Julens stemning

Hvad er egentlig julestemning? – Ja, det er i realiteten en glædesfølelse over andre menneskers mobiliserede sympatitilkendegivelser. Da julen er en gavernes fest, og fundamentet for den fremtidige kultur er dette "hellere at give end at tage", er det ikke så mærkeligt, at det giver en særlig stemning på den årstid, hvor dette gaveprincip i særlig grad kommer frem. De fleste mennesker i den kristne verden vil være gode og kærlige juleaften og i juledagene, der er blevet hellige dage. Det er blevet en stor tradition, og her op imod julen er der skibsladninger, vognladninger og flyvemaskiner fulde af gaver, der skal deles ud rundt om i verden, og millioner af kærlige hilsener sendes til venner og bekendte. Det ville være dejligt, hvis menneskene havde denne tendens hele året, men nu er det mest beregnet på midvintertilstanden, og det er jo dejligt med noget oplivende her i de grå hverdage i mørkets tid.

Det kan have sin betydning at studere denne tradition nærmere, for den udfolder en så kolossal energimasse, at der faktisk ikke er noget i verden, der kan opvise noget tilsvarende. I juleevangeliet berettes der om et lille barn, der i en længst svunden tid i Bethlehem blev født i en stald og lagt i en krybbe med dyrene omkring sig. Der må være en indre kraft eller usynlig magt i denne beretning, der har kunnet afstedkomme en sådan manifestation og energiudfoldelse. Det er ikke blot inde i menneskesindet, i det ydre bliver der gjort alt for at smykke gader og butikker, alle vegne er der guld, glimmer og masser af skinnende lys. Det er ikke gjort for at gøre menneskene nedtrykte og melankolske, men for at hjælpe dem og live dem op. Her vil man måske indvende, at udsmykningen af gaderne og forretningerne er til for at stimulere folk til at købe. Jamen i vore dage har vi ikke andre veje end forretningsprincippet, og når menneskene har fået denne tendens til at give gaver, er det da glimrende, at der er andre kræfter, der har fået til opgave at bringe gaverne til veje, så man kan få lejlighed til at se på dem og gøre sine indkøb. Man vil måske også sige, at give gaver er en tradition, og når man selv får gaver, er man nødt til at give gaver igen, andet kan man ikke være bekendt. Jamen tænk, hvor dejligt det ville være, hvis man hele tiden ikke kunne være andet bekendt end at være god og kærlig imod sin næste. Det ville da være strålende! –

Der kan være enkelte mennesker, der ikke synes om gavegivning, men i det store og hele må folk synes om det og synes om det smukke opbud i byerne. Søndagene før jul ser vi gaderne fyldt til trængsel med mennesker, der ser glade ud og kommer med mange pakker osv. Det ville sikkert virke nedtrykkende at fjerne denne tradition, og det skal man heller ikke, der er ikke så meget oplivende i verden, at vi har råd til at undvære det, vi har. Skulle vi undvære noget, måtte det være for også at give vor næste adgang til at få del i goderne. Men nu eksisterer denne voldsomme energiudfoldelse og denne gavetradition, og det er et udtryk for den begyndende næstekærlighed. Det er begyndelsen til den kommende verdenskultur, som menneskene skal nå frem til, når de bliver færdige med krigene og når frem til at kunne forstå hverandre. Da vil der blive julestemning hele året rundt, alle vil komme til at elske alle, i modsætning til i dag, hvor der mere eller mindre er krig imellem alle, mand og mand imellem og nationer imellem. 

Nu er der måske mennesker, der vil hævde, at beretningen om Kristi fødsel kun er et sagn, der sikkert slet ikke passer, og Kristus er måske aldrig blevet født. Jamen det er ligegyldigt, for det er en kendsgerning, at denne kærlighedsenergi eksisterer i dag. Hvis den kun var et opdigtet eventyr, er det da fabelagtigt, at en sådan historie kan lave en tradition og et sådant opbud, der i snart 2000 år er vendt tilbage hvert eneste år. Har man set, at andre forfattere kunne formulere et sådant digt og skabe en sådan tradition, at slægt efter slægt og millioner og atter millioner af mennesker har kunnet blive glade og føle denne julestemning? – Nej, det har vi ikke set. De andre religionsstiftere har ganske vist deres store tilslutning, men de tilhører også undtagelserne. Nu er tiden kommet, hvor menneskene ikke blot vil forstå, at kristusbegivenheden ikke er et sagn, de vil komme til at forstå, at juleevangeliet er meget mere end den lille del, de har fået igennem Bibelen. [...]

Menneskene skal allerede her i den fysiske verden opnå den fuldkomne tilstand, og de første store virkninger er denne julestemning, som kommer ind i menneskeheden her ved juletid. Julestemningen, der er glæden over andre væseners mobiliserede kærlighed og venlighed imod en, bevirker, at man også selv gerne vil give gaver, og det er det, der skal til. Hvis alle hellere ville give end tage, var menneskene allerede nået frem til fuldkommenheden. Det er de ikke, men de er nået så langt frem, at de kan begynde at forstå den guddommelige plan, når den fremlægges for dem i form af kosmiske analyser, der viser den kolossale logik og kærlighed, der ligger bag det hele.

Princippet med kristusbarnet og den logik og kærlighed, der er nedlagt i mennesket, skal vokse, og nogle er så langt fremme i denne vækst, at de kan begynde at mærke Guds nærhed i alting og at se Gud i næsten. Når jeg ser alle mennesker i denne sal, ser jeg Guds ansigt, det er Guds talerør til mig, og jeg er Guds talerør til dem. Vi kan ikke være til uden Gud, der benytter alle levende væsener som sit talerør eller sit åbenbaringsmiddel. Det drejer sig da om, hvilket organ man vil være for Gud, om man vil være skarpretter og den, der svinger svøben, eller den der læger sårene, kærtegner og velsigner.

Menneskene er kommet så langt, at de sikkert allesammen helst vil velsigne, og denne velsignelse stråler man ud til hinanden gennem kærlige øjne, varme håndtryk, gaver osv., det er julens princip. Julestemningen er den nye verdenskulturs atmosfære, som menneskene begynder at kunne mærke, ligesom søluften i nærheden af havet. Jo mere man selv befordrer sin egen vækst på dette område, desto hurtigere bliver menneskeheden færdig med krigen og alt det mørke, og derved kommer man til at opleve den virkelige fred i sit eget indre og føle sig ét med Guddommen. 

Fra et foredrag holdt på Martinus Institut mandag den 19. december 1960. Båndafskrift bearbejdet af Ole Therkelsen.