Tankeverdenen

Åndsvidenskaben hævder, at der eksisterer en verden, som ikke er tilgængelig for vores almindelige syn. Den hævder endog, at denne usynlige verden er den mest centrale og indflydelsesrige i vores tilværelse.

De fleste vil nok ryste på hovedet over dette udsagn, så det er jo ikke så mærkeligt, at Martinus’ Det Tredie Testamente ikke endnu er mere kendt, end tilfældet er. Der er heldigvis emner som reinkarnation, som han også beskriver, der er nemmere tilgængelige og logiske at forstå og slet ikke af nyere dato. Tanken om reinkarnation er mere naturlig for mange, det bekræfter en større dansk værdiundersøgelse, som nævner, at der i 1981 var 13% som troede på reinkarnation, og at dette tal steg til 24% i 2017. Der var flest kvinder, især midaldrende, som fandt denne tanke naturlig. Egentlig er denne udvikling lidt overraskende, da dette emne sjældent eller aldrig bliver omtalt i undervisningssektoren eller medieverdenen. Er forklaringen, at jorden i 1973 modtog en ny impuls, hvorigennem det mystiske, det religiøse og guddommelige princip blev frigivet? Det er der noget, der tyder på.

Denne udvikling peger på, at der langsomt sker en udvikling med os, som vi ikke endnu er helt bevidste om. Man kan heldigvis læse om det spændende fremtidssamfund, som Martinus beskriver i sit forfatterskab. Der ligger dog endnu nogle store udfordringer på denne vej, det kan vi se ved at åbne en avis eller tænde for en nyhedsudsendelse i TV.

Som foredragsholder har jeg tumlet en del med tanken om, hvordan man forklarer tilhørerne om mødet mellem den fysiske og den åndelige verden uden at blive misforstået eller i værste fald – slet ikke forstået. I den forbindelse har jeg gjort mig en del overvejelser over, hvordan jeg vil gribe denne opgave an, og hvordan jeg på den mest optimale måde vil formidle dette emne. De fleste mennesker har en stor tillid til naturvidenskaben, så forklaringen må bygges systematisk op.

Videnskabsmænd er meget erfarne i forskning i mål- og vægtfacitter, men lægmænd hvad angår menneskets bevidsthedsliv. I dette område vil videnskaben aldrig kunne fremlægge dokumentation. En materielt indstillet videnskabsmand vil fuldstændigt benægte eksistensen af alt, som ikke kan registreres i tal, mål og vægt, så forhold, der unddrager sig volumenkontrol og ikke fremtræder i tid og rum, vil blive benægtet af videnskaben.

Det menneskelige bevidsthedsliv er et eksempel på et område, der ikke er målbart efter naturvidenskabelig tradition. Ethvert normalt menneske kender til det at tænke og mener, at det er processer, der foregår i hjernen, men man kender ikke den dybere forklaring på de bagvedliggende processer. Det er dem, som religionerne betegner som “den åndelige verden”.

Vi møder her det faktum, at vi i dagligdagen i vores tankeverden kommer i kontakt med et andet plan end det fysiske, som manifesterer sig som faste, flydende og luftformige materieformer. Det som videnskaben har dokumenteret i det periodiske system. Vi er altså her vidne til, at der ud over de tre fysiske materieformer, der måles i vægt, tid og rum, volumen og hastigheder, også findes en fjerde, nemlig tankeverdenen eller den stråleformige materie.

Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre at veje og måle en tanke i meter, kilo eller liter. Man vil måske i hjernen kunne registrere, at vi tænker, men tankens dybere virkelige natur vil være en gåde. En registrering af en tanke vil være en måling af en elektrisk vibration eller kraft, men det forklarer ikke om tanken af mennesket opfattes som begær, vilje, glæde eller sorg, som behag eller ubehag.

Da tankeverdenen er den egentlige livsoplevelse og er selve livet, kan den ikke udtrykkes ved mål og vægtfacitter, vibrationsgrader eller bølgelængder.

I det tankemæssige univers finder vi det, som ligger til grund for Martinus’ beskrivelse af det, vi kalder “sjælen” eller den “psykiske verden”. At benægte, at dette område eksisterer i mennesket, ville være at benægte livet, hvilket ville være absurd. Vi ser her den verden beskrevet, som analyserer at mennesket tænker, taler, handler, begærer, føler behag og ubehag, samt glæde og sorg, og giver en logisk beskrivelse af, hvorledes disse impulser opstår.

Martinus benævner denne manifestation af det levende væsen for “Noget som er”. I dette område må vi konstatere, at videnskabsmanden er uvidende.

Det moderne menneske, som for flertallets vedkommende har forladt troen, mangler et bevidst mentalt holdepunkt i tilværelsen, som giver det mulighed for at rette sit liv ind i en fredfyldt retning. I menneskets kamp for at opbygge den fysiske verden, er der opstået en åndelig blindhed, så mennesket er endt med at blive sin egen fjende. Det har opbygget en verdensituation, som er endt i en spændt krigstilstand. Vi lever i en verden, hvor politiske alliancer med vurdering af andre landes militærbudgetter og krigsduelighed er afgørende faktorer. Vi kan spørge os selv, om det er kanoner, krudt og kugler, der skaber krig, eller om det er menneskenes mentale eller stråleformige tankeverden, der har ansvaret for det?

Hvis vi skal prøve at finde svar på, hvorledes denne uharmoniske tilstand er nået så vidt, som den er, giver Martinus’ analyse af flokmentalitet en god forklaring. Flokmentaliteten er en rest fra dyreriget, som vi ikke helt har forladt endnu, men som er helt afgørende for mange dyrs overlevelse. For det nuværende kulturmenneskes ledelse af samfundene er det en faktor som er præget af for meget primitivitet og tyngdeenergi (Dyreriget) og for lidt humanisme og følelsesenergi (Det rigtige Menneskerige). Det er grundigt beskrevet i Det Tredie Testamente, at vi mennesker hovedsageligt lærer via erfaringer og fejltagelser, så vi kan konstatere, at der er god plads til forbedringer for det moderne nutidsmenneske.

Flokmentaliteten er grundlaget for et stort flertals stillingtagen til det, de oplever omkring sig. Martinus drager i forklaringen af flokmentaliteten en symbolsk parallel til Salomons tempel, som jøderne opførte i Jerusalem ca. 900 år før Jesu fødsel. Det var fysisk inddelt i tre afsnit, som var sammenlignelige med menneskets psykiske tilværelsesplaner.

I det første, “Forgården”, finder vi den største del af menneskeheden. Her har alle adgang, men det er ufrie mennesker, som ikke har udviklet modenhed til selvstændig tænkning. De er så at sige åndelige slaver. Her er menneskene bundet af det politiske parti eller/og den religiøse sekt, de har størst affinitet til og hvis holdninger og meninger, de følger loyalt. Under disse betingelser har menneskene ingen selvstændig mening og lader sig føre af den pågældende floks leder. Da der fandtes, og stadig findes, et stort antal forskellige grupper, hvis medlemmer består af uselvstændige “mentale robotter” eller “mentale søvngængere”, ser vi her roden til mange konflikter og krige. Disse gruppers medlemmer, som under indflydelse af flokmentaliteten, griber til forsvar for lederens/flokkens værdier ved det mindste angreb, udgør derved den grundlæggende årsag til uoverensstemmelser. De er ikke modtagelige for logiske argumenter eller analyser. Her kæmper parti mod parti, flok mod flok og politik mod politik. I større målestok krige mellem nationer og i mindre skala ved holdsport, specielt fodbold, hvor man ofte ser tilhængere fra begge hold komme i fysiske slagsmål, hvis ikke de bliver holdt adskildt af ordensmagten.

Det næste afsnit af templet, “Det hellige”, var forbeholdt præsterne. Symbolsk finder vi her den gruppe mennesker som via udviklingens vej er modnet til personlig stillingtagen, og derfor er naturlige ledere for den førstnævnte gruppe i “Forgården”. Det er dog ikke alle disse ledere, som har det fulde overblik over livslovene, og en del af dem har en mørk mentalitet. I gruppen finder vi også kunstnere, hvis livsindstilling er det modsatte af flokmentalitet. For at en kunstner kan opnå anerkendelse, skal vedkommende have en original og personlig produktion, som ikke ligger for tæt på andre kunstneres, men må have et personligt udtryk. Menneskene i dette afsnit kan ikke føres eller tro ved påført tvang/suggestion. De tager selvstændigt stilling til det, de oplever omkring sig.

De mennesker som har gennemlevet “Forgården” og “Det hellige” nærmer sig den store fødsel, og de har et stabilt gudsforhold.

Det sidste afsnit af templet var “Det allerhelligste”, og her havde kun ypperstepræsten adgang. Det skal forstås sådan, at dette åndelige niveau er for mennesker, som har kosmisk bevidsthed. Her findes mennesker, som har nået kulminationen af mange livs udvikling, og som ikke har sorger eller bekymringer. Et sådant menneske har en urokkelig indre harmoni, og vil være ydmyg i alle livets spørgsmål.

I artiklens begyndelse berørte jeg spørgsmålet om, hvor stor betydning den åndelige del af mennesket havde. Ud fra Martinus’ beskrivelse af de tre ovennævnte bevidsthedsniveauer kan vi se hvilken central rolle, den spiller. Vores måde at handle på i livet udspringer af den åndelige og usynlige side af mennesket, og det er der, vi finder “livet” i mennesket.

Denne centrale forklaring på menneskenes udviklingstrin igennem den fysiske indretning af det jødiske tempel er en fascinerende historie. Den viser, at der tilbage i tiden har eksisteret mennesker med dyb indsigt i menneskets åndelige natur, og at de havde indflydelse på hvorledes store og vigtige bygningsværker blev opført.

Flokmentaliteten i menneskets bevidsthed er en vigtig beskrivelse af vores måde at handle på i livet, men selvfølgelig ikke den eneste. Der er sket en stor udvikling, fra vi forlod dyreverdenen og siden gradvist gennemlevede den instinktprægede periode, hvor troen var helt central i tilværelsen. 

Lige nu er en stor del af menneskeheden nået til kulturmenneskets og dermed ateismens epoke, og hvis vi ser denne udvikling fremrullet i tid, vil vi i fremtiden nå til en stærkt udviklet humanisme, som vil skabe en meget lysere fremtid for os alle.

Når vi ser på de beskrivelser, Martinus har givet os, er det tydeligt, at det er sindet eller vores bevidsthed, der er den styrende faktor i vores liv. Vi kan herved se, at det ikke er vores materielle verden, der skaber de samfundsproblemer vi har, eller de krige der opstår med jævne mellemrum. Det er vores tankeverdens manglende udvikling, der er årsagen. Som før nævnt er det ikke kanoner, krudt og kugler, der skaber krige – men os mennesker.

Vi kan her se, hvor nødvendigt det er, at mennesket bliver klar over, at menneskeheden endnu ikke har en videnskab, som beskæftiger sig med dets tankeverden. Psykologi og filosofi kan være til en vis gavn, men vi ser ikke her en erkendelse af den åndelige verdens centrale betydning.

I Det Tredie Testamente finder vi den fulde forklaring på livsmysteriets løsning, og hvorledes vores liv er på vej til større indre fred og harmoni.