Gennem indvielsens mørke , helvede eller ragnarok – Symbol 19.

Gennem indvielsens mørke , helvede eller ragnarok – Symbol 19. © Martinus Institut

Dommedag – en nødvendig fase i udviklingen fra dyr til menneske

I Bibelen finder vi en del profetier, der synes at passe præcis på det sidste århundrede og den tid vi nu lever i: ”Krigslarm og rygter om krige”, ”folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige”, ”hungersnød og jordskælv” flere steder. ”Dette er begyndelsen på fødselsveerne” (Matt. 24:6-9). ”Og broder skulle overgiave broder til døden, og fader sit barn, og børn skulle stå op mod forældre og slå dem ihjel” (Mark. 13:12). ”Fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste”, ”der skal fremstå falske Kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere” (Matt. 24:12 og 24).

Disse kulminerende ”trængselstider” begyndte med forrige århundredes verdenskrige. Forsøg på at udrydde hele folkeslag, lovløshed, terror, hungersnød, naturkatastrofer, sygdomme, kamp om penge, krig og oprustning, ja alle ulykkelige skæbner, bekræfter Jesu ord på korset: ”de vide ikke hvad de gøre”. Men de afføder også, i hvert enkelt menneske, efterhånden længslen efter en fredeligere verden og et ønske om at forstå ulykkerne.

Der kræves kosmisk viden – kendskab til det evige liv – for at forstå meningen med mørket og lidelsen.

En udvikling fra dyr til menneske

Det Tredie Testamente forklarer hvordan vi alle udvikles fra dyre- til menneskeriget via reinkarnation. De højere og højere organismer er resultatet af indre bevidsthedsudvikling i det enkelte individ fra liv til liv. Vores evige jeg – det i os, der evigt oplever livet – overlever enhver organisme og tager alle erfaringer med sig ind i de nye organismer. Vi modnes ved at høste virkningerne af vores handlinger i dette og tidligere liv – uanset om vi husker disse eller ej. Ingen erfaring går til spilde. Lidelseserfaringerne fører os ud af dyreriget og dets bærende princip: selviskheden og frem mod menneskerigets princip: du skal elske din næste. Dommedagstilstanden er altså udtryk for en ny verdenskulturs fødselsveer. Dette kosmiske overblik kan ikke opleves med intelligens alene. Trods den store vækst i materiel videnskab forfalder den gamle verdenskultur. Vores skærpede intelligens- eller analyseringsevne har ført til kolossale fremskridt, men som redskab for selviskheden har den også forstærket den dræbende evne ud i genialitet. Således er dyrets klør og gifttænder blevet afl øst af satellitstyrede langtrækkende atombomber og andre mordvåben.

Men at kunne dræbe alt liv på kloden, kan ikke kaldes dyrisk? Er det ikke mere passende at kalde sådanne altødelæggende drabsevner for ”djævelske”? Ifølge Det Tredie Testamente får den i Bibelen symboliserede ”djævel” (og helvedet) sin opfyldelse via dommedagsepokens morderiske menneske. Dette moderne menneske har mistet troen på en almægtig, alkærlig og alvidende Gud, og søger nu beskyttelse bag våben- og pengemagt.

Kosmisk viden skaber tillid og fred

Nutidens ”dommedag” skyldes kosmisk uvidenhed. Formålet med Det Tredie Testamente er at give os den viden, der fjerner dødsfrygten og skaber fred og tillid mellem os. Den varige fred kan kun skabes via viden om næstekærlighed. Den rent fysiske forskning har ikke formået at påvise logikken i at ”elske sin Gud over al ting og sin næste som sig selv”.

Den fysiske videnskab bygger på evnen til logik og analyse. Denne logik har tilsyneladende ført til konflikt med verdensreligionerne: “Hvorfor skulle en alkærlig, alvidende og almægtig Gud skabe et flertal af mennesker til helvede og lidelse (såsom børn der dør uden at blive døbt) og kun få til “frelse”?

Den logiske evne førte til, at menneskene midlertidigt mistede kontakten med Gud. Først da kunne oplevelsen af åndelig mørke og lidelse helt kulminere; dommedagen. Men sådan måtte det blive. Kærlige ord alene kan ikke forvandle et dyr til menneske. Det er i vores egen bevidsthed, at årsagen til ethvert møde med vor næste har sin rod. Via den ydre verden oplever vi det samme, som vi nænner at udsætte andre levende væsener for (fx dyr, mennesker og mikrovæsener i kroppen).

Kun i arbejdet med vores eget sind kan vi finde årsagerne til mørke og lidelse. Skæbnen er et spejl. Fra liv til liv udvikles kærligheden til alle levende væsener.

Skabelsen af et internationalt fredsrige

Bibelens ”de sidste tider” betegner dyrerigets sidste tider i vores bevidsthed. Hver gang mørket forstærkes kan det synes voldsomt, men det er som en ild, der blusser op, lige før den går ud. (Og når det er mest vanskeligt har vi også bønnens mulighed for at komme i direkte kontakt med Gud). Krig og undertrykkelse forstærker kun menneskenes vilje til humanitet og internationalisme. ”Dommedagen” – dvs. visdommens dom over selviskheden – vil derfor fortsætte lige til skabelsen af et internationalt verdensrige på jorden med verdens folk og stater forenet som én hjord med én hyrde, den evige Guddom.

Talsmanden den hellige ånd

Lyset fødes i mørket, og hvilket lys kan være større end alkærligheden som videnskab og væremåde? Kun næstekærligheden kan forene menneskene og den evige Guddom med hinanden. Derfor bebudes i verdensreligionerne, at dette kærlighedslys skulle komme til syne i ”de sidste tiders” dommedag og vejlede menneskene frem til hele sandheden. I Bibelen omtales denne begivenhed fx i Mark. kap. 13 og Joh. kap. 14-16. Kristus kalder denne vejledning for: ”Talsmanden den hellige ånd”. ”Talsmand”, er et ord jøderne anvendte for hellige bøger. Ordene ”hellig ånd” beskriver bevidsthed/tanker om det højeste, dvs. Gud og det evige liv. Det Tredie Testamentes kosmiske analyser udgør denne talsmand.

Introduktion til symbol nr. 19

Symbolet viser, hvordan alle lidelseserfaringer eller ulykkelige skæbner er virkninger af årsager vi selv har skabt i dette eller tidligere liv. Den store orange cirkelbue der går fra venstre (fortiden) ind mod midten (nutiden) symboliserer en dræbende handling (sablen). Handlingen rammer det individ (trekant og hjerte), der i fortiden udløste en tilsvarende handling. Individet svarer igen på samme måde (højre sabel). Det skaber dermed en ny mørk karma (den store bue til højre) for sig selv i dette eller fremtidige liv. Kristus kendte denne kosmiske sammenhæng og udtalte: ”Elsk dine fjender” og ”alle der griber til sværd skal falde for sværd”. Hævnens princip: ”øje for øje og tand for tand” kan ikke fjerne mørket i verden, men leder derimod til mørkets og lidelsens kulmination baseret på den overtro (skelettet), at vi kan dræbe fjenden. Det Tredie Testamente viser, at vores evige jeg (trekanten) efter enhver død genfødes i højere og højere organismer. Hjertet symboliserer organismen, og rækken af orange firkantfelter de mange jordeliv. De gule felter ind i mellem symboliserer hvilepauserne i den åndelige verden. Der er kosmisk uvidenhed (mørk himmel) og brist på næstekærlighed bag ethvert drab og dom over vor næste. Vi skaber vores fremtid ved vores væremåde overfor vor næste dvs. alle levende væsener, fx mennesker, dyr eller mikroindivider i kroppen. De ulykkelige skæbner vi skaber for os selv, forvandler os liv for liv bort fra det selviske og ind i næstekærligheden. At tjene og elske de levende væsener omkring os skaber en lys og lykkelig fremtid for os selv (stråleglorien bag den nattemørke himmel). De evige kosmiske realiteter fx ”moderenergien” (vandret violet felt) garanterer, at vi kun kommer til at opleve det mørke, vi udsætter andre levende væsener for. Gennem erfaringer af mørke og uvidenhed udvikler den alkærlige Fader menneskene tilbage til sig selv, til freden og næstekærligheden.

Symbol nr. 19 forklares af Martinus i symbolbogen Det evige verdensbillede II.