Martinus’ islandsrejser

I sommeren 1952 boede præsidenten for Det Teosofiske Selskab i Island, Gretar Fells, i Kosmos ferieby med sin hustru. Han inviterede Martinus til at tage på en rejse til Island.

Flyet afgik den 7. september 1952 fra København. En stor kreds af Martinus’ venner havde kørt ham til lufthavnen for at opleve denne spændende begivenhed og for at sige farvel til deres elskede Martinus, som på det tidspunkt endnu aldrig havde forladt dansk jord. Den 4. oktober kunne de igen omfavne ham i København, for Martinus plejede at hilse på sine venner med et kram. Det blev starten på seks rejser til Island, hvor Martinus’ forhold til Island og dets befolkning udviklede sig stadig mere intenst. Hans besøg blev altid rapporteret i den lokale presse, selv det første besøg. Martinus talte til teosofiske og senere kirkelige kredse og fik mange venner på Island. Overalt mødte han stor åbenhed. Meget snart blev hans bøger også oversat til islandsk. I sine erindringer siger han:

”Jeg har hver gang mødt en umådelig trofasthed og kærlighed i Island, og der har altid været stor tilslutning til mine foredrag både i Reykjavik og i Akureyri.”(1)

Helt fra barndommen elskede Martinus naturen. Han gik mange ture i Dyrehaven i København, langs stranden ved Klint og var på regelmæssige udflugter torsdag aften. Han elskede især den islandske natur:

”Jeg blev inviteret med på nogle dejlige bilture, så jeg fik lejlighed til at se det eventyrligt skønne land. Man førte mig igennem midnatssolens strålende guld(2) og til månelandskaber i lavamarkernes store øde. Jeg så jøklernes blændende lys fortabende sig i himlen, og jeg så ned i vulkanen Heklas glødende indre. De førte mig ud til de store ubeboede vidders psykiske kræfters pulseren imellem fjeldene. Jeg så de varme springkilder og mange andre sælsomme foreteelser.

Da jeg besøgte Thingvalla og kom op til Øxarå-vandfaldet, som jeg fotograferede, blev jeg indhyllet i en ekstaselignende salighedsfornemmelse – uden at der var nogen som helst påviselig ydre fysisk årsag til denne tilstand. Jeg kunne kun føle det som en velkomsthilsen fra væsener, som ikke var af denne verden. Her ude på Islands store ubeboede vidder, tusinder af mile borte fra de øvrige nationers larmende jag og mere eller mindre gudløse atmosfære, er det ikke så mærkeligt, at de højere grader af den åndelige verdens atmosfære langt lettere trænger igennem.”(3)

Tre år senere, i juni 1955, fløj Martinus for anden gang til Island for at holde foredrag på både den sydlige og nordlige del af øen. Ved sit første besøg i Island mødte han præsten Arelius Nielsen, som siden oversatte Martinus’ bøger til islandsk. Martinus holdt det første foredrag i Akureyri og fløj derefter tilbage til Reykjavik, hvor han også i nogen tid var gæst hos Aurelius Nielsen. I Reykjavik holdt han flere foredrag i Det Teosofiske Selskab, hvor Arelius Nielsen og Vignir Andresson fungerede som tolke, fordi ikke alle tilhørere forstod dansk tilstrækkeligt godt.

Arelius Nielsen besluttede at tale med biskoppen og foreslå, at Martinus skulle tale ved en præstesynode, der fandt sted i Reykjavik. Biskoppen var enig. Om morgenen holdt Martinus en improviseret 20-minutters tale, hvor han talte om Kristus. Om aftenen talte han om emnet Bønnens mysterium.

I sine erindringer talte han om sit møde med præsterne:

”Engang blev jeg inviteret til et stort kirkemøde sammen med landets 100 præster. Det var en meget dejlig oplevelse for mig, og den viste mig, hvilken strålende tolerance og forståelse man kan møde hos det islandske folk. Præsterne går til hinandens møder, hvad enten det er adventister, Indre Mission, spiritister, teosoffer eller antroposoffer. Jeg tror ikke, jeg vil kunne møde en sådan tolerance i mit eget lands kirkelige kredse

Dog har jeg engang truffet en dansk præst, som udtalte, at naturligvis troede han også på reinkarnation, men det kunne han jo ikke så godt stå og sige fra prædikestolen.

Kirkemødet, hvor jeg var sammen med 100 præster, fandt sted på Reykjaviks Universitet, og jeg havde den islandske biskop til bords. Han anmodede mig om at holde et lille foredrag, i hvilket jeg skulle redegøre for mit syn på Kristus.

Jeg fortalte da, at mit syn på Kristus var ikke det, at han havde påtaget sig straffen for menneskenes synder. Dette var en misforståelse og slet ikke det, der var det store i hans mission. Men det var dette, at han midt under sine smerter på korset – i kulminationen af de sværeste lidelser – med de sidste rester af sine døende kræfter kunne bede for sine bødler og sige: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!”

Min tale vakte stærkt bifald, og biskoppen takkede mig for foredraget og sagde, at det kom fra hjertet, det kunne man mærke.”(4)

Også Arelius Nielsen har nedfældet sine erindringer om Martinus. Vi læser om mødet:

“Jo – han er smuk, en lidt fyldig type, middelhøj, mørkhåret, brunøjet. Er det en dansk type? Jeg ved det ikke. Han synes snarere at ligne en franskmand. Øjnene er strålende rene og klare som barneøjne. Han er både gammel og ung – men mest ung. Hans skikkelse er meget tiltalende, hans bevægelser lette og smidige, hans håndtryk varmt og behageligt. Man føler det helt ind i hjertet. Hans smil er ungdommeligt, men han har dog alderdommens værdighed i hele sin fremtræden.

Jo, Martinus opfyldte så sandelig alle vore forhåbninger. Der var ingen, der blev skuffet ud over de, der troede, at han have langt skæg og hår, der gik ned over skuldrene ligesom hos jordiske vismænd.

Han var ikke i nogen som helst henseende affekteret eller unaturlig, men jævn og ligefrem – og dog var han som ingen anden.

Og så begyndte han at tale. Ordene var også almindelige, men det var, som om himmel og jord talte. Han havde nøglen til alle hemmeligheder og løsningen på alle gåder. Hans ord havde en mærkelig magt, en fortryllelse, som greb hele bevidstheden.

Det blev en oplevelse, man aldrig kan glemme. Man hørte en mand tale, og han talte dansk, men hans ord trængte helt ind til ens dybeste sind. Måske var det ikke så meget hans ord, som det var hans øjne, hans ånd og sjæl, der talte.

Jeg hørte Martinus tale på den islandske synode. En stor forsamling af præster med deres biskop i spidsen lyttede til ham med den største interesse. Han talte om Kristus som det store forbillede og verdens eneste håb.

”Er han ikke præst?” spurgte de. Men nej – han var ikke præst, han var meget mere. Han var en vismand.

Det var vel kun enkelte af dem, der forstod hvem han var.

Hans besøg var som et glimt – et glimt fra himmelen, som kommer og forsvinder med det samme, men efterlader sit minde, sit lys, sit morgengry i bevidstheden. En forjættelse om noget stort og helligt, rent og evigt.

Der eksisterer fortid, nutid og fremtid. Men det er kun fremtiden, der tilhører Martinus. Hans verdensbillede vil af fremtidens mennesker blive betragtet som en gave til os alle.

Han vil lyse ind i vore mørkeste nætter og give varme til vore koldeste vintre.

Vi tror, det vil blive hans viden, der vil give kristendommen den klædedragt, som det moderne nutidsmenneske ønsker og har brug for.

Han er den største gave, Gud har givet Danmark.”(5)

Da Martinus blev inviteret til Island for tredje gang i 1958, takket være Vignir Andresson, der tolkede på den anden rejse til Island, var der allerede forskellige studiekredse der, og hans bøger var efterspurgte. Martinus blev straks af pressen bedt om at give et interview.

Hos Kurt Christiansen læser vi:

”Man kan måske undre sig over, hvorfor netop islændingene har fået så stor interesse for Martinus kosmologi at selv præster fra den kristne kirke, har ønsker om at høre Martinus tale.

Vi kan uden tvivl finde svaret herpå i en artikel af M. Simson fra Island, skrevet i Julekosmos 1957 side 72 med titlen: ”Indtryk fra Kosmos Ferieby. Sommeren 1957”.

Simson skriver, at han er dansk af fødsel og har levet i Danmark i 30 år, men han har i de sidste 42 år boet i Isafjord pa Island. Han er islandsk statsborger og har ikke været i Danmark i 34 år.

I sin artikel skriver han, at det måske kan være af interesse at høre lidt om islandsk åndsliv set fra et rent åndsvidenskabeligt synspunkt. Han siger, at på Island findes der ingen grobund for fanatiske sekter og trosretninger. Island adskiller sig fra de andre nordiske lande, ved at have en udviklingsbane der er helt anderledes end nogen af de andre nordiske lande. Han siger videre:

”Her på Island er troen på kirkens lære meget svag. Den grufulde intolerance, som er uløseligt knyttet til troen, findes ikke her. Island er ubetinget verdens mest tolerante land, enhver kan uantastet have sin mening om livet og tilværelsen, men i politikken finder man endnu intolerance. Island er stærkt på vej ind i den virkelige videns og livsforståelsens livszone.

Da tolerance er det samme som forståelse eller humanisme, og moralen kun kan måles efter tolerancens styrke, må Island være foran andre nationer på dette område.”

Han refererer endvidere Martinus for at have sagt, ”At Island ubetinget er en af verdens højst udviklede nationer”.“(6)

Martinus foretog yderligere tre rejser til Island i 1962, 1966 og 1970. Kurt Christiansen skriver i sin biografi, at han også tog på en rejse til Island i 1977, i en alder af 87 år, men kommer dog ikke med yderligere detaljer.

Noter

1. Martinus: Erindringer, s. 126.

2. Dette refererer til hans anden rejse, som var i juni 1955.

3. Martinus; Erindringer, s. 127-28.

4. Ibid. s. 126-27.

5. Martinus – som vi husker ham, s. 136f.

6. Kurt Christiansen: Martinus og hans livsværk Det Tredie Testamente, 10. afsnit, s. 66. 

Oversat fra tysk af Jes Arbov