Særlige træk der gør Det Tredie Testamente til et enestående værk

1. Verdensbilledet, som værket formidler, er selvoplevet

Værket er skrevet på basis af, hvad Martinus betegner som kosmisk bevidsthed. Denne bevidsthedstilstand har intuitionsenergien som dagsbevidst og viljestyret energi. Med intuitionsenergien er det muligt at opleve verdensaltets bærende love og principper. Den kosmiske bevidsthed giver dermed adgang til at erkende, hvad Martinus også betegner som verdensaltets og livets “evige facitter”. Med intelligensevnen kan detaljerne og de logiske sammenhæng udredes og forklares, hvorved de “evige facitter” bliver intellektuelt begribelige for andre uden kosmisk bevidsthed.(1)

Det er dette særlige, i jordisk sammenhæng højtudviklede og ualmindelige bevidsthedsniveau, der udgør værkets vidensgrundlag.

Martinus anså selv de bevidsthedsmæssige forudsætninger for værkets tilblivelse som afgørende for, at læseren fik den rigtige opfattelse af værket og dets indhold. Derfor redegjorde han for dem helt fra forfatterskabets begyndelse:

“Da mit eget Liv er af en saadan Natur, at jeg ved Selvsyn har været i Stand til at opleve […] [Tilværelsens dybeste Love og evige Grundprincipper] i en saadan Renkultur, at det paa alle Maader retfærdiggør det guddommelige Ord: “Se alt er saare godt”, og derfor kun kan eksistere som identisk med det absolut direkte Svar paa det for Verden stadig aktuelle Spørgsmaal “Hvad er Sandhed”, har jeg følt det som min Pligt at gøre denne min Oplevelse eller Viden tilgængelig for Almenheden; og det er netop dette mit Førstehaandskendskab til de kosmiske Realiteter, […] jeg under Udtrykket “Livets Bog” eller “Den evige Visdom” bestræber mig for at demonstrere.” (Martinus, Livets Bog I, Fortalen stk. 7, s. 7-8)

Det helt afgørende at lægge mærke til i denne sammenhæng er, at “Tilværelsens evige Grundprincipper” er oplevet ved “Selvsyn”, og at bøgernes indhold derfor er baseret på et “Førstehaandskendskab” til de kosmiske realiteter.

Dermed er det fra starten af Martinus’ forfatterskab fastslået, at det verdensbillede, som værket formidler, er selvoplevet, og at forfatteren dermed suverænt er sin egen videns kilde. 

I det videnskabeligt orienterede og vidensbaserede samfund, vi lever i, bliver det anset for at være god praksis at oplyse om kilderne til den information, man viderebringer. Det gælder naturligvis også i åndsvidenskabelig sammenhæng. Om det skriver Martinus for sit eget vedkommende:

“Naar en sand Forfatter skriver et Værk, eller en Foredragsholder giver et Foredrag, oplyser de gerne hver især om de Kilder, hvorfra de har deres Viden. Naar jeg skal holde et Foredrag, føler jeg mig ogsaa skyldig at meddele mine Tilhørere Kilderne, hvorfra jeg har min Viden. At jeg ikke har den fra andre Personer, fra den eksisterende Litteratur eller fra nogen Form for akademisk Uddannelse, saaledes som det ellers er almindeligt med Lærere, men derimod selv er Ophav til al min Viden, idet jeg har en Oplevelsesevne, der endnu ikke er almengældende, forpligter mig jo dog ikke til at hemmeligholde denne og derved skjule min Videns sande Udspring.” (Martinus: “Omkring min Fortolkning af Livets store Analyser”, Kosmos 1934, nr. 11)

Heraf følger, at det ikke er muligt at informere retvisende om Martinus’ værk og det verdensbillede, det formidler, uden at redegøre for de helt særlige bevidsthedsmæssige forudsætninger, der ligger til grund for, at forfatteren har kunnet frembringe det.

2. Værket er en manifestation af den absolutte sandhed

Som det fremgår af det tidligere anførte citat fra Fortalen til Livets Bog er værket udformet som “det absolut direkte Svar” på menneskehedens stadig aktuelle spørgsmål, “Hvad er Sandhed”. Det er dermed sagt, at værket er en manifestation af intet mindre end selve sandheden. Denne pointe gentages allerede i Fortalens stykke 14, hvor Martinus med formuleringen “Virkelighedens eller Sandhedens Blottelse, i Form af Livets Bog” (Martinus, Livets Bog I, stk. 14, s. 14), ser sit værk som værende identisk med sandheden. Denne opfattelse af værket fremføres som et ufravigeligt og indiskutabelt faktum gennem hele forfatterskabet. Fra Martinus’ side er intet af det, han skriver i sine bøger eller fremfører i sine foredrag, baseret på antagelser, spekulationer, hypoteser eller foreløbige sonderinger. Helt fra starten og konsekvent gennem hele forfatterskabet er værket ifølge Martinus en manifestation af den absolutte sandhed.

3. Verdensbilledet er ikke en konstruktion – det er et evigt verdensbillede

Verdensbilledet, som Martinus præsenterer, er ikke et verdensbillede, han har “fundet på” eller “tænkt” sig frem til. De åndelige love og principper, som bliver beskrevet i værket, er universelle og evige. De er ikke “opfundet” af Martinus:

“Jeg må sige, at det er ikke noget, jeg har opfundet. Disse analyser er evige realiteter.” (Martinus, “Kristi genkomst – talsmandens komme”, Kosmos 1994, nr. 8, s. 149)

Der er således tale om et evigt verdensbillede og dermed et verdensbillede, som er det fælles grundlag for alle levende væseners lige så evige eksistens.

Idet Martinus’ verdensbillede hverken er et konstrueret eller skabt verdensbillede, er betegnelsen “Martinus’ verdensbillede” strengt taget misvisende. Hvad Martinus har skabt, er ene og alene hans særlige formidling af det evige verdensbillede.

4. Værket indgår som et led i verdensgenløsningen

Værket indgår som det sidste og afsluttende led i den tradition, Martinus betegner som verdensgenløsningen, og hvis fysisk inkarnerede repræsentanter her på jordkloden, han kalder verdensgenløsere.

Verdensgenløserne er en del af det Forsyn, der fra det åndelige plan overvåger og regulerer udviklingen på jorden. Martinus nævner i den forbindelse Buddha, Jesus og Muhamed blandt sine forgængere.(2) Disse verdensgenløsere har gennem vejledning stimuleret menneskehedens udvikling i human retning.

Martinus forbinder direkte sit værk med den del af verdensgenløsningen, der blev påbegyndt med Det Gamle Testamente og videreført i Det Nye Testamente med Jesu forkyndelse og eksempel. Det gør han ved i samtlige bøger og foredrag at inkludere bibelcitater, som analyseres og forklares på baggrund af de kosmiske love og principper. En sammentælling viser, at Martinus har forklaret mere end 500 forskellige bibelvers både fra Det Nye Testamente (ca. 375), men også fra Det Gamle Testamente (ca. 140).(3) Når man dertil lægger, at mange af disse vers gentages, idet de forklares forskellige steder i bøgerne og foredragene, får man et indtryk af i hvor høj grad Martinus overalt i sit værk inddrager og forklarer udvalgte bibeltekster.

Da Martinus som forfatter suverænt er sin egen kilde til den viden, han formidler, er det dermed også sagt, at bibelreferencerne ikke anvendes som en form for underbygning eller legitimering af Det Tredie Testamentes analyser. Det omvendte er tilfældet. Det Tredie Testamente bekræfter sandhedsværdien i udvalgte dele af Det gamle Testamente og ikke mindst også Det Nye Testamente, hvor en lang række af Jesu udsagn, lignelser og hele mission på et analytisk grundlag påvises at være en manifestation af den højeste sandhed. Dermed bliver det også klart, hvorfor de to foregående testamenter i en trosbaseret religiøs kontekst har haft og for mange mennesker stadig har en vigtig rolle at spille som en del af verdensgenløsningen.

Martinus opfatter sin egen mission som en direkte fortsættelse og fuldendelse af Kristi mission. Mens det var Kristi opgave at forkynde den fuldkomne væremåde og demonstrere den ved på korset at tilgive sine bødler, og dermed fremstå som prototypen eller modellen på det færdigskabte menneske, er det Martinus’ mission at forklare det evige verdensbillede intellektuelt og dermed give det den teoretiske underbygning, som menneskene endnu ikke var modne til at modtage på Jesu tid.

Som de øvrige verdensgenløsere er Martinus således et guddommeligt sendebud, der overbringer viden og vejledning fra et højere bevidsthedsplan til et lavere. Da der er tale om, at Martinus har fået til opgave at udarbejde en vejledning, der er lagt an på at genløse en hel klodes menneskehed, forudsætter en succesfuld løsning af opgaven naturligvis omhyggelig planlægning. Denne planlægning har været påbegyndt længe inden Martinus’ fysiske inkarnation:

“Det er klart, at jeg har oplevet kosmisk bevidsthed i tidligere liv, og jeg har da også senere fået oplysning eller impulser om, at jeg er programmeret til denne mission i en tidligere tilværelse. Jeg har ikke lært noget som helst af denne her. (Martinus, “Kristi genkomst – talsmandens komme”, Kosmos  1994, nr. 8, s. 149)

Derfor vil det også være forkert at tro, at titlen Det Tredie Testamente er en titel, Martinus har “fundet på”. Man må gå ud fra, at titlen har været bestemt lang tid før Martinus blev født, og at den fra Forsynets side med Martinus er overgivet til jordens menneskehed. På det møde, hvor Martinus over for sine nærmeste medarbejdere bekendtgjorde titlen på det samlede værk, forklarede han det på denne måde:

“Der skal jo en vis sikkerhed [til], før man tager [en titel som Det Tredie Testamente]. Og den sikkerhed får jeg altid indefra. Det er ikke noget, jeg sidder og tænker mig til. Nej, – det jeg tænker mig til, det bliver altid kasseret, ja, – altså … jeg mener titler. Jeg har tit givet noget en titel, men så kommer den rigtige titel bagefter, – den som det skal være. Og der kom også det, at det skulle hedde Det Tredie Testamente” (Martinus, rådsmøde 5. august 1975)

Titlen er således, som alt andet af betydning for Martinus’ mission, nøje afstemt med det Forsyn, der fra åndelig side leder og regulerer udviklingen på jorden.

5. Det Tredie Testamente er et “helligt værk”

Værket er blevet til som et resultat af forfatterens enhedsbevidsthed med Gud. I artiklen “Omkring min fortolkning af livets store analyser” skriver Martinus således, at han

“i Sandhedens Interesse er nødsaget til at maatte berette at ”jeg og Faderen er et”, og at mit Oplysningsarbejde skyldes en ”Overskygning af den hellige Aand”.” (Martinus, “Omkring min fortolkning af livets store analyser”, Kosmos 1934, nr. 11, s. 170)

For Martinus er “den hellige ånd” identisk med tanker, der udtrykker den “absolutte sandhed”, og disse tanker er igen identisk med “Guds tanker”.(4) Deraf følger, at Det Tredie Testamente er en manifestation af Guds tanker. Disse tanker kan, fordi de udtrykker den absolutte sandhed, karakteriseres som værende hellige.

Der gælder derfor, at “sand viden” for Martinus er det samme som “hellige tanker” eller “hellig viden”:

“Hellige tanker og viden kan jo kun være den absolutte sandhed om Guddommen, livet og tilværelsen fortalt i form af verdensaltets kosmiske analyser.” (Martinus, Bevidsthedens skabelse, kap. 4)

Idet værket ifølge Martinus er en konsekvent gennemført manifestation af absolut sand og dermed hellig viden, er der i åndsvidenskabelig forstand tale om et helligt værk. At læseren eventuelt kan se anderledes på dette, forandrer intet ved, at dette er forfatterens eget urokkelige syn på sit værk.

6. Med Det Tredie Testamente er verdensgenløsningen formidlet intellektuelt

Det Tredie Testamente adskiller sig afgørende fra de to tidligere testamenter, og de øvrige religiøse hovedværker i verdensgenløsningens tjeneste, i måden, hvorpå de evige sandheder formidles. Menneskehedens nuværende intelligensniveau betyder i samspil med et forholdsvis højt uddannelsesniveau, at de evige sandheder, der tidligere nødvendigvis måtte forklares allegorisk ved hjælp af billeder og lignelser, nu kan forklares højintellektuelt.(5) Derfor er værket ikke som tidligere lagt an på at skulle tilegnes ved tro, men via intelligens kombineret med human følelse og begyndende intuition.(6)

Tidligere måtte man inkarnere på andre kloder for at udvikle sig frem til at opnå det bevidsthedsniveau, som værket repræsenterer, nemlig kosmisk bevidsthed. Med fremkomsten af Det Tredie Testamente er det nu muligt at gennemløbe hele udviklingsforløbet frem til at få kosmisk bevidsthed her på jordkloden:

“De mennesker, som i tidligere tider nåede frem til at […] [få kosmisk bevidsthed], måtte inkarnere på højere udviklede kloder, men det er nu ikke mere nødvendigt. I kraft af “den hellige ånd”, ved hjælp af de kosmiske analyser, kan det ske her. (Martinus, “Julens toner”. Foredrag, søndag den 17. december 1950. Kosmos nr. 16, 1979)

Martinus’ værk har derfor den samme grundlæggende funktion som andre religiøse tekster i verdenslitteraturen. Det vejleder menneskene med livsnødvendig viden på et bestemt udviklingsstadium. Havde verdensgenløsningen ikke sikret de kosmiske analysers tilgængelighed her, ville jordkloden stadig ikke have inkarnationsbetingelser for mennesker, der befinder sig i de sidste faser frem mod kosmisk bevidsthed. Det er derfor fuldt forståeligt, at Martinus omtaler analyserne som livsvigtige analyser:

“Menneskehedens mest fremskredne intellektuelle væsener har ikke mere evnen til at tro. De vil derfor have absolut viden eller kendsgerninger. De er ikke uinteresserede i sjælelige eller psykiske spørgsmål, men svarene på disse må kunne logisk begrundes i deres eget daglige liv. De må udgøre livsvigtige analyser, der kan være en absolut logisk udredet vejledning i tanke- og villieføring, således at de kan føre deres daglige livsoplevelse ind i en bane, hvor den er hundrede procent i kontakt med naturens eller selve de evige love for livsoplevelse.” (Martinus, Menneskeheden og verdensbilledet, kap. 53, min fremhævning)

Det Tredie Testamente hjælper og vejleder således mennesker på vejen frem mod den endelige forening med Gud, idet dette at få kosmisk bevidsthed er det samme som at blive “ét med Gud”.(7) Forskellen i forhold til de trosbaserede religiøse tekster er, at det her drejer sig om den sidste del af vejen, og at livsmysteriet nu for første gang i menneskehedens historie bliver forklaret højintellektuelt.

7. Det Tredie Testamente er i hele sit anlæg et pædagogisk værk

Det Tredie Testamente er et gennemført pædagogisk værk. Den opgave, Martinus som verdensgenløser er blevet stillet overfor, har været at formidle det evige verdensbillede til et bevidsthedsniveau, der er lavere end det bevidsthedsniveau, hvor ud fra verdensbilledet er erkendt. For at lykkes med det har Martinus skulle sætte sig ind i menneskehedens erfaringsverden og på den baggrund formidle, den absolut nødvendige viden tilpasset menneskehedens nuværende udviklingstrin:

“Det absolut eneste Fornødne eller livsbetingende moralske Maal for Jordens endnu ufærdige og i Mørket og Krigssfærerne forekommende Menneskehed er saaledes ikke det fysiske, materialistiske Verdensbillede, de nu saa at sige kender til Bunds, men derimod Kendskabet til det kosmiske Verdensbillede.” (Martinus, Livets Bog VII, stk. 2651)

Martinus formidler denne viden gennem logisk sammenhængende tankerækker, hvor han bestandigt henviser til alment menneskelige erfaringer. Det bliver derved muligt for læseren at eftertænke de logiske følgeslutninger på basis af egne “realistisk oplevede kendsgerninger”, og har man som læser “evner og erfaringsmateriale nok i sin bevidsthed til at eftertænke analyserne”, bliver de kosmiske analysers facitter til “virkelige videnskabelige kendsgerninger”.(8)

For et kunne tilegne sig og forstå værket er der således ingen særlige forudsætninger, som skal være opfyldt, ud over at man som læser må være i besiddelse af en

“veludviklet intelligens og en meget fremskreden human følelse eller næstekærlighed og intuition.” (Martinus, Det Evige Verdensbillede II, symbol 24, stk. 3)

Disse bevidsthedsmæssige egenskaber vil alle mennesker på jorden opnå på et tidspunkt i kraft af udviklingen. Dog ikke i samme takt, da menneskene befinder sig på vidt forskellige udviklingsstadier.

Når Martinus skrev Det Tredie Testamente, var det derfor ikke for sin egen erkendelsesinteresses skyld. For den viden, han formidler, havde han som nævnt erhvervet længe før sin fysiske inkarnation. Den var for ham selvfølgelig. Han skrev heller ikke af økonomiske årsager eller for at opnå en position eller anseelse i samfundet. Hans anliggende var udelukkende pædagogisk og hans motivation gennemført næstekærlig. Han skrev for at støtte og vejlede menneskene i den naturlige og uundgåelige omskabelsesproces, hvis slutresultat er en forvandlet, næstekærlig menneskehed, eller hvad Martinus med reference til skabelsesberetningen i Første Mosebog betegner som det færdigskabte “menneske i Guds billede efter hans lignelse”.(9)

8. Med Det Tredie Testamente er Kristi profeti om sin genkomst opfyldt

Med udgivelsen af Det Tredie Testamente er Kristi profeti om sin genkomst og “Helligåndens komme” gået i opfyldelse. Martinus betonede dette ved mange forskellige lejligheder, efter han i løbet af sommeren 1975 havde truffet den endelige beslutning om, at det samlede værk skulle bære den overordnede titel Det Tredie Testamente. Som for eksempel her, hvor han forklarer om baggrunden for beslutningen:

“Det er selvfølgelig alt det, som Kristus ville have givet, – tilbage at fortælle om livsmysteriet. Det er klart, at det er det, han har bebudet menneskene. Han skulle fortælle “Den hellige Ånd”, – det er altså videnskaben om det guddommelige. Og det skulle blive fortalt menneskene. Og han siger også, at det skal være i forbindelse med hans. Han siger, han skal tage af mit og give eder.” (Martinus, rådsmøde 5. august 1975)

Det Tredie Testamente er dermed Bibelens sidste og afsluttende testamente:

“Men “Det Tredie Testamente”. Ja, der står jo ikke noget i navnet, hvad det er for et testamente, men selvfølgelig bliver det forklaret, at det er fortsættelse af Biblen. Det er med i forklaringen. Det bliver fuldstændig forklaret, at det, jeg er i gang med, er fortsættelse af det nye testamente. Og enhver virkelig videnskabsmand vil da se, at jeg har ret.” (Martinus, rådsmøde 16. december 1975)

Hvor stærkt Martinus betonede dette, og i hvor høj grad det lå ham på sinde, at det det skulle siges og gøres tydeligt, fremgår af de følgende, tilsvarende citater:

“Der er ikke magen til værk. Det er det eneste værk, der eksisterer, ‐ og bliver også foreløbig... Det er Biblen, der er færdiggjort. Den Hellig‐Ånd, som Kristus har bebudet”. (Martinus, rådsmøde 5. august 1975)

“Det Tredie Testamente … er fortsættelse af Biblen.” (Martinus, Rådsmøde 16. december 1975)

“Nu har jeg myndighed til at sige, at Det Tredie Testamente er talsmanden den hellige ånd”. (“Kristi genkomst – talsmandens komme”. Martinus’ 89-års fødselsdagstale, 11. august 1979. Kosmos 2008, nr. 7, s. 195)

Man kan dermed sige, at Det Tredie Testamente leverer svaret på århundreders spekulationer om, hvornår og hvordan Kristi genkomst vil forløbe. Kristi genkomst er en proces, der nu er indledt med fremkomsten af Det Tredie Testamente, og den finder sted i det enkelte menneske i samme grad, som det er i stand til at realisere Kristi tænke- og væremåde, sådan som den nu for første gang i menneskehedens historie er teoretisk kortlagt og forklaret i Det Tredie Testamente. Ifølge Martinus er der tale om en proces, der strækker sig over 3.000 år, idet hele jordens menneskehed i løbet af den periode vil få kosmisk bevidsthed.

9. Værket kan ikke danne basis for foreningsdannelse

Åndsvidenskaben er med Det Tredie Testamente overleveret til verden, og den er dermed nu frit tilgængelig – som “solen”:

“Vi er medlemmer allesammen, – enten de er interesseret eller ikke. For det er noget... alle mennesker skal have det. Det er ligesom solen på himlen. Vi skal jo heller ikke gå hen og betale billetter for at få solskin”. (Martinus, rådsmøde 18. november 1975)

Man kan læse bøgerne, eller man kan lade være. Der er ingen bindinger:

“De kan læse og lade være at læse – og har de noget, de er meget mere glade for, så kan de bare blive ved det. Og er de glade for det her, så kan de blot komme her, og er de det ikke, så kan de blot gå igen. Der er intet med at skrive ind eller ud. Det er en fri sag, som solen.” (Martinus, rådsmøde 4. september 1979)

Åndsvidenskaben vil derfor heller aldrig kunne give anledning til foreningsdannelse eller nogen form for religion baseret på medlemskab. Læseren er helt og aldeles frit stillet. “Tag, hvad du kan bruge og lad resten ligge”. Det er holdningen fra forfatterens side.

Afsluttende

Vi har hermed set på nogle fundamentale træk, der samlet set angiver, hvad der gør Martinus’ værk til et absolut enestående værk i verdenslitteraturen, og som bevirker, at det på væsentlige punkter adskiller sig fra andre litterære værker, man eventuelt vil kunne være tilbøjelig til at sammenligne det med. Som læser må man bestandigt holde sig dette for øje. Forudsat naturligvis, at man ønsker at forstå værket på dets egne betingelser.

Noter

1. Jf. f.eks. Martinus, Et glimt fra verdensgenløsningen, kap. 8.

2. Martinus, Hvad er sandhed, kap. 20.

3. Jf. Aage Hvolby, “Talsmanden den Helligånd”, Kosmos 2009, nr. 10, s. 300.

4. Jf. f.eks. Martinus, Livets Bog VI, stk. 2049, Martinus, Menneskeheden og verdensbilledet, kap. 54 og Martinus, Bevidsthedens skabelse, kap. 4. 

5. For Martinus henviser “højintellektualitet” og “alkærlighed” til den samme bevidsthedstilstand. Nemlig den, hvor intellektualitet og human følelse er i fuldkommen balance. Se f.eks. Martinus, “Omkring min Fortolkning af Livets store Analyser”, Kosmos 1934, nr. 11.

6. Jf. f.eks. Martinus, Menneskehedens skæbne, kap. 4.

7. Martinus, Livets Bog VI, stk. 2001.

8. Jf. Martinus’ svar på spørgsmålet “Er analyserne en trossag?” (Spørgsmål 22).

9. Se i den forbindelse eventuelt også Rolf Elvings artikel “Martinus som pædagog”. Kosmos 1983, nr. 4-5, s. 85.