Bønnens mysterium

Nutidens livssyn

Det moderne materialistisk indstillede menneske finder det naivt at bede. Det tror ikke på en åndelig verden, og opfatter derfor bøn som et tomt ritual.

Det Tredie Testamentets livssyn

I Det Tredie Testamente beskrives vi som evige og udødelige. Dette gælder såvel planter, dyr og mennesker. Organismen opfattes her som et midlertidigt opbygget redskab styret af bevidstheden. Når organismen går under, fortsætter livsoplevelsen i den åndelige verden. Derfra fødes vi atter og atter ind i den fysiske verden for fortsat bevidsthedsudvikling. Da vores primære hjemsted er den åndelige verden, er det muligt at kommunikere med denne verden direkte – også når vi befinder os i en fysisk organisme. Denne form for åndelig kommunikation sker gennem det, vi har lært at kende under begrebet bøn.

En evne under udvikling

Evnen til at bede er, ligesom alle andre evner, underkastet udvikling. I det materialistiske menneske er evnen nærmest ubevidst, men kommer dog i funktion ved livstruende situationer – på samme måde som når dyret skriger i sin livsfare. Bønnen er en videreudvikling af dyrets angstskrig.

Bøn udvikler bevidstheden

Fra dyrets skrig ud i det ukendte, bliver bønnen udviklet frem til en bevidst kommunikation direkte med Gud, ligesom vi kender det fra Kristus. Derfor hans ord: ”I skal bede og aldrig blive trætte”. Gud er ikke smålig. Han lytter også, hvis vi ikke tror.

Fysisk og åndelig kommunikation

Det Tredie Testamente analyserer naturen og livet som et altomfattende levende og bevidst væsen – Gud. Gud har, ligesom os, en fysisk organisme (verdensaltet) og en evig bevidsthed bag denne. Vi kan derfor tale med Gud ad to kanaler, i det ydre gennem vor næste og i det indre, direkte med Gud. Den fysiske samtale med Gud foregår via naturen, medmenneskene, samfundet eller verden, og den åndelige via åndelige væsener, der fungerer som Guds organer til at høre og svare på bønner. Intet undgår Guds bevidsthed.

Alle bønner besvares

Når vi får svar på en bøn, kan det komme via mennesker i vore omgivelser, der uden selv at være sig det bevidst, har modtaget en impuls fra det åndelige plan. Men det kan også ske, at vi får et direkte svar fra den åndelige verden som vejleder os.

Den uselviske bøn – livets største kraftkilde

Men bønnen kan ikke gøre det skete usket. Det, der sker, må jo ske, da det er et led i skabelsen af den fuldkomne bevidsthed. Dybest set ønsker vi ikke at standse denne fuldkommengørelse af os selv. Vi forstår dog ikke altid undervisningen, mens den finder sted, da vi ikke kender Guds alkærlige plan og livets mening. Med kendskab til denne plan bliver det logisk at bede på samme måde som Jesus i Getsemane have før sin korsfæstelse: Ske ikke min, men din vilje.

Da alle gudesønnernes jeg’er er identiske med Guds jeg, kan ingen adskilles fra Gud, og derfor kan bevidsthedskontakten til Gud heller aldrig afbrydes. Således kan Gud via de åndelige verdeners fuldkomne væsener styre og lede alt i den fysiske verden i kontakt med alkærligheden. Via kontakten til Gud kan vi bede om, og få kraft, mod og godt humør til at møde livet – troende såvel som ikke-troende. Den rette brug af bøn kan dermed holde alt mørke ude af vores bevidsthed, uanset hvad der sker os i det ydre. Via bøn kan vi også få inspiration i det daglige liv, i kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde, ja i alle store og små begivenheder – Gud ønsker, at vi skal blive fuldkomne. Der er da heller ikke noget til hinder for, at vi takker Gud for den hjælp og undervisning, vi hver dag får gennem alt det, der sker.

Introduktion til symbol nr. 22

På symbolet ser vi de fysiske og åndelige verdener. De to skrå sorte streger inddeler de 6 riger i to afsnit. Forneden ser vi den fysiske del af verdensaltet: mineral-, plante-, dyre-, og det fuldkomne menneskeriges fysiske del, markeret med lys indigo, rødt, orange og gult – tilsammen Guds fysiske organisme. Foroven ser vi de rent åndelige riger: resten af det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget (dvs. mineralrigets åndelige side), markeret med gult, grønt, blåt og lys indigo. Disse områder udgør Guds bevidsthed. Den lille trekant (jeg) og den store (Gud) viser hvorledes, der dybest set kun eksisterer én relation: den mellem jeg og Gud. Gud er alt det, der omgiver os, såvel forneden som foroven på symbolet.

Symbol nr. 22 forklares af Martinus i symbolbogen Det evige verdensbillede II, og i småbøgerne: Bønnens mysterium og Meditation analyseres bønnen.