vist “upassende” sympati for medmennesker af samme køn som dem selv, er på grund af omgivelsernes manglende forståelse i lang tid blevet mødt med intolerance og forfølgelse. I Det Evige Verdensbillede III, adresserer Martinus denne intolerance på følgende måde: 

“Hvorfor så forfølge de første spæde spirer af denne livets højeste kraft, Guds ånd, når du møder den i din næstes øjne eller i kærtegnene fra hans hånd? – Hvorfor ikke takke Gud fordi du her allerede får lov til at møde strålerne fra den allerhøjeste ild i renkultur? – Hvorfor ikke åbne dit hjerte for denne guddommelige udstråling af varme fra det evige lysvæld, fra Guddommens nærværelse i din broders psyke? – Kan du nogen sinde komme til et større møde med Gud? – Hvorfor så ikke åbne dit sind og din tankeverden for dette guddommelige lys og derved smelte sammen med din broders flamme og blive til ét med ham i den evige Faders strålevæld? – Kan der findes nogen større opfyldelse af det evige bud: “Du skal elske din næste som dig selv”?” (Det Evige Verdensbillede III, Symbol 33, stk. 22)

I et tidligere afsnit i Livets Bog V, bruger Martinus også begrebet “fødselsporten”, som han sammenligner med en ung kvindes “jomfruhinde”, der blandt andet fungerer som en beskyttelse af det pågældende væsen mod uønsket graviditet i en alt for tidlig alder. På samme måde beskytter “fødselssporten” væsenet mod at blive bevidst om dets seksuelle tiltrækning til væsener af sit eget køn på et for tidligt stadium i udviklingen:

“Ligesom den kvindelige Jomfrudom er bestemt til at beskytte Kvinden imod Samleje i hendes Barneaar og først bliver svag og naturlig bristefærdig ved hendes Kønsmodenheds Indtræden, saaledes er “Fødselsporten” ligeledes et Beskyttelsesorgan mod for tidlig Opvaagnen i og Udvikling af den modsatte Pols Terræner.” (Livets Bog V, stk. 1885)

Forcering af den modsatte pol

Den modsatte pols vækst kan nemlig forceres på forskellige måder, inden man er helt seksuelt moden. Hvis man bliver hjernemæssigt og seksuelt bevidst i sin modsatte pol på et alt for tidligt tidspunkt, kan væsenet have svært ved samtidig at bevare sin normale kønslige identitet på det stadie, hvor dette stadig er nødvendigt. Men på samme måde som der på grund af en unaturligt forceret seksualitet kan skabes en bevidsthedsmæssig forbindelse til væsenets modpol alt for tidligt i udviklingen, kan den åndelige “nerveforbindelse”, som Martinus beskriver i ovenstående citat, også forceres frem gennem for eksempel alt for kraftige åndelige “øvelser” eller ved hjælp af visse stoffer med det formål at “udvide” bevidstheden ad kunstig vej. Her kan man nævne den såkaldte “kundalini-rejsning”, som kan skabe ubehagelige oplevelser og forvirring hos det væsen, der frivilligt har fremprovokeret den åndelige nerveforbindelse alt for hurtigt. I værste fald kan det ende med sindssygdom og endog selvmord. Det kan derfor være på sin plads at advare mod alle sådanne overdrevne øvelser, der forcerer den seksuelle poludvikling!

I Livets Bog V, beskrives mange af de seksuelle afsporinger, som et væsen kan støde på i løbet af sin polforvandling. Her skriver Martinus blandt andet om overdrevent feminine mænd og overdrevent maskuline kvinder, der drages imod deres eget køn. Denne form for afsporing behøver dog ikke at påvirke andre væsener end personerne selv. Problemet er, at netop disse væsener som regel ønsker samliv med udpræget maskuline mænd og feminine kvinder. Men sidstnævnte væsener har næppe nogen interesse i seksuelt samkvem med feminine mænd og maskuline kvinder af samme køn som dem selv. Derfor løber de førstnævnte væsener en stor risiko for at blive ramt af overordentlig megen følelsesmæssig lidelse. Det skal dog bemærkes, at Martinus i sin beskrivelse af disse personer ikke engang nævner ordet “homoseksualitet”.

En meget stor gruppe af de “homoseksuelle” mennesker, vi møder i dag, kan ikke med rette betegnes som overdrevent feminine mænd og maskuline kvinder. Men det udelukker ikke, at mange kan forelske sig i et væsen af deres eget køn på en sådan måde, at de ønsker at indgå ægteskab, stifte familie og få børn. Dette viser, at de pågældende væsener af forskellige årsager med oprindelse i tidligere livserfaringer er blevet seksuelt bevidste i deres modsatte pol på et noget for tidligt stadium i deres udvikling. Dermed ikke sagt, at de af den grund behøver at bliver betragtede som “afsporede”. De fleste af nutidens “homoseksuelle” er hverken mere afsporede eller mere “fuldkomne” end heteroseksuelle mennesker.

I Livets Bog V, definerer Martinus, hvad der kendetegner begrebet “afsporet”:

“Der, hvor Væsenerne er afvigende fra den autoriserede Parringsdyd, men ikke har farlige Tendenser hverken i sadistiske eller morderiske Retninger, eller der, hvor der ikke er tendenser til Efterstræbning af mindreaarige eller forekommer Tilfælde, hvor Væsenerne ligger under for deres Drift som en Last, de ikke kan beherske,og den derfor vil føre dem i Afgrunden, føre dem imod Sindssygdom og Aandssvaghed, er der jo ikke noget ved disse Væseners seksuelle Indstilling, der kan genere andre eller berettige disse til at gribe ind. Og her viser det sig da ogsaa, at der ikke er noget som helst at gøre. Her er den seksuelle Udvikling nemlig ikke afsporet. Væsenerne her repræsenterer som Regel høj intellektuel Udvikling, ja er endog i bedste Tilfælde Aspiranter til Indvielse, der hvor de ikke allerede er indviede. At saadanne Væsener ikke er gifte er naturligvis en Selvfølge. De vil altid fremtræde som enlige Væsener. Det er blandt disse enlige Væsener, vi finder Menneskehedens allerstørste Førere.” (Livets Bog V, stk. 1789)

Martinus forklarer også, hvordan de, der er blevet seksuelt bevidste i deres modsatte pol på et tidligt stadium i deres udvikling og derfor kan opleve personlig lidelse, efterhånden af livet selv vil blive ført ind på et normalt og afbalanceret udviklingsspor. Det skal dog ikke nødvendigvis tolkes sådan, at de, der fik deres modsatte pol åbnet for tidligt, vil vende tilbage og blive “heteroseksuelle” igen. At blive bragt ind på en normal og afbalanceret udviklingsvej betyder snarere, at man gennem livets erfaringer vil modnes til en “homoseksualitet”, der ikke længere indebærer lidelse for nogen af parterne. Det, der en gang er åbnet mentalt, kan jo ikke pludselig lukkes igen!

Man kan sammenligne denne situation med et barn, der af en eller anden grund bliver født efter otte måneder i stedet for efter ni måneder, som er det mest almindelige. Det er naturligvis ikke ideelt at blive født for tidligt, før graviditeten er afsluttet, men på den anden side behøver en noget for tidlig fødsel ikke at betyde problemer for den nyfødte senere i livet. På samme måde som det er bedst at blive født efter omkring ni måneder i moderens mave, er det generelt bedst, at menneskers homoseksuelle sympatier ikke åbnes for tidligt i deres bevidsthedsmæssige udvikling. På den anden side behøver de, der af forskellige årsager er blevet seksuelt bevidste i deres modsatte pol på et for tidligt stadium, heller ikke opleve dette som et større personligt problem, i det mindste ikke i et civiliseret, tolerant og nogenlunde humant udviklet samfund.

Homoseksualitetens naturlige udvikling

Det fuldt dobbeltpolede menneske nærer bestemt kærlighed til alle sine medvæsener, men er ikke længere seksuelt tiltrukket af væsener af modsat køn! Denne seksuelle lyst er nemlig for længst blevet udlevet og mættet. Ifølge Martinus er dobbeltpoletheden selve kernen i al human religiøsitet, og det er mere eller mindre dobbeltpolede væsener, der gennem historien har betydet mest for udviklingen af human kultur. De fleste af disse væsener har ikke været specielt ægteskabeligt anlagte. Hvis vi tager Jesus som det tydeligste eksempel, var hans kærlighed ikke begrænset af nogen kønslige barrierer, hvilket blandt andet kommer til udtryk i de bibelcitater, hvor hans kærlighed til disciplen Johannes antydes. Med den voksende dobbeltpolethed øges nemlig evnen til at elske væsener af ens eget køn!

“Men alt eftersom dobbeltpoletheden tager til i udvikling, bliver frastødningen af ens eget køn mindre og mindre, og en ny intim sympatisk tilstand begynder at opstå […] Det er den samme sympatiske evne, der ligger til grund for de store humane religioner og deres virksomhed, den humane moraludbredelse og nu til sidst åndsvidenskaben, der er det samme som kærlighedsvidenskaben, intellektualiseringen af de evige kristusidealer og skabelsen af det evige verdensbillede […] Dobbeltpoletheden er således den absolutte livsbetingelse for fysisk skabelse af menneskelig bevidsthed og dermed betingelsen for den heraf fremtrædende udvikling af kosmisk bevidsthed eller mennesket i Guds billede efter hans lignelse.” (Det Evige Verdensbillede III, symbol 33, stk. 26)

Det dobbeltpolede menneske er således seksuelt tiltrukket til de væsener, der ikke er af modsat køn. Dette væsen har jo udviklet sig helt væk fra den dyriske tilstand og er nu mentalt hverken mand eller kvinde, selvom det i en overgangsperiode stadig ligner en mand eller kvinde udadtil:

“Samtidig med, at Dragningen imod den eenpolede eller saakaldte “normale” seksuelle Akt mellem to Væsener af modsat Køn svækkes eller aftager, opstaar Begæret, Lysten eller Længselen imod en Ændring i den seksuelle Oplevelse. Det seksuelle Begær eller Længselen efter seksuel Udløsning tager nemlig ikke af, selv om den kønslige Struktur ændres. Svækkelsen gælder kun Længselen eller Dragningen imod den ordinære eller tusindaarige normale Akt. Denne ny Dragning er altsaa ikke rettet imod det modsatte Køns Væsener. Det er jo Besiddelseslysten til disse Væsener, der er mættet. Naar det modsatte Køns Væsener ikke er Objektet for den ny seksuelle Dragning, kan det kun være de andre Væsener af Racen eller Arten. Og disse andre kan jo igen kun være Individerne af Væsenernes eget Køn. Denne begyndende Fornemmelse eller Længsel imod at kærtegne sit eget Køns Væsener er, naar den da ikke forekommer paa et for denne seksuelle Form fremtrædende for tidligt Stadium, som tilfældet er ved de tidligere omtalte Afsporinger, en allerførste begyndende virkelig – ikke dyrisk – men menneskelig Tendens.” (Livets Bog V, stk. 1900)

I det rigtige menneskerige er alle af samme køn, nemlig af dobbeltpolet køn. En sådan fuldkommen organisme findes endnu ikke på vores Jord, og derfor kan alkærligheden indtil videre kun komme til intimt udtryk mellem to væsener af samme kropslige køn. Martinus antyder, at det er denne form for seksualitet, der mest ligner seksualiteten i det rigtige menneskerige, hvor som sagt alle væsener er af samme dobbeltpolede køn (jf. Det Evige Verdensbillede III, symbol 33, stk. 22).

Antipatien mod alt for varme sympatitilkendegivelser mellem mennesker af samme køn er dybt forankret, og det beror ifølge Martinus på vores iboende dyriske instinkter. I en dyreflok bliver alle væsener med afvigende adfærd udstødt. Intolerance mod især seksuelt afvigende mennesker findes fortsat langt fremme i udviklingen, og der er stadig lande, hvor den seksuelle polforvandlings helt normale udtryk stemples som kriminelle. Mennesker ved i almindelighed ikke, at den seksuelle sympati mellem væsener af samme køn er et udslag af næstekærlighedens organiske fremvækst. Der var selvfølgelig et tidspunkt, hvor det var nødvendigt at bremse denne udvikling, fordi den moralske udviklingsstandard endnu var for lav, men for dem, der var højere udviklede, indebar dette en følelsesmæssig hæmning, der kunne resultere i hemmelighedskræmmeri og skyldfølelse. For dem, der i offentlighedens øjne føler for stærk sympati for mennesker af samme køn som dem selv, kan det være nødvendigt at udvise en vis tilbageholdenhed:

“Det paagældende Væsen maa saaledes udvise en imod sin virkelige normale Natur lidt køligere Fremtræden, der, uden at være umoralsk, nogenlunde ligner den Fremtræden, som det ordinære Hankøns- og Hunkønsvæsen udviser overfor sit eget køn.” (Livets Bog VII, stk. 2616)

Martinus plejede selv at formulere det på den måde, at han i modsætning til andre mennesker, der forsøger at beherske deres dårlige sider, i stedet var tvunget til at skjule sine gode sider og “nedblænde sit lys”!

Homoseksualitet og dobbeltpolethed

Betyder dette, at såkaldte homoseksuelle mennesker er højere udviklede end andre? – Ikke nødvendigvis, men det faktum, at man kan elske et væsen af sit eget køn, viser, at den feminine pol i manden eller den maskuline pol i kvinden er begyndt at gøre sig gældende. Et rendyrket han- eller hunvæsen kan umuligt elske sit eget køn. Hvis man kan elske et væsen af samme køn, viser dette, at man ikke længere er et dyr, men på vej til at blive et rigtigt menneske. Ifølge Martinus er homoseksualiteten, når den ikke er afsporet, en rent menneskelig tendens. Homoseksualitet i sin naturlige form er en overgangsfase i udviklingen fra dyr til menneske, som alle vil gennemgå. Alle bliver dobbeltpolede, men langt fra alle behøver at blive afsporede eller abnorme:

“Man vidste naturligvis ikke, at homoseksualitet var udtryk for det sidste afsnit af Guds skabelsesproces af mennesket i sit billede efter sin lignelse.” (Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 35)

“Et kristusvæsen, et færdigt menneske i Guds billede, er jo et væsen, der elsker sin næste som sig selv, men det opnås ikke bare igennem ét liv i homoseksualitet” (Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 36).

At hævde, at der skulle findes en særlig “vejbane” for mennesker, der skulle kunne udvikles hele vejen frem til kosmisk bevidsthed med en “heteroseksuel” orientering, er altså en misforståelse af Martinus’ polanalyser. Denne opfattelse bygger formentlig dels på en frygt for, at man i livet kunne “gå glip af” oplevelser, man endnu ikke helt er mætte af, og dels at man kunne risikere at ende på afveje i sin udvikling. Den bedste beskyttelse mod at komme på afveje er en stærk moral og et tæt, personligt Gudsforhold. Det er også vigtigt at understrege, at man aldrig kan ønske sig andet end det, man selv frivilligt vil og ønsker.

Lige så farligt det kan være med et alt for “overeksponeret” sexliv, lige så farligt er det at “undertrykke” den naturligt voksende dobbeltpolethed. Dette kan give anledning til følelsesmæssige blokeringer, som før eller siden gennembrydes. Mange abnorme seksuelle forhold har deres udspring i omverdenens intolerance og undertrykkelse, hvilket kan resultere i unaturlige hæmninger hos den person, der begynder at blive påvirket af sin voksende modsatte pol. Men et menneske, hvis moral behersker seksualdriften, har intet at frygte. Hvad der er unaturligt på et udviklingstrin, behøver ikke være unaturligt på et andet!

Dobbeltpoletheden er fuldkommen i samme grad som den ikke er baseret på forelskelse og ejendomsbegær. Men da udviklingen foregår trinvis, behøver man ikke være fuldkommen for at være normal. Selv de, der i dag er allermest humane, befinder sig kun i dobbeltpolethedens spæde begyndelse, hvilket indebærer, at ingen endnu har set dobbeltpoletheden i dens fuldkomne skønhed.

Mennesker, der begynder at blive dobbeltpolede, kan stadig have forelskelsestendenser og favorisere smukke væsener af deres eget køn uden at være unormale. At disse ligesom mere “enpolede” væsener har fejl og mangler, så længe de ikke er fuldt udviklede, er absolut ikke et kendetegn ved dobbeltpoletheden som sådan.

I deres uvidenhed har mennesker gennem tiderne “korsfæstet” væsener, som afveg for meget fra mængden. Dermed er også selve alkærligheden blevet korsfæstet til trods for, at kun dén kan “redde” menneskeheden ud af alt mørke og al lidelse og skabe fred. Men heldigvis kan hverken straf eller forfølgelse stoppe den guddommelige plan: Næstekærligheden vælder frem som en smeltevandsflod og besejrer alle dyriske rester i bevidstheden.

Ifølge Martinus er det ikke livets mening, at seksualitetens udvikling skal standses; det kan den ikke, og i grunden er det kun positivt, at seksualiteten vokser. Men det, der skal standses, er menneskers eventuelt manglende moralske ansvar. 

På vej mod en helt ny måde at leve på

Alle disse problemer viser nødvendigheden af et nyt verdensbillede og af oplysning om moral på kærlighedens og seksualitetens område. Tusind år gamle dogmer kan ikke være den rigtige opskrift for det moderne menneske. Ligesom ægteskabet har sin egen særlige moral, har alkærligheden sin. Da ægteskabets moral begrænser alkærligheden, og alkærligheden begrænser ægteskabet, kan disse to moralsystemer ikke blandes uden der opstår konflikt. Det er for eksempel ikke et tegn på humanitet at bryde sit ægteskabsløfte. På den anden side er det ikke umoralsk at bo sammen uden at være gift, men da bør man ifølge Martinus ikke få børn.

Når mennesker virkelig begynder at kunne elske hinanden for alvor, mister ægteskabet sin oprindelige funktion. Vores udviklingsepoke er en gradvis overgang mod en åndelig tilstand, hvor reinkarnationen til sidst vil ophøre. I fremtiden behøver ingen at fødes og dø; det kosmisk bevidste menneske kan materialisere og dematerialisere sin krop direkte på tankens bud. I samme grad som den nuværende måde at fødes på forsvinder, frigøres seksualiteten fra forplantningen.

Vi kan allerede nu mærke, hvordan seksuel nydelse i mange tilfælde opfattes som vigtigere end selve forplantningen. Samlejet mellem mand og kvinde erstattes ifølge ovenstående citat med en helt ny kærlighedsakt. En sådan kærlighedsakt er allerede under udvikling og kommer i dag til udtryk indirekte gennem kys, kærtegn og omfavnelser i både seksuelle og i rent venskabelige sammenhænge.

Som tidligere nævnt bliver vores krop mere og mere forfinet og følsom. Den bliver forvandlet til et kærlighedsredskab i den menneskelige seksualitets tjeneste. Den menneskelige kærlighedsakt er ikke samleje, men en kærtegnsakt, hvor hele kroppen er involveret og kysset spiller en fremtrædende rolle. Alt i tilværelsen er baseret på denne kontrastvirkning, på spænding og afspænding.

Disse tanker kan virke letsindige i vores øjne, men det skyldes nok snarest vores egen ufuldkomne moral og manglende evne til betingelsesløs kærlighed. Fremtidens verden vil være præget af en helt anden åbenhed og frigjorthed; den seksuelle oplevelse af Guds hellige ånd behøver ikke at blive stillet i skammekrogen! Alkærligheden er et kosmisk “ægteskab” mellem alt og alle; her findes kun ét, dobbeltpolet køn, ingen jalousi, intet mørke og ingen tårer. Alle elsker hinanden og er forbundet i fuldstændig frihed. Det er ikke en kølig, af høflighed opretholdt sympati mellem væsenerne, men et permanent møde med ingen ringere end Guddommen i kød og blod, i højeste salighed, lykke og ekstase. Det rigtige menneskerige er sensualitetens festsal, en verden af lys, kreativitet og alkærlighed.

 

Denne artikel er baseret på materiale fra en gammel artikel, der blev skrevet første gang i 1987 for derefter at blive revideret i 1992. Den originale artikel blev bragt i tidsskriftet Ny Kultur, nr. 1, foråret 1993. 

Ingemar Fridell 14 september, 2022, Nyhamnsläge

Oversat fra svensk af  Jes Arbov